Nå så man skal ikke græde over spildt mælk?

Men det gør jeg altså!

Jeg er nødt til at stoppe med at amme, og det er FORFÆRDELIGT! Intet mindre! Det kommer sig af, at jeg har fået tilbud om at tage med Ryslinge Højskole til Berlin i uge 43, og det vil jeg jo frygtelig gerne. Men jeg havde sgu ikke set det ramme mig som et tog, det med det ammestop.

Jeg græder og græder og græder. Næsten lige så meget som Askefisen. Aj, ret skal være ret, jeg tror faktisk, jeg græder mere end han gør. Det føles som en cyklus er sluttet - da mælken i sin tid løb til var processen også ledsaget af salte tårer og tanker i ring.

Hvad er det, der er så trist? Knægten er jo over 1½ år og spiser røde pølser! Jeg ved det ikke... det er bare forfærdeligt. Som en narkoman på afvænning skriger hele min krop efter at lægge ham til - bare én sidste gang. Bare én gang mere. Min krop gør ondt og mit hoved kværner: Ingen skal længere bruge mig. Ingen skal længere bruge min krop til noget. Min krop er bare min nu.Hvad skal jeg med den krop? Den er hærget og misligeholdt efter to fødsler og lange amninger. Det er som at få en arm revet af. Ingen har brug for mig mere. . . . Her starter båndet forfra...


Velmenende mennesker foreslår mælkestoppiller, men jeg tager min straf med ømme babser.

For meget drama? Som sagt er han jo altså mere end 1½ år og spiser røde pølser. Måske for meget drama, men jeg forsvarer mig overfor mig selv med, at det jo faktisk er en livsmåde gennem 4½ år, der er slut fra NU af. Et barn, en unge, har levet af mig for sidste gang i går morges kl. 6. Jeg skal til bare at være mig i min krop igen, og det er svært. Det er hunde svært! Jeg har altid oplevet moderskabet meget dyrisk. Min krop ved, hvad den skal gøre, ok måske ikke ved den første fødsel, men så i sekundet da Jens lå på min mave. Derfra var jeg et dyr med en unge. En tiger, der passer på sit afkom. Instinkterne tog fuldstændig over, og det skete igen allerede ved Askes fødsel. Jeg husker ikke så meget af den, fordi den gik så stærkt, og var så intens, men min krop vidste, hvad den skulle gøre. Ligesom amningen igen skete helt naturligt. Det var voldsom overvældende at blive et dyr fra det sekund, ungen lå på min mave. Men jeg har været mor-dyret lige siden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.


Tak! Det hjalp!

Og nu til the plus side:

Drinks i rå mængder, med paraplyer og hele svineriet. (Hvis man da stadig kan få det efter alle disse år?)

Hårfarve! Det ved jeg, man kan få, men jeg ved ikke, hvad der er moderne?

Ptalater og parabener i læssevis. Bring it on, jeg ved, det er umoderne, men jeg glæder mig sgu til at ku bruge makeup uden dårlig samvittighed!

Den der tattoo, jeg har lovet mig selv for ... mange år siden. Altså én mere;) Altså... jeg har faktisk to, jeg gerne vil ha lavet, men lad os nu se, hvordan det går. Jeg har en formodning om at tusser efterhånden er blevet umoderne, men jeg er kold. Jeg skal ha mit sømandshjerte med MOR i banneret!

Flere plusser ved sådan et ammestop? Kom med dem, jeg trænger!

Kan ikke rigtig være i det...

Kan ikke rigtig finde ud af at være til i dag. Den frygtelige ulykke i Tyskland, hvor to piger er omkommet i en bilbrand, det sidder i mig, og jeg kan næsten ikke holde tårerene tilbage.

Det er så forfærdeligt, og jeg hverken kan eller skal ryste det af mig. Jeg kender moren, og har mødt begge piger og deres far. Jeg kan slet ikke holde det ud, og jeg kæmper med at holde tankerne om det hele væk. Jeg kan ikke holde ud, at sådan noget kan ske.


Mine børn ved ikke, hvad der er sket, og de skal heller ikke vide, at noget så grusomt kan finde sted, så de undrer sig vist lidt over, at mor kysser og kysser og kysser i dag, men sådan må det være.

Jeg har svært ved at finde på noget at sige, men tænker hele tiden på moren og ulykken.

Som skulderklap til mig selv

Verdens Sødeste Mor kruset fik jeg i sin tid af min x i morsdagsgave. Jeg kan ligeså godt indrømme det: jeg er en sucker for Mors Dag og for alt der står Verdens Sødeste Mor på.
Det er mu ikke fordi jeg ellers dyrker den dårlige smag. I al sin grimhed er det fordi jeg dagligt knalder mig selv et par over hvor dårlig en mor, jeg er.
For real, der har været tavshed her på bloggen længe, fordi jeg virkelig ikke har haft noget pænt at sige om noget som helst, og da slet ikke om mig selv. Jeg skal nok tage mod til mig og fortælle lidt om det. Tror jeg. Men for nu vil jeg bare fortælle, at jeg for første gang i evigheder drikker kaffe af min smagløse kop, fordi jeg er tilfreds med dagens indsats på mor-fronten.
Når det nu ikke er velanset at nappe sig en snaps, så plejer jeg at drikke kaffe af den kop for at stive mig af. Men Ikke idag.
Ikke idag.

