Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

tirsdag den 27. december 2011

PostTraumatiskJuleStressSyndrom

Jeg stresser hvert år lidt (eller nogen gange MAJET) over julen. Hygger vi os nok? Er der mad nok? Bliver børnene glade nok, når de pakker gaverne ud? Synes gæsterne vi er nok - eller bare for meget?
I år havde vi rigtig dejlige julegæster. En af mine kolleger og hans kone og to børn - sådan ca. jævnaldrende med vores. Det viste sig at være et rigtig godt bytte i forhold til dén svigerfamilie-jul I ve´ nok, som vi jo havde valgt fra.
Der var relativt ro på hele dagen. Tid til madlavning. Overskud til at gæsterne lige ku gi en "Ups-vi-kommer-alligevel-først-EFTER-juleshow-for-der-var-noget-der-koksede-med-gaverne!"-melding. Plads til undervejs i aftenens forløb at snakke åbent om hvordan det lige er vi bedst skruer programmet sammen, så alle - børn og voksne - kan være i det. Hvornår skal der spises - og ikke mindst: hvornår skal børnene ENDELIG ha lov at pakke gaver op? Pakker vi ud hulter-til-bulter - eller kigger vi med hos hinanden?
Det var bare så rart at kunne snakke om de ting og prøve at finde den bedste løsning - og også bagefter at kunne puste lidt ud over ris a la manden, og blive voksen-enige om, at udpakningstempoet vist var meget børnenes - og liiiidt stressende for de voksne.
Og selvom jeg flere gange lidt bekymret tænkte "ER jeg egentlig i den RIGTIGE julestemning?" så var der - nu på bagsmækken - mange små skønne øjeblikke af fantastisk julefryd. Som da Kaya pakkede en af gaverne fra os op - og blev SÅ lykkelig, at MIKKEL blev helt lykkelig ved at se det, og måtte løbe over for at kramme mig. Og de øjeblikke hvor mine børn gik rundt og glædestrålende viste deres gaver frem til gæsterne - uden at have rastløst hastværk med at komme til at åbne den næste. Og de øjeblikke hvor Mikkels hjemmelavede gaver blev åbnet - han havde lavet de fineste ting til os - og til vores gæster, den dejlige unge!
Manden og jeg er så ikke på kæreste-gaver - "det bruger vi ikke!" (PRØV at gætte hvem af os der siger sådan - nå det kan du ikke??? Den er også VIRKELIG svær, ik?!?) - så selvfølgelig var der - helt efter aftale og "nu-har-du-vel-ikke-tænkt-dig-at-der-alligevel-LIIIIIGE-dukker-en-gave-op-fordi-du-ikke-ka-la-vær"-afklaring IKKE en gave til ham fra mig, men kun fra børnene. Og så var der altså overraskende nok ALLIGEVEL en gave fra HAM til mig. Superfedt, og noget vi begge kan få glæde af - nemlig to årskort til 5 LytNyt-koncerter i det lokale kulturhus. Så jeg skal bl.a. ind og høre Dicte og Claus Hempler - to af mine favoritter, som jeg er meget spændt på hvad kan udrette i symbiose...
Hvad børnene gav deres far, spør du så? En fotosession hos en af vores fælles veninder, som tager rigtig smukke billeder - og han må selv bestemme om han vil være med eller bare nyde sin kone og børn på smukke billeder... Det glæder jeg mig til vi skal en dag i smukt vejr!

fredag den 23. december 2011

Ting jeg bare ikke ER go til - og aldrig BLIR go til:

