Nogle træer i oktoberhaven
Nu hvor bladene har drysset fra træerne efterhånden i flere uger, og skyggerne bliver lange, begynder selve træstammerne at træde mere frem og fange blikket. Tibetansk kirsebær/ prunus serrula dominerer i sydenden af staudebedet, men jeg ved, at der gemmer sig spændende ting i jorden omkring det, som vil glæde os til foråret. I et indlæg tidligere på måneden viser Åse fra bloggen Fredes, hvordan de har været nødt til at fælde en stor og flot vandgran/ metasequoia. Det sendte mig ud for at finde vores eksemplar og tage det i nærmere øjesyn. Vores vandgran er nok omkring 20 år gammel, og stammen er ved at have noget af det typiske, furede udtryk. Papirbarklønnen er nogle år ældre, men virker umiddelbart spinklere end vandgranen. Det indtryk ændrer sig dog noget, når man går tættere på forgreningen. Cornus controversa variegata er et af de træer, som har holdt længst på bladene. I år har rådyrene ladet det være i fred, og vi nåede heldigvis at ...