-så er det mig. –At det er weekend. Det har været en hård uge. På den fede måde.
Det har været nøjagtigt ligeså hektisk en uge, som samme tid sidste og forrige år, men det er en fornøjelse igen at se kontoret fyldt med unge mennesker, som har tusind spørgsmål om dit og dat og studieretninger og valgfag, men mest om SU.
Yngstedatter og jeg er alene hjemme i aften. Sønnike skal i byen, og Manden er til firmafest, så vi skal hygge lidt ekstra.
Forleden kom en del af min familie fra USA hertil på besøg: min onkel og hans kone, som emigrerede dertil i ‘65 samt deres datter (født samme år), hendes mand og deres barn.
De to gamle kan stadig tale – gebrokkent – dansk, mens de tre sidstnævnte kun kan ord som: Ballerup, æbleskiver, tak og farvel.. – så snakken går selvfølgelig primært på engelsk, så alle kan være med, når vi er samlet. Og NÅR vi er samlet, er vi mange, for vi tæller også min bror og hans familie samt selvfølgelig hele vores “egen” danske familie.
Vi skiftes til at spise hos henholdsvis mig og Carsten samt min bror i Allerød, sådan at “arbejdet” med at være værter fordeles nogenlunde ligeligt.
I går var de alle til middag hos os, og det var den allerhyggeligste dag/aften jeg har haft i lange tider.
Vi grinede simpelthen det meste af aftenen væk, og jeg har stadig helt ondt i enhver tænkelig smile-muskel af overanstrengelse.
Tilfældigvis var det 4. juli, som jo er amerikanernes uafhængighedsdag, og tilfældigvis havde vi 7 raketter tilbage fra nytårsaften.. Så siger jeg ikke mere..
Men en fantastisk dag var det
En kop te i den ene hånd, et kamera i den anden og to vimsende (sultne) hunde i hælende og så en tur på tidlig inspektion i haven..
Fra havens hyggeligste krog
Der er gået lus i min uægte jasmin
Clematis og pelargonie
Tilde begriber ikke, hvad alt det fotohalløj skal gøre godt for, når hun nu ikke har fået mad endnu..
Det første hindbær på vej
-Og de første solbær
Det er en skøn søndag morgen, og den bliver ikke værre af, at der faktisk er een mere af samme slags i morgen..
God dag til jer der kigger forbi
Der er noget i luften. Jeg kunne mærke det på cykelturen på vej hjem fra job og indkøb; luften duftede ligesom anderledes. Og.. ja, jeg kan ikke sige noget nu, som ikke har været sagt på denne og andres blogge, men jeg hev kameraet frem, straks jeg kom hjem og se så selv:
sang vi i morges (og det er ikke engang løgn). 4 af vores børn OG Manden har fødselsdag i januar – 2 af dem på samme dag, men med 7 års mellemrum.
Og i dag er vi altså nået til Laura, som blev 10 år. Jeg bagte en bollekone (lyder alligevel lidt ulækkert) i går aftes, og den blev pyntet i morges efter alle kunstens regler, blot for at blive splittet i atomer i 4.a.
Laura havde også ønsket at få pandekager til aftensmad, og det har vi fået.
Nu sidder manden og jeg og hygger med spændende håndboldkamp mod Sverige, mens yngste- og ældstedatteren spiller Nintendo.
På lørdag kommer Lauras klassekammerater til fødselsdag, og de skal ud og svinge bowlingkugler i Valby.
Søndag holder vi fødselsdagsbrunch for Manden og Laura, og tirsdag skal vi fejre Mandens 25 års jubilæum i firmaet. (som han i øvrigt forlader en måned efter)
Men SÅ skulle der ikke være mere festivitas på denne side af sommerferien, og nu glæder jeg mig til noget helt almindelig hverdag.
ved humøret. Det gør det altså. Jeg kan mærke det helt ned i maven. Og jeg har også kunnet høre det..
Sneen er smeltet væk og har efterladt omgivelserne i deres oprindelige farve, og jeg har set masser af grønt i dag. Fra min plads på kontoret har jeg den herligste udsigt over gymnasiets sportsplads, og det føles som en evighed siden, jeg så græsset på den kæmpestore plæne.
På min cykeltur hjem sang gråspurve og andre småfugle i hækkene, og eftersom sneen var væk, var vejen blevet bredere og der var ligesom også lysere..