* At beregne hvor meget flæskesteg 8 personer spiser... Eller i det hele taget hvor meget flæskesteg der skal købes ind til ligegyldigt-hvilket-antal-personer...
* At handle ind i Netto med to børn + resten af Grenå - og sende børn overskudsagtigt rundt efter piskefløde og kattegrus. Det blir mere til noget a la "KAAAAAAYAAAAA - hvor ER du?" "MIKKEL - find så lige noget gavepapir! Jamen JEG ved sgu da heller ikke hvor det er - så LED dog!!!" Samtidig med at jeg prøver at smile venligt til venner og bekendte, der har fået lov at handle ind ALENE - uden velmenende og hjælpsomme (men mest bare pisse-i-vejen-agtige) børn
* At finde ud af hvilken af nettets 10.000 praktisk-taget-identiske-men-alligevel-en-smule-forskellige-og-hver-især-VERDENS-BEDSTE opskrifter jeg skal bruge til at STEGE alt det meget flæskesteg efter...
* At vurdere hvor meget risengrød jeg skal koge, når jeg BÅDE skal ha til aftensmad i dag og til ris a la mande i morgen
* At modstå insisterende tanker om, hvor befriende det kunne være at begynde at små-pimpe portvinen allerede i dag - just to take the edge off!!!
* At undlade at multi-stresse over all of the above og alt muligt andet - som f.eks. at her hverken er ryddet op eller gjort rent. At der stadig mangler at blive købt en milliard ting. At jeg muligvis har glemt at købe en julegave i år - ved ikke hvad og til hvem, men har sådan en snigende fornemmelse af at ha glemt noget...
Så nu vil jeg sætte al fokus ind der hvor det er vigtigst: at jeg i hvert fald IKKE vil stresse i morgen, som jo er årets vigtigste dag for mine børn - og den dag hvor jeg bare VIL opleve zen, flow og hygge (evt. stimuleret ved hjælp af små nip af ovennævnte portvin. MON JEG NU FIK KØBT NOK???)

torsdag den 22. december 2011

Om alt det jeg åbenbart er blevet for voksen til:

* At danse på bordene til julefrokost den halve nat, efter at ha været mavesyg i 2 dage. Så det gjorde jeg naturligvis ikke, men gik hjem halv et - æv, egentlig...
* At spise igennem på julefrokostmad den halve nat, efter at ha været mavesyg i 2 dage. Men det kom jeg vist lidt til alligevel, så i dag har jeg ikke rigtig lyst til mad...
* At sove 5 timer efter julefrokost og stå op med børn og mand kl. 6.15 - og så ku gå tilbage og sove videre (SÅ FALD DOG I SØVN, DIN GAMLE, TRÆTTE KROP!!!)
* At kunne svinge mig op til at synes det er hyggeligt og overkommeligt at skulle klare ALLE årets julegaveindkøb i dag...

Ting jeg åbenbart ikke er blevet voksen nok til:
* At synes at 50 terminsstile er en nødvendig, overskuelig og berettiget arbejdsopgave at ha med hjem i sin juleferie... som altså begynder i dag... hurra, så...

lørdag den 17. december 2011

Mavesyg, mavesyre, mavesur... Er det ikke sådan den skal bøjes???

