Julistatus...

På den sidste dag i juli, gør jeg status for måneden. Ikke særligt opmuntrende, tværtimod! Det har været den absolut værste nogensinde, det sagde jeg måske også sidste år, men sidste år, var jeg trods alt på en uges ferie hos min søde veninde i Hjørring. Det var også planlagt i år, men trods det, at hun tilbød både at hente og bringe, kom jeg ikke afsted. Min mentor havde 3 ugers ferie i juli, og ikke om jeg forstår, at der ikke tilrettelægges et alternativ, men min tilstand går jo ikke på ferie, tværtimod! Både sagsbehandler og mentor er kendt med, at jeg har tendens til at isolere mig! Min lejlighed er den eneste tryghed jeg har, her er jeg selv herre og kommer kun ud hvis der skal handles. Man kan leve længe på en pakke havregryn og et par liter mælk og frostpizzaer.

13 gange har jeg været udenfor min dør, og de 2 gange har jeg kun været ude med skraldeposen, uden anden anledning. 8 timer har jeg som det længste været hjemmefra, min veninde hentede og bragte og jeg havde en fantastisk dag sammen med hende.  

Jeg ved jo godt hvorfor specielt juli har været svær. Alle tiltag jeg ellers deltager i, er lukket ned i juli måned og samtidig er jeg fortsat i venteposition vedr rehabilitering. Det er ét år siden jeg blev udredt, som værende varigt og stationær ramt. Det er som et mareridt! Hele tiden at være i hænderne på systemet, og vade rundt i uvished. Selvom jeg intet kan stille op, formår jeg ikke, at acceptere at det er sådan det er nu, og jeg intet kan stille op før der er en fuldstændig afklaring. Nej, jeg tænker hele tiden, hvad nu hvis og hvad nu hvis ikke.

Som udgangspunkt blev rehabilitetspapirerne startet udfyldt i november, resten blev udskudt til januar pga operation i min fod. Januar blev udskudt til marts pga en langtidssygemeldt sagsbehandler. Derefter har jeg været ramt af en sagsbehandler som har givet mig falske forhåbninger om, at min sag ville kunne komme med på rehabiliteringsmøde i maj og så i juni, sommerferie i juli, så ihvertfald på august mødet.. Nu bliver det øjensynlig først til september eller oktober hvis jeg er heldig. Der er vist ikke noget at sige til, at jeg har mistet tilliden til sagsbehandleren. Hun passer sit job, har et regelsæt at gå efter og normalt gør hun det godt, men i dette tilfælde synes jeg godt nok hun trækker mig rundt i manegen.

Det var juli, nu er vi lige gået ind i august og mon ikke det lysner igen. Jeg håber og ber'....

Og så blev det december..

    Ingen december i Odder uden julemanden som cykler og cykler.....

Det blev jo bare lynhurtig december måned, og d 5. dec er jo så i morgen, datoen for hvor jeg endelig skal opereres i min slidgigtramte storetå, og det er i dén grad tiltrængt. Ikke at jeg glæder mig, for jeg har valgt at være vågen under operationen, også selvom lægen gjorde opmærksom på, at der mejsles og saves! Alternativet under fuld narkose, det kan jeg slet ikke gennemskue, så nej tak. Den efterfølgende tid tør jeg slet ikke tænke på, må tage det som det kommer!

Endvidere har min ældste søn, 21 år gammel, fået konstateret Multipel sclerose. Èn ting er at man selv er syg, men at ens kæreste eje bliver ramt af kronisk sygdom, og i fremtiden skal lære at leve med så uforudsigelig en sygdom som sclerose, det er fuldstændig umuligt at sætte sig ind i. Han er jo for pokker ikke syg som sådan, han har symptomer, men ikke nogle som hæmmer ham væsentlig. Han har været igennem hele proceduren, med indlæggelse, binyrebarkhormonbehandling og er nu i medicinsk behandling, som kan udskyde og mildne fremtidige attaks med helt op til 60 %.
Han er ikke kun syg, men også rask, skrev en mor til en scleroseramt, til mig. Det er svært at forholde sig til! Chokket har endnu ikke lagt sig, og når det endeligt sker, så er der forskellige tiltag for pårørende, og det må vi tage imod.

Det gør ikke situationen bedre, at jeg i forvejen er meget sårbar og skrøbelig psykisk. For tiden er jeg i færd med at udarbejde oplysninger til en rehabilitetsplan, det foregår sammen med min sagsbehandler og det er virkelig en hård proces. Men jeg må tro på at det ender godt, hvad enten det ender ud med et resourceforløb, flexjob eller førtidspension! Ord som jeg næsten ikke kan sige uden at føle personlig nederlag. Det er vanvittig ambivalent, for jeg ved jo godt at jeg aldrig kommer 100% på arbejdsmarkedet igen, hvis jeg overhovedet kommer det.

