Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag

søndag den 21. januar 2018

Syrenland...

I 2015 fik jeg bogen "Syrenbogen - en hyldest til de sydfynske syrener". En pragtfuld bog, som beriger dig med al den viden du kan ønske omkring syrener. Forordet er skrevet af syreneksperten Ole Heide, fra Heides planteskole ved Thisted. Et sted jeg ved, mange af jer allerede kender og er begejstrede over. 




På bogens bagside kan du læse:

Tag med på en rejse til Sydfyn i maj, når landskabet er smukkest og mest særegent med kilometervis af blomstrende syrenhegn. Bogen tager dig også med på en rejse gennem syrenernes farverige historie og giver dig en indføring i den fantastiske mangfoldighed i syrenernes farver, former og dufte. Du får inspiration til at plante syrener hjemme i haven og til at anvende syrenblomster i køkkenet. Du får også en guide til at opleve syrenerne på Sydfyn - og i resten af verden. Og rejsen fortsætter med den begejstring og inspiration, som syrenerne har givet til litteratur, musik og litteratur. Syrenbogen er inspiration til oplevelser, men også en bog til erindring om et smukt landskab.




Netop det med at opleve syrenerne blomstrer langs landevejene på Sydfyn, tiltalte mig helt vildt. Tænk at netop kun i dette område af vores land, i en forholdsvis kort periode, er det muligt at opleve så stor en koncentration af blomstrende levende hegn. Det måtte ses og duftes med egne sanser! 




Så da både fridag og lovning om blå himmel ramlede sammen sidst i maj 2017, tog manden og jeg på tur ud i det blå. Og vi blev bestemt ikke skuffede. 




Den helt optimale oplevelse får man på cykel, ingen tvivl om det. Vi tog den lidt mere magelige version, i bil med flere afstikkere til fods. Og min kære mand, har efterhånden vænnet sig til, at pludselige udråb betyder: "Stop bilen - der skal fotograferes!"






Det blev en pragtfuld dag. Blå himmel, gule rapsmarker og lilla syrenhække krydret med håndmadder og en bette kop kaffe i grøftekanten, mens lærken synger foroven. Kan det blive meget mere dansk sommer?







Så tøv ikke et øjeblik, hvis du trænger til en forårstur ud i det blå. Grib manden, madammen eller hvem du kan finde, i nakkehårene og drag til Sydfyn sidst i maj. 





Har vi så ikke bare kickstartet foråret... ;o)

mandag den 3. april 2017

Her arbejdes...

Har det ikke bare været en forrygende marts måned, hvor foråret i den grad er skudt i gang med et festfyrværkeri. Jeg har haft fri de sidste 13 dage, den rene luksus for sjælen og ikke mindst for haven. Mange ting har skulle ordnes i og uden for hjemmet, men heldigvis blev der også en rum tid til haven. Samtidig har vejret, de sidste par uger, vist sig fra den smukkeste side. Og alt imens jeg har tumlet rundt i haven, har jeg nærmest kunne høre når narcisser og andre smuksakker sprang ud, fra det ene øjeblik til det andet. Jeg føler jeg har kunnet se det hele gro. En vidunderlig følelse.


Og arbejdet er der blevet! Faktisk så meget, at mine elskede have-termobukser måtte overgå til de evige "havebuksemarker". Heldigvis kunne jeg hurtigt bestille et par nye, og de sidste par dage, har de nærmest været for varme at have på. 



Første projekt var ved vores plæneklippergarage (til venstre). Der skulle fjernes nogle hostaer og lægges 3 fortovsfliser op mod hækken. Der blev også plantet en klatrehortensia, som skal skjule de bare ben, som kaprifolien, har en tendens til at få. Øverste foto er fra februar og nederste foto er taget i denne uge. Det pyntede!



Engang havde vi en bålplads i dette cementrør. Da haven blev lagt om, orkede vi ikke at flytte det og istedet plantede jeg høstanemoner i det. Så var der styr på dem! I flere år har jeg vist at der var skvalderkål i røret, men det har jeg måttet accepterer og desuden skjulte høstanemonerne de fleste blade. Nu skete der bare det, at Helle fra Blomsterhatten, forærede mig en meget smuk græs med kobberfarvede aks. Derfor besluttede jeg mig for at lade høstanemonerne få et nyt hjem, få renset jorden grundigt igennem og derefter omdanne det til et lille græsbed. De små græsser er blåaks og en "syvstjerne"... det hedder den godt nok ikke, men hjælp mig lige med navnet!! Nå, men tilbage til skvalderkålen! Hold nu op der var meget, da først jeg kom ned i jorden. Rødderne havde kørt rundt langs indersiden på cementrøret og det tog lang tid at få jorden renset. Og jeg ved også godt at jeg nok ikke har fået det hele med, men så kommer der nok et andet år, jeg får lyst til at rense skvalderkålsrødder op!! Den skarpe iagttager vil også se, at der vokser skvalderkål uden for røret.... så der er lidt at "pille" i en af dagene. Men jeg håber det nye græsbed, vil blive en succes. 