Så er barn nummer to med på bræk-bølgen... Hurra. Hvor herligt. Lige hvad vi havde brug for. Nu havde vi da også sovet igennem en hel nat uden skiften-sengetøj-i-det-uendelige.
Mikkel havde det rigtig halvskidt i går eftermiddags. Han spiste fint med aftensmad (=pizza og pommes fra den lokale - HandyManden var til julefrokost, og jeg GAD ikke lave mad, men trængte til junk til maven & øjnene (=fjernsynskiggeri for alle pengene!)) Da de sku i seng klagede han HØJT over mavepine - og 2 timer senere stod han i stuen igen: "Nu HAR jeg kastet op. Noget kom i baljen (godt tænkt at han fik den med op!) - og noget ved siden af - og noget på dynen." I guder, hvor jeg dog AFSKYR at tørre bræk op! Der er faktisk muligvis kun EN ting jeg hader mere end selv at brække mig: at tørre bræk op efter andre!
Nå, vi (=JEG) fik tørret op og vasket gulv og smidt dyne und so weiter til vask og installeret drengen i sengen igen med vattæppe (godt vi har så mange af dem, si´r jeg bare) - og så har han faktisk bare sovet igennem uden flere opkast-uheld(YES!).
Kl. 4.30 kom manden så halv-vaklende hjem fra julefrokost - så han sover nok et par timer endnu, og det er ham velundt. I dag skal der ske så lidt som muligt, tænker jeg - og jeg har dømt SUKKERFRI dag for hele familien (eller, altså, dem JEG kan bestemme over - manden trænger nok til junk i diverse afarter når han vågner engang).
I går var der, for bare at toppe lyksalighederne, klippeklistredag i Kayas børnehave. Jeg er nødt til at spørge mig selv - og hvem der ellers gider høre - HVEM er det lige der holder helhjertet af den slags arrangementer? HVEM går dertil i dybfølt glæde og forventning om endnu et skud gløgg-æbleskiver og glanspapirshjertefletning? Det er ikke mig, ihvertifald. Jeg hygger mig faktisk fint den første ca time - men i går måtte jeg til sidst vrisse mine børn i tøjet og UD derfra, inden jeg flåede nogen. Faktisk kan jeg rimelig godt overskue mine egne børn (i hvert fald til en start), men det er de børn, hvis forældre sidder passivt hen når der juleklippes (og iiiiih, hvor vi hygger os med at flette skæve musetrapper - IGEN i denne uge, og da jeg åbenbart var den forælder med øjne der var unge nok til at ku tråde en nål i går, var det mig der "hyggede" mig med at sætte ophængningstråd i ALLE børnenes skæve kreationer) mens ungen med stigende desperation i stemmen henvender sig til alle lyttende forældre i lokalet (det vil jo sige undtagen hans egne) "JEG VIL OSSE LAVE ET KRÆMMERHUS - HVORDAN GØR MAN? VIL DU HJÆLPE MIG?? VIL DU??? VIL DU!!!" Stakkels dreng - på det tidspunkt havde jeg fået SÅ nok, at jeg bildte ham ind at jeg ikke ku lave kræmmerhuse, og bad ham direkte om at gå hen og bede hans egne om at hjælpe ham. "Men de kan heller ikke!" (Nej, lille ven - de GIDER ikke!).
Jeg brækker mig snart af gløgg og hygge! (Kære karmisk lov: faktisk syns jeg huset her har taget sin tørn med bræk - så jeg håber du på trods af denne direkte udfordring til at ramme mig med stimer af opkast alligevel vurderer at jeg har taget my fair share!)
Don´t get me wrong: jeg elsker faktisk jul - OG gløgg (helst hjemmelavet med et ordentligt skud sprut, tak) - OG æbleskiver (helst hjemmelavet... Tak). Men jeg behøver altså ikke ha lagt knas og juleklip i et permanent, semipåtvungent drop i hele december måned. Tak!

*billedet er lånt her. Sig til hvis det er dit og jeg skal fjerne det...

torsdag den 15. december 2011

"og glæder sig til Rusalem - hajejula, hajejula"

Jeg ÆLSKER når Kaya synger julesange! Fantastisk! Og meget svært ikke at grine når man hører dem... (Til gengæld HADER jeg når hun er bræk-syg, og håber MEGET at vi ikke skal tørre op og skifte sengetøj etc. 5 gange i nat osse!!!)
Forresten skal min jul se sådan her ud, har jeg bestemt:
- og så ikke et ord mere om juleballade!!!

onsdag den 14. december 2011

Christmas Rules...

Hmmm - dem kom vi måske til at bryde i år?!?
I år har vi nemlig valgt at bryde m. den juletradition, der siger "hvert andet år hos din familie, hvert andet år hos min." Faktisk blev den brudt allerede sidste år, da vi skulle ha fejret jul med mine forældre og min søster og hendes svigerfamilie - men endte med at sne inde i Grenå. Dejligt med hvid jul - trist at gå glip af jul med min familie! I stedet kom min svigerfar og hans kone (som også var sneet inde og derfor ikke kunne holde jul i København som planlagt.) Så det var win-win for os alle sammen: de fik en ekstra-jul med børnebørnene - vi fik dejlig familiehygge og skulle ikke være alene i julen, hvad både vi og ungerne ville ha fundet NOGET trist! Mine forældre tog det pænt - og vi har nu efterfølgende lavet en fleksibel aftale om, at der ikke er en fast aftale - men at vi tager højde for vejret og tilstræber at ses engang i løbet af julen. Jeg véd, det har givet min mor ro på - hun hader selv at køre i sne og hader lisså meget at vi gør det, så bekymrer hun sig for meget om hvorvidt kommer helskindet frem eller ej... Jeg er glad for den aftale - og synes det er meget storsindet af mine forældre ikke at INSISTERE på jul med børnebørnene. I år kører vi derfor til dem til nytår - hvis vejret er til det!
Men... så var det jo i år traditionen foreskrev at vi skulle holde jul med HandyMandens familie - forældre, søskende, niecer und so weiter... Vi vil bare gerne noget andet - og derfor har vi valgt at følge vores lyst og holde jul med et vennepar med jævnaldrende børn - der lissom os gerne vil tage lidt af skal-burde-presset af - og også noget af "kampen om at opretholde den gode stemning"-presset, måske...
Jeg troede ikke det i min svigerfamilie ville blive et problem - og det er det da heller ikke - sådan rent officielt. Men én ting er at der ikke bliver sagt direkte til os "´kæft hvor er vi skuffede!" - en anden ting er hvad der bliver snakket om det når vi IKKE er der. Og som jo så alligevel kommer videre til os, fordi nogen liiige nævner hvad nogen andre har sagt. Æv. Æv. Æv. Fik jeg sagt ÆV?!?!?!
Jeg HADER juleballade - og vil helst gøre alle tilpas. Men lige præcis dét er åbenbart umuligt - hvis jeg også skal gøre mig selv og min egen lille dyrebare familie julelykkelig. Pis osse! Men hensynet til os selv vinder altså - og så må traditionerne og alt det dér burde-lort ryge med et ordentligt skrald (eller: i dybeste-tavshed-mens-de-er-tilstede måske snarere)! Og så må jeg bide i det sure behage-æble og være med til at insistere på at vi godt må prøve noget nyt uden at det betyder vi holder mindre af familien...
Har DU lavet noget juleballade i år?

