Min lille have er mit fitnesscenter - der er åbent 24-7 årets 365 dage. Altid med en mulighed for at få rørt havemusklerne . Velkommen til - jeg sætter stor pris på dit besøg og håber du føler dig hjemme her blandt havetrivialiteter og årstidsnormaler..... måske du endda får lyst til at plante en staude hos dig selv eller lægge en kommentar hos mig, det ville glæde mig meget - så: Carpe Rutila

GRIB SPADEN - Venlige have hilsener Dorthe alias: Frøken Solhat / IG: glimpses_and_moonlight
Viser opslag med etiketten Linaria. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Linaria. Vis alle opslag

mandag den 28. juli 2014

Tante Grøn´s hellige havestier....


......hvem kunne ikke sidde i timevis og drømme og tænke store tanker lige der midt på engen???

.......har længe stået højt på min liste over stier jeg meget gerne ville betræde. 

Haven, - og ikke mindst  havemennesket bag "Tante Grøns Have" og hendes jordnære og på samme tid poetiske  tilgang til havelivets glæder og ærgrelser, har været en stor inspiration siden jeg læste bogen i 2013.

Sommetider er det dog svært at komme ud af starthullerne, eller rettere det er svært at finde tiden til de have besøg, jeg går og drømmer om, - med arbejde, tre børn og hvad deraf følger af fritidsaktiviteter og des lige, - ja så er det ikke så tit det sker for mig. 

Derfor var glæden stor, da der en dag i juni tikkede besked ind om, at jeg var blandt de heldige, der ved lodtrækning havde vundet et eksklusivt besøg  i haven sammen med en lille skare af  HAVEFOLKET´s læsere og redaktionen bag. 

Glæden var stor og jeg fik inviteret Laila, et helt fantastisk dejligt have menneske med, og jeg tør godt sige, at vi havde en helt uforglemmelig dag i skønne omgivelser omgivet af helt fantastiske dejlige og på hver deres måde passionerede mennesker. 

Haven har I ganske givet set før, - enten selv, eller gennem andre have-bloggeres linser, det skal nu ikke forhindre mig i at vise min udgave af et uforglemmelig besøg hos Tante Grøn og hendes Syrenprins.

ENJOY.......


Allerede når du parkerer bilen, er du klar over, at du er havnet et helt særligt sted. Et sted hvor mennesker finder roen i havelivet.  Hjertevarme strømmer i mod dig, og smukke roser, frodige efeu, klatrende hortensia flankeret af de meste fantastiske stillebener omfavner dig i en varm velkomst, netop som du træder indenfor lågen.

Her er siddepladser og arbejdspladser i en intim atmosfære krydret med humor og sans for finesser. Her er selvgjort velgjort, - virkelig velgjort med et personligt touch. 

Det må være fantastisk at krybe i ly under halvtaget, tænde stearinlys og lytte til sommerregnen, mens man lige potter nogle frøplanter op, eller arrangerer en vase fyldt med kærlighed fra haven. 



Stierne snor sig ind gennem den let kuperede have og synet af den lækre røde hyldeblomst tager vejret fra de fleste og jeg må lige stoppe op nyde synet, - flere gange kan jeg betro jer. Den er da helt fantastisk og bestemt sat på min ønskeseddel, hvis et uventet hul i haven skulle dukke op.  

De hvide duer flyver elegant rundt i haven fra det ene fodrested til det andet og de flokkes når John finder stigen frem...., - de ved, hvad der er i vente. 

Lime og rosa i den smukkeste sammensætning og en eftertragtet plads på bænken under den småblomstrede rose, - her sidder man godt og glemmer let verden uden for, - ren meditation og velvære. 




Alleen omfavner dig med rolige grønne farver, mens sollyset spiller med skyggerne i vinden. Du føler dig draget til at vandre på stien med den bølgende kant af løvefod ned mod krukken, som står som et perfekt placeret  Point de vue  - et blikfang "langt ude i horisonten". 

Turen er lang...... ikke fysisk, men vandringen ned gennem haven tager tid...... Der skal nydes, beundres og bare suges til sig af ro og idyl..... en vandring der er en ren lise for sjælen. 

Den hvide Gederams der dukker op flere steder, får igen mit hjerte til at slå en kolbøtte......, hvor er den smuk og så ren hvid.... min attrå er vakt.

