Sløvt bloggeri...

Jamen dog en sløv blogger der sidder her bag skærmen!
Her sidst på året 2016 vil jeg bare berette om, at jeg endelig er på rette spor, som i at jeg er tættere på at acceptere min titel som førtidspensionist og formå at få en mere positiv tilgang til det at leve med de psykiske udfordringer som jeg skal lære at leve med.
I marts blev jeg visiteret til bostøtte - den allerbedste af slagsen, for mig ihvertfald. Hun er desværre sygemeldt for tiden, men der er heldigvis andre muligheder for 'sådan en som mig'.
I løbet af 2016 er jeg beriget med en masse skønne mennesker, Det skyldes tildels at jeg samtidig med visiteringen til bostøtte, blev tilknyttet et aktivitetscenter. I løbet af foråret blev der opstartet et netværksskabende sted i lokaler her i byen. I den forbindelse gik jeg fra at være meget inaktiv, til pludselig at komme ud hver dag. Det i sig selv har til tider været en kamp, men en super kreativ som jeg, fik min symaskine med på stedet, og det har selvfølgelig også hjulpet en del, for hvem kan undvære en af de vigtigste ting i sit liv. Det at være, så at sige, multikreativ har gennem adskillige år været en form for terapi.
Desværre har det også været nødvendigt at vælge venskaber fra, enten fuldstændigt eller på pause, men sådan er livet vel i al almindelighed?

Det var egentlig bare det jeg ville berette om i denne omgang, men håber og ønsker at få gang i bloggen igen. Jeg har besluttet at der fromover skal være mindre 'hyl', men satse mere på det kreative!

November..

Pludselig blev det da d 1. November, og nu er det så, at jeg er førtidspensionist. Nu skal jeg stå på egne ben! Fra den ene dag til den anden, er jeg uden mentor og dermed også udelukket fra at komme i mentorcaféen om torsdagen. Jeg er afsluttet fra jobcenteret, og venter så på at blive indkaldt til møde med en ny sagsbehandler. Det kan tage tid fortalte min tidligere sagsbehandler, så jeg venter da bare! Men hvad jeg venter på ved jeg ikke. Og hvordan det lige skal gå ved jeg heller ikke. Mit behov for forsat støtte,  bliver da ikke mindre af at jeg bliver ladt alene. Jeg er lettet over at min sag nu er afsluttet og
prøver at finde de positive briller frem, og forsøge at acceptere mit 'nye' liv.

Julistatus...

På den sidste dag i juli, gør jeg status for måneden. Ikke særligt opmuntrende, tværtimod! Det har været den absolut værste nogensinde, det sagde jeg måske også sidste år, men sidste år, var jeg trods alt på en uges ferie hos min søde veninde i Hjørring. Det var også planlagt i år, men trods det, at hun tilbød både at hente og bringe, kom jeg ikke afsted. Min mentor havde 3 ugers ferie i juli, og ikke om jeg forstår, at der ikke tilrettelægges et alternativ, men min tilstand går jo ikke på ferie, tværtimod! Både sagsbehandler og mentor er kendt med, at jeg har tendens til at isolere mig! Min lejlighed er den eneste tryghed jeg har, her er jeg selv herre og kommer kun ud hvis der skal handles. Man kan leve længe på en pakke havregryn og et par liter mælk og frostpizzaer.

13 gange har jeg været udenfor min dør, og de 2 gange har jeg kun været ude med skraldeposen, uden anden anledning. 8 timer har jeg som det længste været hjemmefra, min veninde hentede og bragte og jeg havde en fantastisk dag sammen med hende.  

Jeg ved jo godt hvorfor specielt juli har været svær. Alle tiltag jeg ellers deltager i, er lukket ned i juli måned og samtidig er jeg fortsat i venteposition vedr rehabilitering. Det er ét år siden jeg blev udredt, som værende varigt og stationær ramt. Det er som et mareridt! Hele tiden at være i hænderne på systemet, og vade rundt i uvished. Selvom jeg intet kan stille op, formår jeg ikke, at acceptere at det er sådan det er nu, og jeg intet kan stille op før der er en fuldstændig afklaring. Nej, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis og hvad nu hvis ikke.

Som udgangspunkt blev rehabilitetspapirerne startet udfyldt i november, resten blev udskudt til januar pga operation i min fod. Januar blev udskudt til marts pga en langtidssygemeldt sagsbehandler. Derefter har jeg været ramt af en sagsbehandler som har givet mig falske forhåbninger om, at min sag ville kunne komme med på rehabiliteringsmøde i maj og så i juni, sommerferie i juli, så ihvertfald på august mødet.. Nu bliver det øjensynlig først til september eller oktober hvis jeg er heldig. Der er vist ikke noget at sige til, at jeg har mistet tilliden til sagsbehandleren. Hun passer sit job, har et regelsæt at gå efter og normalt gør hun det godt, men i dette tilfælde synes jeg godt nok hun trækker mig rundt i manegen.

