Viser opslag med etiketten Frø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frø. Vis alle opslag

mandag den 18. januar 2016

Armchair gardening, boganmeldelse og give-away...

Det er virkelig tid for frønethandel og hygge i sofaen med en god havebog. Biblioteket er frekventeret og et par bøger lå allerede herhjemme og ventede på en anmeldelse og på at komme videre ud i verden til et par af jer.






Grønne altaner og terrasser er sådan en rigtig hygge-have-billedbog. Sådan lidt som at læse et lækkert magasin. Man bladrer rundt og hapser ideer, som måske lige var den detalje der ville tage sig rigtig godt ud i sin egen have eller på terrassen. 

Forlaget skriver om bogen:

Alle små udendørs områder kan friskes op og forandres med den rigtige beplantning og styling. Find ud af, hvordan man med kreative løsninger og alternative idéer kan dyrke blomster, krydderurter, bær og grøntsager på meget lidt plads. 

Isabelle Palmer viser, hvordan du får mest muligt ud af den udendørs plet, du har til rådighed. Bogen præsenterer dig for smarte løsninger, genbrug af fx vinkasser og olivenoliedunke og et udvalg af planter, der kan mixes og matches, så de opfylder netop dit behov for enten pryd- eller køkkenhave. Uanset om du bor på stenbroen og blot har en lille altan eller blomsterkasse til rådighed eller måske har fået lov til at bruge et hjørne af din bygnings fælles tagterrasse til at skabe en hyggelig krog med duftende blomster og smukke læplanter, kan du med sikkerhed finde inspiration og overraskende løsninger, når Isabelle Palmer deler ud af sine tips og tricks til de fineste grønne oaser. 

Isabelle Palmer har skabt den succesrige netbutik The Balcony Gardener, som specialiserer sig i produkter til små byhaver. Hun har altid været en ivrig gartner og ønskede sig sin egen lille, grønne oase på sine små altaner, og hun startede senere netbutikken for også at kunne inspirere andre. Isabelle bor i London-bydelen Hampstead.

"Grønne altaner og terrasser" ryger fluks videre til Ulla som har en stor, dejlig terrasse midt på Nørrebro.  Mon ikke der kan barsles med en ide eller to...!?



Isabelle Palmer: Grønne altaner og terrasser
Forlaget Turbine
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-




Den næste bog er heller ikke målrettet den erfarne og garvede gartner. Men lækker er den, og til den knapt så kyndige haveejer som gerne vil dyrke sine egne krydderurter og bagefter tilberede dem i eget køkken, er den en god starter. Det er en sjov ide at lade en gartner og en kok samarbejde om en havebog. Og så er der masser af lækre fotos til inspiration, specielt i køkken afsnittene.

Forlaget skriver:

"Krydderurter sætter prikken over i´et i enhver ret, og denne bog er frugten af samarbejdet mellem en gartner og en kok. Bogens første halvdel hjælper læseren i gang med dyrkningen af egne krydderurter, mens den anden halvdel er fuld af udsøgte kulinariske retter, hvor omdrejningspunktet selvfølgelig er brugen af friske krydderurter fra egen have.

Krydderurter er som regel nemme at dyrke, og da de ofte trives fint i krukker, er det et godt sted at starte for nye haveejere og folk, som ikke har så megen plads til rådighed. Selv med en beskeden arbejdsindsats kan man høste grønne, friske,sunde krydderurter til et væld af forskellige, lækre retter. Bogens opskrifter er udførligt beskrevet, og der er både gode, gamle kendinge og spændende nye variationer.

Det er nemt, sjovt og lækkert!"

Denne bog har jeg allerede lovet til Henriette, som har 80 m2 drivhus med det lækreste udekøkken. Jeg har oplevet hendes bugnende krukker med krydderurter, tomater i rækker og hendes evner til at trylle i et drivhuskøkken. Nu er der lidt ny inspiration at hente...