Her får du lyst til at vandre frem og tilbage sætte dig ned og vandre lidt igen....igen og igen. 


Tusind tak til Jytte og John for at åbne deres have for os, på sådan en skøn varm, let blæsende midsommerdag. Tak til redaktionen bag Havefolket for et fantastisk initiativ.... tak for lækker kage og hyggelige snakke og grin. Tak til alle I skønne mennesker, der aftog mine solhatte m.m da vi byttede planter. Jeg var rig på små planter, da jeg tog hjemmefra, men endnu rigere på nye, da jeg kom hjem.   

___________

Læs også HAVEFOLKETS flotte rapportage fra dagen. Den oser af stemning og haveglæde.

lørdag den 14. september 2013

Jeg kryber i ly.....




 
.............i udekøkkenet - tænder lidt fyrfadslys og sidder velfornøjet og nyder blomsterne i vasen mens regnen sagte trommer på taget.

Jeg smiler velfornøjet over det faktum at jeg nu næsten er færdig med at lægge løg. I hvert fald lige indtil jeg bliver fristet til at købe nogle flere - og det gør jeg sikkert ;0)










lørdag den 31. august 2013

Lørdag i haven.......




 ......... det føltes SÅÅÅÅ godt. Det er godt nok længe siden - ikke siden sommerferien - at jeg har haft ordentlig tid til at pusle, klippe, nippe, flytte, nusse, tømme, feje, grave, tænke og ordne lidt derude. Det var bestemt lige hvad jeg havde brug for oven på nogle lidt for turbulente dage på arbejdet.
 
Da solen brød frem op ad formiddagen, efter en lille smule regn, rengjorde jeg allerførst mit sorte vandfad....det var godt nok tiltrængt - fadet bære som det ses tydeligt præg af en sommer med alt for lidt regnvand - gang på gang har jeg hældt vand fra hanen i - og ikke overraskende har det medført en hel del kalk aflagringer - heldigvis ses det ikke ret tydeligt når der er vand i.
 
Da fadet var rengjort greb jeg bilnøglerne og kørte et helt specielt sted hen for at købe et par glaskugler eller flydelod, som de hedder - til at pynte op i fadet med. Jeg har længe ønsket mig nogle og mit besøg hos Susan fornyelig bekræftede mig i at sådanne nogle måtte jeg eje og heldigvis vidste jeg lige hvor de kunne skaffes. Men meget mere om den tur senere :0)


Først skal I nemlig lige høre/se hvorledes det går når man ikke er meget tilstede i haven i løbet af sommeren :0)
 
For det første har jeg for første gang i mit liv med have, IKKE nået at få sat noget som helst i drivhuset......hverken agurk, tomat, peberfrugt eller chili er det blevet til i 2013 - en virkelig mager høstsæson må man sige.
 
For det andet er krukker, fliser, småplanter, haveaffald m.m i tilfældig uorden strandet foran, bagved og inde i drivhuset - SUK en uorden.
 
Derfor: på med havehandsken og jeg kan nu sige at arbejdet skrider frem - færdig er jeg ikke men jeg har en plan. Jeg har fået fjernet den kant af plantesten jeg havde langs hækken  bagved drivhuset - det ses på det første billede her under - stenene stod tre oven på hinanden lige som det ses på billede to - til venstre for mit plante bord. Stenene skal væk da jeg skal bruge al pladsen på fliserne til at udvide mit arbejdsområde og rodehjørne lidt.




 Jeg vil glæde mig til at vise udfaldet af mine planer indtil da:
 
WORK IN PROGRESS

lørdag den 29. juni 2013

Et lille solstrejf.....


..........og et smil - på en oktoberdag i juni - mine Torskemund Linaria purpurea "Canon went" som jeg fik af Annette for et par år siden har velvilligt drysset sine lækre spir ud i staudebedene. LOVE LOVE LOVE!!!!
 
I dag regner det og alt er gråt og trist - pæonerne tynges ned i bedene - et sørgeligt juni-syn når nu det for 14 dage siden så det sådan her ud:
 

fredag den 13. juli 2012

Alt godt får en ende........


........er det ikke sådan man siger ;0) 

 
Men med det sommer vejr vi har og desværre fortsat får stillet i udsigt så er det måske heller ikke super aktuelt i år.