Det var juli, nu er vi lige gået ind i august og mon ikke det lysner igen. Jeg håber og ber'....

Nye netværk..

Hver anden tirsdag aften mødes jeg med en lille flok, i et rimelig nyt tiltag nye netværk, hvor fællesnævneren er at man har begrænset netværk og føler sig ensom.
Aarhus Stiftstidende har skrevet en fin artikel om tiltaget, som er værd at læse hvis man evt kender nogen som kunne ha' gavn af at komme lidt mere ud, ikke kun i Odder, men det findes i flere større byer og jeg kan kun anbefale det, glæder mig hver gang til at skulle afsted, nogle dage lettere end andre, men jeg kommer afsted. For mit eget vedkommende er det afgørende, at der ikke er for mange mennesker og for meget uro, og det kan der jo sagtens være i de større byer.
Af forskellige årsager, feks på grund af min psykiske situation, som beskrevet i forrige indlæg, har jeg kun et begrænset netværk nu, og med tendens til at isolere mig i min lejlighed, har jeg stor gavn af at komme mere ud, og aftensmaden smager altså lige en tak bedre når man ikke skal spise alene.

Ventetid igen og igen..

Billedet har intet med indlægget at gøre. Det er bare mine nye sko. 

For 3 måneder siden startede jeg på udredning for personlighedsforstyrrelse, og hold nu fast det har været en drønhård proces at komme igennem, samtalerne hos psykologen har været opslidende, men heldigvis har det været muligt for mig, at have min mentor med.

Endelig er jeg kommet så langt nu, at det næste møde vil omhandle fremtidige behandlingsmuligheder, det er på torsdag d. 2/10, så ventetiden er ikke så lang længere, men det er så svært at forholde sig til, at andre mennesker skal bedømme og drøfte min situation og fremtid, jeg er 46 år og må da kunne klare mig selv! Det er lidt ambivalent for jeg gruer for det og samtidig ser jeg frem til det, endelig bliver der taget hånd om det, som i årevis har sat sig så tydelige spor i min personlighed.
Hvorfor gruer jeg så samtidig? Jo, for hvordan i alverden får jeg et acceptabelt liv, med evasive, tvangprægede, depressive, paranoide og emotionelt ustabile træk? Periodisk depression af moderat grad, en meget skrøbelig personlighedsstruktur og høj sensitiv. Mon det kan forkortes lidt, for det er noget af en titel at rende rundt med.
Nu må det så bare gerne blive torsdag i en fart! Indtil da vil jeg forsøge at fordrive ventetiden, skal på hyggetur med en god veninde (garnrov), caféaften i nye netværk og en aftale er der også med min mentor, og ind imellem er jeg også en smule kreativ, så tiden går garanteret hurtigt.

Tak til jer der har læst mit indlæg, det har været hårdt, men samtidig kan jeg også mærke at det letter, hvert ord er skrevet om, indlægget har været dobbelt så langt, masser af dumme ord har været skrevet osv osv. 

Som tiden går..

Det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget her hos mig, at der ikke bliver blogget, men den ene dag tager den anden, og så er der jo det der Instagram, som bare er noget nemmere og hurtigere. Men jeg vil nu alligevel ikke droppe bloggen helt.
Det er lidt svært at komme i gang igen, så jeg starter fra denne weekend, hvor jeg har siddet en del ved symaskinerne, og fået syet 2 kjoler helt færdig, ikke som jeg har været slem til længe, at påbegynde en masse og ikke få noget gjort færdigt. En sejr, én af dem som jeg skal øve mig i at tage til mig som positiv udvikling, prøver nemlig altid på at bortforklare når noget går godt, men det er en svær proces, som er oppe at vende både hos psykologen og med mentor, så det bliver formodentlig bedre med tiden.
Tilbage til kjolerne.

 Stoffet er fra Stofdepotet, en gevinst fra blogtræffet i Hjortshøj. Selve modellen er fra Onion 2035, et suverænt godt mønster, som kan ændres på kryds og på tværs. Jeg har tilføjet de store lommer fra nederdelsmønsteret fra laveya-schnitte. Dejlig vinterkjole.

