Viser opslag med etiketten bukser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bukser. Vis alle opslag

mandag den 21. september 2015

Ta Da #5 - Limonade peber buks

På fredagsfixet i maj fik jeg lov til at tegne et par Limonadebukser af, som nu endelig er blevet omsat til et par rigtige bukser. De er syet op i Libertys peber mix. Nu hvor maven er svundet nogenlunde ind er det blevet tid til at tilpasse elastikken, så jeg kan bruge dem.

Med amme-numse og hofter der stadig flagrer ude, er det ikke det mest flaterende udseende. Men behagelige er de. Nu skal jeg bare have gang i barnevognen, så formerne kan vende tilbage.





torsdag den 16. juli 2015

Babybuks

Med hovedet godt begravet i min jersey bunke, har jeg fundet et par stoffer som godt kan gå for at være kønsneutrale.

Jeg har syet de to op i Marapyttas Isa buks i str 62 og 68. Hold op hvor er de altså små! Det er den samme model som jeg har syet til Mille, bare uden snydelommerne.

Jeg vil vente med at sy en masse babytøj, til baby er kommet til verden, og vi finder ud af, hvilket køn det er. Jeg har sorteret tvillingernes tøj i en drengebunke, pigebunke og neutralbunke. Og der er rigeligt, så tiden må vise, hvad der mere er brug for.


fredag den 13. marts 2015

Milles slapper-leo-bukser

Jeg købte noget leopard jaquard jersey hos Stofdepotet for en rum tid siden. Det var tiltænkt noget cardigan lignende til mig selv. Men det krympede desværre så meget i vask, at der var for lidt. Øv! Det fik derfor lov at ligge i skabet lidt, indtil jeg fandt et andet projekt at bruge det til.

Leopard mønsteret er også rigtig sødt til små piger, og derfor har Mille fået et par bukser i det, krydret med en mint-detalje på lommerne. Det er nogle super-nemme bukser - forstykke er ud i et og bagstykke er ud i et, og lommerne er snydelommer. Så brum brum, igennem overlockeren er de kørt.

Det er endnu et mønster fra Lines samling. Isa buksen. Mille elsker at have dem på, og de kan kun anbefales. 






Nu hvor jeg har skrevet en del om Line og hendes syskole på det sidste, vil jeg skynde mig at skrive, at det er ikke noget jeg bliver betalt for eller på andre måder kompenseret. Det er ren og skær begejstring over hendes måde at undervise på og hendes mønstre. Det er faktisk med så meget begejstring, at jeg har tilmeldt mig det Fredagsfix, hun afholder i Odense i slutningen af Maj. Der er min barsel lige startet, og jeg kan nå at få tanket op på sykontoen, inden der sikkert går noget tid inden jeg kommer afsted igen.

Men der er lige et par måneder til endnu. Denne weekend skal jeg på kærestetur til Hamborg med min mand. Jeg har aldrig været der før. Er der nogle kreative steder der kan anbefales?

Jeg håber du får en dejlig weekend :-)

fredag den 20. februar 2015

Japansk bomber jakke a la Marapytta

Mads skulle også beriges af Marapytta kurset. Han fik et nydeligt sæt med nogle lækre detaljer - hvis jeg selv skal sige det ;-)

Jeg syede en bomber jakke, som var anden model jeg havde klippet i forvejen. Den er i den samme japanske sybog som vingekjolen, men Line har nogle lækre detaljer som man ikke kan lurer der. Så den blev også kørt gennem maskinen. Jeg syede belægning i nakken for at gøre den mere behagelig hen over sømmen, og satte stofbetrukne trykknapper i, efter min DIY. Det er en liberty rest fra jakken jeg syede sidste år, da jeg var afsted.




Jeg syede et par bukser der går fint til jakken med lommer og tittekant. Det er en smal model, og tittekanten matcher belægningen og knapperne på jakken.




Rigtig god weekend til jer alle :-) Har I vilde planer? Vi skal til endnu en omgang fastelavn, denne gang med børnehaven.

torsdag den 12. februar 2015

Hootie kløver

Jeg er blevet voldsomt inspireret af Pia med bloggen mum 2 2 boys. Hun syr det fedeste tøj til hendes drenge.

Hun syede et sæt i andre farver men ellers samme kombi. Og det mindede mig om det kløverstof, jeg har haft liggende længe.

Denne gang er det heldigvis gået rent ind hos Mads. Han elsker at gå i joggingbukser med lidt hængerøv. Chrisbuksen har længe været hans ynglings. Men nu er der gået hul på knæet, så der skal nye i skuffen. Jeg kan se mange andre steder i blogland, at der er andre børn, der også har joggingbukserne som favorit.



Fotomodellen gav den gas. Mads er svær at overtale til at blive taget billeder af. Endelig lykkedes det, og så gav den lidt gas. Det skal I da se.




mandag den 2. februar 2015

Biler

Jeg har set mange fede applikationer hos de forskellige bloggere. Der blir man da helt inspireret af.