Lisa Baker Morgan & Ann McCormick: Lav din egen urtehave.
Forlaget Turbine.
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 249,-





Den sidste bog er en rigtig havegufbog for frøelskere. Den er fyldt med nyttig viden omkring fordele ved frøbytte, frøsamling og opbevaring, viden om frø og frøavl, frøkatalog, ordliste og om at oprette frøbanker. Jeg har svært ved at se, at der mangler noget om emnet i denne bog. Bogen er udgivet i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark, det borger også for kvaliteten i min verden.

Samtidig er bogen også sådan lidt retrolækker. Trykt på noget der skal ligne gammeldags karduspapir med tapestrimler, men uden at det bliver popsmart. Der mangler bare de private notater hist og pist i denne frøsamlers bibel, men dem må du selv bidrage med. 

Forlaget skriver:
"Frøbytte handler ikke kun om at bytte frø: Hele processen fra såning til høst af hjemmedyrkede frø er fascinerende, smuk og givende. Bogen giver al den fornødne viden, så man bliver godt rustet til at begive sig ud til sit første
frøbyttemarked. Bogen Frøbytte giver desuden baggrunden for, hvorfor det er vigtigt, at vi vedbliver at bevare og udveksle frø, særligt lokalt. Der er også henvisninger til mange interessante foreninger og frøbanker til gavn for de frønørder, der vil deltage aktivt i det verdensomspændende arbejde med at bevare verdens frøarv."

Har du lyst til eje denne bog, så læg en bemærkning her på bloggen og du kommer med i lodtrækningen om en uges tid. 



Josie Jeffery: Frøbytte
Forlaget Turbine i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-






Nu vil jeg tilbage under tæppet 
mens teen stadig er varm... ;o)




torsdag den 22. maj 2014

Yngelpleje...

Frølinger...


Frølingerne er snart klar til at flytte hjemmefra...



Puslinger...

Det samme gælder vores puslinger i cykelhjelmen.
De er vokset med kolossal fart...



- og den dejligste Friisling...


Et hurtigt besøg i hovedstaden idag,
 for at hilse på vores lille Friisling, Vera.
Som bare koncentrede sig om at sove og gro.
Jeg er slemt bange for, at jeg bliver lige så hårdt ramt
som alle I andre bedsteforældre... ;o)



Der er rigtig god gang i yngelplejen! 
;o)




onsdag den 17. april 2013

Drivhusglæder...

Endelig, endelig....! Efter en møjsommelig og laaang vinter, er der nu kommet rigtig gang i drivhuset igen. Nu kan jeg langt om længe sige at Drivhussæson årgang 5 er skudt igang. Som det har været de foregående 4 sæsoner er forventningerne til den kommende sæson tårnhøje og selv om jeg ved at der kan komme skuffelser, er jeg også sikker på at de fleste forventninger trods alt vil blive indfriet.




Hvad er det så jeg forventer af en drivhussæson?
Ja, det er ganske let at svare på: Det hele simpelthen!

  • Hårdt arbejde og driverliv
  • Frodighed og skønne dufte
  • Varmende stråler fra solen og udsigt til sommerbyger
  • Høre planterne gro 
  • Følge tomaternes himmelflugt
  • Forundres over at et frø bliver til en modne frugter og skønne blomster
  • Drikke kaffe og læskende drikke i både ensomhed og tosomhed
  • Føre filosofiske samtaler med mig selv, mine nærmeste og ikke mindst planterne


Mon ikke også forventningerne i denne sæson bliver indfriet?


Om jeg har styr på min frøsåning..... tjaaaeee..... ;o)


Lige nu er det mest det hårde arbejde det gælder derude. Vinteropbevaringen er flyttet ud, årets opstilling af kapillærkasser og krukker er planlagt, drivebænken er pt omdannet til frøsånings- og priklebord, og efterhånden breder potter sig med frø og og nypriklede småplanter. Endnu er der plads, men jeg ved at om ganske kort tid, breder panikken sig når der skal prikles i den helt store stil.  Det har dog løst sig de andre år, så mon ikke også at det gør i år... 



