Min lille have er mit fitnesscenter - der er åbent 24-7 årets 365 dage. Altid med en mulighed for at få rørt havemusklerne . Velkommen til - jeg sætter stor pris på dit besøg og håber du føler dig hjemme her blandt havetrivialiteter og årstidsnormaler..... måske du endda får lyst til at plante en staude hos dig selv eller lægge en kommentar hos mig, det ville glæde mig meget - så: Carpe Rutila

GRIB SPADEN - Venlige have hilsener Dorthe alias: Frøken Solhat / IG: glimpses_and_moonlight
Viser opslag med etiketten memory-lane. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten memory-lane. Vis alle opslag

torsdag den 20. december 2012

Razzmatazz - lidt historie.

Echinacea purpurea Razzmatazz - 2012

Verdens første dobbeltblomstrende Echinacea purpurea er denne  kraftige og rigt blomstrende Razzmatazz der spreder glæde og lys i haven fra først i juli til langt ind i efteråret. Smuk er den med sine fyldte blomster med  pom-pon midte omgivet af de længere smalle purpurpinke kronblade.
 
Razzmatazz bev opdaget i 1997 i Holland af Jan van Winsen - Razzmatazz blev registreret i 2003 men blev dog først succesfuldt vist frem i London i 2004 og året efter i USA ......så vejen fra at hybriden opstod til den finder vej til min have i 2010 har været lang.
 
Jeg købte min Razzmatazz i sommeren 2010 hvor jeg faldt pladask for denne anderledes og "næsten for meget af det gode" solhat, på en planteskole i Vimmerby/Sverige og med hjem i en feriepakket bil måtte den således - og det har jeg bestemt ikke fortrudt siden.
 
Især er jeg glad for Razzmatazz lige før og under udspring, hvor den nærmest fremtræder som enkelt blomstrende.....men langsomt antager den en mere pom-pon agtig form og "hatten" svulmer op og bliver stor og næsten rund med et flagrende skørt af smalle kronblade under sig.
 
Det er fantastisk at følge udvikling af denne dobbelte solhat fra flad sart rosa blomst med smuk orange midte til (næsten vulgært) fyldt lyserød puddelhund.


 
Her kan du læse tre grunde til at jeg syntes Echinacea har X-faktor.
 
*****************************************
Dette var første del af en lille planlagt kavalkade over mine solhatte - et  reklame indslag for mine darlings. Nogle falder som jeg for solhattene ved første blik andre syntes de ligner vilde og uregerlige magueritter og kan slet ikke se charmen ved dem.....og atter andre skal lige vænne sig til dem hvorefter de taber sit hjerte.
 
Hvilken kategori høre du til??????
 
 



torsdag den 12. juli 2012

Tinnes valmuer.......








..............er skønne - nuancerne er mange og i lige de lækre lilla og lyserøde farver jeg gerne vil have i min have i tiden. De er der i både dobbelte, semidobbelte og enkle - frynsede og ikke frynsede.

For mange år siden efterhånden - inden min haveinteresse for alvor tog fart  - fik jeg lov at høste frø hos en ældre dame i min barndoms by.........her voksede valmuer i et hav af især røde og lilla nuancer............jeg høstede ukritisk  af alle nuancerne.....og såede dem i haven. De fleste af de valmuer der kom frem året efter var røde - postkasse røde - smukke røde valmuer - og jeg elskede dem fordi de var røde.

Det samme gentog sig et par år indtil jeg lige så stille begyndte at sortere de røde fra og hellige mig de lilla og lyserøde som langsomt gik hen og blev mine favoritter.

Ind imellem sker der noget med ens smag og syn på farver..........det ændre sig med tiden og farver man før var vild med, bliver nedprioriteret mens andre vinder frem............jeg bliver ganske givet påvirket af tidens trend ind i mellem eller måske vælger jeg ubevidst  de farver jeg har det godt omgivet af....farver der er en lise for sjælen. 

I dag er der ikke mange af de røde tilbage - jeg er hurtig til at hive dem op når farven åbenbarer sig........der kommer dog stadig én hist og pist men de lilla har fået lov at tage teten  med et drys af lyserøde imellem.

Det lilla/lyserøde flor er vokset støt fra år til år på denne måde:



Jeg binder en lille snor rundt om de flotteste og største valmuer hvert år...og så sørger jeg for at høste lige netop disse frøkapsler når tiden er inde. Der forsvandt et par af mine poser med valmuefrø da jeg var til blogtræf i september.....så et eller andet sted der ude i haveblogland er der formegentlig flere af Tinnes skønheder.



torsdag den 5. juli 2012

Opiumsvalmuerne.....



