Viser opslag med etiketten vægttab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vægttab. Vis alle opslag

tirsdag, april 07, 2015

Æble-kanel kage......diabetes venlig

Indimellem eksperimenterer jeg i køkkenet med fedtfattige og sukkerfrie opskrifter. Denne gang er der kommet en æble-kanel kage ud af det.

Dog er der tilsat en anelse almindeligt sukker, da sødemidler ofte har en lidt træls bismag. Så for at "gemme" den lidt væk er der altså også sukker i. Dog ikke i større mængde end at en diabetiker sagtens kan spise et stykke kage :-)



2 æbler skåret i tern (behold bare skrællen på)
1 tsk stødt kanel

50 gram rapsolie
25 gram sukker
2 æg
85 gram A-38 0,5%
125 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
65 gram Perfect Fit fra ISIS
25 gram hakkede mandler

Æbler i tern vendes i kanel.

Pisk olie og sukker sammen og tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt A-38.
Hvedemel, bagepulver og Perfect Fit blandes godt sammen og røres i.
Æblerne vendes forsigtigt i sammen med de hakkede mandler.

Dejen hældes i en smurt tærteform og kagen bages ved 200 grader i ca 20 minutter

Et stykke kage på 50 gram indeholder 111 kcal :-) så en gang imellem kan man godt tillade sig et stykke kage til eftermiddagskaffen selvom man gerne vil beholde den slanke linje :-D

søndag, januar 11, 2015

Og stormen sused´ og gjorde halløj


Som alle andre her i landet har vi haft besøg af Egon......og han tog os med storm :-)

Vi har haft en mindre stormskade......pludselig i aftes blev halvdelen af huset mørkelagt og det varede faktisk et stykke tid inden vi fandt ud hvad der var galt. Sikringerne blev ved med at springe og det viste sig at en udendørslampe var blæst ned.             



Vi skulle egentlig ha´ haft gæster i aftes, men Britta´s mand var fanget af dårligt vejr i Sverige og nåede ikke færgen hjem.......ovenikøbet blev en senere færgeafgang aflyst, så han må holde weekend i Gøteborg. 



Det betød så en aften med strikketøjet i stedet for. Udover "Bebsen" har jeg to andre igangværende projekter nemlig fingerløse vanter "Humanity" som skal videre til enten hjemløse eller et krisecenter.

 
Sidst men ikke mindst er jeg med i en sokke-along på det norske forum Uformelt hvor der i januar er 3 forskellige opskrifter at vælge imellem. Jeg har valgt at strikke "Brigit" og de bliver til mig selv.


 Og så kommer vi ikke udenom at det er januar og der er gang i forretningen, så jeg bruger en del tid på kostvejledninger og ikke mindst mit eget lille projekt "Fit på 100 dage" Jeg vil gerne af med 6 - 8 kg mere, men nu ser vi hvor langt jeg når på de 100 dage. Projektet slutter den 10. april og så kan jeg vist lige nå at få købt tøjet til Andreas´ konfirmation den 1. maj




onsdag, december 03, 2014

Man skal gå før man kan løbe.....



PRÆSTEGÅRDEN I SINDAL
 Jeg er ikke helt klar til løbeture endnu, men en gåtur kan jeg klare og så er det skønt at vi har Slotved skov lige i baghaven. Turen rundt om skoven er ca 4 km og det er en passende tur for mig lige nu.
For bare én uge siden kunne jeg knapt gå 500 meter, så det er et stort fremskridt at kunne gå en lang tur :-)



















SLOTVED SKOV - LIGE I BAGHAVEN :-)


Når man er vant til at dyrke så meget motion som jeg gjorde før operationen, så kan man tydeligt mærke at man mangler det. Vægtmæssigt skal man også passe på når man pludselig stopper med motion og jeg har da også taget 2 kg på, men har jo også været meget inaktiv og har heller ikke haft det store overskud til at tænke på sund mad, det indrømmer jeg gerne, men nu er jeg i gang med lidt motion og der er igen fokus på maden, så jeg er ikke bekymret. Jeg ved at når jeg først kommer i gang med løbeturene igen så ryger de par kilo hurtigt af. 
































tirsdag, september 02, 2014

Vips.....så var den sommer væk

Uha som tiden flyver afsted og det er længe siden jeg sidst har været herinde og skrive. Den mest fantastiske sommer er bare fløjet afsted og i aften er min allersidste feriedag for denne sommer. Pyhh det er vemodigt, tror aldrig jeg før har haft så dejlig en sommer........dejlig på så mange måder at jeg ikke hverken kan eller vil komme nærmere ind på det hele her, for så ville jeg aldrig blive færdig he-he.