* Billedet er lånt her. Sig til hvis det er dit, og jeg skal fjerne det.

søndag den 27. november 2011

Advents-giveaway a la Kolorista

I morgen, mandag, kl. 20.00 trækker jeg vinderen af en lille hurtig give-away!
Du kan vinde: en pose med 5 af disse smukke Ninja Stars i forskellige størrelser.
Du tjener lodder efter samme, gamle princip:

1 lod for kommantar
2 lodder for kommentar+fast læser
3 lodder for kommentar+fastlæser+link m. billedet her på din egen blog.

Ha´ en dejlig første søndag i advent!

tirsdag den 22. november 2011

Krea-gnist

Min krea-gnist er blevet tændt mens jeg har været sygemeldt. Den brænder lystigt, og på lørdag tager jeg på marked med en dejlig veninde & eks-kollega - og prøver at sælge ud af alle produkterne. Jeg kan mærke et sting af dårlig samvittighed når jeg skriver det - for hvordan kan man være sygemeldt fra sit job - og så sidde derhjemme og stor-producere til et julemarked? Svaret er, at det startede som nødvendig rekreation - og er det fortsat. Mit hoved har ikke kunnet klare nogetsomhelst i en 6-ugers tid nu - så hænderne har været det eneste flittige på mig. Nu begynder hjernen så småt at fungere igen - og det føles befriende! Der er dog stadig nogle ting som ikke rigtig fungerer - og jeg kan godt bekymre mig for om de kommer til det igen. F.eks. pakkede jeg i går begge børnenes madkasser - men kun i Kayas taske. Opdagede det heldigvis INDEN Mikkel kom afsted uden mad! I morges skulle jeg låse bilen op - og var pludselig fuldstændig blank på hvad vej nøglen skulle drejes. Drejede lige tre gange den forkerte vej, inden jeg fik hjernen sporet ind på det rigtige. Jeg staver stadig som en dyslektisk hest når jeg skal SMS´e og skrive på computer. Må rette igennem flere gange, og kan stadig ikke være helt sikker på at min hjerne får det hele med. Glemmer stadig hvor jeg lægger ting - og véd nu, at vejen til at u-glemme det handler om massiv opmærksomhed NÅR jeg lægger tingene et sted. Men har optur over at jeg kan overskue mere og mere - særligt socialt - uden at gå helt ned og få mega-hovedpiner. I morgen regner jeg med at prøve kræfter med et evalueringsmøde på mit arbejde - og se hvad hovedet kan kapere.
Nå - men her er lidt af det mine hænder sysler med at gøre færdigt i dag:
Bl.a. flettede armbånd i læder...
Gavemærker af et gammelt memory-spil - totalt trip down memory lane for mig der er 70´er-barn...
Øreringe med læderstjerner. Virkeligt lækre, når jeg selv skal sige det!
ArtCards med Zentangle-touch...