Næste projekt var den lille havebænk ved ligusterhækken. Bænken har de sidste par år stået ude ved græskanten og så har jeg forsøgt at finde de rigtige planter bag ved bænken ind mod hækken. Men der kommer et tidspunkt hvor hækken skal klippes, og stemningen i det lille hjem bliver en smule intens! Så nu er der gjort kort proces. Bænken har fået flere fliser under sig, og istedet for planter der måtte lide under en form for riverdance, når hækklippermanden kom forbi, står nu et par krukker som kan flyttes ved hækklipning. Ægteskab reddet - alle er glade! 😉😉



Næste projekt er ikke for sarte sjæle, som ved noget om beskæring af træer. Vores gamle æbletræ er blevet beskåret forkert temmelig mange gange. Det betyder et utal af vanris, som har været svære at fjerne, da der samtidig vokser clematis og benved op i træet. Nu tog vi en hård beslutning. Svigersønnen blev sendt til tops og vi kappede to tykke grene i overstanderen og derefter ca. 70 cm af stammen. Det har betydet at træet nu ser lidt amputeret ud, til gengæld kan vi nå op med en stige og tage vanris og så håber vi at det trods alt vokser sig nogenlunde pænt igen. Undvære det, vil jeg ikke. Min plan er nu at sende en rose derop også, som sammen med clematis kan lægge sig udover grenene, og være med til at bløde op for den vandalistiske grenamputering. Jeg er blevet lun på en Generous Gardener, håber den vil kunne gøre tricket. 




Så er de fleste bede blevet luget, renset og fået tilsat komposteret hønsemøg. Og hen over det er kommet et lag af min egen kompost. Jeg startede med at rummet til venstre var halvt fyldt med 1½ år gammel kompost og rummet til højre var endnu ikke komposteret og helt fyldt med haveaffald, - troede jeg. Jeg fik tømt venstre rum og fik vendt alt det ukomposterede over i det nu tomme rum. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at højre rum faktisk også var komposteret. Så nu har jeg endnu et halvt rum som skal tømmes og fordeles. Noget af det, skal bruges til at blande i pottemuld i krukkerne, mon ikke det kan give lidt madpakke til sommerblomster og dahlia. Det gav mig en øm lænd, som har måttet hvile sig et par dage, men samtidig jubler jeg over det smukke trylleri, som kompostering er. 





Det blev godt nok til et meget langt indlæg. Med mindre du er faldet i søvn undervejs, så får du lige en slut collage, med lidt af det som er sprunget op af jorden den sidste uge. Imorgen er det arbejdsdag igen, men mon ikke der kan nåes lidt i haven efterfølgende. De lange aftener er ved at være der. 




Mon ikke også du nyder de fantastiske
havedage, vi har i øjeblikket? ;o)


søndag den 12. marts 2017

Sofadyr og tulipaner...

Det har været den dejligste forårs weekend her midt i marts. Endelig, endelig, endelig er jeg ved at få rystet sofadyret ud af kroppen og er kommet godt igang med det grove forårsarbejde. Og der er så rigeligt at gå i gang med og jeg kan igen mærke at jeg har en krop!

MEN... I må lige vente et par dage, med at se hvad der sker på matriklen, for jeg blev jo slet ikke færdig med de lovede tulipaner. Efter endnu et gennemkik i mit fotoarkiv, er jeg ikke længere i tvivl om at Gavnø skal besøges midt i maj. Og tak for jeres kommentarer om besøgstidspunkt, i sidste indlæg.

Egentlig utroligt at jeg var i tvivl, men når jeg står og kigger på den næsten bare jord i haven, er det slet ikke til at forstå at en farveeksplosion snart sætter ind. Ligesom jeg heller ikke kan huske hvad jeg lagde af tulipanløg i efteråret.... lagde jeg overhovedet nogen, eller var det kun narcisser!!? Kommer der mon tulipaner i min have i år? Det gør der nu nok, og det er rart at mærke forventningens glæde.

Vi snupper lige et tilbageblik på Frøboets lille tulipanfest anno 2016.



















Nu må I endelig ikke spørge om navne. Nej, jeg kan ikke huske dem, -udover et par få stykker måske. Og jeg har forlængst opgivet at føre et slags arkiv. Så nu gør jeg kort proces. Køber - lægger i jorden - og smider skiltet ud. Så lader jeg mig bare overraske og nyder resultatet, når den tid kommer. 


Haveknus fra det genopståede sofadyr... ;o)







tirsdag den 28. februar 2017

Hvornår er det nu...