...........slår nu sine silketynde fine blade ud også  her i haven - den har sået sig selv gavmildt rundt omkring i bedene sammen med en lyserød udgave og en knaldrød udgave. Den røde bliver dog med hård hånd rykket op når kronbladenes farve afslørres da jeg gerne vil bevare de lilla og lyserøde valmuer og ikke risikere at de røde helt tager magten fra dem.


Valmue frøene stammer fra Tinnes have - en sød og humoristisk, lattermild og livsklog ældre dame fra min barndoms univers. En af de damer I ved der har en god historie at fortælle fra livet......sådan en historie som Søren Ryge har lagt øre til og fortalt videre.



tirsdag den 12. juli 2011

Mine stokrosers ophav........


De stokroser jeg har i haven stammer for en stor dels vedkommende fra denne stokrose der står midt i skønne Sæby i nordjylland. Da vi var på camping deroppe i 2009 fik jeg knipset et par frøstande af og de smuttede ned i min lomme for senere at blive sået hjemme i haven :0)

Faktisk sidder jeg lige nu og kommer i tanke om, at jeg vist hen over kølige drikke en sommeraften sidste år lovede min kære kreative nabo at høste frø så hun kunne få nogle planter..........det fortog sig i tågerne men dukker nu op til overfladen......i år må der høstes hvis ønsket om stokroser til det søde lille hvide hus stadig lever :0)


Når jeg sidder og surfer blandt mine billeder, har dog fortrudt at jeg ikke også knipsede et par frøstande fra denne smukke hvide........den ville faktisk være noget velkommen her i haven........men så har jeg jo en undskyldning for at, vi på et tidspunkt må vende tilbage til Hedebo Strand camping nord for Sæby..........den har som I ser den mest fantastiske udsigt - her er det færgen fra Gøteborg der er på vej mod Frederikshavn :0)

fredag den 25. marts 2011

Dorothealiljer


Denne skønne forårsblomst er sprunget ud i haven her i ugens løb og den står nu og nikker i vinden.  Jeg har altid været forelsket i denne blomst og mindes med glæde hvordan jeg som barn plukkede store buketter til vaserne nede i min barndoms kirkeskov.

Jeg har ikke altid haft denne skønne blomst i haven men fik den først for et par år siden da jeg efter flere dybe indåndingen kørte ind på gårdspladsen til en præstegård ikke så langt herfra. Jeg havde i lang tid, fra afstand, beundret det store hvide tæppe af liljer der dækker haven og skoven ved netop denne præstegård. Jeg ringede på døren og sagde det som det var......og inden jeg nåede at tælle til ti var præstefruen hoppet i et par gummistøvler, hun hentede en spade og en papkasse og mens vi fik en rigtig skøn havesnak gravede vi nogle klumper Dorothealiljer op i skovbunden. Glad og smilende kunne jeg så køre hjem med disse skønheder.

Jeg plantede liljerne flere steder i haven og forærede også nogle væk. Der hvor de trives står de stadig med lidt spredt fægtning, men jeg håber at de bliver til større kolonier i løbet af nogle år.



Dorothealiljen har i modsætning til Vintergæk intet "underskørt".

I indlægget herunder bliver der spurgt om forskellen på Dorothealiljer og almindelige vintergækker. Jeg vil sige at har man stået med dem begge i hånden på samme tid så er man ikke i tvivl.

Dorothealiljen/Leucojum vernum eller Vår-Hvidblomme som den også kaldes, bliver lidt højere og blomstre en smule senere end vintergækkerne.
På Dorothealiljerne er både kronblade og blade større end på de almindelige vintergækker og i modsætning til vintergækker er alle 6 kronblade lige store og sidder nærmest i én krans hvor det på vintergækkerne ser ud som om at blomsten har underskørt fordi hverandet kronblad er mindre end de andre. På vintergækker er der "kun" grønne aftegninger på de små kronblade på underskørtet, hvorimod der er gulgrønne aftegninger på alle 6 kronblade på Dorothealiljerne.

 
En skøn, skøn forårsbebuder der ligesom vintergækken spræder en fin, fin duft i stuen når den bliver plukket ind i vasen.

Dorothealilje, Vintergæk og en dobbelt Vintergæk

søndag den 16. januar 2011

Tak til Dalby og alle I andre.....



skønne bloggere - I gør det hele noget værd.

I disse januardage er det et år siden at jeg lige så stille genoptog min blogg-færden efter godt ét års pause på den front.

Da jeg først startede ud som blogger i 2008 var der ikke mange ligesindede danske havetosser at finde i Blogrollen....og efter et års tid som meget enlig haveblogger der surfede rundt blandt en masse skønne kreative mennesker nedlagde jeg bloggen, slettede alle indlæg og lagde bloggerlivet på hylden for altid.