mandag den 27. december 2010

Lille julegaveprojekt


Held i uheld at vi ikke kom afsted til julebesøget hos mine forældre - for midt i december-arbejds-travlheden havde jeg ikke nået at få lavet dén hjemmelavede gave til min søster, som jeg havde tænkt mig. Så det blev 1.juledagsprojektet, og i dag kommer det i posten.
Dagen står på legeaftale til Mikkel og lidt generel oprydning samt pleje af syg mand. Vi kørte til vagtlægen i Randers i går (et "smut" på 60 km) for at få tjekket om det nu osse VAR en halsbetændelse der havde lagt ham brak - det var det da "heldigvis" - tænk hvis det bare havde været pyller!
De næste par dage er der julebesøg fra København, så vi skal osse lige stable lidt sund og u-julet mad på benene - og så har ungerne lige LIDT flere gaver de skal åbne, når nu kusinerne kommer på besøg. Herligt!

søndag den 26. december 2010

Klar til at pakke sammen!

Okay, så er julen forbi for mig - det nåede kun liiiige at blive den 26., før jeg havde fået "jule-dekorations-og-nipse-overdose"! Så i dag må ungerne VIRKELIG holde på mig, for at jeg ikke bare skal tømme hele juleriet i en flyttekasse og køre det i kælderen til næste december!
Mærkeligt, ik? Jeg elsker jul, jeg NYDER at finde kassen (efterhånden KASSERNE) frem hvert år, og inderst, inderst inde er jeg ret godt tilfreds med at vi måtte blive hjemme i julen, fordi jeg så havde en undskyldning for at sku ha juletræ (det mener manden ikke er nødvendigt, når man alligevel ikke er hjemme juleaften - pfffft!!!)
Men vi skal ikke ret mange timer ud på den anden side af den 24., før jeg er færdig med det hele...
Måske osse fordi juledagene har en tendens til - lissom den 1. januar - at se lidt derangeret og små-snusket ud. Lige nu står der en KÆMPE boks med brugt gavepapir på mit stuegulv - og da det er så svine-sveske-koldt har jeg ikke taget mig sammen til at gå ud med den endnu. Der er andefedt i hele mit køkken, og da Mikkel sku finde resterne af de brunede kartofler frem fra køleskabet i går, smuttede posen for ham - så nu er der brændt-sukker-og-smør-blanding på mit køkkengulv. Vores spisestuemøblement er helt omvendt (der sku pludselig være lidt flere til bords, jo) - og det kan jeg ikke få i orden før hjemmets store stærke mand kommer tilbage senere på dagen. Med en julefrokost-influenza og halsbetændelse i bagagen - tak for den, så! Og ungerne har ondt i halsen og ørerne - så her kører det bare.
Hov - det var ikke meningen det sku blive et brokke-indlæg - for faktisk har jeg det stadig hyggeligt med at vide, at der er laaaaang tid til jeg skal på arbejde igen, og at jeg for 2. dag i træk kan gå rundt i nattøj hele dagen hvis jeg vil, og at jeg kan vælge at smække en film på hvis humøret blir for træls, og at jeg kan spise and for 3. dag i træk - eller åbne lidt (mere) knas - for det er jo STADIG jul, ik?

lørdag den 25. december 2010

Det blev en anderledes jul...


... and I blame it on the weather! Den 22. sku vi være kørt tværs over landet til mine forældre i Præstø - men vendte skuden da vi var "kørt"/skøjtet tværs gennem Grenå. SÅ ærgerligt at gå glip af en hyggelig jul med dem og min søster og hendes kærestes familie, og ungerne græd da osse som pisket da vi pludselig ikke skulle til mormor og morfar alligevel...
Så det blev til hjemmejul i stedet (og en meget hurtig panik-indkøbning af julemadsgrej og et par ekstra små-gaver til ungerne, så der ikke blev alt for tomt under træet - som vi osse lige måtte ud og købe). Og helt ensomt blev det så ikke, for vi fik selskab af svigerfamilien, som heller ikke kunne komme afsted på deres julebesøg til København. En dejlig aften blev det, med alt hvad der hører til julen af andestress ("hvornår skal den ud når flæskestegen osse skal ha grill og varmluftfunktionen er gået og det skal passe med de brune kartofler og er sovsen nu varm og hvem piller de hvide kartofler og unger, kan I ikke lige løbe rundt i stuen med farfar i stedet for ved siden af ovnen, og farmor, kan din hund ikke lige gå et andet sted hen så vi ikke falder over den, og er der nogen der vil ha et glas køkkenvin og hvad med rødkålen..."), overspisning og diverse hyggeligt kaos - børnene strålede og var lykkelige over deres gaver - men jeg syns lissom der var lidt for få til mig! Så nu glæder jeg mig til vi forhåbentlig kan komme til mine forældre engang i januar - hvis vejret vil.
I dag og de næste dage kommer vi i hvert fald ikke ud af huset, for vores lille stikvej er føget til. Så er det jo rart at man har rester i køleskabet til at bespise en mindre afrikansk stat - hvis de altså ku komme ind af indkørslen.