Den jeg har/havde er 10 år gammel........jeg fik den da jeg blev 30 af mine kære kollegaere - og jeg siger jer den er brugt meget og har ind  imellem hængt ude i vejr og vind - selv om jeg har været god til at tage den ned til natten. Stoffet er bleget af solen efterhånden og også mørnet.

 - et lille hul i stoffet blev pludselig større og nu er det definitivt slut med at dase i denne hængekøje.

Jagten på en  ny må sættes ind så jeg fortsat kan ligge og nyde bla. dette syn  ;0)


lørdag den 7. juli 2012

Tunge efter gårdsdagens regn........





.......valmuerne og linaria hænger lidt med næbbet efter regnen i går eftermiddags. Vejrudsigten lover næsten tørvejr hele dagen i dag så jeg håber de retter sig lidt ud og får tørret de silketynde blade inden de taber dem igen.

Op i mellem de lilla valmuer snor Pallidaen sin lange hals med en knop der snart er lyserød :0)

På Linariaen siddder dråberne som små diamanter et smukt syn her på morgenkvisten selv om billederne ikke blev så skarpe som ønsket.


torsdag den 5. juli 2012

Linaria........



.....eller på dansk Torskemund (et navn der virkelig IKKE kan måle sig med dette smukke spirs skønhed - hvis du spørger mig) har nu den seneste uges tid svejet smukt  rundt omkring i bedene.......de er fantastisk smukke og gør det godt rundt omkring hvor de gavmildt sår sig selv år efter år.

Her står der nogle sammen med min sidste "Sarah Bernhardt" - og den svagt rosa farve matcher silkepæonen rigtig godt.

De fleste af mine Linaria stammer fra en frøstand der på den mest besynderlig vis havde forvildet sig ned i min taske efter et besøg på Clausholm slot for mange år siden da jeg var til haveselskabets marked derude.

Jeg har sjusset mig frem til at det må være en Linaria "Canon Went" da de er magen til de linaria Annette fra den gule havestue så gavmildt havde med til mig da vi var til træf i LIFE haverne i København sidste år i september.

Tror at dette smukke spir er ved at snige sig ind på min top ti liste over yndlinge i haven........


mandag den 29. august 2011

4 verdenshjørner......

.....og 5 måneders udvikling.





Sidste år i august tog vi en svær beslutning om at flytte min elskede opstammende duft snebollebusk - en beslutning der bestemt ikke var let da jeg var nervøs for om den ville overleve sådan en flytning. Men beslutningen var nødvendig da busken tog kraft fra hækken som dermed havde svært ved at blive ordentlig tæt, og busken blev bar på bagsiden da den stod alt for tæt på hækken.

Flytningen til en bedre placering væk fra hækken til en plads længere ind i haven førte mere med sig.....det er det lykkelige ved at have en have - det er svært bare at gøre én ting uden at nye ideer pludselig popper op til overfladen og bare må gøres.....ide på ide dukker op og haven er i evig forvandling.

Ideen der sprang frem var  at etablere en lille ny terrasse ved snebollebusken.....en terrasse med bede på alle 4 sider. Et sted til rolig afslapning og stille nydelse.

Øst
Bedet mod øst var allerede etableret - da det er her mit dejlige pæonbed har ligget i flere år. Her er der skrald på i slutningen af maj og det meste af juni.......resten af sæsonen står pæonerne med deres frodig grønne blade og skaber ro i bedet. I de sene vintermåneder og tidligste forårsmåneder er har vintergækker, krokus og juleroser. De spreder forveninger om det kommende haveår i takt med at de røde pæonskud pludselig skyder gennem jorden og langsomt dækker de tidlige vækster med deres frodighed. Bedet er afgrænset af en buksbomhæk der skaber rum og adskillelse ind mod havens største terrasse.




Bedet mod nord var også etableret - men blev udvidet lidt. Her står mit elskede pæontræ i den ene ende og det bliver større år for år. Midt i bedet står mit dejlige Tempeltræ med hvad der måske er de smukkeste løvblade der findes. I bedet står der juleroser, akelejer, anemoner, silkekatost, stjerneskærm, dicentra, hosta, liatris, violfrøstjerne, linnaria og selvfølgelig purpursolhat ikke at forglemme. Der ud over er der div. løgvækster og et-årige.....vintergækker, tulipaner og prydløg, digitalis og valmuer. Så dette bed er på sit højeste i foråret og i sensommeren.




