hortofilia

Selvom en del roser nu har blomstret færdig, er der heldigvis stadigvæk andre, som har gang i blomstringen. I dag har jeg især fokus på nogle i forskellige nuancer af rosa og pink. I collagen ses Heidi Klum,Princess Alexandra of Kent, la rose de Molinard og Belle de Clermont.  Geoff Hamilton har blomstret længe og rigt.   Andre bloggere har fremhævet Leonardo da Vinci som særdeles rigtblomstrende, og det kan jeg helt tilslutte mig. Vores har jeg lavet af stiklinger, og det påvirker tydeligvis ikke væksten negativt af det. Sally Holmes har det sarteste skær af lyserødt på de nyudsprungne blomster, som falmer og efterhånden bliver cremehvid. Hvor er den dog vidt forskellig fra den (over)fyldte Eden rose, som ses herunder. Nogle stauder: Druemunke kan vist godt beskrives som en anonym staude både i blomst og som bladplante. Det er først, når de skinnende bær udvikler sig, at den skiller sig ud. Solbrud/ helenium har vi i to versioner, den gode gamle og uundværlige rustfarved...

Når prydløgene begynder at blomstre, oplever jeg det altid, som om vi er trådt ind i en ny fase i det sene forår eller den tidlige sommer. I den ældste del af haven står de rundt i flere af bedene og har sået sig selv forholdsvis meget. Derfor er jeg begyndt at fjerne frøstandene, inden de smider frøene, lidt modstræbende ganske vist; for der er noget grafisk tiltalende over de runde hoveder på de stive stilke. I dag vil jeg ellers fokusere på nogle af de stauder, som jeg selv har sået. Igennem alle årene har vi haft mange etageprimula af egen avl; men tørken i 2018 gjorde det af med hele bestanden. Det kunne jeg jo først konstatere i 2019, hvorefter jeg igen såede frø i vinteren 2020. De blomstrer nu allesammen, og jeg kan se, at det især var pulverulenta, jeg fokuserede på dengang. I år tror jeg, at jeg skal have fat i  oriental sunrise  fra Barnhaven, som changerer i fersken og gult og pink. Phyteuma spicatum ssp caeruleum/sort  aksrapunsel faldt jeg for pga den sortbl...

Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være  et fint solitærtræ. Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok,  så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer. I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset...

Nu er det i sandhed blevet sommer, både når man ser på datoen og på vejret og på blomstringen. Mange roser er jo allerede sprunget ud. Selvom det er varmt, og solen skinner, er der alligevel en friskhed over haven, som vil aftage, efterhånden som vi kommer længere og længere ud på sommeren. Stjerneskærm/ astrantia har blomstret et stykke tid og vil fortsætte med det en rum tid endnu.  I år vil jeg dog gøre mig hård og klippe dem tilbage, så de ikke sår sig selv alle vegne.  Åkandemagnoliaens blomster er et lille kunstværk, som ikke holder ret længe i denne varme. Her i juni kan man nyde den første blomstring i gruppe 2 klematis. Jeg viser the President og Omoshiro. Den sidstnævnte havde jeg nærmest afskrevet, da den så elendig ud sidste år. Silberwolke tror jeg er vores største og mest blomsterrige rhododendron, og så står den solitært i modsætning til alle de andre. Rhododendron camchaticum er nærmest invaderet af den blå lærkespore. Corydalis Craigton Blue hedder den. I samm...