Jeg brænder resterne af julelysene og har lidt computerfred, mens ungerne ser tegnefilm og manden sammen med svigerfar kæmper sig tværs over landet til familiejulefrokost. Det er da osse en slags julefred... Og vi skal ikke andet end at ha ild i brændeovnen, gå i nattøj og se alle de Astrid Lindgren-film børnene fik i går - og måske spise det knas vi ikke havde appetit til at ta hul på i går aftes efter and og ris a la mande... Glædelig jul, derude.

torsdag den 9. december 2010

I heart Aarhus ;-)

I dag skal jeg juleshoppe i Smilets by - så hvis der er nogen rare blogdamer i Ridehuset og i div. små-butikker på Frederiksbjerg og div. stor-butikker i Bruuns Galleri i dag, så ses vi dér ;-) Uhm, jeg glæder mig - selvom det endnu er svært at finde rundt i "min" nye storby efter 15 år som Københavner, så er jeg SÅ meget aarhusianer i hjertet. Det blir en go dag!

mandag den 29. november 2010

jubilæumsgiveaway...



Om en uges tid - den 7. december - har min blog 1 års fødselsdag. Og selvom den i perioder ligger på den lade side, og selvom den i andre perioder ikke sprudler så meget, men er små-deprimeret, halv-stresset og semi-trist - så er den MIN og jeg holder af den præcis som den er!
Det var vist ikke rigtig klart for mig da jeg startede med at blogge hvad jeg skulle skrive om og hvordan - "det bliede bare sådan", som Madickens lillesøster siger... Og det er som det skal være! Jeg bliver aldrig DIY-dronning, kändis-blogger, ordekvilibrist, top-æstetiker eller nåed... I bedste fald blir jeg lidt af det hele - men mest af alt mig selv. Tak for jer der læser med - tak for kommentarer og medleven - tak for det fællesskab blogland er - og tak fordi der er plads til et kaotisk hurlumhejhus her i blogland!
Så en taksigelsgiveaway må der til - og den består af:
* lidt hjemmelavet Kolorista-julepynt - undskyld de VIRKELIG dårlige billeder, men sådan er jeg vist bare: indehaver af et billigt, elendigt kamera - og i tilgift ELENDIG til at fotografere med det... Stjerneranken du kan vinde er syet af diverse multikoloristiske retro-stoffer (og enkelte nye), den er vendbar, ca 1 meter lang, og ikke HELT magen til den på de "skønne" billeder her - men tæt på...

Skulle du ha lyst til at være med - så læg en kommentar. Du må hjertens gerne blive fast læser, og linke alt hvad du lyster - men der er bare 1 lod at få ud af alle anstrengelserne.

Jeg trækker vinderen den 7. december kl. 20.00, så indtil da kan du være med...
Ha en go dag derude i sneen - jeg blir indenfor ved brændeovnen, og plejer de sidste sørgelige rester af min lungebetændelse...

torsdag den 25. november 2010

når nu man alligevel bare ligger her...

... og ingenting kan - altså udover at tulle rundt, se Boston Legal og drikke varm te (se gårsdagens indlæg om alle syge-lasterne) - så KAN man jo lisså godt liste sig op til symaskinen i ny og næ...

De seneste dage er det blevet til et syet armbånd - skulle nemlig lige prøve min nye roulleau-vender (staves det sådan??? Er ikke så fransk-kyndig) - sikke da noget bøvleri, og jeg syns heller ikke den blev så fin og rund som den burde... Men med det neongule broderigarn til at lukke enderne med, syns jeg faktisk det blev meget fikst.