Jeg kom lige forbi hos hende her og fandt opskrifter/anvisninger på de yndigste juleting.
Det er typisk mig, at jeg først finder det nu, men til gengæld er det nok lige tidsnok til at jeg ville kunne nå at flikke noget af det sammen inden december 2011
Jeg vil ikke bringe billeder af julesagerne, men dette virker som et passende valg, for jeg kan tydeligt mærke, at dagen er blevet omkring 20 minutter længere!
Min lille glade og sorgløse pige på slap line foran kameraet
Hverdagen kører efterhånden på skinner igen, og alle de hverdagsagtige rutiner er genoptaget.
Det er skønt at være på arbejde igen. Jeg nyder mit arbejde – langt de fleste aspekter af det, i hvert fald – ikke mindst på grund af eleverne. Jeg véd, at jeg har skrevet det før, men det fortjener gentagelse; Det er det fedeste job, og jeg er stadig taknemmelig over, at det faldt ned i min turban for 3 år siden.
Selv om mine arbejdsopgaver altid i overvejende omfang er de samme, så er ikke to dage ens på gymnasiet, og efter endt arbejdsdag har jeg som regel haft adskillige kasketter på i rollen som skrap sekretær, socialrådgiver, beskyttende mor og kollega, mens jeg samtidig skal bevare rollen som mig selv.
Udover alt dette har jeg gode sekretærkolleger, alle tiders rektor og et bragende godt lærerkollegie, så jeg er en heldig kartoffel :o)
Men det forhindrer mig nu ikke i at se frem til vinterferien :o)
hvor skønt at komme hjem og slappe af med en kop te… (og gamle Anton Andersen og turboduracellhunden, Tilde)
har det været i dag.
I dag skulle være dagen, hvor det lykkedes mig og en kollega at vinde en lille SJÆLDEN sejr over SU og dermed redde skindet for at par elever. Det skal helt sikkert noteres i en eller anden notesbog, for det sker praktisk talt ALDRIG.
Efter arbejde var jeg med min mor på hyggelig ose-tur i indkøbscentret i Ishøj, hvor jeg mødte min store søn, som arbejder der, og som jeg ser sjældnere end jeg bryder mig om, fordi han er flyttet ind til sin kæreste, som har et barn. (Lad mig skynde mig at tilføje, at jeg er glad for hans kæreste, og det er absolut ikke hendes skyld – sådan ER det jo bare når man stifter familie..)
Vi fik en kop kaffe og en sludder i cafeteriet, vi tre, og jeg nød det sådan, fordi jeg havde savnet min søn. Hvor meget, kunne jeg først rigtigt mærke, da vi sad og fulgte op på de sidste ugers hændelser i alle lejre.
Vel hjemme blev jeg ringet op af min ældste datter, som inviterede sig selv på middag og fem minutter senere dukkede op i Aygo’en med sine to små chihuahuas.
Nu sendes mindsten i seng af Carsten, hundene ligger spredt omkring i stuen – alle sammen tæt på brændeovnen som buldrer lystigt – og nu står den på afslapning for resten af pengene :o)
Aaahhh sikke en dejlig dag det var.
er startet så smukt, og om lidt vil jeg hænge vasketøj op i haven. Det varer ikke længe, før man ikke længere med fordel kan gøre det, så det er bare om at udnytte, at solen stadig har en smule mere magt end kulden.
Senere skal vi i skoven med hundene, så de kan strække ud og møde nye venner i Hvidovres eneste hundeskov, Brøndbyskoven. Her er skoven delt op, så det i halvdelen er tilladt at gå med hunden løs. Her er masser af fysiske udfordringer for hundene, som kan balancere på bunker af fældede træstammer, søge efter spor (medbragte pølsestykker) og lege med de andre løse hunde med samme idé om, hvordan en søndag formiddag bedst tilbringes.
Resten af dagen tager vi, som den kommer; der skal bages rugbrød til næste uges madpakker og et par bradepander med drømmekage, som jeg vil sælge på gymnasiet i morgen og lade pengene fra salget gå videre til de meget trængende ofre i Pakisten. Udover det er afslapning en dominerende part.
var teaterkoncerten i går. Så vidunderligt smukt fortolket og fremført, og selv om man ikke havde kendt de enkelte melodier i forvejen (eller de fleste, i hvert fald), ville de alligevel have sat sig fast i én med strittende nakkehår og en klump i halsen til følge.
