hortofilia

- altså at lave endnu et juliindlæg. Nu er sommervejret kommet, og med al den regn, vi har fået, er der mange planter, der har haft en voldsom vækst. En af dem er stormhat, hvis blomsterfyldte toppe er for tunge for de tynde stængler. For en halv meters vækst siden bandt jeg nogle af dem op, men det er håbløst nu, så vi må glæde os over det dekorative rod, der er resultatet.  Set fra en anden vinkel er det nok den hvide violfrøstjerne og kirsebærtræet, der først fanger blikket. Vi har mange violfrøstjerner rundt omkring, fordi de sår sig selv, og den højeste er oppe omkring de 3 meter. Nu vi er i højden, kommer her to trofaste liljer: Leslie Woodriff og Robina. Ved jorden har jeg fundet en havebetonie og to astilber. Stachys officinalis 'Rosea compacta astilbe pumila astilbe simp. sprite For to år siden delte jeg astilbe Purpurlanze og placerede den rundt omkring i det gamle staudebed. Sidste år visnede de ned, mens de i år er vokset enormt og har nogle flotte, store blomsteraks. T...

Ny måned, alligevel roser igen igen - denne gang i pink og først Raubritter med de kuglerunde blomster. I collagen er det Louise Odier og Pirouette til venstre og til høje Eden/ Willestrup i knop og fuldt udsprunget. I år bliver de fuldt udsprungne blomster usædvanligt store. Jeg har målt dem til 11cm, hvorimod jeg egentlig ikke synes, de plejer at folde sig helt ud. Our Last Summer har fået selskab af en hvid kvæsurt/sanguisorba tenuifolia alba. Hagley Hybrid klematissen storblomstrer i år for første gang. Dens makker er Claire Austin. De stærkest pink blomster på matriklen tilhører en lav mjødurt/ filipendula purpurea. Den kan være vanskelig at indpasse i et bed på en harmonisk måde. Her står den i sensommerbedet, hvor den nærmeste nabo er baltisk persille/ cenolophium denudatum, og jeg oplever, at dens dæmpede farver gør  mjødurten mindre påtrængende. Astilben herunder kan minde en del om mjødurten, men er  på alle måder stivere i sin vækstform. Sidste år fik jeg hortensiae...

Når hylden blomstrer, er der to ting, jeg altid skal huske at lave. Den ene er syltetøj af grønne stikkelsbær og hyldeblomster, og den anden er hyldeblomstsaft. For to år siden lavede jeg saft både af de hvide og de røde hyldeblomster, men syntes, den røde saft blev alt for sød, faktisk så sød, at den næsten ikke kunne fryses. I år prøvede jeg mig frem med en fjerdedel røde blomster, og det gav et fint resultat både i smag og farve. Som noget nyt i år eksperimenterede vi med at overhælde de afsiede blomster og citronskiver med vodka suppleret med noget hjemmelavet, spansk brændevin, som har stået i skabet i årevis, fordi den simpelthen er alt for stærk. Med et par skefulde honning til at mildne smagen er vi rimelig tilfredse med resultatet, som nok nærmere skal betegnes som en stærk  likør end som vodka eller brændevin. En anden årligt tilbagevendende opgave er eventuel opbinding af klematis, som flagrer rundt i blæsten uden jordforbindelse. I år kan jeg konstatere, at jeg lader do...

Og juli måned plejer at være liljetid og tyder også på at blive det i år på trods af det usædvanlige sommervejr. Lankon forsvandt for mig sidste år, så i år er den plantet i en høj krukke og ser ud til at trives med det. Lilium formosanum pricei har derimod overvintret ude, men på et veldrænet og lunt plantested. Den korte stængel er helt efter bogen og skyldes ikke tørken. Tørken kæmper vi vist ellers allesammen med, og det kan sommetider undre, når man ser, hvilke planter der lider, og hvilke planter der klarer sig ok. I skovhaven er den gamle kurvebregne temmelig medtaget, mens den store hosta Empress Wu ser uberørt ud bare to meter væk, selvom den blev omplantet i efteråret. Frances Williams og den hvide astilbe ser også upåvirkede ud. En bonus ved tørken er, at de store græsser i sensommerbedet ikke har vokset vildt og blodigt i år, så vi stadigvæk kan færdes på stierne. Det var umuligt sidste år. De sentblomstrende veronicastrum er dem,  d...