Published with Blogger-droid v1.7.1

Connie i BH

I min kalender i dag stod der: Connie i BH. Det gjorde der fordi jeg havde et møde i børnehaven med en ergoterapeut, der har kigget lidt på min Jens.

Drengen med de smukke øjne og det poetiske sind. Drengen, der ikke helt når jorden, når han går, men svæver 10 cm over - med hovedet i skyerne. Drengen, der siger: 'Mor, hvornår  må jeg komme ind i din mave igen?' Drengen, der aer sin lillebror i øjet af jalousi. Drengen, der kalder mig 'Min Elskede Mor'. Den dreng, der sidder i mit hjerte, der hvor hjertet gør lidt ondt. Den dreng, jeg altid passer lidt ekstra på. Drengen, der er født med så spinkle hænder, at hans Bedstefar spontant udbrød: Hvad skal han mon være? Og jeg bare kunne svare: Klejnsmed? Drengen der stadig er så spinkel, at Carsten mener, han har alu-stel.  Drengen, der bliver bange for sin kammerat på 2½, når han er for vild. Min dreng.


For en god ordens skyld, så er der ikke noget galt med ham. Nu ved jeg bare lidt mere om, hvor hans udfordringer ligger. Eller... det har jeg altid vidst, nu har jeg bare papir på det, og professionelle ord.

I mit liv er det sådan, at jeg får de børn, jeg har brug for at få. Dem, der kommer til mig for at fortælle mig noget om livet, og jeg får de børn, der har brug for mig. Heldigvis fik Jens også den far, han har brug for, og det er en far, der aldrig snakker om at være en rigtig dreng. Vores søn er nemlig ikke den første i det højeste træ, og jeg takker de højere magter for, at have givet Jens en far, der forstår sin søn.

og bumbummelum.... hvad så nu?

En HEL dag! Bare for mig selv! Jeg sidder og tænker, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår det sidst er sket. Det må være før, jeg fik Aske? Hvor er det vildt. Vildt med vildt på. Gad vide, om det er ligesom at cykle? At man husker, hvordan man gør, når først man kommer igang?

Indtil videre har jeg planer om: at rydde op? Nej! Ordne vasketøj? Nej! Gå i haven? Nej! Jeg har planer om at gøre lige præcist det, jeg har allermest LYST til. Det trænger jeg til. Altså, det er ikke fordi jeg i hverdagen glemmer at gøre det, jeg har lyst til, men jeg tror, det er supersundt at gøre det en hel dag, når man så sjældent har mulighed for det. Indtil videre har jeg shoppet perler på Ebay, og nu tror jeg, jeg vil over og sidde og lave bare lidt smykker. I fred og ro. Uden der er nogen, der har lavet pølser.


AAAAAAAAAAAHHHHHH!

Imperfection

Her ser i dagens fødselar i den positur, han indtog under den obligatoriske fødselsdagsmorgenmad. Det var ellers lige før, dagen var blevet forbigået i tavshed, for hans mor var ved at gå i sort i aftes. Da alle øglerne ENDELIG sov klokken alt alt for sent, var der tid til, at mor ku sætte sig til at hyle over egne manglende evner som... mor.

Hvad fanden sker der lige for mig? Jens skal på sin første koloni i dag, så igår gik med forberedelser til henholdsvis koloni og fødselsdag. Enkle forberedelser, vel og mærke. Købe ind, pakke, slut. Ikke noget kompliceret, vel? Alligevel er det, som om jeg har bladret forbi samtlige sider i Den Store Mor Bog, og end ikke består den simpleste af alle eksaminer: stik en pind i en lort uden at splitte begge dele ad i atomer.


Lykkedes det for mig? Nej, det gjorde sgudda ikke! Jeg skulle købe hele TO ting til den koloni der, og hvad sker der? Jeg kan ikke finde ud af det, så jeg køber både lagen og bleer i forkerte størrelser. Kære, praktiske mand rydder op efter mig, tryller et kolonilagen og drøner til Ringe og bytter bleer en halv time i lukketid, med Jens i bilen. Drengen falder naturligvis i søvn i bilen, for det ER jo ikke ligefrem meningen, at børn på 3½ år skal vær oppe efter kl 21, vel?! Godt så, jamen så er han jo i hvert fald puttet... I sit tøj. Uden at få børstet tænder.