Jeg ville have applikeret lommerne på Mads' nye sæt, men pludselig manglede han bukser og så måtte symaskinen jo igang. Måske kan de få strygestof på efterfølgende?!

I kampens hede lavede jeg dog en begynder fejl... Jeg vendte den ene lomme forkert, så luven vender modsat vej end resten af buksen. Men drengen gider da bare ikke gå i sættet. Det er ikke sejt! Så er det da også bare lige meget!

Sættet er helt simpelt og består af bukser fra minikrea  med kantbånd på lommerne og raglan fra Ottobre. Stoffet er fra lageret.




onsdag den 22. oktober 2014

Klapbukser og første skadestuetur

Vi har nydt rigtig godt af hjælpen fra nogle gode venner vi kender fra børnehaven. Derfor har deres børn fået et par bukser hver. Det er blevet til klapbukser i denim. Jeg har sat en god lang ribkant ved anklerne, da det forlænger tiden, de kan bruge dem, og den kan stoppes ned i støvlerne, så de ikke får kolde ben.




Denim stoffet er fra Stof og Stil, bomuldsstoffet brugt som foer og ribben er fra Stof2000, koral knapperne fra BettyP og de turkise er hjemmelavede på Pryms knapper. Mit grundmønster er haremsbukser fra Onion, og jeg har fulgt Smallstars DIY på Baggybukser.

De gode venners hjælp var bl.a. den dag vi fik det første klip i skadestuekortet. Mads var løbet ind i en rude eller karmen i børnehaven og havde fået en dyb flænge i hovedbunden. Vi var derfor en smut forbi skadestuen for at lappe ham sammen igen. Den oplevelse kunne Mille godt være foruden, så hun tog med Clara hjem i mellemtiden.

Mads startede med at få noget bedøvende tryllecreme på, så det kunne blive renset og limet. Han fik en stor turban på for at holde det på plads. Derefter blev han limet og tog derfra med et fint lille sår og en stor limklat i håret.





Han er helet fint nu, men har dog et meget bart område rundt om arret. Så har han noget sejt at vise frem.

God dag til jer alle :-)

onsdag den 3. september 2014

Sweat sæt

Mads er blevet beriget med endnu et sæt tøj: Bukser og bluse i isoli. Det er et rigtig afslapningssæt med lommer, som han elsker. Jeg har endnu engang fået stykket sættet sammen af stof fra skabet. Det mørke er rester fra raglankjolen, som jeg syede til mig selv for et års tid siden. Det lyse er fra reste bordet i Stof 2000. Sættet skulle have været en del af boys month, men oplægning af bukser og påsyning af rib i blusen, trak ud. Jeg er bare ikke den store afslutter!

Det er dog til den store side. Men med den fart han skyder i vejret, passer det nok perfekt til jul. Jeg skal virkelig passe på, når jeg lægger det i venteposition. Det har det med at ligge til sidste øjeblik, hvor han kun lige kan passe det.




Med alt det lager-syning er det blevet tid til noget nyt i skabet. Og hvilket godt tidspunkt at fejre det på, når butikkerne bugner af efterårsvarer. Jeg er blevet helt forelsket i den lyngfarvede og mørkegrå, og Stof og Stil har nogle fine stoffer i det, som jeg lige skal have fingrene i. Så mon ikke Mille snart og bliver beriget med noget skønne ting?!

Hvad har du af planer for farve og model i efterårets garderobe?

mandag den 28. juli 2014

Bukser - Boys Month #4

Det mælkedrengestribede har virkelig stået for skud. Jeg opdagede, at jeg havde to store stykker liggende på lageret. Sikke hukommelsen dog kan svigte, når man står i stofbutikken og er fuldstændig sikker på, at der ikke er noget i skabet. Jeg fandt også noget tripel-kantebånd i gemmerne, som jeg indkøbte for et par år siden.

Så med "råvarer" fra lageret, har jeg syet et par posebukser med lommer hele vejen rundt. De ser derfor ens ud på for- og bagside. Lommerne er foret med grøn bomuld. Så den grønne farve gå igen. Hvis det ikke var fordi jeg er størrrelsesblind, ville det blive et par fine sæt med matchede t-shirts fra dette indlæg. Men t-shirtsene er lige til den lille side, og disse bukser er så lange, at Mads nok først kan passe dem, når han er 5. Så de må en tur i gemmerne, indtil hans ben er blevet lidt længere.





tirsdag den 18. marts 2014

Rasmus

I de sidste weekender har dagsordenen stået på fastelavn. Fastelavnssøndag var vi til et arrangement i den lokale kirke, med børnegudstjeneste og efterfølgende tøndeslagning. Præsten var rigtig god til at inddrage børnene, og det var en god oplevelse for alle mand.
 