Sommerferien blev holdt i nærheden af Henne Strand.....nærmere betegnet lige i udkanten af Blåbjerg Plantage, i et lejet sommerhus i uge 30 hvor der var det mest fantastiske vejr. Der var 30 - 32 grader hver eneste dag og for første gang nogensinde har jeg nydt varmen. Jeg plejer ikke at kunne holde det ud, hvis temperaturen kommer over 25 grader, men sikkert på grund af mit vægttab har jeg kunnet holde det ud i år. Jeg havde selvfølgelig løbetøj og løbesko med i kufferten og tidligt om morgenen, inden resten af familien var stået op og inden der blev drønvarmt, så var jeg hveranden dag ude og løbe. En god ting kan ikke siges for tit, så jeg gentager lige at de løbeture betyder alverden for mig, både fysisk og psykisk og jeg vil meget nødigt undvære dem. Håber at kunne undgå skader så jeg kan løbe en halvmarathon på et tidspunkt i 2015. På fredag skal jeg deltage i et løb på 11 km så det er da et skridt på vejen op til de 21,1 km he-he.

Jeg har sørme også fået strikket en lille smule i løbet af sommeren, dog ikke som jeg gjorde førhen.....men lidt har også ret.

Det første jeg blev færdig med i ferien var en lille kjole til Mødrehjælpen. Nærmere bestemt "Littlesisters Dress" af Tora Frøseth

Kjolen er strikket i Arwetta Classic fra Filcolana og der er brugt 85 gram 


Det næste der blev færdigt er en lille trøje, også til Mødrehjælpen. Her har jeg brugt opskriften på Bette.....dog uden snoninger. Igen strikket i Arwetta Classic fra Filcolana, knapt 50 gram af den brune og vistnok ca 35 gram af den råhvide, men det er jeg ikke helt sikker på længere......hukommelsen er ved at være noget rusten ;-)

Den 24. august bestod jeg min eksamen og kan nu føje endnu en uddannelse til mit CV.......kostvejleder med speciale i vægttab.
Jeg var frygtelig nervøs op til eksamen, da jeg følte der hvilede et ekstra pres på mine skuldre pgr af mit eget vægttab.......alle sagde til mig at selvfølgelig består du for du har så stor viden indenfor området og bla bla bla, men i og med alle sagde det, jo sværere blev det for mig og tilsidst var jeg sikker på at jeg ville dumpe alene på grund af skrækken! 
Meget mærkeligt, men den morgen hvor eksamen skulle foregå vågnede jeg op og var helt rolig.......en meget underlig følelse ovenpå de sidste ugers frustrationer. Jeg havde ellers bestemt at jeg ville tidligt op og læse, læse og læse inden det blev tiden, men jeg nåede aldrig at læse så meget som en eneste sætning.....i stedet satte jeg mig roligt ned med kaffe og strikketøj og først en halv time før eksamen begyndte sommerfuglene at rumstere i maven.
Selve eksamen foregik stille og roligt over SKYPE og inden jeg havde set mig om var det ovre og jeg fik et flot 10 tal. De ville endda gerne ha´ givet mig 12, men på et enkelt spørgsmål om blodsukker gik klappen ned og derfor kunne de "kun" give 10........som om jeg ikke var godt tilfreds med det. 

I morgen aften er jeg tilbage på min pind i hjemmeplejen i Sæby og ved I hvad?? Det glæder jeg mig rigtig meget til.......det er dejligt at holde ferie, men i det lange løb så er det hverdagen der er bedst af alt! 