Så var det tid til moren store tudetur, der foregik med en halvspist fødselsdagsbolle i munden, mens jeg bare vrælede: 'Jeg kan jo ikke finde ud af deeeeeeeet.' Mandens kommentar var: 'tror du ikke bare, du skal gå i seng?' Det helt store problem er, at jeg sgu strammer an. Jeg gør det virkelig så godt, det er muligt for mig, og alligevel glipper selv de simpleste ting. Hvis bare, jeg vidste hvorfor, så ville jeg gøre noget ved det, men helt ærligt: det her er mit max! Evnerne rækker bare ikke længere, og alligevel sidder jeg i skrivende stund og spekulerer på, om Jens mon fik nattøj med på koloni? Jeg kunne nemlig ikke finde noget i aftes, og ja, det var jo ikke fordi han havde det på. Nej, det var sgu fordi jeg ikke har styr på stumperne. Det er da sådan noget, mødre har styr på, er det ikke?


God fødselsdag til Aske! Mit ønske for ham er, at hans mor øver sig bare lidt mere, strammer bare lidt mere an, og for fanden da ser efter at huske den pusletaske i fremtiden. At det ikke kommer bag på hende hver eneste morgen, at der skal smøres madpakker, og at det derfor er smart at ha BÅDE rugbrød OG leverpostej i huset. Med skam må jeg melde, at Jens' madpakke i dag består af fødselsdagsboller med leverpostej. Flot, Kat! Virkelig flot!

Og få så for helvede dit hoved ud af din røv, og vær noget for dine børn i stedet for at sidde her og ynke over egne manglende evner, dame!

Mit sande jeg

Igår nat var jeg til undervandsfest hos en af pædagogerne i Jens børnehave. Hun diskene op med mellemøstlig buffet og underholdning. Først Ole Steffensens band og bagefter malede to malere om kap.

En herlig nat. En sjælden en af slagsen. Aske sov igennem og efter en uendelig - vi taler mange måneder- periode med afbrudt søvn, skete miraklet igår. Ok, jeg er hærdet, så mindre ville også kunne gøre det. Som nu i nat, hvor han bare har været vågen et par gange for at spise. Cool nok, det kan jeg sagtens klare.

Hvad jeg derimod ikke rigtig magter, det er den lange periode, vi lige har været igennem med opvågning og gåture rundt i hjemmet minimum hver time. Flere nætter har jeg været oppe med ham hvert 20. minut. Jeg har så hårdt brug for mine natlige ture into space , ture til undervandsfest med malerunderholdning.

Men en ting er det umiddelbare behov for søvn. I starten er det morsomt at betragte sig selv som dement. I badet glemmer jeg, om jeg har vasket hår og den slags. Ha ha vældigt underholdende.

Igår gik det imidlertid op for mig på skræmmende vis, hvordan den langvarige søvntortur ændrer mig som menneske. Jeg gik egentlig og troede jeg klarede den nogenlunde. Men igår var jeg pludselig og for første gang længe mig selv. Alene med ungerne havde jeg alligevel overskud til at rode alt duplo ud, finde samleinstruktioner på nettet og samle det, der hører sammen. Vi fik rigtig aftensmad og bagte. Sammen. På en hyggelig måde. Vi hyggede os i det hele taget.

Jens har savnet sin rigtige mor, det er der ingen tvivl om, og for hans og resten af familiens skyld håber jeg mere inderligt end nogensinde før, at torturen er slut nu. Naturligvis også for mig selv. Det er jo rædselsfuldt at gå rundt i sådan en pseudo depression. Og det er faktisk, hvad der sker med mig, når jeg så massivt bliver vækket gennem mange nætter. Livet mister sin mening. Jeg kæmper røven ud af bukserne for at Jens og Tobias ikke skal lide under det, og troede egentlig også det gik ok. Indtil igår, hvor forskellen på mor og monster pludselig stod alt for klart.

Published with Blogger-droid v1.6.8

pause

Sidder bare lige og ser genudsendelse af Godmorgen Dk, drikker kaffe og hækler ovenpå en nat med hele to syge børn. Den store er heldigvis kommet ind til farmor, for uanset hvor dejligt det er at tage sig af sit syge barn, så er det ikke dejligt med to af slagsen. Der er på en eller anden måde ikke mor nok.

Hvad jeg hækler? Godt spørgsmål, men der er farver nok!

Published with Blogger-droid v1.6.8

Bonus'en ved bonusbørn

Føler lige nu, at jeg er indehaver af verdens kedeligste blog, den uden indlæg, og samtidig med verdens sødeste læsere, der bare bærer over med mig, når jeg har for travlt og er for træt. Jeg skrev dette i aftes til Delebarn.dk, men I skal da ikke snydes for mine vise, vise ord;)



Åhhh jeg var så forelsket!







I min kæreste, dengang vi fandt sammen. Det er to år siden, og hans søn var 6½, min kun 1½. Så langt, så godt. Jeg gjorde mig en hulans masse tanker om det at få et barn mere ind i min verden. Min elskede kærestes elskede søn. Nøj, jeg tænkte store og kloge og svære tanker om forholdet til det barn. Og så vil jeg ikke engang sige noget om det nu. Jeg vil i stedet sige noget om den bonus, der følger med et bonusbarn, og som jeg ikke havde skænket en tanke.