.... eller det var hvad jeg troede jeg gjorde.

For et år siden da forårsforemmelserne begyndte at kravle ind under huden igen savnede jeg min blog - jeg savnede at dele glæden over den første vintergæk, den første kvider fra solsorten, den første julerose med ligesindede.

Jeg savnede nogen at dele mine erfaringer og drømme med, nogen der lige som jeg kunne se glæden i de små frø, de skønne stauder, stedsegrønne planter og som bare længtes lige så tosset som jeg efter at få jord under neglene.

Jeg vendte blikket mod Sverige og Norge og fandt her hvad jeg søgte.....en masse skønne haveblogge som jeg trofast har fulgt siden og som for en dels vedkommende og til min til min store, store glæde har valgt at følge med i hvad der sker af småt og godt i min have. Det er jeg evigt taknemmelig for.

I takt med at 2010 bevægede sig fra forår over sommer til vinter har jeg fået hvad jeg inderligt ønskede..........en masse danske haveblog-venner.

Æren for dette må tilskrives den kære Claus Dalby, der i foråret 2010 startede en helt formidable blog op hvor han generøst deler ud af al sin viden, erfaringer og oplevelser. Det har været helt fantastisk at følge med og samtidig se hvordan flere og flere danske haveentusiaster har fået øjnene op for bloggerverdenen og de muligheder for fælles glæde og erfaringsudveksling det giver.





Jeg glæder mig helt vildt til at følge med hos jer alle også i det kommende bloggerår og jeg håber at jeg formåer at holde Frøken Solhat levende og interessant så også I fortsat har lyst at følge med i mit beskedne haveliv fremover. Det ville glæde mig usigelig meget, og I skal vide at en hver en kommentar og smil fra jeres side af bliver skattet og værdsat rigtigt højt. Tak til alle jer der har givet jer til kende og også tak til alle jer, jeg kan se der anonymt følger med. Skulle nogen af jer gå rundt med en lille blogger i maven så er der altid plads til én mere og måske 2011 skulle være året????? 

De kærligste og varmeste hilsner fra haven hvor Solhatte trives
Dorthe


Solhatten en varm sommerdag med VM finale og øl i lillebrors have :0) 



onsdag den 7. juli 2010

Roserne - ikke at forglemme


Austin rosen "Gertrude Jerkyll" - ved hængekøje-øen.

......de har lystigt blomstret et par uger nu - mine få, men overordentligt skattede roser.

Jeg elsker dem - ikke mindst for deres berusende duft......især min "Gertrude Jekyll" har den mest fantastiske duft der minder mig om min barndom.

Her lavede jeg, min søster og mine kusiner oseaner af fantastisk "parfume" af et utal af rosenblade. Min bedstemor må siges at have være et meget tolerent menneske når jeg tænker på hvad vi plukkede i hendes landbohave fordi vi skulle bruge det på en eller anden måde i vores leg. Et eller andet sted er det nok hende der har lagt kimen til min haveinteresse, hun havde altid en rive eller spade i sving når vi var derude og hendes stuer var fyldte med blomsterbuketter plukket i hendes egen eller Tildes have. Fantastisk.

Helt så tolerent som min elskede bedstemor er jeg nok ikke selv - endnu.........Maria må heller end gerne plukke en buket blomster i haven eller et par rosenhoveder til sjov - men gå på rov og ribe en hele rosenbusk fordi der skal laves parfume.....nej der er jeg ikke nået til endnu - men måske når jeg om mange, mange år forhåbentlig selv er bedstemor, så er grænserne for hvad der kan plukkes til sjov måske blevet flyttet en del!!


Den første Austin rose "Constance Spry"  - ved siden af legehuset.

- desværre er det den eneste af hans roser der ikke remontere hen over sommeren. Tilgengæld er det den måske smukkeste med sin nærmest perfekt kuglerunde rosenblomst og fortryllende sarte duft.

Endnu en Austin rose " The Prince"


"New Dawn" - ved terasssen
Derudover har jeg i år plantet den sart lyserøde slyngrose "New Dawn" op ad mit ene espalier og endnu en Austin rose "Geoff Hamilton"  foran "Constance Spry".  Geoff er endnu ikke i blomst.....men det kommer kan jeg se, da knopperne er på vej.

Ude foran huset har jeg et par bunddække roser "Lavender Cover" De blomstrer ufortrødent fra juni og hele sommeren og efteråret med lige til frosten sætter ind.

Lige nu overvejer at plante en smuk hvid rose i mit halvskyggebed .........nogen gode forslag?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...