hortofilia

Æblebuffetten er ved at slippe op. Stormen Malik blæste de sidste æbler ned fra Boikentræet,  og nu er de allersidste ved at være mere eller mindre udhulede. Snart må fuglene finde al deres føde andre steder. Endnu en vinter er forbi. Køligt er det jo, selvom vi er kommet ind i den første forårsmåned. Corydalis malkensis er den første lærkespore til at springe ud, de spektakulære nye skud af hjerteblomsten/ dicentra spectabilis har allerede vist sig over jorden, og den lillebitte scilla bifolia rosea er klar med sin første blomst i 2022. Lidt mere lunhed i luften, og foråret  vil eksplodere. I efteråret så jeg et tvprogram med en dahliaentusiast, som havde nogle favoritter,  han kaldte hjortetakdahlier. Den betegnelse gav ikke rigtigt nogle hits på Google; men det lykkedes mig at opklare, at den latinske betegnelse er dahlia fimbriata. Tilnavnet betyder fliget, og når man kigger efter, er det tydeligt, at det enkelte kronblad har mindst et, ofte to hak i spidsen, hvilket ...

I tirsdags traf vi en hurtig beslutning og kørte vores krukkekamelier ud af drivhuset og op til stuehusets østgavl, hvor de plejer at stå sammen med den grønne bænk,  i håbet om, at kulden ville slippe sig tag og give plads til lunere vinde; men endnu er det ikke sket. Det generer dog ikke kamelierne. For dem var klimaet i drivhuset ved at være for lunt og indelukket. Den grønne bænk er yndlingssiddepladsen her om foråret, fordi man sidder trygt i læ for vinden  fra næsten alle verdenshjørner. Min favoritkamelia er nok Hagoromo med de sartlyserøde blomster og mørke, skinnende blade. Sidste år i marts klippede jeg dens lange skud tilbage, og det viste sig at være en god beslutning. Sådan så den ud sidste år før beskæringen. Den tidligste og mest blomsterrige kamelia er Jury´s Yellow, hvor jeg allerede har fjernet en del visne blomster. Den sidste hedder Nuncio´s Cameo. I år dannes dens blomster oven i busken, som derfor bedst fotograferes oppefra. Måske trænger den også til at ...

Når jeg går min runde, synes jeg, det er tydeligt, haven nu er kommet over i en ny fase. Vintergækkerne har takket af, og nu er det påskeliljer og scilla, der fanger blikket Mange krokusgrupper er også afblomstret, og flere af os har i år oplevet, at blomstringen desværre ikke rigtig foldede sig ud. Gruppen herover, hvis navn jeg har glemt,  gør sig heldigvis godt, selvom den måske ikke kommer til at springe ud. Primula er en af mine forårsfavoritter, men jeg oplever, at de ligesom vores krokus savner sol og tørke for rigtig at folde sig ud. Påskeklokkerne har haft en lang og fin blomstring, og nu begynder de så småt at blegne. De mest populære er uden tvivl de farvestrålende og mere eller mindre fyldte orientalishybrider; men i mine øjne er der også en speciel omend mere afdæmpet skønhed over den korsikanske nyserod/ helleborus argutifolius med de limegrønne blomster og skinnende, savtakkede blade. Blå lungeurt/ pulmonaria danner et bunddække under en glas...

Tre nætter med en smule nattefrost og et fint lag sne, som hurtigt forsvandt. Det gjorde vist hverken fra eller til i det store billede. Rhododendron cilpinense fik dog knopper og blomster ødelagt, så i dag er indtrykket mere beige end hvidt. Det vidste jeg udmærket godt ville ske, så da de første meldinger om nattefrost kom, burde jeg have dækket den med et net. Billederne er taget efter den første nat med frost og sne, og  inden skaden var sket. Lidt sne blev der da liggende rundt omkring på planterne. Her er det en lille fyr (pinus uncinata heideperle). På etiketten står 2012, og planten er vel max 15 cm høj, så den må  nærmest kaldes en miniatureplante. Også på lungeurten blev sneen liggende nogle timer. Mrs. Betty Ranicar hedder denne påskeklokke. Den tilhører den gruppe, englænderne  kalder party dress hellebores. Det lyserøde, lillebitte bæltedyr i form af  scilla bifolia rosea fangede mit blik, da jeg var på vej ned i drivhuse...

Alligevel tvang jeg mig selv rundt en tur med kameraet, bl.a. fordi jeg i går havde spottet scilla bifolia rosea, som er en lillebitte, lyserød forårsbebuder. I knop giver den mig simpelthen  associationer til maven på et bæltedyr. I år har den sået sig selv et par steder. Hvor heldig kan man være! Pachyphragma macrophylla står i fuldt flor i skovhaven, hvor den forsvinder lidt blandt alle vintergækkerne. Den blå lungeurt/ pulmonaria blue ensign blomstrer tidligt og fungerer godt som et grønt bunddække resten af året. Narcisserne er aldrig tidligt på færde her i haven - dertil er jorden sikkert for tung; men Julia Jane, der har stået i en krukke i sandbedet, er godt i gang. Sidste år rådnede mange løg i sandbedet pga vinterregnen, hvorerefter andre visnede ned/væk under tørken. I år krydser jeg fingre for en bedre sæson. Der er mange planter, som bare skal have noget mere sol og varme for at springe ud. Hundetanden, der er tættest på udspring, står i en krukke; men ...

Bare på de første fem dage af april har vi prøvet lidt af hvert. Mandag og onsdag skinnede solen smukt og indbydende det meste af dagen, tirsdag var råkold og uindbydende, og i dag har vi stille regnvejr, ja rigtigt grødevejr. De varmere temperaturer har fået den lille scilla til at springe ud, og nu dufter der helt livsaligt i området omkring den hvide peberbusk. Påskeklokken herunder har jeg soigneret omhyggeligt, for de mange skift mellem frost og tø har bevirket, at mange af bladene faktisk rådnede under den beskyttende grangren. Den skal sikkert både have luft og beskyttelse. Winter Bells plantede jeg ud i haven i går. Jorden var stadigvæk kold og våd. De to klematis Jury's Yellow og Hagoromo har forladt drivhuset og pynter ved østgavlen. Den gule skal vokse videre i sin krukke, mens den lyserøde skal plantes om i skovhaven, når blomstringen er overstået. I mandags fældede vi græsserne i sensommerbedet. Søren klippede dem ned med moto...