Mit liv blev pludselig fuldt af ting, jeg egentlig ikke var klar til. Min egen søns udvikling følger jeg jo dag for dag, men bonusbarnets kommer man ind i, midt i udviklingen. Der følger en masse bonus'er med, som jeg aldrig havde skænket en tanke. De første gange, jeg smurte hans madpakke, følte jeg, det var noget vi legede. At vi legede voksen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at være med til fodbold, og stå der som en anden soccer-mom og brøle efter frispark. Jeg følte mig som om jeg var landet i et skuespil, og ku slet ikke finde mig til rette der på kridtstregen.






Han går jo i skole, det kære barn, og der er arrangementer, og når man et tilmeldt en friskole, så er de ikke fedtede med de arrangementer. Komsammener, kaffeslabberaser, tam tam, fællesspisning, folkedans og jeg skal gi dig! Alt muligt forventes det, at man deltager i. Jeg indrømmer blankt, at min deltagelse nok havde faldet mig noget mere naturligt, hvis jeg ikke BANG var blevet slynget ind i et stort barns liv. Jeg mener: første gang jeg var med dagplejen til arrangement med de andre forældre, der følte jeg mig også som en hund i et spil kegler. Men det var dog mit eget barn, jeg var der for. Dog sammen med andre voksne, der var der med deres første barn. Der var nogen, jeg var i samme båd som.






Første gang, jeg var til tam tam med min bonussøn, var efter en børnefødselsdag. I hans klasse har de den fine tradition at invitere forældrene på kaffe, når fødselsdagen er slut. Super! Der sad jeg så, som den absolut yngste i selskabet, som den eneste der kun var forælder til et lille barn, og som den eneste, der for nylig havde haft et liv helt uden børn. Jeg var klar til min kæreste og til hans søn, til dennes mor, til mine følelser for og om ham, til konflikter og overraskelser. Men jeg var dælandytme ikke klar til at være en af de voksne til forældrekaffe! Sjældent har jeg følt mig så malplaceret som jeg gjorde den dag. Som den første gang, man skulle med til fest og sad med ved voksenbordet, men alligevel sendte skjulte blikke ned til børnebordet, hvor man 'hørte hjemme'.






Siden har der været en sand velsignelse af arrangemeter, og i takt med at jeg æder mig igennem bjergene af hjemmebag, æder jeg mig også mere og mere ind på følelsen af at være en af de voksne. Jeg slipper nok aldrig af med følelsen af at være med på et wildcard, men jeg slapper mere og mere af i det.














Ophavsret©2011 Katrine Nordestgaard

Min dag!

Af besynderlige årsager har alle, der har part i mit moderskab besluttet sig for, at Morsdag er noget fis, som blomsterhandlerne har fundet på. Nej, ret skal være ret, Jens' far har været god til at huske det, men hans x har glemt farsdag igen og igen, så nu tror jeg, legen er stoppet. Øvs, for i al beskeden selvophøjethed, så synes jeg faktisk, det er en dag, der er værd at fejre. Først og fremmest fordi det er MIG, der kommer i centrum, og der holder jeg nu så uendeligt meget af at være. Dernæst fordi jeg faktisk synes, at moderskabet fortjener en lille hilsen. Helt ærligt, vi knokler jo den brede af for de kid!

Det startede med graviditeter fulde af smerte, lår i skoene og hormonella-anfald af dimensioner, som selv den bedste queen må kaste sig misundeligt i støvet for. Alle, der snakker om fødsler som 'smukke', de får en lammer af mig. Det gør NALLER. Naller med naller på, og den første varede 60 timer. 60 menneske-timer, ikke hunde-timer eller noget. Den næste varede 51 minutter, men da var al smerten så til gengæld komprimeret. Sådan en slags fødslernes nes-café. Naller igen.

Selve moderskabet er en dans på roser med torne, det ved alle mødre vidst, så derfor: vi fortjener sgu ærligt talt en lille 'tak, din gamle harpe' fra mænd eller børn. Og hvis de ikke vil, så må vi selv, og det har jeg gjort. Min morsdags gave skulle uden skyggen af tvivl være disse sten. De skal ligge og pynte og sprede glæde og farve her ved min pc, for her er jeg eddermame meget. Nogen tror på krystallers healende kraft (jeg gør faktisk lidt, men ... tja... ) men jeg tror mere på farvernes healende kraft. Og på de kærlige tankers. Sidste år til Morsdag fik jeg sådan et rødt krus, hvor der står Verdens Bedste Mor på. Sådan en design-øjebæ, der virkelig emmer af Kop & Kande. Og jeg elsker den. Når jeg har en af de dage, hvor jeg føler mig som en elendig mor, så drikker jeg min Nes af den, og så bliver jeg sgu lidt bedre mor. Fordi jeg har fået den af min søns far (ham, hvis x er en klaphat til at huske farsdag) og fordi jeg ved, han synes, jeg er en god mor. Det synes jeg også selv som regel, og derfor fik jeg mine Mors-sten.

Det er jo forresten Brilleting Jane, der har lavet dem. Naturligvis!

