hortofilia

Det første billede viser, hvordan morgendisen trængte helt ned i haven under de store lætræer og blev liggende en rum tid. Busken til venstre I billedet er en egebladet hortensia med fyldte blomster. I år har den udviklet sig til en nydelig busk, som ligefrem selv  kan bære de fleste af de tunge blomsterstande. Lidt derfra blomstrer denne nydelige rose, hvis navn jeg havde frygteligt svært ved at grave frem fra hjernekisten, men pludselig kom det til mig. Det er jo Bathsheba.  Det kan være svært at forstå, at der jævnligt advares mod at plante den romantiske høstanemone; men der er ingen tvivl om, at den breder sig lystigt, hvis den får lov. Vores står i en murerbalje uden bund. For to år siden delte jeg vores astilbe purpurlanze og plantede den forskellige steder i det store staudebed, hvilket jeg fortrød sidste år; for da tørrede den ind og stod som nogle grimme, skæve javerter. I år står den flot og leverer en masse farve og afveksling. Dens nabo er floksen Natural Feelings...

 - altså at lave endnu et påskeindlæg, selvom vejret i dag har været gråt og diset. Noget af det, jeg virkeligt nyder for tiden, er, at jorden nu er ved at være dækket af grønne planter, og det er sådan set ligegyldigt, om det er ukrudt, selvsåede planter eller bunddækkende planter, som jeg mere eller mindre møjsommeligt har skaffet til veje. Alt er bedre end bar jord. De næste billeder stammer allesammen fra diverse surbundsbede. Rhododendron Temple Belle Rhododendron schlippenbachii Pieris Mountain Fire, som blev klippet helt ned sidste år Phylliopsis 'Pinocchio' Anemone Green Fingers Anemone Blue Eyes - den blå ring dukker op, når blomsten er blevet lidt ældre. Podophyllum Spotty Dotty trives dog udmærket i almindelig havejord, og det samme gør bispehuen Orange Queen og orixa jap. variegata.

Forleden morgen havde lyset eller manglen på lys den effekt, at det så ud, som om stjernemagnoliaen var sprunget ud, og det nåede jeg at få et billede af. Da solen så brød frem, var den pludselig ganske grå og trist at se på. Jernstangen forrest i billedet er ikke så umotiveret, som den ser ud. Den har bare midlertidigt mistet sin pileparasol, som er blevet kørt hen for at blive flettet om. Sidste søndag lavede jeg en buket af grene fra haven, hvor hasselbror var den, der først sprang ud. Selve busken svær at tage billeder af med dens stærkt forgrenede og udbredte vækstform. Det gælder om at nyde de små forårsblomstrende planter, mens de er her. Om kort tid er de forsvundet fra jordens overflade. Skovanemonerne i al deres enkelhed er blandt mine favoritter . PS. I går gik jeg en runde, hvor jeg tjekkede nogle gummimåtter, der fungerer som sneglefælder i yderkanten af haven, og fandt 38 - de fleste ganske små, men også nogle stykker, som var lidt større. Lad dette være en advarsel 😒

I tilbageblik husker jeg maj som en af de smukkeste måneder i mange år.  Samtidig har det  jo desværre været bekymrende tørt; 14 mm regn er det blevet til, så vi har vandet en enkelt gang i nogle af bedene og frem for alt i køkkenhaven. Her har Søren desuden sat et elhegn op for at kunne have sine lækre, friske grønsagsplanter i fred. Det vil dog sige, at toppen af ærterækken nåede at forsvinde en nat, inden hegnet kom op. Fra nu af byder roserne sig til, hver gang der skal tages billeder. De tidligste er som sædvanligt hybenrosen Louise Bugnet og alperosen pendulina pyrenaica. Den sidste har selskab af en tidselblomst. Før pinse solgte Føtex nogle forskellige roser, heriblandt slyngrosen Our Last  Summer,  og da den efter pinse blev sat ned til under halv pris, slog jeg til. Den er dansk produceret, og det er en tanke, jeg godt kan lide. For en kort bemærkning har den selskab af en anemoneblomstrende pæon. Our Last Summer står nogle få meter fra havedøren, og  ...

  Det er fascinerende at følge, hvordan de forskellige farver afløser hinanden i haven i løbet af vinteren og foråret. Vi starter i hvidt med vintergækkerne; så følger de små, blå løgplanter og de gule narcisser, og her i april er farvespektret med et blevet meget mere varieret, og pink og orange blander sig mere og mere. Alligevel slog det mig forleden, at hvidt har haft en form for renæssance, og nogle af de hvide blomster har så kort et liv, at man virkelig skal være hurtigt ude for at nå at tage et billede. I dagens indlæg er det kun dem, der er blevet plads til. Nogle af dem har kun ganske få blomsterstilke, andre danner store grupper, og atter andre fylder store flader. Epimedium Wudang Star    Dicentra cucullaria                                                                 bergenia Bressingham White ...