Jeg har aldrig været god til at være malplaceret

At være i en sammenhæng, hvor jeg ikke burde. Eller ikke føler jeg burde være. Når jeg kigger tilbage over mine teenage-år og unge voksenår, følte jeg mig ofte (nærmest altid) malplaceret når jeg var i byen. Uh, det dér med at stå og gøre sig til - føre sig frem - blive set - være på... Jeg HADEDE det. I lang tid - indtil for ganske nylig - troede jeg jeg sku lære at elske det. At vænne mig til kødmarkedets handelsbetingelser - også selvom jeg jo slet ikke selv er i handelen. At jeg skulle leve op til alle de mere eller mindre skjulte forventninger om hvordan man skal se ud - og være - og hvor sjovt man skal ha det - derude på dansegulvene, klubberne etc. Nu ved jeg med mig selv at jeg aldrig kommer til at ku li det. At jeg for altid vil føle mig helt igennem mærkelig på en bar (værtshus er en anden sag - stik mig en håndbajer og en pool-kø - så kører vi!). Og det er faktisk OK. Jeg gider ikke længere prøve at finde ud af at kunne li det - eller slå mig selv oven i hovedet med at jeg ikke kan. Jeg gider ikke prøve mere på at passe ind et sted hvor jeg slet ikke har lyst til at passe ind. Jeg gider godt feste - og danse på bordene - og drikke tilpas igennem. Sammen med mennesker der SIGER mig noget, for filan da! Nå, hvorfor alle disse tanker? Fordi jeg lige har været til en koncert hvor jeg indledningsvis følte mig FULDSTÆNDIG KOMPLET FORKERT. Og længe overvejede om jeg sku gå - fordi jeg som ca. den eneste klarede at trække gennemsnitsalderen for de ca 200 tilstedeværende op over 17. Fordi der åbenlyst var gå-i-byen-stemning på alle andre end mig. Jeg valgte at blive - og godt for det. For musikken viste sig at opveje hele den virkelig trælse følelse af at være en mis-fit. Den gik totalt under huden - og der er ingen retfærdighed til, hvis ikke ham her bliver kæmpestor! Da jeg gik ud efter koncerten kom to af mine søde elever hen til mig - helt eksalterede som kun 16-årige tøser kan være det - og jublede: "Heeeeej, Lisbeth - var han ikke bare for cool? Så du han ga os High Five - og vi fik osse et glas rødvin!" Faktisk var dét osse med til at redde min aften - tænk at de gider hilse på deres kedelige gamle lærer, og dele deres glæde over en fed koncert. Det VAR sgu da godt jeg blev hængende, trods indledningsvis krummede tæer!