Pinlig erkendelse

Når jeg hører fra andre mødre, der må undvære deres børn fordi de skal være hos deres far, så er det tit en historie om, hvordan timerne slæber sig afsted til poderne vender hjem under mors vinge. Om hvordan de stakkels kvinder må fylde tiden ud med tøjvask, rengøring og madlavning, der er en kogekone fra provinsen værdig for at fylde fryseren op, bare for at få dagene til at gå, indtil livet igen er værd at leve. Karikerer jeg? Ja jeg gør. Ikke engang i forsøget på at udstille nogen, men i et ubehjælpsomt forsøg på at sætte mig selv i et bare lidt bedre lys. For jeg har det slet ikke sådan. Jeg savner Jens, når han er hos sin far, men jeg er ikke sen til at finde symaskinen frem, og frankly my dear, så glæder jeg mig til, Aske er færdig med at blive ammet, for så skal jeg denondenlynemig en tur i hegnet!

Eller... sådan havde jeg det engang... jeg nød at have dage for mig selv, glædede mig til at se min søn igen, og så var den ikke så meget længere.

Nu? Jeg savner ham. Jeg glæder mig til han kommer hjem. Og nu kommer det svære, det der gør, at jeg i indledningen var nødt til at fremstille alle andre som hysteriske hønemødre, bare for ikke at se så grim ud selv: jeg frygter det også.

Det er unfair at frygte en tre-årig, I know, men vi har simpelthen haft SÅ mange kampe, Jens og jeg. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er helt almindelig tre-årigs-ballade, og hvad der skyldes hans livs-omstændigheder. Det får mig til at handle forkert i forhold til ham. Jeg er ikke god nok til at sætte grænser, for jeg kommer hele tiden til at synes, det er synd for ham. Og så har vi eddermame balladen, sku jeg hilse og sige! Så meget, at jeg er begyndt at frygte dagen, hvor han kommer hjem. Pinligt! Virkelig pinligt, men sådan er det.

Sådan var det også idag, jeg havde virkelig savnet ham, men jeg havde også nydt freden, og jeg frygtede den uendelige perlerække af konflikter, der ventede mig. Hans konflikter retter sig KUN mod mig herhjemme. Jeg er hans mor, Carsten er Carsten, det er han ganske fint klar over. Jeg er sikker på, det er sundt for ham at ha det sådan, men hold nu kæft, det er hårdt at være mor i. Og ensomt også. Nå, sidespor, der ku fylde et helt indlæg for sig selv, det jeg i virkeligheden var igang med, var at bygge op til alle de konflikter, der ventede mig idag.

Hvad sker der? Jeg henter den mest afbalancerede dreng i børnehaven. Drengen, der har hygget og leget hele dagen, der har ryddet op, forstået et nej, dækket bord, passet på sin lillebror (ok, træerne vokser ikke ind i himlen, han har også sparket ham i hovedet) - ja i det hele taget, den Jens, jeg kender, kom hjem til mig idag. Nu ligger han i min seng og sover, og om lidt vil jeg gå ind og se, om jeg kan få lov at putte helt ind til ham. Eller i det mindste bare ligge med næsen i hans hår. Oh, jeg frygter de nærmeste dage, hvor han skal til at sove på sit eget værelse.

til mor

Og mor det er mig:-) bedste er på besøg i denne uge og hun er ikke sen til at gribe en opfordring fra Jens: mor bliver så glad når man gir hende blomster.

Published with Blogger-droid v1.6.5

Den svære kærlighed

Kærligheden til mine børn. I denne omgang kun om mine to biologiske, egne børn, dem jeg har haft i min mave. Kærligheden til dem er bare så forskellig, og når der har været stille her på bloggen, så er det bl.a. fordi jeg har været lidt inde i mig selv. Inde i en svær proces, derinde hvor man virkelig kigger på sig selv og laver om. Græder fordi det gør ondt.

Min ældste søn, Jens på 3½ har jeg et helt specielt forhold til. Vi har en svær historie sammen, jeg har passet rigtig godt på ham, da han var lille. Han sidder helt inde i hjertet på mig, og kærligheden til ham gør altid lidt ondt. Aske på 9 måneder, han er bare lige til at spise. Han er så lækkerfræk, at man ikke kan lade være at elske ham, men han gør ikke ondt. Det er to meget forskellig slags kærlighed, jeg føler for mine unger, men jeg elsker dem lige højt. På milimeter!

Pludselig har jeg indset, at den kærlighed, jeg føler for Jens, har fået mig til at pakke ham ind i vat og bobleplast. Jeg bliver ved og ved og ved med at passe på ham, selvom al dramatik er drevet over. Det er ikke sundt for en lille gut, og han har reageret stærkt på mit mini-svigt. Nu retter jeg op, med gode menneskers hjælp, og der er kontant afregning. Min stærke lille søn responderer på den ændrede tilgang, og han er skønnere end nogensinde før.

Jeg får mere overskud til alle mine børn, også bonusbarnet, der i perioder har været lidt forsømt. Men sådan er det at være tigermor. Man passer først og fremmest på sine unger, og når de har det så svært, som Jens har haft det, så må alt andet ligge lidt stille.

