hortofilia

Mens mit forrige indlæg om mine bonsaiovervejelser handlede meget om de små detaljer, er jeg i dag gået i den modsatte grøft og har fokus på nogle store stauder, som for alvor træder i karakter i sensommerhaven.  De fleste finder vi i vores såkaldte sensommer- eller græsbed. Græsserne er lige på nippet til at blomstre, men danner stadigvæk en grøn kulisse for stauderne, og den mest iøjnefaldende af dem er uden sammenligning hjortetrøsten. Hjortetrøsten har selskab af to gule stauder, hvoraf min favorit er solhatten Henry Eilers, som jeg kan se trænger til at beskyttes mod de andre stauder fremmarch. Når den samme gruppe ses  fra den modsatte side, danner den baggrund for en rød pileurt. Med et par skridt til højre kommer elefantgræsset Morning Light i fokus. Et par skridt mere, og det er kvæsurten Blackthorn, der nu er i fokus Samme sted, men med retning mod nordøst er der først et stort parti med forskellige slags pileurt og bag ved det igen er det canadisk kvæsurt i selskab ...

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n...

 Hvis du læser med både på Hortofilia og Høneballen på Samsø , har du muligvis bemærket, at Søren og jeg i tirsdags var på havebesøg  i Dorte Seerups spændende skov- og rhododendronhave og derefter fik besøg her i haven af Dorte og Rikke og Fru Høneballe.  Lisbeth er en mester til at få den slags stablet på benene, og som altid, når havefolk mødes, havde vi en hyggelig og afvekslende dag. Herhjemme midt under vores rundtur blev Søren og jeg totalt overrasket over at få øje på, at duetræet stod i fuldt flor. Som Lisbeth skriver, er træet vanskeligt at fotografere, sikkert fordi bladene er så lyse, at de næsten går i et med 'duerne'. Bagved står viburnum plicatus mariesii, og i modsat retning går man gennem en klematisbue. Hvis man kigger efter, vil man kunne se, at der bor to forskellige clematis Montana på buen. Den lyserøde Rubens forsvandt et år, så jeg plantede Tetrarose, der er mere pink, ved buen som afløser. Så dukkede Rubens op igen efter 2-3 år, og nu trives de i ...

Agapanthus kender vi allesammen; men mon alle også kender underarten inapertus graskop med de mørke, næsten sorte knopper og de hængende blomster? Blomsterfarven udvikler sig fra næsten sort til meget mørkeblå. I Sydafrika vokser den på græsstepper og i skovrande - det må være et fantastisk syn. Pinky Winky er også iøjnefaldende, men på en helt anden måde og især nu, efter at blomsterne er begyndt at rødme. Tørken har holdt væksten tilbage, og en del af busken er ikke sprunget ud endnu. Blomster er ikke nødvendigvis en forudsætning for, at en plante har udstråling. Bregnen dryopteris sieboldii har det også, i hvert fald i mine øjne. Jeg har set den beskrevet som Jurassic agtig. Det er vores nu ikke; måske skyldes det, at vi er nødt til at lade den gro i en potte. Så er der mere Jurassic over Empress Wu og rispapirsplanten / tetrapanax papyrifer Rex. Den sidstnævnte har helt klart nydt, at vandkanden har været i gang i en uendelighed henover sommeren. Denne s...