Det flettede armbånd er lavet af en gammel skind-frakke, som jeg købte til 70 kr. i den lokale genbrugsbiks. Der kan blive MANGE armbånd ud af den! Det tog mig lige lidt tid at lure teknikken af, men når man først fanger det er det jo det nemmeste i verden (som med så meget andet - just like riding a bike!)
Har også klippet nogle skind-stjerner, som skal bruges hist og pist - indtil videre pynter en af dem på mine nøgler. Der er stadig masser af frakke tilbage, og jeg har da osse en udskudt aftale med en af nabo-konerne om at vi skal mødes og flette armbånd til julegaver - men det må vi ha tilgode til PL (=post lungebetændelse!)
Der er også lidt syede jule-kugler og stjerne-ranker undervejs - dem må I se mere af senere, for nu skal jeg lidt på sofaen og hvile igen.

onsdag den 17. november 2010

street art i Grenå - efter ophængning


Vi havde en kanon dag i går med ophængning af street art på det gamle Dampvæveri i Grenå. Eleverne var stolte og glade - og det var jeg sgu osse! Så nu er Grenå en lille smule frækkere - hurra :-) Alle billederne her er taget af min fremragende kollega Anders, så jeg ku få lov at spille linselus og snakke med den lokale presse. Se her hvad Stiften/lokalavisen skrev om os på deres netavis: http://stiften.dk/article/20101116/AAS/701129794





mandag den 15. november 2010

street art i Grenå... lige om hjørnet



Den opmærksommme læser kan nok hurtigt gennemskue, at her er der da ikke noget street art at spotte - men det er kun et spørgsmål om tid! For i morgen middag vil denne bygning fremstå ganske anderledes: nemlig julepyntet med al mulig kitchet og gennemcrazy og nydeligt julepynt, fabrikeret af 40 af vores 10.klasse-elever på en værkstedsdag i dag. Og i morgen kl. 11 har vi inviteret lokalpressen omkring et lille smut for at kigge med når vi hænger pynten op. Location er Grenås nedlagte dampvæveri, placeret centralt i byen, og lidt af en rå diamant: knuste ruder og generelt forfald... som vi nu pynter lidt op på i en 1½ måneds tid. Med tilladelse fra ejeren, naturligvis... Jeg glæder mig helt vildt til at se resultatet i morgen, og håber osse eleverne kan nyde at se deres egne værker udstillet på fedeste vis. Og selvfølgelig kommer der billeder af pynten her på bloggen.
jeg har været væk fra skriverierne længe, og det er faktisk svært at komme igang igen... jeg savner det på den ene side, men har på den anden side været så optaget af alt muligt andet... men måske er det ved at vende???

onsdag den 30. december 2009

min dygtige søster!


Se, hvad Kaya fik i forsinket julegave af "Monster og Onde Asker" (moster og onkel Asker, naturligvis;-))Gardinet er et forhæng som skal være "hule" under skråvæggen på Kayas værelse - flere billeder kommer naturligvis når det er monteret (her hænger det bare med klemmer på mormor og morfars bogreol - men jeg VILLE bare lige vise det frem!).
Min dygtige søster syr, maler, redesigner sit eget tøj, har den skønneste retro indretningssmag... og bliver tilmed udødeliggjort, da hun er stenhugger på Kronborg, og dermed med til at renovere sandstensreliefferne på det gamle slot - de holder nok hendes egen tid ud - og lidt til :-) Og hun er ikke fedtet med sine talenter, så ungerne bliver ofte begavet med hjemmelavede gaver. TAK, søde søs!

tirsdag den 29. december 2009

Shhhh - børnene sover!

Sidder og nyder freden af to små børn som er puttet og skal sove sammen med mormor og morfar - som også er gået til ro, fordi de regner med at skulle tidligt op og underholde børnebørn :-) så jeg surfer rundt på alle mulige skønne blogs, og høster inspiration og øjen-nydelse. Min kreative åre bliver fodret af alle jer skønne kvinder - og TAK for det! Og så godnat, for ungerne er jo trods alt MINE, så når de står op i morgen må jeg jo også hellere være lidt frisk :-)

torsdag den 24. december 2009

trækning af giveaway - og dejlig, men MEGET tidlig, julemorgen med ungerne





Så blev det tid til at trække min lille giveaway - det gik godt nok stærkt med at få 15 læsere, TAK til jer alle ;-)
Ungerne synes det var morgen allerede 6.27, så vi stod op og jeg allierede mig med Kusine Hannah til trækningen af vinderen - TILLYKKE Æblekinder, sender du mig ikke en mail med dine oplysninger til lisbetha@yahoo.com? Glædelig jul derude i det hvide.

onsdag den 23. december 2009