Øverst: Tomaterne bæres ikke længere ind om natten.
Til venstre: Kæmpeverbenaen stortrives og lover godt for sæsonen.
Til højre: De sødeste orange Superbells er ankommet fra Odenia,
endda med hver sin lille blomst.


Flere skønne småplanter fra Odenia, lige pottet op idag.



Egen avl er også godt igang.
Enkelte er tyvstartet  i vindueskarmen og nu flyttet ud.
Andre er først sået inden for de seneste par dage, men jeg spejder
allerede utålmodigt efter de første spirer...


Og selv om det er tiden med det hårde arbejde lige nu, så er der allerede lavet mange overspringshandlinger med stille tanker, tilbagelænet i stolen med solen på næsen.... Ahhh.... ;o)

I skrivende stund sidder jeg og forundres over at glæden ved mit drivhus, ikke har aftaget det mindste i de (ganske vist) få sæsoner jeg har haft det. Tværtimod glæder jeg mig over de erfaringer jeg gør mig hvert år og som bringer mig videre til en ny sæson med nye udfordringer, forventninger og fornøjelser.

Samme år som vi fik drivhuset opført, startede jeg også en drivhusgruppe på facebook: "Drivhusglæder og haveguf", simpelthen fordi jeg blev nødt til at dele min begejstring og mine mange spørgsmål  med andre. Dengang havde jeg ingen anelse om at gruppen ville udvikle sig som den gjorde, og siden førte til at jeg også kastede mig ud i blogskriveriet. Utroligt hvad en drøm om et glashus kan føre til...

Mon ikke også du læser med hos Havefolket, som lige nu har et tema om "Driv i dit drivhus"? Dejligt at de skønne HavefolkQuinder også har fået glashusene med under deres kyndige vinger.

Drivhus, væksthus, orangeri eller måske blot et par trådhylder med plastikdækken! Har du blot den mindste lyst til at prøve kræfter med en variant over dette emne, SÅ GØR DET... det kommer tifold tilbage...

Drivhusglæder er haveguf... ;o)

tirsdag den 12. februar 2013

Himmel & Helvede...

Måske en smule drastisk overskrift, og egentlig skal den også bare henvise til hvilken farveskalaer jeg vil kaste mig ud i denne sæson.

Først til drivhuset!

Her bliver i år et HVIDT tema . I Frøbutikken faldt jeg nemlig pladask for disse tre skønheder. En hvid peberfrugt, Nikita. En hvid agurk, White Wonder. Og til sidst en hvid tomat, White Beauty. Det er da nogle englebasser, som jeg bare bliver nødt til at prøve. Jeg har tidligere haft en hvid aubergine fra Gartneri Toftegaard, den må jeg vist også se om jeg kan få fingrene i, for at fuldfører temaet.

(Billeder lånt hos Frøbutikken uden at spørge...sorry!)

(Selvfølgelig skal der også være røde tomater med prikker og striber og hvad der ellers dukker op af sjove ting...)

De næste skønheder, fandt jeg hos Albinus Frø nemlig disse to pragtsnerler - jeg er vild med pragtsnerler, og prøver gerne noget forskelligt hvert år. Den hvide hedder Pearly Gates (så bliver vi lidt i himmel-snakken...) og den mørke hedder Chocolate.


(Billeder lånt hos Albinus frø, uden at spørge.... undskyld!)


Chokoladesnerlen skal helt klart bo sammen med Rosenslyngerne, som også hygger sig i drivhuset, mon ikke det bliver et okay par!?




Nu bevæger vi os udenfor til sommerens krukker. Alle orange-gul-rød-forskrækkede skal nu vælge om de magter at læse med længere... ;o)

Jeg har nemlig tænkt mig at gå fuldstændig ORANGE AMOK i to hjørner af haven.

Hos Albinus Frø, fandt jeg denne skønne og for mig ukendte slyngplante, Spansk Flag. Den skal prøves!