Ha´ det rigtig godt derude allesammen :-)

søndag, juni 15, 2014

Forvandling

Eftersom jeg har delt billeder af mig selv på det store offentlige FB, så kan jeg vel også dele dem her ;-)
Sådan ser jeg altså ud efter et vægttab på 37,7 kg.
Egentlig kunne jeg vel godt tåle at tabe mig en smule mere, men det vil jeg ikke. Det mål jeg havde sat mig har jeg nået og jeg er fuldt ud tilfreds med resultatet :-)


Når jeg ser billedet af mig selv fra sidste forår, så bliver jeg helt forskrækket.......for hvorfor har jeg i det hele taget bare ladet stå til og ladet det komme så vidt.....det er mig ubegribeligt
  I får også lige et par stykker af de mere fjollede billeder, ham hr. gemalen tog i haven i morges......vi havde det ret sjovt under foto-seancen ;-)

Her er jeg ved at spille fodbold :-)

tirsdag, juni 10, 2014

Små-strik

 Lige for tiden bliver der strikket småt......herligt strik, hvor man ikke behøver at tænke ret meget undervejs ;-)

Her er det to par babystrømper til Mødrehjælpen














Og her er det blevet til et par strømper til pigerne på Hanne-Marie hjemmet i Roskilde
















Og for at blive ved velgørenhedsstrik, så er der også lige et par huer til mødrehjælpen.


Sidst men ikke mindst skal min gravide kollega ha´ et par undertrøjer, strikket efter opskriften på Baby-i-rib.......en helt igennem fantastisk opskrift, som jeg virkelig kan anbefale.






Det er igen længe siden jeg har skrevet herinde og siden sidst har jeg været en tur på Sygehus vendsyssel i Hjørring.......akut indlagt efter en ond ond mavepine, som viste sig at stamme fra en brok jeg åbenbart har i et operationsar fra et kejsersnit.....det blev dog ikke til en akut operation, men derimod til en indkaldelse til senere operation og forundersøgelse den 9. september.

Vægt mæssigt har jeg nået mit mål og har i alt tabt mig 37,7 kg siden 14. april sidste år og jeg er meget glad for resultatet. Jeg har det så meget bedre både fysisk og psykisk og har faktisk ikke haft de sædvanlige nedture som jeg plejer at ha´ en snert af i vinterhalvåret.......det er selvfølgelig muligt at det kan tilskrives den usædvanlige milde vinter, men jeg er mere tilbøjelig til at tro det skyldes mine løbeture, som jeg for alt i verden ikke vil undvære......ja hvem skulle ha´ troet det? ikke mig ihvertfald, men jeg elsker de løbeture hvor man kommer ud i den friske luft og bliver totalt afstresset og ingen der forstyrrer....en slags mentalt pusterum og jeg får en masse energi og overskud af det. Det er velvære for krop og sjæl ;-)

lørdag, april 12, 2014

Soldal Løbet 2014

I dag har jeg deltaget i Soldal Løbet på 7 km ruten. Det var en stor oplevelse og en kæmpe sejr at løbe over målstregen. Selvom jeg "kun" blev nr 28 ud af 48 kvinder så føler jeg mig som en vinder. For bare 1 år siden havde jeg ALDRIG forestillet mig at jeg skulle begynde at løbe......jamen jeg kunne jo nærmest ikke løbe 100 meter uden at jeg følte det som om jeg skulle dø. Dengang var jeg 34 kg tungere havde et blodtryk der til tider ikke var målbart og når det kunne måles lå det oppe omkring 180/110. Jeg havde et fasteblodsukker på 11 og alting var besværligt for mig. F.eks kunne jeg ikke bukke mig ned og snøre mine sko! Der var mange andre ting jeg ikke havde nemt ved, men det skal jeg spare jeg for at læse om ;-)
Mine kollegaer var bekymret for mig og en modig én af slagsen gav mig et kærligt og velment spark bagi og det er jeg hende evigt taknemmelig for.
Min læge gav mig et ekstra lille spark og så gik jeg i gang med en kostændring. Der er ændret radikalt på mine kostvaner. Efter ca 3 måneder med kostændring, tænkte jeg at der nok hellere måtte noget motion ind over og da løb jo er meget populært lige for tiden, så blev det det jeg begyndte på. Jeg husker stadig hvor pinligt jeg synes det var når jeg kom løbende og lød som en ,undskyld udtrykket, brunstig flodhest he-he. Når jeg mødte nogen kiggede jeg altid lige ned i vejen og synes det var helt forfærdeligt. Efter et stykke tid tog jeg alligevel mod til mig og kiggede en anelse op når jeg mødte nogen......en dag mødte jeg en anden løber og kiggede forsigtigt op.....det blik jeg fik af hende det sagde bare helt tydeligt RESPEKT, altså det er jeg slet ikke i tvivl om, det lyste langt ud af hende og jeg glemmer det aldrig og siden den dag har jeg løbet med løftet pande og været stædig som bare pokker.....jeg ville simpelthen!
I dag er jeg som sagt 34 kg lettere. Blodtrykket ligger meget stabilt omkring 120/80 og halvdelen af mit medicin er seponeret. fasteblodsukkeret ligger lige omkring de 5, så det er helt perfekt.
Dagens løbetur på 7 km gjorde jeg på 46 min og 47 sekunder uden pauser undervejs :-)

lørdag, september 07, 2013

En masse strik

Beklager at jeg har været væk næsten hele sommeren, men bare rolig, alt er som det skal være.