Stoffet med hanefjed er købt i Hjørring og det grå viscosejersey er fra den lokale stofbiks her i byen. Udfordrede mig selv ved at sy pipingbånd på mellem de to forstykker og 'klunkebånd' forneden. Modellen er syet efter en kjole fra genbrugsbutikken, som sidder rigtig godt, det eneste jeg har ændret på er ærmelængden. Overvejer om der skal en sort lomme på, bare for at bryde lidt.

45 år..

I går var jeg fødselar. 45. Halvrund på både den ene og anden måde.

Dagen startede som forventet og sluttede absolut ikke som forventet. Og dog, for med depression/angst kan alt jo ske, men der imellem havde jeg en skøn eftermiddag sammen med min kære datter. En skøn frokosttallerken blev indtaget på Café Grene, som ligger på 1.sal i Søstrene Grene butikken på gågaden i Aarhus. Jeg har ofte tænkt at deres café skulle besøges engang og det blev den så i går. Jeg kommer gerne igen og det er vel anbefaling nok, tænker jeg. 

Derefter gik vi side om side gennem gågaden for til sidst at ende på kaffebar hvor vi fik en god kop siphon kaffe. Herligt sted hvor vi sad i baggården på koskind som var slænget over en kasselignende bænk, og imens vi sad her fik jeg en kort beskrivelse af den bog om mindfulness  som jeg havde fået foræret af mine kære børn. Den glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med.

Den nye sagsbehandler..

I dag skulle jeg møde min nye sagsbehandler, og sikke da et dejligt menneske. Kunne med det samme mærke, at hende var jeg tryg ved og vi blev lynhurtig enig i, at jeg skal skrives op til en mentor, en kvindelig mentor. For pokker det har lettet mit sind en smule, ikke at jeg er stolt over at jeg som 44 årig har brug for en mentor for at komme videre, men tilsyneladende er det dét der skal til!

Nu ser det en smule lysere ud på den front, og det glæder jeg mig over lige nu.

Et gammelt armbånd blev fundet frem i morges, det kunne lysne lidt op i mit sind imens jeg sad og ventede på kommunen.

Brok og ufoer..

Min mening med bloggen var jo ikke at det skulle være en brokkeblog, men en blog om min kreativitet og tildels hverdagslivet, og det er jo her al det brok kommer fra. I går var atter en hård dag, men så er der også 'fri' til torsdag hvor der igen er et møde, med en ny sagsbehandler fra kommunen. Pyyyh, heldigvis har jeg aftalt med min nuværende sagsbehandler, at hun er med ved det første møde.

Jeg har et kæmpe behov for ro og orden omkring mig, så jeg rydder op og forsøger at skabe orden, næsten umuligt på 55 kvm, men jeg forsøger. Ro er også næsten umuligt, pga varmen er jeg nødt til at åbne vinduerne og da jeg bor klods op af fortov og vej, giver det meget uro sammenholdt med støj fra beboerne her. Kunne nogen gange ønske jeg boede på en øde ø. Hmm, men under oprydning kom jeg lige over mine ufoer. Og NU skal der lige gøres lidt ved dem. 

Bare her på stolen ligger 5 ufoer. Plus dem der ligger i strikkekurven, det hæklede tæppe i bomuld, det hæklede tæppe i peruviansk highlandswool og de sokker som også kun er halvfærdige.

Og så er der jo også alle ufoerne ved symaskinen og dem i patchwork. Gisp! Jeg må altså få gjort noget færdigt nu.  

Sådan..

Ansøgningen med alle bilag skal afleveres i dag. "Du trækker bare et nummer og sætter dig og venter til det er dit nummer der bliver råbt op". Åh ja, det er SÅ nemt at sige når man er velfungerende, men ikke for sådan én som mig. Men hva', de har nok allesammen set mig stå og tude udenfor, når jeg ikke har kunnet gå ind ad døren. 

Måske jeg bare skal få det overstået. Og så har jeg da en hel uge, inden jeg skal derover igen til samtale, og det er oven i købet en ny sagsbehandler! 

Tak..

Som det varmer mit hjerte og sjæl, at nogen har taget sig tid til at komme med gode råd og ikke mindst undersøge mulighederne for mig! Tak til den anonyme som også ringede til mig. Tænk at der findes sådanne mennesker! Jeg er dybt taknemmelig. Er ikke kommet et skridt nærmere, jeg er nødt til at ha hovedet med og jeg befandt mig for langt hjemmefra i går, til at kunne nå hjem både og ringe og møde op. Men i dag reflekterer jeg, det kan heldigvis gøres på tagterrassen her hvor jeg bor. Det blæser altid en halv pelikan heroppe, men jeg har  godt af at blive luftet og blæst igennem, så en kop kaffe, en notesblok og et gammelt havebord i ryggen, til at tage noget af vinden, så er der ro på mig lidt. 