I Frøbutikken blev det til Zinnia, Orange King. Kosmos, Brightnes OrangeLakridstagetes, (det var mest fordi det kunne være fantastisk hvis der duftede af lakrids i drivhuset...), og til sidst Emilia.


(Også lånt hos Frøbutikken, hvilket vist fremgår...)

Udover disse købte frø, har jeg også fået forskellige skønne tagetesfrø fra Tim Skovrup, så der bliver rigeligt at gå igang med.

Sidste butik jeg surfede over til var Odenia.dk. Sidste år handlede jeg hos dem for første gang, og det var en supergod oplevelse. Fine, sunde småplanter bragt til døren i hver deres trygge "vugge".

I år blev det til Påfugleblomst, med de fine hvidbrogede blade. Superbells Orange, Supercal Terracotta og til sidst Ildkrone, Calippo Red


(Disse er lånt hos Odenia, også uden at spørge...)


Jow-jow... jeg er klar over at det er fra den ene yderlighed til den anden. Fra det rene hvide til det vilde orange, - og så skal jeg selvfølgelig stadig have alt det lyserøde-blå-lilla-sorte som jeg plejer...

Iøvrigt kunne jeg igen læse i det nye nummer af Haven, at orange er dette års modefarve! Hmmm.... jeg er jo ikke så pjattet med at der er modefarver i haven, mener nok at jeg selv finder frem til det jeg har lyst til, - men lad nu det ligge...!! ;o)


I får en up-date på farverne til sommer... :o)

torsdag den 5. april 2012

Scchhh......




Så er blomsterbørnene puttet....








Godnat og sov godt ;o)

Zzzzzzz.......

lørdag den 3. marts 2012

Ro på, fru Friis...

For nogle uger siden sad jeg med kolleger til en kursusdag. Frokosten nærmer sig, indkøbt mad bliver delt rundt og hyggesnakken breder sig.

Pludselig mister jeg fokus, det flimrer for mine øjne og jeg bliver ukoncentreret og fjern.  Meget underligt... for hvad er det for noget flimmer!? Er det ikke som om der viser sig et bølgende hav af blå himmel og sommerblomster på min nethinde...! Jeg hanker op i mig selv, kigger rundt og så ser jeg det pludselig tydeligt. Ud for hver af mine 10 kolleger står det sødeste lille drivhus, perfekt til forspiring.

Jeg spørger pænt om jeg må overtage deres madpakke - altså når de har spist op. Deres ansigter bærer tydeligt præg af medlidenhed med manden derhjemme som må finde sig i en kone der samler på brugt emballage, - men pyt!

Man kan da ikke lade den slags forspiringsguf gå til grunde...

Og der blev sået Vidunderblomst, Måneblomst og Rosenslynge til vindueskarmen.

Så langt så godt! Datoen var den 6. februar altså næsten for en måned siden, så nu forventer I at se de smukkeste små grønne spirer! Men indtil nu har der kun vist sig nogle meget, meget spinkle spirer fra Rosenslyngen og derudover ikke skyggen af noget grønt.

Jeg kan godt huske at Vidunderblomsten sidste år var en langsom starter, men hvor langsom var det egentlig at den var? Aner det ikke! 

Altså må jeg endnu engang udvise tålmodighed og håbe at de små frø-monstre blot lider af ungdomssløvsind og nok skal komme efter det. Jeg tænker jo også med gru på de frø, jeg har sendt ud i blogland, det vil godt nok være lidt "fesen" hvis ikke en eneste lille vidunderlig Vidunderblomst ser dagens lys.

Ikke mere jammer fra mig,  for jeg kan da også fremvise en solstrålehistorie. 
Se nu her:

Disse to indtørrede ballerinaer, er overvintrede Vidunderblomstknolde,
fundet frem fra deres vinterhi. Datoen er 17. februar.

28. februar, noget er på vej...

Dagen efter den 29. februar sker der lidt mere...

3. marts. Halli-hallo hvor den gror...