Selvom jeg ikke har blogget er der røget strik af pindene, så jeg har lavet en lille collage med det jeg har lavet. En blandet landhandel af sokker i alle størrelser, karklude og en enkelt hue fra bogen Babystrik på pinde 3.

collagespetembertilblog

Det seneste der er kommet af pindene er en rilletrøje med hulsnoning, også fra bogen Babystrik på pinde 3. Trøjen er strikket i Viking Babyull.

babystrikp3 001ks

En cardigan til en dreng (Kasper) størrelse 1 år, strikket i Arwetta Classic. Opskrift fra Mayflower hæfte nr 123

Septemberstrik 007blog

Og sidst, men ikke mindst et par sokker til Jonas, strikket i Online supersocke 4-fach art-color.

Septemberstrik 003sok

Vægtmæssigt går det supergodt. Jeg har indtil nu tabt mig 20,8 kg og håber jeg når delmål 2 (22 kg inden 1. oktober) jeg kan godt mærke at det ikke går så hurtigt mere og der skal arbejdes mere for sagen, men det er egentligt også okay. Jeg nyder ihvertfald at alting er blevet meget nemmere og min selvtillid er helt i top. For 6 måneder siden kunne jeg nærmest ikke bukke mig ned efter noget på gulvet…..nu kan jeg både komme ned og sidde på gulvet og komme op igen uden besvær. Før kunne jeg dårligt trække i et par sko, medmindre de var “pensionistvenlige”, nu har jeg ingen problemer med det. Ja jeg kunne blive ved med at remse op, men det vil nok kede jer, men jeg har en lang liste over ting jeg ikke kunne før og den ligger til skræk og advarsel, så jeg ikke glemmer hvordan det var…….nu svæver jeg afsted på lette fjed Smiley, der blinker

tirsdag, august 06, 2013

Morgenmad




Jeg spiser altid morgenmad, men ikke den samme slags hver dag. Havregrød er den morgenmad jeg nok er allermest glad for. Den kan varieres i det uendelige og så er det supersundt med masser af kostfibre.

I dag har jeg bærkompot på min havregrød og som I kan se, er der ingen smørklat på grøden......smør er ikke en del af min kostplan lige for tiden.

Opskriften på bærkompot får I lige her:

BÆRKOMPOT/MARMELADE

200 gram bær efter eget valg, jeg brugte frosne hindbær og jordbær 100 gram af hver.
1 udstenet og tørret daddel (giver sødme, men kan sagtens undværes
2 spsk vand evt. erstat 1 spsk med citronsaft
1 - 1½ tsk Perfect Sød fra ISIS (start med 1 tsk og smag til)

Lad bærrene tø næsten op i gryden, skær dadlen i meget små stykker og kom vand i gryden. Lad det koge ved svag varme indtil det er godt kogt ind. Tilsæt perfect sød og hæld marmelade i et glas.

Anbefaler at man ikke laver en større mængde, da holdbarheden er omkring 10 - 14 dage i køleskab da der ikke er hverken sukker eller konserveringsmiddel i.

Og lige et godt gammelt trick: hvis du under hele processen kun rører den ene vej i gryden, så skummer det ikke :-) Ja ved det lyder skørt, men prøv det ;-)

Marmeladen kan også bruges som kompot til desserter, eller ovenpå skyr til morgenmad/mellemmåltid.

