Viser opslag med etiketten Instagram. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Instagram. Vis alle opslag

tirsdag den 15. marts 2016

Hvad rør' sig...

Set fra et blogsyn, har jeg ikke været meget aktiv denne vinter. Der har dog været lidt liv, dog har jeg bevæget mig i andre kredse af de sociale havemedier. Det har fået mig til at tænke på forskelligheden af  Blogge, Facebookgrupper og Instagram, som er de verdener jeg cirkler i. Kan man nøjes med en af delene? Hvad er deres styrker og svagheder?

Det hele startede med Facebook. Det var her jeg startede drivhusgruppen "Drivhusglæder og haveguf", bare fordi jeg M Å T T E dele min begejstring over mit nye drivhus med nogen.

Gruppen har udviklet sig over al forventning og med det hører lidt arbejde i tæt samarbejde med min med-Admin. Så er der også alle de andre havegrupper jeg har kigget indenfor i. Det griber hurtigt om sig, med alle de havelåger man lige skal tale hen over og følge med i hvad der sker.

Fordele: I FB-grupperne kan du lægge et spørgsmål, et foto eller en video op, og få hurtigt svar og respons tilbage. Der kommer hurtigt gang i debat, snak og moralsk opbakning. Jeg er blandt interessefæller og intet spørgsmål er for dumt. Her mødes havefolket fra den absolutte nybegynder til den hærdede øko-gartner.

Ulemper: Fordi det er nemt at lægge en kommentar, kommer sindene nogle gange i kog og der ryger et par finker af panden. (Her kommer Admin på arbejde...). Reklamer er alle vegne på FB. Personer fra nær og fjern vil gerne ind og reklamerer for lige nøjagtig deres produkt. Nogle gør det direkte, nogle forsøger at skjule det og atter andre spørger pænt. (Her kommer Admin også på arbejde, hvilket tager fokus fra det interessefælleskab vi er der for.)






Jeg springer videre til Instagram.

Man har et standpunkt til man tager et nyt!! Jeg havde svoret at jeg ikke skulle på Instagram, men det holdt kun til for et lille års tid siden. I begyndelsen blev det ikke til så meget, jeg havde problemer med mit fotoarkiv og det hele gik lidt langsomt. 

Men nu er den nød knækket og de sidste måneder er der gået sport i Instagram. Jeg skulle lige lære betydningen og effekten af #hashtags og så var jeg kørende.

Fordele: Instagram er (endnu) et "rent" medie, uden en masse reklamehejs. Man deler lynhurtigt sit foto uden nødvendigvis så megen snak omkring det. Fotoet er i fokus. Det er muligt at kommenterer, men det er ikke det der fylder. Man "liker" for at tilkendegive sin sympati. Via #hashtags kommer ens foto pludselig ud i den store verden og der kommer respons tilbage fra mennesker man på ingen måde ellers har kontakt med... det er sjovt! 

Ulemper: Pludselig taler vi sammen på engelsk! Måske helt naturligt for mange, men mit usikre skoleengelsk er jeg ikke helt klar til at dele med verden. Men pyt! Jeg fortsætter bare på dansk, og da foto som sagt er i fokus, forstås det meste af de fleste. 






Sidst men absolut ikke mindst er der havebloggene. Det er her man kan fortælle historien og blive mere personlig. En af grundene til jeg ikke har været så aktiv, er bla at jeg ikke har haft en historie at fortælle, og det vil jeg helst. Historier om stort og småt, krydret med fotos er det der gør en blog interessant. Her kan man gå i dybden eller holde sig på overfladen, vi bestemmer selv. 

Fordele: Helt klart historiefortællingen og fotoserierne. Blogforfatterens personlighed skinner igennem på bloggen og vi lære hinanden at kende, - på et vist plan. Havefolk mødes og relationer opstår. Selv om det er en tidsrøver er det en meget hyggelig tidsrøver, og man bliver faktisk lidt klog af at læse blogs... ;o)

Ulemper: Tiden! Det tager tid at skrive og tage de rigtig fotos. 


Hvilke havemedier flyver du rundt i og hvorfor...? 







Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...