Drivhusglæder - Årgang 5

Så gik endnu en drivhussæson, nu min femte... Helt uforståeligt at det lille glashus allerede har en slags jubilæum! Det føles stadig nyt og spændende, men jeg kan også mærke at erfaring har sneget sig ind af bagdøren.

Endnu en ny opstilling af krukker og kapillærkasser blev afprøvet i år, der var trængsel derinde bag glasset. Nyt blev prøvet og trofaste gengangere blev inviteret indenfor. Tomater og chilli hyggede sig og leverede pænt hele sommeren.

Til gengæld havde jeg for første gang ikke held med pragtsnerlerne, havde ellers købt to nye slags - en hvid og en chokoladefarvet. Begge voksede fuldstændig vildt afsted, masser af sundt løv men ingen blomster. Ikke før i oktober, hvor jeg stoppede vandingen, og SÅ begyndte de at blomstre men da var resten af planten til gengæld et sørgeligt syn. Tror bestemt at hele balladen skyldes for megen næring, næste år kommer de på smalkost...!

Ellers kan jeg kun være tilfreds med sæsonen. Der er blevet sået, priklet, vandet og høstet. Der er arbejdet og slappet af og nu er sæsonen slut og tankerne kredser allerede om den næste skønne sæson.

Men ikke flere ord for nu, 

tag med på en drivhusvandring, 

hvis du har lyst... :o)

På gensyn under glasset i 2014...

Ro på, fru Friis...

For nogle uger siden sad jeg med kolleger til en kursusdag. Frokosten nærmer sig, indkøbt mad bliver delt rundt og hyggesnakken breder sig.

Pludselig mister jeg fokus, det flimrer for mine øjne og jeg bliver ukoncentreret og fjern.  Meget underligt... for hvad er det for noget flimmer!? Er det ikke som om der viser sig et bølgende hav af blå himmel og sommerblomster på min nethinde...! Jeg hanker op i mig selv, kigger rundt og så ser jeg det pludselig tydeligt. Ud for hver af mine 10 kolleger står det sødeste lille drivhus, perfekt til forspiring.

Jeg spørger pænt om jeg må overtage deres madpakke - altså når de har spist op. Deres ansigter bærer tydeligt præg af medlidenhed med manden derhjemme som må finde sig i en kone der samler på brugt emballage, - men pyt!

Man kan da ikke lade den slags forspiringsguf gå til grunde...

Og der blev sået Vidunderblomst, Måneblomst og Rosenslynge til vindueskarmen.

Så langt så godt! Datoen var den 6. februar altså næsten for en måned siden, så nu forventer I at se de smukkeste små grønne spirer! Men indtil nu har der kun vist sig nogle meget, meget spinkle spirer fra Rosenslyngen og derudover ikke skyggen af noget grønt.

Jeg kan godt huske at Vidunderblomsten sidste år var en langsom starter, men hvor langsom var det egentlig at den var? Aner det ikke! 

Altså må jeg endnu engang udvise tålmodighed og håbe at de små frø-monstre blot lider af ungdomssløvsind og nok skal komme efter det. Jeg tænker jo også med gru på de frø, jeg har sendt ud i blogland, det vil godt nok være lidt "fesen" hvis ikke en eneste lille vidunderlig Vidunderblomst ser dagens lys.

Ikke mere jammer fra mig,  for jeg kan da også fremvise en solstrålehistorie. 

Se nu her:

Disse to indtørrede ballerinaer, er overvintrede Vidunderblomstknolde,
fundet frem fra deres vinterhi. Datoen er 17. februar.

28. februar, noget er på vej...

Dagen efter den 29. februar sker der lidt mere...

3. marts. Halli-hallo hvor den gror...

Se det var jo en ganske anden historie, så mon ikke den ender lykkeligt? At jeg så har lagt 2 af mine 3 knolde og at nr. to overhovedet ikke har udvist nogen form for initiativ, det lader jeg mig (foreløbig) ikke slå ud af.

Jeg vil mene at I får en fortsættelse på denne historie en anden god gang. 

Ha' en dejlig week-end derude :o)