Min smertende kærlighed til mit barn var lige ved at ødelægge vores tid sammen. Jeg har forstået ham og situationen forkert, men jeg har gjort det af kærlighed.

Jeg tør godt sige højt, at jeg elsker mine børn meget forskelligt. Det har ikke noget med deres forskellige fædre at gøre, som jeg troede, mens jeg ventede Aske. Det er simpelthen fordi de har haft så forskellige vilkår. Nu skal tigermor bare lære at give slip på den store, så han kan blive et helt menneske og ikke blive sådan en stakkels dreng med en alt for stærk og dominerende mor. Sådan en, ingen kvinder orker elske som voksen. GISP! Tænk, hvis jeg var fortsat ud af samme bane, som jeg fik startet på....

Godnat:)

Et forskelligt liv

Det besøg, jeg lige har haft, har sat så mange tanker igang. Liv, jeg havde besøg af, bor på Nørrebro ovre i det der København, og har på så mange måder et helt andet liv, end det, jeg har nu. Men for 2 år siden lignede vores liv hinanden til forveksling. Det er tankevækkende, hvor meget, det former et menneske at bo på en bestemt måde. Det er jo ikke bare boformen, men alt det, der hører med. Der er 1½ time imellem os, og alligevel et helt liv. Mit liv havde været som hendes, hvis ikke jeg havde mødt Carsten.

Vi har brugt en del af besøget på at spekulere over forskellene. Vores boliger har kostet næsten det samme, og alligevel er der en verden til forskel.

Hun har et barn, jeg har en to- tre stykker, hun cykler til alt, jeg tager bilen, hun handler ind på nettet, jeg kører i Bilka, hun bor på 3. (eller var det 4.?) jeg i parcelhus med have, hun har alle shoppemuligheder, jeg har ingen, jeg lukker mine unger ud i haven, hun tager sit barn med på legeplads, hun har adgang til kaffe latte, og det har jeg ikke (surmule!) hun har adgang til sundt og lækkert take-away, jeg har adgang til virkelig underlødig kina-snask. Der er mange, mange ting i Livs liv, jeg godt gad ha. Men jeg ville alligevel ikke bytte det for min familie.

Jeg har i den grad nydt at ha besøg, nydt at få lidt storby ind i min parcelhus-provins-tilværelse, der sådan trænger til lidt urbanitet. Men jeg nyder sgu og så bekvemmeligheden i at komme hjem med to sovende unger i bilen, slæbe dem ind på sofaen og lade dem sove videre i alt overtøjet, og se frem til en aften i melodi granprix'ets tegn i mit parcelhus. I morgen kommer Carsten og Tobias hjem igen, og så er mit liv igen det samme, velkendte parcelhus-liv. Det ku ha været helt anderledes, det ku ha været Livs liv i byen, på cykel, alenemor til en. Nu er det i stedet hausfrau i lilleput-land, med mand og unger i hobetal. Jeg vil ikke bytte, men jeg vil godt over til hende og suge lidt storby engang imellem:)

Den lille prins Jens

Jeg har noget imod det der med at kalde sine børn for prins og prinsesse. Bare sådan principielt. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gå og lade somom nogen børn er mere værd end endre, jeg synes det er nogle mærkelige kønsroller at putte i sine unger, jeg synes en hel masse surt.

Alligevel kan jeg se, at min Jens er Den lille Prins. Altså ham fra bogen. Ham, der kommer fra en helt anden planet, og nogle gange bliver jeg bange for, at min Lille Prins også kun er her til låns. Der er en helt særlig transperant skrøbelighed over ham, han er så sart og fin. Og så har han en helt abstrakt indre verden, som vi andre ikke kan følge med i. Igår fandt følgende samtale sted i bilen, mens vi hørte denne sang.

Jens: hvad er det for en sang, mor?
Mig: jeg tror den hedder 'Limit to your love', skat. Kan du li den?
Jens: Nej, den smager surt!

Pause mens mor tænker...

Mig: Hvad smager mor af?
Jens: Moar badoar
Mig: Hvad smager far så af:
Jens: Far badar.
Mig: Hvad smager Aske af:
Jens: Aske badaske
Mig: Hvad smager Carsten af?
Jens: Carsten badarsten.
Mig: Hvad smager Jens af?
Jens: Prut.


Samtale slut.

Jeg elsker ham naturligvis bare. Fordi han er min. Men jeg elsker også at få lov at kende et barn, der tænker så specielt. Vi har den slags abstrakte samtaler hver dag, og mit hjerte er ved at eksplodere hver eneste gang. Min søn viser mig verden. Det er omvendt, ikke?:)

zooom

 

Nogle gange skal man zoome helt HELT ind for at se skønheden. Men den er der. Det kom jeg i tanker om igår, hvor jeg var ude at gå i snaskevejret for at få Aske til at sove. Jens var nødt til at være med, og hver gang lillebror var ved at sove, kom storebror i tanker om noget, der måtte råbes ud i verden. Jeg var sur og træt af det, bekymret for maden, der stod på komfuret alene hjemme osv. osv. osv. I kender det, det ved jeg. Men så lyste denne... gevækst? lige i hovedet på mig. SÅ grøn midt i alt det brun-grå.  Den skreg sit budskab til mig, fik mig til at huske at nyde mine drenge lige der. Jens, der er så skøn, at han er nødt til at juble alting ud i verden. Aske, der bare er en lækker lille fis.