Jeg laver lister og håber på at få overskud og mod til at gøre noget ved det. Jeg bilder mig jo ind at det hjælper, med de lister. Måske gør det og måske ikke. På en af listerne skriver jeg ned hvad jeg har fået gjort i dag. Og en anden hvad jeg skal ha gjort inden fredag. Den sidste er den sværeste!!! Men jeg håber jeg magter det og kan så give mig selv et klap på skulderen. Mon?

Fremtiden igen igen..

Her sluges så mange kameler, og det ser ud til at det ingen ende tager. Jeg ved snart ikke hvad der er at gøre! Hvis der sidder en derude og læser med, som har gode råd eller ideer så skriv endelig en mail. Problemet er ret og slet økonomi. I følge de papirer jeg har fået med hjem fra borgerservice, er jeg berettiget til 10.500,- om måneden som ikke-forsørger fyldt 25 år. Og af det beløb skal jeg betale skat. Jamen ikke-forsørger, jeg skal da stadig ha mit yngste barn på weekend. Og ikke mindst ha noget at spise hver dag, medicin, befordring til og fra behandling. Osv osv. Hvis jeg var frustreret over min situation før, så er det da ingenting i forhold til nu!

I forvejen har jeg en meget streng økonomi. De sidste par måneder har jeg ikke fået så meget udbetalt som der har været udgifter for, pga helligdage. Hver måned har jeg været nødt til at lade regninger ligge, og så håbe på der har været økonomi til det i næste måned. Det giver mavepine og er altså ikke det bedste når man i forvejen er sårbar, depressionsramt og lider af personlighedsforstyrrelser. Jeg har nærmest lukket øjnene for der har jo ikke været flere penge næste måned. Og nu hvor jeg så har ramt bunden, elregningen skulle være betalt i fredags, internettet lukkes på torsdag og tv næste uge, og der er ikke til hverken det ene eller det andet! Som sygemeldt får man udbetalt ugevis og kontanthjælp månedsvis bagud. 

Ansøgningen til kontanthjælp skal afleveres onsdag og en masse papirer, dokumentation, skal sendes med, og jeg kan bare ikke finde hoved og hale i alt det her. Skal jeg smide håndklædet i ringen og bede om hjælp. Hjælp til at få styr på min økonomi, men hvor kan man henvende sig? Råber hjælp her, men er der nogen der hører mig? Er der nogen der kan hjælpe?

Fremtiden..

Lige nu er fremtiden usikker for mig. Jeg har været til møde med min sagsbehandler, som har været nødt til at berette for mig, at mine sygedagpenge ophører pr. 31/5 2013 Så jeg må gå den tunge gang at søge kontanthjælp. Jeg kan overhovedet ikke rumme at tænke på og undersøge hvor meget jeg kan få.

Netop denne usikkerhed og uvished er ikke lige den bedste cocktail for en depressionsramt. Samtidig er jeg startet på endnu et forløb gennem psykiatrisk, det tærer så hårdt på mig når jeg atter sidder overfor en ny behandler, som skal lytte, fortolke og forsøge hjælpe mig videre. Det er SÅ hårdt som voksent menneske at sidde og græde snot overfor vildt fremmede mennesker. For ikke at nævne i bus eller tog. Bagefter drøner jeg lige hjem til min lejlighed og føler mig som lille bitte Gitte, der skal klare sig selv! Ingen til at trøste eller sige det skal nok gå det hele. 

Ingen forstår hvordan det er,

at glæde sig til arrangementer i fremtiden, for så at måtte melde afbud eller hvis jeg deltager, være kørt helt ned i minus flere dage efter. 

Ingen forstår hvor ondt det gør at blive forladt, ladt i stikken eller ret og slet bare, lukkes ude. 

Jeg kæmper og jeg kæmper fandme videre! Jeg har 3 dejlige børn, som alle selvfølgelig er mærket af dette, men jeg tror på at vi klarer det sammen! Samtidig har jeg et par gode veninder som heldigvis tager mig som jeg er. 

Der er masser af ord som presser sig på, og også mange som jeg vil skåne jer for. 

Livet er en gave, men også en opgave!!!

Billedet er lånt på nettet. 

Jeg er ikke helt klar til den der fremtid, men mon ikke det snart lysner.

Op ad bakken..