I 20 gram marmelade er der ca 10 kalorier

tirsdag, juli 30, 2013

Kyllingedeller med gulerod og peberfrugt



400 gram hakket kyllingekød 5% (kan købes i REMA)
1,5 dl havregryn
1 fed hvidløg
25 gram løg
1 dl minimælk
1 æg
1,5 tsk salt
peber
100 gram gulerødder
50 gram rød eller gul peberfrugt


Kyllingekød, havregryn, æg og minimælk røres sammen. Løg, hvidløg og gulerødder rives på den grove side af et råkostjern og røres i farsen sammen med hakket peberfrugt. Farsen smages til med salt og peber. 
Lad farsen hvile i ca 30 min i køleskabet.Formes til 12 - 14 frikadeller og sættes på en bageplade med bagepapir. Bages ved 200 grader i ca 35 min.....husk at vende dem ca hvert 10. minut.




Pr. 100 g

Energi162 kcal
Protein18 g
Kulhydrat11 g
Fedt5,5 g

tirsdag, juli 23, 2013

Frikadeller og persillesovs

.....lyder ikke som noget man kan spise når vægten skal ned, men det kan rent faktisk godt lade sig gøre.
Med lidt omtanke kan man fedtreducere retten betydeligt.




FRIKADELLER ca. 15 stk
500 gr hakket svinekød 3 - 8 %
1 finthakket løg
1 æg
1 dl havregryn
1½ dl minimælk
1 tsk salt
1/4 tsk peber
1 dl hakkede krydderurter (jeg har brugt persille og purløg)

Hæld mælken over havregrynene og lad dem trække lidt.

Rør hakket kød, løg og æg sammen til en fast fars.

Rør havregryn/mælkeblandingen i farsen, og tilsæt salt og peber og hakkede krydderurter.

Lad farsen hvile ca. 10 minutter.

Form 15 frikadeller og sæt dem på en bageplade med bagepapir og steg dem i ovnen i 30 minutter ved 200 grader. Vend dem hver 10. minut.

Server frikadellerne sammen med nye danske kartofler, kogte grøntsager og persillesovs......en rigtig lækker sommerspise :-)

Fedtfattig persillesovs

5 dl minimælk
2,5 spsk hvedemel
2 tsk rapsolie
persille
salt og peber

Ryst en jævning sammen af de 2 dl minimælk og hvedemelet. Kom jævning og resten af mælken i en gryde og kog det op under omrøring. Koges godt igennem i ca. 5 min.....pas på det ikke brænder på.
Tilsæt rapsolie og persille og smag til med salt og peber.

Næringsindhold: Frikadeller


Pr. 100 gPr. person (150 g)I alt
Energi168 kcal252 kcal1007 kcal
Protein21 g31 g125 g
Kulhydrat5,9 g8,9 g35 g
Fedt6,8 g10 g41 g
Næringsindhold: Persillesovs


Pr. 100 gPr. person (126 g)I alt
Energi67 kcal84 kcal336 kcal
Protein3,7 g4,7 g19 g
Kulhydrat7,7 g9,7 g39 g
Fedt2,3 g2,9 g12 g

søndag, juli 21, 2013

Purløgsdressing

Vi havde gæster til grill i aftes og da jeg ikke spiser fede dressinger var jeg jo nødt til at lave en fedtfattig udgave. Det blev der denne her opskrift ud af.
Det er blevet lidt af en hjertesag for mig at lave diverse opskrifter om til en fedtfattig udgave og den skal jo gerne smage mindst lige så god som originalen.....det synes jeg den her gør :-)

Til ca. 4 personer
140 g cheasy Fraiche 5 %, Arla
25 g creme Fraiche Dressing, Beauvais
10 g minimælk
2 spsk fintklippet purløg
0,5 tsk salt
0,3 tsk peber, sort
Bland cheasy fraiche med creme fraiche dressing og minimælk.

Tilsæt klippet purløg.

Smag til med salt og peber.


Beregningen er lavet på madlog.dk, hvor jeg også har lagt opskriften ind.

Pr. 100 gPr. person (45 g)I alt
Energi96 kcal43 kcal172 kcal
Protein4,4 g2 g7,9 g
Kulhydrat4,5 g2 g8 g
Fedt6,5 g2,9 g12 g

søndag, juli 07, 2013

Kartoffelsalat




Endelig er der nogenlunde godt vejr og vi vil ha´ fyret op under grillen i aften. Når vi griller plejer vi altid at få kartoffelsalat til maden udover almindelig salat som vi selvfølgelig også får, men det er ikke ungernes livret med alt det grønne, så derfor er der også lavet kartoffelsalat.

kartoffelsalaten her er en fedtfattig udgave, men jeg lover den smager fantastisk. Opskriften er efter inspiration fra et af medlemmerne på Kreativsiden og altså ikke en jeg selv har fundet på, men kun lavet enkelte småjusteringer :-)

KARTOFFELSALAT 4 - 5 personer

1 bæger cheasy fraiche 5 % (500 g)
25 g mayonnaise
salt og peber
50 gram forårsløg
850 gram kogte kartofler

Cheasy fraiche, mayonnaise, salt og peber røres sammen.
Forårsløg klippes i strimler og røres i dressingen.
Kartoflerne skæres i skiver og blandes i dressingen.