Se det var jo en ganske anden historie, så mon ikke den ender lykkeligt? At jeg så har lagt 2 af mine 3 knolde og at nr. to overhovedet ikke har udvist nogen form for initiativ, det lader jeg mig (foreløbig) ikke slå ud af.

Jeg vil mene at I får en fortsættelse på denne historie en anden god gang. 

Ha' en dejlig week-end derude :o)










lørdag den 3. december 2011

Hulestemning...

Udenfor er der rusk og regn og i mit hoved nærmest tæt tåge... NU er det altså slut med haven for i år, gider ikke tænke på den, gider ikke grave mere, gider ikke engang gå en tur derude...




Tror I på det?? Det er ganske vist at jeg ikke regner med at lave så meget mere i haven i år, det gir' jo også lidt sig selv når kalenderen skriver december. Men lige som jeg troede at havehjernen skulle slåes på stand-by så lander det første frøkatalog sammen med det nye "Haven" i postkassen, - og vupti! Så er der dømt forår i min hjerne igen...




I "Haven" kunne jeg læse en spændende artikel om "Idehaven" og fik dermed sat mange flere billeder på, hvem det er jeg læser hos. Rigtig sjovt! 

Frøkataloget skulle bare lige skæmmes, for jeg har vist ikke behov for flere frø.... naaarrhhh... tror måske alligevel jeg vil prøve at så palmekål og sætte dem blandt stauderne, og så var der også lige en sort chili til drivhuset og lur mig om ikke et par sommerblomster ryger med, når jeg nu alligevel skal betale porto. Men så er det også slut...!




For nogle dage siden landede nogle frø jeg havde bestilt fra Susanne, og sørme om ikke der var gavefrø med også, - jeg blir' nu så glad over den slags...!

Annemette har fået kastet mig sidelæns ind i Harry Holes krimiverden og sammen med en give-away lydbog fra hende dukkede også en spændende pose frø op... haveverdenen er altså forunderlig :o)

Nu kan jeg altså stille og roligt læne mig tilbage og nyde december måned. På mit natbord ligger Chris MacDonald's: Du er ikke alene - det er jo altid godt at blive bekræftet i. Min lydbog hedder Panserhjerte og er en del af Harry Holes krimiverden og i min sofa ligger frøkataloger, haveblad og øhhh... Hemmelige Haver! Her vil en enkelt opmærksom læser måske ytre at den stod på min ønskeseddel til jul. Ja, det gjorde den også, men manden min fandt det en smule pinligt at jeg savlede i boghandelens bøger, så han mente vi blev nødt til at købe den... - så det var altså ikke min skyld!!!

Jo, der er dømt hulestemning hos mig...




tirsdag den 22. november 2011

Jeg famler lidt...

- med det der staudesåning!!

Jeg kan se hos jer andre at der længe har været gang i frøsåningen af stauder, og det hele bliver gjort efter alle foreskrifter. Ude og inde, med og uden overdækning - intet er overladt til tilfældighederne...

Sidste efterår fik jeg fra Anne Gine frø til bl.a. Sort Foldblad og Rød Kvan. Begge blev sået udenfor i efteråret og i krukker. Resultat: Zero!! Så købte jeg hos en eller anden bla Løvehale, Engnellikerod og igen Rød Kvan. Alt blev sået i mit højbed og stod vinteren over. Resultat: Zero!

Så blev det forår og jeg købte frø til sommerblomster hos Frøskuffen og hos hende får man gerne en lille gave, hvilket var Staudesalvie. Disse blev sået og sat i drivhuset i foråret, sammen med Akelejefrø fra Anne Just's have og igen den Røde Kvan.

Endelig var der succes! Akelejerne blev til små planter som forhåbentlig overlever denne vinter og blomstrer næste år. Den røde kvan fik jeg en enkelt plante til mig selv som ser sund ud, og et par stykker blev foræret væk. Staudesalvien var den største succes, de blev til en helt hæk, som jeg glæder mig meget til at opleve næste sommer.