Scenografi og kostymer er et kapitel helt for sig selv, og jeg har ikke superlativer der beskriver hele forestillingen.
Vi købte cd’en, og jeg glæder mig til at høre den i morgen.
Tag ind og se den. Det siger jeg bare.
Vejret viste sig i sit mest efterårsagtige hjørne, så det var skønt at kunne sætte sig ud i den lune bil og trille hjem til pigerne som havde hygget sig med pizza fra den lokale.
I dag nyder vi at det er lørdag. Hundetræning forløb fantastisk, og indkøbene blev overstået på hyggeligste vis. Manden har tilkaldevagten på arbejdet i denne weekend, og nu er han (selvfølgelig) blevet kaldt derud.
Det er nu mest synd for ham; mindsten og jeg skal nok hygge os med lørdagsguf og Barnaby mv.
Aaaahhh..
Manden i mit liv har inviteret mig til teaterkoncert i aften. Han har selv været inde og se forestillingen med sine arbejdskollegaer for et par måneder siden, og han var så begejstret, at han MÅTTE dele den med mig også :o)
Inden forestillingen skal vi spise på en vietnamisisk restaurant i nærheden.
Ældstedatteren kommer hjem og passer yngstedatteren.
Jeg glæder mig!
Jeg har mange smarte køkkenmaskiner, som gør livet en god portion lettere, og lur mig, om der ikke også kommer flere (jeg har nogle stykker på ønskelisten). –Men de er bare maskiner – sikkert lavet af maskiner – og der er intet andet en hestekræfterne, der taler for, at man kunne overveje at købe dem.. (Det skulle da lige være de der synes der er noget prestige med ind over, når man har linet Kitchen Aid, Braun, Smeg m.fl. op under madlavningen)
Men forleden, da jeg var ved at skære hasselback-kartofler, tænkte jeg på, hvor stor gavn jeg har af denne her:
-produceret i fritidsklubben i 1995 af min nu 24 årige datter, som et års tid senere kom hjem med denne her:
-beregnet til opbevaring af hvidløg, hvad den også har været brugt til siden.
Et andet eksempel på en af podernes sløjd-evner:
-ja du gættede rigtigt; køkkenrulleholderen :o)
Min pointe? Nok bare, at disse fantastiske gaver er lavet af vores unger, og de fine elektriske køkkenmaskiner når dem ikke til sokkerne.
Og så er de oven i købet langtidsholdbare og helt utroligt funktionelle :o)
NB! Jeg skylder mine børn at fortælle, at vi har rundt regnet 150 hjemmelavede stearinlys, tændstikæsker, kopper, bogmærker, lysestager og meget andet liggende (blandt et ton rå pastaskruer i alle regnbuens farver) i kasser rundt omkring i huset. Der er lagt hjerte og sved i hver eneste skrøbelige gave, og derfor har de hver i sær været meget værdifulde for os, men de ville nok ikke holde længe, hvis de stod fremme.
Men de her afbillede, de holder endnu. Vi bruger dem dagligt og de skal ingen steder, før de er slidt helt op :o)
Tilde, 16 uger og og nyeste medlem af familien. Heldigvis lige så godt modtaget og højt elsket af gamle Anton som af resten af familien.
I morgen er første dag i årets første efterårsmåned, og dermed skydes min absolutte favoritårstid i gang. (Jeg ved godt at jeg risikerer at få smidt rådne æg i nakken herinde, men jeg ELSKER efterår!)
Så jeg siger det bare ligeud: velkommen efterår med riv, regn og rusk.
Vi havde bryllupsdag i går (17 år) og havde fået strenge ordrer af mindsten på at blive liggende, til vi fik lov til at stå op.. Og for en (som undertegnede) som sædvanligvis vågner kl. 5 er der længe til kl. 7,30 hvor mindsten endelig kom og sagde godmorgen. Nede i stuen ventede et overdådigt morgenbord med frisk brød, wienerbrød, ost og frugt, som ældsten havde købt med. 2 biografbilletter fik vi i gave, samt en lille sparebøssefrø, som mindsten har lavet i klubben.
Resten af dagen gik på forrygende vis med en tur til hundetræning med Tilde og bagefter tju-hej afsted til en hel dags familien-Lipka-tam-tam hos Mandens søster i hendes vidunderlig lejlighed ved Nykøbing Sj. havn.