Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

tirsdag den 14. december 2010

De BEDSTE julesmåkager!

Min veninde Maria havde termin i mandags og har det sidste stykke tid prøvet at drive arvingen ud af den 1.værelses med mere eller mindre åbenlyse metoder. Pt er det vist ikke lykkes (i hvert fald ikke hvad jeg ved af, det kan jo være sket i nattens løb...), men det har bl.a. resulteret i nogle ufatteligt lækre småkager, og hun var så sød at komme forbi med et glas til os! Kagerne er allerede spist, men jeg planlægger at bage en omgang til, når Ester og jeg tjekker ind på hotel "Swigerfolks" i West...
I skal ikke snydes for opskriften på verdens bedste julesmåkager, inklusive Marias kærlige og meget morsomme rettelser, som gør opskriften værd at læse selvom du slet ikke vil bage. "Åndsbolle-opskrift-lavere" (Direkte citat!)


"Julecookies" 

Ca. 40 stk. (nej! Mange flere...! Jeg vil skyde på ca. det dobbelte...!) 
Ingredienser:
150 g. mørk chokolade
100 g. tørrede abrikoser
50 g. tørret ingefær
150 g. valnødder
1 stang vanille
320 g. blødt smør
320 g. mel
250 g. sukker
250 g. brun farin
250 g. havregryn
3 æg
½ dl. mælk
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
 
(Ja, du kan roligt regne med 1 hel dl. mælk i stedet. Jeg har brugt øko. rørsukker ved "sukker", og husk at det skal være tørret ingefær i hele stykker, dvs. ikke stødt. Jeg ved ikke, om man kan bruge frisk i stedet? Jeg brugte dog kun ca. 40 g. tørret i stedet for 50 g., for det var det, der var i en posefuld fra vores lokale grønthandler, så...)
 
Sådan gør du:
- Hak chokolade, abrikoser, tørret ingefær og valnødder (jeg bruger vores hakke-/rivemaskine til nødderne og klipper abrikoserne med en saks, det er nemmest...). 
- Flæk vanillestangen, og skrab kornene ud.
- Rør alle ingredienserne sammen til en dej. (jatak! Det kan de sagtens skrive!! Det er tydeligt, at opskrift-afsenderen er den lykkelige ejer af en stor, dyr, Kenwood røremaskine. For os andre er det lidt sværere...! Jeg vil anbefale at røre hhv. alle de tørre ingredienser og de våde ingredienser sammen først, og så ælte det sammen med smørret med hænderne bagefter. Jeg forsøgte mig med håndmikseren med dejkroge på, men det gjorde tilsyneladende bare ingredienserne vrede; de blev i hvert fald ikke til dej, før jeg baksede det sammen med fingrene som jo så samtidig giver varme til smørret, og dermed gør det muligt overhovedet at samle dejen...!).
Del dejen i 4 og tril de 4 klumper i ruller på 50 cm.(øøøh, HVAD?! Nej, det er ikke muligt. Så bliver rullerne i hvert fald lige så tynde som til pebernødder, og hvis de vil have, at der skal blive 10 cookies pr. rulle, skal hver cookie jo så være 5 cm. tyk, men kun ca. 1 cm. bred...? Det er åbenlyst en fejl, vi bager jo cookies, ikke tommelfingre...?! Tril i stedet hver af de 4 klumper (som er ret fedtede nu, og derfor lidt vanskelige at arbejde med!) hurtigt til en tyk pølse, der er højst ca. 20-25 cm lang.)
- Kom rullerne i fryseren i 2 timer eller til næste dag. (ja, fordi dejen er ret fedtet, kan jeg anbefale at have nogle stykker vitawrap klar, som man så smækker om hver pølse med det samme. Så kan man gøre pølserne lidt pænere ved at rulle + glatte dem uden på vitawrap'en uden at dejen fedter over det hele, og derefter smække dem nemt i fryseren i denne indpakning. Dejen kan ligge længe i fryseren, så kan man f.eks. nøjes med at bage 1 rulle med det samme, og så have 3 ruller liggende, som man nemt kan hive ud og knalde i ovnen hurtigt, i tilfælde af gæster eller alm. lækkersult :-)  ).
- Skær ti kager ud af hver rulle. (nej, der bliver nærmere ca. 20-28 kager ud af hver rulle...! Jeg skærer dem i en tykkelse på ca. ½-1 cm. Til gengæld er de ok nemme at skære forholdsvist pænt ud med en skarp, ret stor og tung kniv, med lidt vægt bag...)
- Bag kagerne ved 200 grader i cirka 12 minutter. (Det passer meget godt, de skal bare lige være gyldne eller brune i kanten, alt efter temperament og smag og behag. Man skal dog gerne tage dem af pladen og lade dem køle på en rist e.l. efter bagning, for de kan godt blive lidt mørke i bunden af at stå og "bage videre" på den varme plade bagefter).
 
Øh, ja, nu kom det til at se ud som om det er helt vildt svært, med alle mine kommentarer. Det er det overhovedet ikke, det er vildt nemt! Opskriften kan jo sådan set koges ned til "Hak, bland, ælt, del, rul, frys, skær og bag". ;-)

mandag den 29. november 2010

Advent vol 1

Glædelig 1 søndag i advent alle sammen! Ja jeg ved godt at jeg er en dag bagud, men var i Sverige det meste af weekenden, og brugte derfor søndag aften på at få snakket med min mand...
Årets adventsdekoration er inspireret af en jeg så i Femina. Den er lavet af en papkasse, mindre papkasse fra modermælkserstatning, gavepapir fra IKEA, 4 almindelige høje lys, orkidejord, avispapir, gammelt rødt bånd fra gemmerne og svampe fra Søstrene Grenes.


Ler havde jeg ikke fået købt, så klippede 4 huller i en lille kasse fra MME og stak lysene ned i dem, så der står de nogenlunde fast. Avispapiret stabiliserede den lille kasse inde i den større, og fyldte ud under bunddækket. Da jeg var i Sverige i weekenden, boede vi midt ude i en skov, men alt var frosset til under 40 cm sne, så selvom jeg fandt mos og sjove grene var de umulige at få fri. Så ingen mos, og hvad bruger man så når man skal have et naturligt bunddække? Orkidejord er svaret, for det havde jeg.
Jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet hvis jeg selv skal sige det! Glæder mig meget til at læse julebogen, 1 kapitel hver dag fra 1. december, det er årets julekalender fra min moar! Ok... Jeg er måske kommet til at læse en lille smule forud... Men kun en lille bitte smule!