hortofilia

Om foråret  plejer jeg at trimme buskroserne i vores rosenbed; men det forhindrede mine brækkede arme mig i at få gjort i år. Derfor sidder blomstringen i år mange cm højere, end den plejer. Ghislaine de Feligonde klippede jeg dog kraftigt tilbage i efteråret, så dens blomstring kunne ikke være bedre. Leonardo da Vinci er en buketrose pr definition; men denne sæson har den sendt en mere end 2 meter høj stængel op i nabotræet. Leonardos nærmeste nabo er gallicarosen Charles de Mills. Den ene har ingen duft, og den anden dufter helt vidunderligt. I år oplever jeg gallicarosens farve som specielt dyb og intens, især lige før  blomsten falder til jorden som enkelte blade. Midt i bedet på østsiden er der nu en åbning, hvor Penny Lane indtil for nylig stod i et af Sørens stativer.  Nu er den blevet gravet op, og som billedet viser, var det en syg rose, det handlede om. Vi orker ikke at udskifte jorden for at plante en ny rose. I stedet for skal der stå en syrenhortensia i melle...

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der nyder de blå blomster specielt meget her i oktober, hvor løvets grønne farve begynder at bevæge sig over i det gyldne. Ensianen Eugens Allerbester og busken caryopteris er to gode eksempler. Gyldent og blåt ligger som kontrastfarver på farvehjulet og forstærker gensidigt hinanden, og derfor er de nedfaldne blade fra hjertetræet med til at forstærke ensianens dybblå farve. Caryopteris kræver mere dræn, end vi umiddelbart kan levere, og der, hvor den eventuelt kunne stå, ligger der forårsløg i jorden. Et par blå mere: oktoberstormhat/ aconitum carmichaelii og astersen Little Carlow Rød grønkål er en raffineret plante, synes jeg, og jeg tvivler på, at vi kommer til at spise ret meget af den, selvom vi spiser grønkål i salaten hver dag. Dens mørkviolette farve er en kontrast til de orange og gule nuancer i de andre planter i krukkerne. Olieplanten er også raffineret farvemæssigt, og sådan set er det lidt trist, at ...