Det er hyggeligt med en lille selvbestaltet hjælper ved køkkenbordet, når der skal smøres madpakke om morgenen til Ingrid. Var det denne kost vi levede af, så ville vi nok få skørbug inden længe. Men det var lige præcis de madder Agnes lavede, mens jeg vendte ryggen til...
Agnes er i den fantastisk morsomme alder, hvor der kommer nye ord og sætninger til hver dag. Hvor hun opfinder nye rollelege med dukkerne, flittigt serverer træmads-pizza for os og er svært begejstret for bøger. Det er jo ikke til at stå for. Hvad jeg til gengæld ikke kan falde i svime over er alt det sygdom pigerne hiver til sig. Her til aften ser det ud til at skoldkopper nu er begyndt at pible frem på Agnes. Jeg gider snart ikke mere. (Vi kører på syge børn næsten non-stop i over 2 måneder nu, suk)