 Der er momenter af skønhed i selv den mest leverpostejsfarvede hverdag.

ø

Nyd dagen!

Rødglødende rasende!

Hvis man var i Rosengårdscentret idag, kunne man se en verdenspræmiere. Mor her med røg ud af ørene!

Normalt er jeg mere sådan en, der låner en bog på biblioteket, afleverer et par dage for sent, betaler min bøde, får en regning på bogen, og lader være at gå på biblioteket i 1½ år, fordi jeg ikke vil være til besvær. Når jeg så går derned, så er det for at betale bøden, bare for at få det ud af verden. Historien er sand, sket for nylig, og kun takket være min mand af en kæreste, der ikke er indrettet helt som mig, gik vi derfra uden at ha betalt 200 kr i pseudo-bøde. Bemærk, det var en bøde, der var en fejl, og som jeg var helt klar til at betale, af ren og skær konfliktskyhed.

Jamen, hvad skete der dog i Helvedes Forgård idag, siden tigermor hvæssede kløer?

Min smukke, smukke søn med det lange, tykke, lækre hår skulle klippes. Han skal bare studses rundt i kanten af gryden. Frisøren svarer ja, og går igang. Eller det vil sige, han siger ikke et ord til den treårige, der er utryg og bange. Nej, nu lyver jeg da! Han sagde: hvis ikke du sidder stille, så kommer det bare til at gøre mere ondt senere. Så finder han vandforstøveren frem og overfalder det stakkels uforberedte barn med den. Allerede her burde jeg ha taget min søn og gået min vej. Men vi havde stiddet i kø i over en halv time, og håret gik godt ned over øjnene. Samtidig havde Jens lige skabt sig til en guldmedalje i disciplinen 'helt almindelig 3 årig fylder et helt center', så jeg var godt klar over, at de blikke, der hvilede på mig, var præget af 'hun har jo ikke styr på sine unger, den tosse der'. Syntes ærligt talt ikke, mit image lige der, foran fremmed kunne tåle, at jeg lavede en scene.

Så jeg sagde ingenting. Da jeg så opdagede, at han klippede de lange lokker af, blev jeg bare så paf at jeg ikke ku finde ud af at sige noget. Hurtig opvejning inde i hovedet: hvad er bedst for Jens lige nu? At lave en scene, og redde ham, men samtidig gi ham et frisør-traume? Eller håbe, frisøren dog ved, hvad han gør, og at tro på, at jeg dog bare er lægmand og kan tage fejl, når jeg ser på, HVOR lange totter, der ligger på gulvet?

Jeg valgte det sidste. For Jens skyld, og fordi jeg er så skide konfliktsky. Frisøren var ubehøvlet overfor sine ansatte, så jeg ku godt mærke, at ham sku man nok ikke lægge sig ud med. Da han så begynder at tynde i det med den der djævelske tynde-ud-saks, så mandede jeg mig dog op, og spurgte spagfærdigt: tynder du i det?!?! Svarede han? Nej, han gjorde da ej!

Da min dreng endelig var frigivet igen, spurgte frisøren, om jeg var tilfreds. Og her indtraf miraklet: jeg svarede! Selvom han tydeligt var en tyran, der behandlede både små børn og ansatte virkelig dårligt, så mandede jeg mig op og svarde: Det er meget kort, er det ikke? Hvad svarede idioten? Jo, men man skal jo kunne se han er en dreng!

Og nu bander jeg!!

Hvad satan i helvede bilder idioten sig ind?

Nu blev jeg så gal, at jeg bare svarede: det er min søn, så det må vel være mit valg at afgøre det. Jeg bad tydeligt om at han skulle være langhåret!

Manden vendte sig i arrigskab og gik! Jeg pakkede børn og barnevogn og overtøj og spurge hvad jeg skyldte, og fjolset hvæsede bare: ingenting! Aldrig er jeg blevet behandlet så dårligt i en forretning. Vi er enige om, at det er mig, der er kunden, ikke? Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle skrive, hvor vi var henne. Skal jeg det? Jeg har ikke lyst til at min blog bliver en gabestok, men det her, det er det groveste, jeg har oplevet i mit lange liv.

I må gerne se et billede, men Jens er hos sin far...

Nyd dagen!

mine unger

Den officielle og autoriserede måde at sove middags lur

Published with Blogger-droid v1.6.5

OMFG håber bunden er nået...

Jeg var godt nok kæk den anden dag, da jeg proklamerede, at jeg var en god kæreste. Eller... det var i hvert fald et øjebliksbillede, kan vi sige det sådan? Jeg er en skrabbedulle! En mokke, en sur kælling! Utålelig for mine omgivelser, og en dårlig mor oveni købet. Warum?