Det hele taget i betragtning må vi, min lille familie, tage én dag ad gangen og få det bedste ud af fremtiden! Forsøge at leve i nuet, her og nu, og ikke bekymre os om morgendagen. Disse ord siger jeg gang på gang til mine børn, men det er svært at overbevise mig selv om det, så min søde mentor forsøger at lære mig det udenad, rettet mod mig selv! Det lykkes måske...

Nye netværk..

Hver anden tirsdag aften mødes jeg med en lille flok, i et rimelig nyt tiltag nye netværk, hvor fællesnævneren er at man har begrænset netværk og føler sig ensom.
Aarhus Stiftstidende har skrevet en fin artikel om tiltaget, som er værd at læse hvis man evt kender nogen som kunne ha' gavn af at komme lidt mere ud, ikke kun i Odder, men det findes i flere større byer og jeg kan kun anbefale det, glæder mig hver gang til at skulle afsted, nogle dage lettere end andre, men jeg kommer afsted. For mit eget vedkommende er det afgørende, at der ikke er for mange mennesker og for meget uro, og det kan der jo sagtens være i de større byer.
Af forskellige årsager, feks på grund af min psykiske situation, som beskrevet i forrige indlæg, har jeg kun et begrænset netværk nu, og med tendens til at isolere mig i min lejlighed, har jeg stor gavn af at komme mere ud, og aftensmaden smager altså lige en tak bedre når man ikke skal spise alene.

Ventetid igen og igen..

Billedet har intet med indlægget at gøre. Det er bare mine nye sko. 

For 3 måneder siden startede jeg på udredning for personlighedsforstyrrelse, og hold nu fast det har været en drønhård proces at komme igennem, samtalerne hos psykologen har været opslidende, men heldigvis har det været muligt for mig, at have min mentor med.

Endelig er jeg kommet så langt nu, at det næste møde vil omhandle fremtidige behandlingsmuligheder, det er på torsdag d. 2/10, så ventetiden er ikke så lang længere, men det er så svært at forholde sig til, at andre mennesker skal bedømme og drøfte min situation og fremtid, jeg er 46 år og må da kunne klare mig selv! Det er lidt ambivalent for jeg gruer for det og samtidig ser jeg frem til det, endelig bliver der taget hånd om det, som i årevis har sat sig så tydelige spor i min personlighed.
Hvorfor gruer jeg så samtidig? Jo, for hvordan i alverden får jeg et acceptabelt liv, med evasive, tvangprægede, depressive, paranoide og emotionelt ustabile træk? Periodisk depression af moderat grad, en meget skrøbelig personlighedsstruktur og høj sensitiv. Mon det kan forkortes lidt, for det er noget af en titel at rende rundt med.
Nu må det så bare gerne blive torsdag i en fart! Indtil da vil jeg forsøge at fordrive ventetiden, skal på hyggetur med en god veninde (garnrov), caféaften i nye netværk og en aftale er der også med min mentor, og ind imellem er jeg også en smule kreativ, så tiden går garanteret hurtigt.

Tak til jer der har læst mit indlæg, det har været hårdt, men samtidig kan jeg også mærke at det letter, hvert ord er skrevet om, indlægget har været dobbelt så langt, masser af dumme ord har været skrevet osv osv. 

Forskelligt krea..

Her er et udpluk af den sidste uges krea. Symaskinen om formiddagen og strikke/hækletøj om aftenen, som oftest, der er selvfølgelig undtagelser.

Én ting som kører alle hverdage,  er træningen i fitnesscenteret. Det gør mig SÅ godt at komme afsted, men det er en kamp uden lige at komme ud af døren. Men følelsen at komme i fitnesscenteret og gennemføre mit program, er en skøn fornemmelse når jeg om aftenen sidder og evaluere dagen.
 I dag er en af de dage hvor jeg skal slås med mig selv for at komme afsted, men aftalen med mig selv om at jeg VIL, gør at så kommer jeg det også, bare senere end de andre dage!

Mandag igen..

Så er det sandelig allerede mandag igen, men pyt med det, når de sidste dage har været fyldt til renden med knus og kram og positiv energi.
Min mandag er startet stille og rolig. En maskine vasketøj er sat over, morgen tv holder mig opdateret, morgenkaffen holder mig vågen og en masse kreative ideer i hovedet, holder mig fra at sætte mig med krimien De glemte piger. Den er ellers så spændende lige nu. Men jeg har en masse planer for resten af denne lidt grå mandag. Først skal jeg ha syet knapper i mini til voksne fra Design Club. Jeg har strikket den uden ærmer og kan næsten på forhånd mærke at den bliver en succes.

