Det er vist på tide med en lille opdatering af hvad jeg har gang i lige for tiden.
I lørdags var jeg i Randbøl til Strik-in hos
Annette. Det var rigtig dejligt at møde andre webstrikkere og bloggere, og jeg behøvede nu slet ikke at være så nervøs, de var skam rigtig søde allesammen;-)
Jeg fik lov til at lure lidt i
Fru Brogaards bog "
Hønsefødder og gulerødder" og hold da op, hvor er det en flot bog med mange rigtig flotte modeller.
Jeg havde taget
Bette med til strik-in og fik da også strikket en del både frem og tilbage på den. Undervejs og mens snakken gik, glemte jeg nemlig at lave en snoning og så måtte der jo strikkes tilbage. Nå, pyt med det, jeg fik det nu hurtigt ordnet og kom videre med den. Det er meningen at Bette skal blive til en del af et sæt, bestående af trøje (Bette) bukser, djævlehue, sokker og evt. vanter.

Med i tasken havde jeg faktisk også et
sjal, men det nåede jeg aldrig at få op. Tror egentlig heller ikke at det ville være særlig smart at strikke hulmønster, samtidig med at jeg også skulle snakke. Det er nogen lidt vilde farver jeg strikker sjalet i og jeg ved egentlig ikke rigtig om jeg kan li´ det, men måske er det bedre når jeg kan se det færdige resultat. Ellers må det ind i bunden af skabet og ligge sammen med alt det andet som jeg ikke bruger.

Jeg har som sædvanlig, var jeg lige ved at sige, også et par sokker på pindene. Denne gang er det
Grumperinas Jaywalker sokker. Jeg startede op med 76 masker, som opskriften siger, men da jeg næsten var færdig med skaftet, besluttede jeg mig for at de altså var for vidde i bredden til mig, så de blev trævlet op og jeg startede forfra, men denne gang med kun 68 masker, så der er en maske mindre mellem indtagningerne og det ser altså mere fornuftigt ud.