Fordi jeg FUCKING bliver vækket hele tiden! I aftes informerede jeg min kæreste om, at jeg gik i seng kl 19.30. Ikke noget med at blive enige om tingene her, nix, mor her informerer og dikterer. Kl. 12 kom Carsten ind med Aske, og det er første gang i ca 200 år, jeg har sovet mere end to timer i træk. Kl. 01 havde jeg ammet og lagt Aske fået ham til at sove 4 gange. Lagt ham 4 gange, lagt mig til at sove 4 gange og var blevet vækket 4 gange. Fuldstændig desperat mødtes jeg med Carsten på toilettet, og fik ham til at holde Aske, mens jeg bare sad på tønden og tudede. Jeg var SÅ gal på mit lille barn! Ku bare slet slet ikke se en nat mere i møde på den måde. Den stakkels Carsten stod bare og så målløst på mig og forsøgte vist at regne ud, hvad der mon ville være det rigtige at sige. Vel vidende, at uanset hvad, han ville få sagt, så var det højst sandsynligt forkert. Fordi klokken var det, den var, fordi jeg ikke havde sovet nok siden lang tid før jul, og fordi RIGTIG meget af det, han siger, efterhånden er forkert. Han er ellers en helt specielt fantastisk mand, der rent faktisk siger rigtig meget rigtigt, og det hænger naturligvis kun sammen med den manglende søvn, og er ikke spor fair på nogen måde.

Men der sad jeg altså og rasede og græd og ku bare slet slet ikke se enden på noget som helst. Gud ske lov fik Carseten den ide at lægge Aske i Jens' seng (Jens sover hos mig), fordi det måske ku ha med min lugt at gøre. Jeg går i bad hver dag, men lugter måske af mælk?;) Så Aske sov et par timer ad gangen, knirkede lidt engang imellem, hvor jeg var inde hos ham, men han faldt i søvn igen. Måske er det vores løsning? Måske ikke. Mit voksne jeg ved godt, at sådan er det bare med små børn. Man prøver og prøver og pludselig er der noget, der virker, og så bedst som man tror sig sikker, så virker det ikke en fis alligevel. Men det barn i mig, der stikker sit trætte hoved frem lige nu, kan bare slet slet ikke overskue, at i nat kan blive ganske rædselsfuld igen.

Man skulle tro, jeg så vågnede veludhvilet og glad i morges kl 5.30. Men det gjorde jeg bare ikke. De sidste måneder har bare slidt så meget på mig, at det ikke engang var godt nok at få sovet lidt. Jeg er bare sur og gal og urimelig! Aske kræver mig stadig hele dagen, og jeg er nødt til at afvise Jens en hel masse, og det er RÆDSELSFULDT.

Nu ser jeg X-Factor. I al sin tristhed gik det op for mig, at jeg blev oprigtigt glad for, at jeg ikke havde misset det igår alligevel. Måske bliver i morgen bedre?

Jeg er en god kæreste!

Min stakkels stakkels kæreste har fået hovedpine. Sådan noget migræne-noget, og det gør simpelthen så ondt. Han klager ikke, og tro mig, det går IKKE stille af, når JEG lider! Han ligger bare og har dårlig samvittighed over ikke rigtig at kunne deltage. Og så forsøger han sgu alligevel!

MEN back to me! For jeg overtog Aske kl 01 i nat, da Carsten gik i seng. Da havde Aske så fint sovet på sofaen, kun afbrudt af et enkelt ammemåltid. Og siden kl. 01 har jeg så været vågen minimum en gang i timen. Vi har også været helt ned på 20 minutters søvn til mig, og ja, jeg bliver perfidt nøjeregnende, når jeg sover på den måde. Det første jeg gør, når jeg hører ham er sgu ikke at tage ham op. Nej, det er at tjekke klokken, så jeg kan se, hvor lidt jeg fik denne gang. Kl. 05 gav jeg op og stod op med ham. Da havde jeg siddet op et par timer inde i sengen med ham og halvsovet med hovedet i en 90 graders vinkel. Ja ja, det er moderens lod. Men så plejer vi altså at deles om resten!

Det kan vi selvsagt ikke, når hovedpinen har sit grimme tag i den stakkels mand, så jeg har siden kl. 5 skovlet sne, skrabet bil, ordet køkken, lavet morgenmad, vækket Jens, puslet Aske, givet Jens tøj på, kørt Jens i børnehave, ammet Aske, så det passede med, han ku sove mens jeg var i børnehaven, så Carsten havde fred mens jeg var afsted, OG drukket 3 kopper kaffe! Alt sammen uden at råbe af nogen, vel at mærke! Og klokken er altså kun ni!

Mange kvinder ville på dette tidspunkt i indlægget give sig til at undevurdere egen indsats og påpege, at masser af kvinder verden over jo gør alt dette til hverdag. Men ikke jeg. Jeg nægter at sætte mit eget lys under kvindeskæppen. For jeg synes faktisk, jeg har gjort det godt her til morgen. En morgen, der vel at mærke startede kort efter midnat.

Nyd dagen! Den er god lang!