Børnene skulle selvfølgelig være klædt ud. Jeg tænkte lidt forud, og havde ønsket en spiderman og en klokkeblomst dragt til børnene i julegave. Så kunne fastelavn tickes af. Men da vi nåede til udklædningen fastelavnssøndag, gik Mads helt i baglås. Dragten kom af lige så hurtigt, som det kom på med store tåre løbende ned af kinderne. Han kunne slet ikke holde ud at have det på. Så vi endte med et udklædt barn og et barn i almindeligt tøj.
 
Da der var fastelavnsarrangement med børnehaven weekenden efter, tænkte jeg, at jeg ville finde på noget til ham Madse-mand. For det kunne tydeligt mærkes, at han havde følt sig anderledes den foregående weekend og havde holdt sig på afstand af de andre børn.
 
Det skulle derfor være noget, der mindede så meget som muligt om hans almindelige tøj, og noget jeg kunne nå at lave på 2 aftenener. Og hvad er bedre end Rasmus Klump, som de ser hele tiden?
 
Prikkede bukser, brun t-shirt og en hat med kvast blev kreeret, og Mads var overlykkelig. Han var også den eneste Ramus Klump i blandt alle børnene, og mange var henne og rose hans kostume. Mads var glad, og moren var glad :-) Mille knus-elsker hendes klokkeblomst kostume, som kan blinke, så lykken var gjort over hele linien!
 
Den foregående weekend ville han slet ikke slå til tønden, men moren trådte ind, for den oplevelse skulle han altså have med. Som Rasmus Klump var der ingen grænser for hvad han kunne og hvor mange gange han kunne slå til tønden.
 
Her er lidt billedspam. Det nederste billede er fra første fastelavnsarrangement. Hvem mon der er mest entusiastisk?!
 






Ha en rigtig god dag :-)

torsdag den 6. marts 2014

Én til hver

Det er endelig lykkes mig at sy det meste færdig, som jeg fik startet på workshoppen hos Marapytta for et par uger siden.

Jeg arbejdede på tre forskellige ting. Og kom frem til, at så var der lige en til hver i min lille familie.

Mille fik et par bukser, Mads en jakke og Jens et net.

Det sidste, mente de andre kursister dog ikke, ville falde i specielt god jord, for mænd går da ikke med net! Så jeg gav ham det, mest som en joke med kommentaren om, at det var ok, hvis ikke han ville have det. Men han blev faktisk rigtig glad for det, for det passer perfekt til hans nodemappe. Så kunne det jo ikke være bedre :-)

Nettet og bukserne er nu færdige, så det skal I da lige se.




Nettets yderstof er i kraftigt denim og sort/hvid grafisk foer. Lynlåsen havde jeg købt i en forkert længde, men var så heldig at Line havde nogle med, hun solgte af.

De smalle flæsebukser er syet i en rosa blomstret bomuld fra Stof og Stil.

Jakken må I vente med at se, for den er endnu ikke færdig.

God eftermiddag og aften :-)

tirsdag den 21. januar 2014

Den karryfarvede tiger

Jeg har forsøgte mig med Chrisbukserne igen. Det første par, jeg lavede, var jeg ikke tilfreds med. Og med de smalle børn jeg har mig, var det umuligt at holde dem oppe på plads. Mads havde dem på til gymnastik og pludselig hang de nede om knæene - ikke helt optimalt!

Nu hvor jeg har kastet mig ud i dem igen, kan jeg konstatere, at jeg stadig synes, der er for meget stof foran. Jeg vil derfor bestemt lave nogle ændringer for at gøre dem smallere og tænker at tage noget af breden midt for.

Hvis du har syet denne buks, hvilke ændringer har du så lavet?

Blusen er også ny og de gule tigere matcher godt med de karryfarvede bukser.

Alt stoffet er fra Stof og Stil.

Til sidst lidt billeder af modellen. Han skal altid lige varmes lidt op i model sessionerne.

Sagde du, jeg skulle smile?

Den søde dreng

Pjat-fisen som vi kender ham
 

torsdag den 19. december 2013

Søskende sæt

Jeg har syet et sæt til hvert af børnene. Et drenge-stjernesæt og et pige-stjernesæt. Mads' sæt er en bluse med gule detaljer og bukser af babyfløjl med pressefold og stars-and-stribes bånd på siden.


Milles sæt er også i den blå genre med koraldetaljer på blusen og i klappen, stikninger og knapper på bukserne. Grundmønsteret på bukserne er fra Onion på berberbukser. Derefter er mønsteret klippet i efter Mettes DIY og lagt 2 cm til ned af siden.





Ha en dejlig dag :-)

tirsdag den 5. november 2013

#6 Babysmækbuks med foer

Jeg ved godt, jeg har lovet, at der ville gå lang tid, inden jeg viste flere babysmækbukser. Men nu kom der lige en bestilling ind af døren på den sædvanlige babybuks, men med foer. Så dem skal I da også lige se.




Ændringen ift. de andre babysmækbukser, jeg har lavet, er selvfølgelig foeret, men også at selen ligger udenpå. Jeg har lavet to knaphuller på hver sele, så det ikke er nødvendigt at flytte knappen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...