Sidder og spekulerer på hvornår det er optimalt at besøge Gavnø Slot, hvis vi skal se mange tulipaner. Og hvornår er det helt nøjagtigt at tulipanerne står på sit højeste? Der er ikke andet at gøre, end at dykke ned i fotoarkivet fra sidste år.

Marts måned er selvfølgelig ikke tulipanmåned, og det ser også temmelig gråt ud i arkivet. Fortsætter til april, og nu begynder der at ske noget, - men ikke skyggen af en tulipan. Samtidig kan jeg også se, at jeg sidste år ikke har vist et eneste forårsbillede på bloggen. Det må der rådes bod på, mens vi venter på vinden lægger sig og temperaturen stiger.

Derfor et april tilbageblik... 🌱


April som vi kender det.
Sne, regn og blå himmel i en skøn forvirring.



Narcisser og Vibeæg er der masser af. 


Der blev købt persille til udplantning. Lange ben på pæonerne.
Akebia og Euphorbia, Vortemælk står på spring.


Og her kom den blå himmel, jeg omtalte,
sammen med endnu en Vortemælk.

Dejlige gensyn, bare ingen tulipaner. Jeg fortsætter i Maj mappen og vender fluks tilbage!


PS. Igår hørte jeg solsorten 
fløjte sin aftensang... ;o) 

søndag den 20. marts 2016

Et klistret kys...

Det er måske en lidt kryptisk overskrift, men der er en forklaring.

I december måned stødte jeg på skønne mistelten i en forhave her i Kolding, hvilket der kom et blogindlæg ud af (kan læses her).  I indlægget får jeg et svar fra Anne Marie (Lønbæks planteskole), hvor hun tilbyder mig misteltenbær, når de er modne. Det tilbud kunne jeg selvfølgelig ikke modstå.

Bærrene er nu ankommet og jeg har forsøgt at lege fugl-med-klistret-bær-i-næbbet.




Og det er virkelig en klistret affære! Frøet mases ud af skallen og ligger godt beskyttet i noget slimet stads som samtidig laver lange tråde, som ost på en pizza. Nu er kunsten at placerer det slimede frø på en ny, glat og tør gren af æble eller paradisæble, ved en knop.

Anne Marie fortæller at fuglene hos hende sætter bærrene overalt. På planteskilte, sækkevogn, vandhaner og opbindingsstokke. De har nok deres hyr med "pizzaosten"... 



Her de helt friske bær tørret ud på grenene.


Efter ca. ½ time er frøet tørret og skulle sidde fast. Jeg må dog indrømme at jeg har været ude og tjekke nogle gange, om de stadig hænger der. Måske der kunne komme en fugl forbi, som syntes der lige hang en lækkerbidsken!



Og her er der gået et par dage.
Frøet er tørt og skulle gerne blive hængende.

Som altid undres og fornøjes jeg over, hvor finurligt naturen er indrettet. Frø pakkes ind i slim og limes på de rigtige træer. Og det må være en slags misteltenlotto, som gør at nogle af frøene lander på de rigtige træer og begynder at spire. 

Nu har jeg gjort hvad jeg kunne, så er det bare at vente med min "vanlige" tålmodighed! Om føje år kan jeg blive kysset under min egen mistelten.... I hope! 

Og skulle du blive fristet til at prøve det samme, så ved jeg at Anne Marie stadig har frø til overs, og du kan komme langt med en frankeret svarkuvert, sendt til hende.


Engang om føje år, har jeg måske dette syn i haven...


Tusind tak til Anne Marie 
for velvillig assistance og levering af misteltenfrø.

lørdag den 9. maj 2015

En buket til min datter...

Denne gang er mit indlæg lidt mere personligt end vanligt fra min hånd.

Vores ældste datter skal giftes på Frederiksberg Rådhus idag. Derfor skal hun have en lille haveblog-buket fra hendes mor. Buketten er "bundet" af blomster fra haven i maj og juni, derfor måtte jeg også hente lidt hjælp fra sidste forårs fotoarkiv samt et par fotos fra vores forårstur.


Kære Tine.
Du skal have lyserøde blomster fra den japanske kirsebær,
fordi du er blevet fotograferet under det træ
utallige gange i din barndom.


Du skal have bonderoser,
fordi det er en af dine yndlingsblomster.



Du skal have tulipaner i massevis,
fordi tulipanen hører sammen med maj...




- og du blev født i maj, fik barn i maj
og bliver nu også gift i maj.



Du skal have løjtnantshjerter, fordi de også
hører til i maj
og passer så fint til en bryllupsdag.


Du skal have noget hvidt,
fordi jeg ved du holder af hvide blomster...



- og en enkelt hvid fransk anemone
nåede næsten at springe ud idag.
Også en af dem du holder af.



Og så skal du have roser, fordi du er den du er.

Kærlig hilsen Mor





*:x ramt af amor *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor

Stort tillykke til
den lille familie på Frederiksberg.
*:x ramt af amor *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor  *:x ramt af amor

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...