Viser opslag med etiketten Noget om mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Noget om mig. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2011

Hip Hurra...

- det' min fødselsdag... - eller rettere det var det igår!

Ikke fordi det er noget at tale så forfærdelig meget om, men jeg ville bare lige vise at familien vist har forstået hvor hovedinteressen ligger lige nu!


Havebog, havehandsker og gavekort til de nye bede... - samt en lille forårsbebuder-frø, jamen er det da ikke herligt!

Jeg kom pludselig til at tænke på at for år tilbage ønskede min mor sig planter til haven, hvilket hun også fik, men dengang tænkte jeg "at hun da også skulle ha' noget personligt"!!

Sjovt som man ændrer holdning med tiden, nu syntes jeg pludselig at det er meget personligt at jeg til foråret kan købe et par buske el.lign. som jeg kan nyde i årevis og kan tænke, at dem har jeg fået af min mand, børn eller søster.  Ja, alder og tid kan nogle gange spille én et puds....

Og havebøgerne, ja de er da vist kommet for at blive. Jeg er stor tilhænger af at høre lydbøger, med en god krimi i ørerne kan jeg få en masse arbejde fra hånden, helt opslugt af hvad der sker i mine øregange! Dette er ikke muligt med en pragtfuld havebog, her er billederne jo det halve af oplevelsen så der er det absolut nødvendigt at forholde sig roligt og bare nyde og suge til sig. Så det vil jeg gøre de næste mange dage!

torsdag den 6. januar 2011

I sne står busk og urt i skjul...

Jeg har siddet og funderet over, at i 2010 lykkedes det os faktisk at have hele 5 måneder med sne, frost og kulde, ikke ligefrem noget vi er vant til i lille Danmark.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vinter ikke er min yndlingsårstid, specielt ikke når det meste af vinteren består af regn, tåge og mørke. En smule bøvlet er det da også når sneen pludselig vælter ud af himmelen og tilmed bliver liggende. Men når alt det så er sagt, så har det da også været utrolig flot og slet ikke så tosset at komme ud og få frisk luft, mens fortovet igen-igen skal ryddes, eller gå tur i skoven hvor sneen hænger i de flotteste formationer på grenene.

En af grundene til jeg ikke er så pjattet med vintertiden, skyldes måske også alle de år hvor jeg arbejdede i butik og på kontor. Det var mørkt når jeg tog hjemmefra og mørkt igen når jeg kom hjem. Idag arbejder jeg på døgninstitution, hvilket bestemt også har sin pris, men det helt fantastiske for mig, har været at have fri på alle mulige forskellige tidspunkter, hvilket føles som om jeg har meget mere tid til bl.a. at gå i haven. Måske det er noget pjat, men sådan føles det...

Og på arbejdet skal der gåes tur i nærområdet ved fjord og skov, vi kører ud på ture, vejret nydes i en dejlig have og om vinteren samles vi i bålhytten til sang og historie. Så alt i alt nyder jeg de få lyse timer vi har om vinteren langt mere, end jeg har gjort tidligere og det er bestemt med til at holde humøret kørende igennem den mørke periode.












Og nu er vi jo allerede nået til januar og inden længe viser de første forårstegn sig og årets aller-allerbedste sæson kommer! Når januar er klaret kan det kun gå fremad. Smuk har vinteren været, - og er stadigvæk, men åhh.. hvor jeg glæder mig.... :o)

Så derfor disse strofer:

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

søndag den 19. december 2010

Hvorfor endnu en haveblog?

Jeg har længe gået og puslet med tanken om at starte en haveblog op. Egentlig mest for min egen skyld, fordi jeg her kan skrive dagbog og nedfælde alle de tanker jeg går og gør mig i haven og drivhuset, og hvem andre end mig selv og måske min mand, skulle være interesseret i alle disse tanker? Men efterhånden som jeg surfede rundt hos andre bloggere er det gået op for mig, hvor megen glæde vi kan have af at dele erfaringer og oplevelser, så derfor vil jeg på denne kolde 4. søndag i advent  kaste mig ud i blogland, og indtil videre er planen at det skal handle om mit drivhus, min have og så de steder vi besøger som også har med haver at gøre. 
Og hvorfor skal bloggen så hedde "Fru Friis' Frøbo"? Ja, det skal den jo fordi jeg for det første ELSKER frøer og samler på dem i alle afskygninger. Efterhånden som min husbond syntes det tog overhånd indendøre, valgte jeg at flytte interessen udenfor og nu er de kære frøer små indslag i vores have, og der er plads til mange flere derude. Den anden grund er at drivhuset jo også betyder frøformering, så på denne måde kunne der leges lidt med ordene.
Og sørme om ikke også mine frøer trækker kammerater ind i haven...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...