For pokker som jeg har lyst at råbe r.. og flytte på en øde ø.
Jeg magter simpelthen snart ikke flere nederlag. Endelig er der bedring og straks skal jeg 'pilles' ned igen.
Jeg har været nødt til at træffe nogle svære valg, om at vælge fra og tror på sigt det er den bedste løsning for alle parter. Men når jeg selv bliver valgt fra, uden grund, så gør det SÅ ondt i mit sind og jeg spørger mig selv igen og igen, hva er det jeg gør galt? Jeg har ikke mulighed for at forsvare mig, når jeg ikke får noget at vide, men selv skal finde ud af det! Det gør så pokkers ondt.... Og jeg sidder tilbage med tårerne sprøjtene og tænker, havde det dog bare været et brækket ben eller andet, som kan ses, men ikke en psykisk lidelse.

Det der liv..

Nu igen, tænker nogen! Så lad være at læse videre.
Alt imens jeg får det bedre og bedre mht depression/angst, så er der andre ting i livet der gør ondt! Nogen ved hvad, andre ikke, men på visse punkter er der nu handlet og sat punktum. Det har igennem længere tid drænet mig fuldstændig for energi, men... Nu kan det kun gå den rigtige vej og selvom det, netop i dag, ikke er helt tydeligt for mig, så er der lys forude, men stadig lang vej. Mange ting der skal rettes op på osv.
Efterhånden kender jeg mønstret, så dagen i dag bruges til at tude, bande og svovle og gøre op med de tanker der driller mig! Måske sætter jeg mig ved symaskinen, måske ikke. Højst sandsynlig ikke, for der er i sandhed tankemylder i mit lille hoved.
Måske nogen har læst med hele vejen, og jer sender jeg lige en tanke og et kram.

..

Trækker en streg i sandet, sætter punktum og glæder mig nu over dem og det som fylder mig, med lige præcis det mod der skal til for at kæmpe videre.
Jeg er stadig influenzaramt, det ene tager det andet med sig, men i går fik jeg handlet lidt løgplanter og de står så fint og pynter og fortæller mig, at foråret er på vej, ihvertfald i min stue.

Nyt etui til Knit Pro..

Her er ikke den vilde aktivitet, for jeg har tilraget mig en influenza af format. Selv hæklenål 3 føles for tung, men jeg fik da færdiggjort et par tullesko, som længe har manglet en hæklet kant og et knaphul.

I aftes fik jeg også syet kantebånd på i hånden, på et nyt etui til mine Knit Pro pinde. Med målene 16 x 16 cm passer det lidt bedre i størrelsen i forhold til det jeg tidligere har syet.

Psykiatrisk mobilteam..

Dagen i dag har jeg ventet med gru, men egentlig også med længsel. Jeg har haft besøg af to sygeplejesker fra psykiatrisk mobilteam Horsens. To søde kvinder som stillede en masse spørgsmål, som jeg forsøgte at besvare på bedste vis. Og når det blev lidt for svært og tårerne løb, var min søde veninde Heidi lynhurtig med en hånd. Det var rigtig rigtig hårdt, men på en måde også godt. At få fortalt og sat ord på.
Mødet i dag er starten på et 8 ugers forløb hvor jeg én gang ugentligt får besøg af den ene af sygeplejeskerne.
Jeg reflekterer nu og tænker det hele igennem, men der er hverken hoved eller hale i de tanker. Det håber jeg der er i morgen, mon ikke?

Patchworkblomster..

Der er ikke lige meget fart over feltet hver dag. I dag er stilledag, stort set ingen aktivitet, men jeg har fundet patchworkblomsterne frem. Et af evighedsprojekterne, og der er lang vej endnu.
I morgen er det sikkert symaskinen som atter vinder, men i dag giver jeg den en skalle med de her sekskanter, som bliver til de fineste blomster, og de skønne farver glæder både mine øjne og mit sind.

Alle de løse ender..

De løse ender her er fra cardiganen, som er færdigstrikket og nu bare venter på, at jeg kommer en tur i byen efter eddike.
Men.. Der er mange flere løse ender, ikke af den uldne slags, men alle de løse ender jeg skal ha styr på.
Lige for tiden forsøger jeg med at skrive lister. Alt skal skrives på, for så er det nemmere for mig at overskue og det handler jo også om, at være realistisk og kunne få slettet nogle punkter som dagen går!
Men hvor realistisk er det med de lister? Jeg kommer jo ikke i fitnesscenteret. Eller får lavet de Craft it forward gaver jeg skal sende. Eller får klippet og sendt lapper til byt en lap. Jeg vil jo så gerne være med til det hele, og ikke mindst kunne magte alt det, som jeg kunne før det her depressionshelvede. Og der skulle jeg da ikke skrive på en liste, at jeg skulle rede min seng eller rydde spisebordet!