De er så fine med det grågrønne løv og dufter herligt når man rører ved dem.
Klipper jeg dem bare hårdt tilbage når vi kommer til foråret...??

I august var jeg så heldig at blive en del af Susanne's forpligtende give-away, som du kan se her. Susanne sendte mig de fineste små frøpakker med udførlig brugsanvisning, - men kunne jeg finde ud af at følge den...!?

Bordeaux Lilla Gyldenlak


Blålilla fyldte Ridderspore

Altså fik jeg dem først sået for en uge siden, og nu går jeg her og er helt skyldbetynget... sæt nu projektet ikke lykkedes! Sammen med Susannes frø såede jeg også den lysegule Kæmpeskælhoved, som Anne Gine har været så sød at sende til mig. 


Her står så min lille beskedne frøsamling, som skal overvintre i drivhuset
og forhåbentlig blive til noget fantastisk næste sommer...

Nu er det så jeg spørger jer kloge mennesker derude:
  • Hvorfor har jeg mere held med frøene i foråret end i efteråret. Al logik siger jo at stauderne selv ville smide frøene til overvintring på jorden, - eller har de nisser til hjælp???
  • Er der mere held ved at bruge drivhuset, fremfor ude i Guds frie natur??? (Har nisserne måske også drivhus til hjælp...?)
  • Jeg har nogle Stokrose og nogle Malva frø, kunne de også været sået nu???

Til foråret håber jeg at vende tilbage med en fortsættelse på føljetonen:
Staudesåningens mysterier!

torsdag den 20. januar 2011

Jeg lod mig besnære...

Som flere af mine medbloggere, er jeg også faldet i frø-fælden! Ikke de frøer på min bloghoved, men alle de fine frø der kan købes overalt i cyperspace.

Igår modtog jeg fra Frøbutikken, og når jeg nævner dem er det bestemt ikke fordi jeg får specialrabat, men fordi jeg lader mig besnære af deres indpakning. Ja, jeg ved godt at det lyder temmelig tåbeligt, først at købe for mange frø og så lade det gentage sig året efter, bare fordi jeg får en lille oplevelse af at pakke deres frø ud. Men jeg er selvfølgelig også den eneste i denne blogverden der falder for den slags charme, og det må jeg så leve med.... ikk'!?
Nu skal I se:

Først er frøposerne pakket fint i en cellofanpose,
bundet med sejlgarn og en lille vandkande...

Inde i cellofanposen er frøposerne pakket i limegrønt silkepapir...
- og til sidst kommer man ind til de fineste akvarelmalede frøposer!

Jeg syntes altså det er utroligt smukt, og tænk at man lægger sådan et arbejde i det. Jeg får en masse billeder i mit hoved, og forestiller mig at det må være en fuldblods haveelsker der har gjort sin hobby til sit erhverv. Blot et gæt, og svaret får jeg nok aldrig men mon ikke jeg bestiller igen til næste år? Og så glemte jeg jo lige at fortælle, at man også får en lille overraskelse med i form af en ekstra frøpose, i år var det en Salvie.

Da jeg alligevel var ude og køre denne dag, slog jeg lige et smut omkring genbrugsbiksen og købte mig en persienne. Så nu er jeg også klar til at skrive navneskilte til de kære små. Lamellerne skulle egentlig klippes med en persienneklipper, så de får fine runde hjørner der ikke skærer, - men jeg kunne altså ikke lige huske hvor jeg lagde den sidst... ;o)

Så skulle jeg være dækket ind med navneskilte for i år, - og måske også næste år!!

Til sidst et smut omkring Bilka for at købe en eller anden kedelig detalje og blev altså lige nødt til at slå et smut forbi boghjørnet og der lå så Camilla Plums blomsterbog til skaldede 69,- kr. - HAPS! Sagde fru friis!

Blot 69,- kr. for denne skønne bog, det er da et kup!

Åhh... det var en dejlig dag! :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...