Vest
Så kommer det nye bed mod vest - bedet fik min elskede opstammede snebollebusk som spydspids i den sydlige ende. Dette med henblik på at træet skal kaste lidt kølig skygge ind på den nye terasse sidst på eftermiddagen i sommervarmen.....man bliver vel ældre og må så småt begynde at tænke på at skabe svalende skyggesteder til de varme sommermåneder ;0) Ud over den opstammede duftsnebolle har jeg flere forskellige solhatte i dette bed. De flankeres smukt af den anisisop "Black adder" jeg anskaffede mig sidste efterår......herud over er der div. løgvækster, martsvioler, storkenæb og mine akelejer "chokolate soldier" som jeg såede i foråret - dem glæder jeg mig vildt til at se i blomst næste år, da de i år kun har dannet blade. Et par pæoner har også fundet vej til dette bed.

I bedet mod syd har jeg plantet et par buksbom kugler og en lille opstammet prydpære. Den ene buksbom er en af de to jeg tidligere på året flyttede fra mit bed foran huset.Dette bed håber jeg kommer til at være et smukt blikfang i vintermånederne når sneen ligger tykt over landet. I bedet er der desuden også hosta, storkenæb og selvfølgelig også et par solhatte. Derudover skal bedet spækkes med tulipanløg de kommende uger.

6. april - for blot knap 5 måneder måneder siden så der sådan her ud lige her hvor alt er frodigt og så småt på vej ind i efteråret...........det er næsten ikke til at fatte.


søndag den 16. januar 2011

Tak til Dalby og alle I andre.....



skønne bloggere - I gør det hele noget værd.

I disse januardage er det et år siden at jeg lige så stille genoptog min blogg-færden efter godt ét års pause på den front.

Da jeg først startede ud som blogger i 2008 var der ikke mange ligesindede danske havetosser at finde i Blogrollen....og efter et års tid som meget enlig haveblogger der surfede rundt blandt en masse skønne kreative mennesker nedlagde jeg bloggen, slettede alle indlæg og lagde bloggerlivet på hylden for altid.

.... eller det var hvad jeg troede jeg gjorde.

For et år siden da forårsforemmelserne begyndte at kravle ind under huden igen savnede jeg min blog - jeg savnede at dele glæden over den første vintergæk, den første kvider fra solsorten, den første julerose med ligesindede.

Jeg savnede nogen at dele mine erfaringer og drømme med, nogen der lige som jeg kunne se glæden i de små frø, de skønne stauder, stedsegrønne planter og som bare længtes lige så tosset som jeg efter at få jord under neglene.

Jeg vendte blikket mod Sverige og Norge og fandt her hvad jeg søgte.....en masse skønne haveblogge som jeg trofast har fulgt siden og som for en dels vedkommende og til min til min store, store glæde har valgt at følge med i hvad der sker af småt og godt i min have. Det er jeg evigt taknemmelig for.

I takt med at 2010 bevægede sig fra forår over sommer til vinter har jeg fået hvad jeg inderligt ønskede..........en masse danske haveblog-venner.

Æren for dette må tilskrives den kære Claus Dalby, der i foråret 2010 startede en helt formidable blog op hvor han generøst deler ud af al sin viden, erfaringer og oplevelser. Det har været helt fantastisk at følge med og samtidig se hvordan flere og flere danske haveentusiaster har fået øjnene op for bloggerverdenen og de muligheder for fælles glæde og erfaringsudveksling det giver.





Jeg glæder mig helt vildt til at følge med hos jer alle også i det kommende bloggerår og jeg håber at jeg formåer at holde Frøken Solhat levende og interessant så også I fortsat har lyst at følge med i mit beskedne haveliv fremover. Det ville glæde mig usigelig meget, og I skal vide at en hver en kommentar og smil fra jeres side af bliver skattet og værdsat rigtigt højt. Tak til alle jer der har givet jer til kende og også tak til alle jer, jeg kan se der anonymt følger med. Skulle nogen af jer gå rundt med en lille blogger i maven så er der altid plads til én mere og måske 2011 skulle være året????? 

De kærligste og varmeste hilsner fra haven hvor Solhatte trives
Dorthe


Solhatten en varm sommerdag med VM finale og øl i lillebrors have :0) 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...