Kartoffelsalaten bliver bedst hvis den får lov at trække i mindst 4 timer. Den kan sagtens laves dagen før den skal bruges........den bliver faktisk bedre af det :-)

Pr. 100 gr:
Kcal 82 
Protein 2,7 gram
Kulhydrat 13 gram
Fedt 2 gram
kostfibre 1,1 gram

Sukkerfri banankage


SUKKERFRI BANANKAGE 

3 æg
1½ dl perfect fit fra ISIS*
2 tsk vanille
2 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
50 gr oliemargarine
1½ dl bananmos

Æggene røres skummende sammen med vanillesukker. Bland mel, perfect fit og bagepulver sammen og bland det i dejen skiftevis sammen med bananmos og oliemargarine.

Smør en tærteform med oliemargarine og drys lidt mel i bunden (så dejen ikke hænger i). Bages midt i ovnen ved 175 grader i ca 20 minutter. 

I et stykke kage (50 gram) er der 121 kcal :-)

Pr. 100 gram:
242 Kcal
protein 6,1 gram
kulhydrat 21 gram
fedt 11 gram
kostfibre 19 gram

*Perfect fit kan bla. købes i Super Best

fredag, juni 28, 2013

Strømpestrik og delmål 1

Fars sokker 001

Fars sokker 003

De to sidste par strømper til min far er færdige…..det var måske også på tide, da de er hans fødselsdagsgave fra november 2012 ;-) men det er jo altid skønt at ha´ noget til gode!

De grønne/blå/røde er strikket i Hot Socks New York farve 87

De brune/grå er strikket i Hot Socks New York farve 82

Begge garner er i sin tid købt hos Markno, men jeg tror ikke de kan købes der mere.

 

Mit første delmål i min livsstilændring er for længst nået. Jeg havde som delmål 1 at tabe mig 12 kg inden den 6. juli og til dags dato har jeg tabt mig 13,3 kg så jeg er ovenud tilfreds og lykkelig.

Det var vigtigt for mig med et hurtigt vægttab i begyndelsen, for jeg kender mig selv godt nok til, at hvis det ikke går rimeligt stærk så mister jeg motivationen. Derfor satte jeg mit daglige kalorieindtag på 1200 og det har jeg stort set overholdt hver dag. Der har selvfølgelig været enkelte dage, hvor det ikke har kunnet ladet sig gøre, men det skal der også være plads til.

Jeg er på madlog og logger alt hvad jeg spiser og det er altså virkelig en øjenåbner for hvor meget man egentlig indtager hver dag.

Jeg er ikke på nogen fancy kur, hvor jeg kun må spise én slags mad eller stenalder/paleo og andre af den slags kure.

Ej heller undgår jeg ris, pasta og kartofler, men spiser det i moderate mængder. Hvidt brødt spiser jeg så til gengæld overhovedet ikke. Grøntsager og fuldkornsbrød spiser jeg en masse af og hvis man vælger de rette fødevare kan man faktisk spise en hel del mad for 1200 kalorier.

Det er næsten ligesom at gå i banken og hæve 1200 kr hver dag og så skal man få dem til at række, indtil næste dag hvor man må hæve 1200 igen ;-) Der går sport i det!

Til gengæld behøver det ikke at gå helt så stærkt med mit videre vægttab, nu har jeg bevist for mig selv at jeg både kan og vil det her, så jeg har sat kalorietallet op til 1400, men der er jo ingen der siger jeg SKAL spise 1400 kalorier om dagen, så jeg stræber stadig efter at det skal være mindre, til gengæld bliver det så nemmere at “spare” kalorier op til en god middag eller et enkelt glas rødvin til maden i weekenden.

Delmål 2 er – 22 kg ialt inden den 1. oktober…..der er jo læææænge til :-)