Tiden går..

Vupti, så gik der lige 3 dage uden indlæg på bloggen. I kender det sikkert godt, jeg har en masse jeg gerne vil blogge om, men ordene kommer bare ikke ind på bloggen af sig selv.
I denne uge er jeg på job 3 dage i træk, og når man, som jeg, er afhængig af de offentlige transportmidler, først er hjemme kl 19, så er jeg træt, ikke sove træt, men brugt på den der gode måde, og så er der ikke den vilde energi til andet end lidt tv og strikketøj. Apropos strikketøj, så er der pakket massevis af strikketøj i weekendtasken, for efter job i dag tager jeg en tur på familiebesøg. Og der ved jeg der er masser af strikkemulighed, så måske får I lidt nyt at se, når jeg vender tilbage.

Jubidubiduuu..

Første dag på nyt job og nørkleaften i dejligt selskab. Det kan da kun blive en god dag.

Må I kære læsere få en skøn dag.

Får det ingen ende..

JOMFRUEN 23/8-23/9
♥♥Ikke alt forløber efter dine planer og ønsker i denne uge, desværre. Du kommer nemlig til at arbejde hårdt for de ting, du gerne vil opnå og, du kan ikke tillade dig at tage øjnene fra målet. Sørg for at gøre noget rart for dig selv ind i mellem, så det hele ikke føles op ad bakke.

Ugens råd: Giv ikke op.

Lånt hos Hendes verden

Jeg skal holde mig selv fast i ugens råd. For det ville da godt nok være det nemmeste. Det er som om der hele tiden står 'noget' i kø, og så er det op ad bakke igen. Kan det dog ikke snart stoppe!

Opladning af energidepotet..

Det var lige præcis det hensigten var i går, torsdag. Hanne kom til kaffe og snak, og en gåtur til garnpusheren her i Odder. Vi lod os ikke friste, svært at tro, men sandt! Måske det er fordi vi har en masse der skal bruges først. Kun Hanne og jeg kender sandheden, he he.
Endelig var det jo også blevet torsdag i lige uge igen, så nørkleklubben skulle mødes. Henriette kom her og vi kunne da sagtens snakke og spise lakridskyskager for Birgit også. Mon ikke vi er fuldtallige næste gang, plus et nyt medlem.
Husk, at vi søger flere kreative mellem Odder og Horsens, som har lyst at mødes torsdag aften i lige uger.

 I aftes strikkede jeg videre på mit nye projekt, at strikke to strømper samtidig, toe-up og magicloop. Fint gik det til jeg skulle strikke hæl, og et fint hulmønster dukkede op, selvom jeg har fulgt mønsteret i Lene Randorffs bog.
De små fine hjerter der ligger på bordet var en gave fra Henriette, og hun har fyldt lavendel i dem, så de udsender en dejlig duft. Og det siges jo at lavendel er beroligende, så måske var det derfor jeg hurtig igen glemte alle skældsordene der røg ud af min mund.

Grrrr..

Bare lige så I ved det, så er jeg faktisk pissesur!

Op og ned..

Jeg havde ellers lovet mig selv, at der ikke skulle 'hyles' mere her på bloggen, men det er svært at undgå, når det er en del af mit liv, endnu! Hvorfor 'hyler' jeg så? Jeg er frustreret over min fremtid. For allerbedst som det lige gik så godt, falder jeg i igen. Heldigvis er jeg blevet så meget klogere, at jeg ved der sker tilbagefald og de tilbagefald lærer man af. Jeg ved også at jeg kommer videre, men jeg er utålmodig nu, for jeg vil også ha et normalt liv, med job og hverdag og weekender og ferier osv osv. Jeg vil ikke ret meget længere være den der voksne kvinde, som ikke har styr på sig selv og sit liv! Jeg har tænkt, tudet, raset og lagt planer, for NU skal det bare lykkes for mig!

Morgenhygge..

Jeg er en rigtig hyggefis, ingen tvivl om det! Jeg elsker mine morgentimer herhjemme inden jeg smutter med bussen ind til byen og mit lige nu, dejlige 'job'. Jeg elsker at ligge og lytte til lydene her i opgangen. Dejligt at kunne vende sig om når naboen smækker døren og jeg ved at jeg kan blive liggende. Og den sagte musik fra underboen, og når underboen begynder at hoste, så ved jeg at jeg snart må op. Det bedste jeg har gjort længe, er omrokeringen af værelserne. Nu har jeg fået ro til at sove, men kan høre der stadig spilles om natten inde fra det gamle soveværelse, altså naboerne i næste opgang.

Billedet er fra sidste onsdag hvor jeg havde fri, dejlig solskinsvejr

Jeg nyder at jeg stille og rolig kan drikke den første kop kaffe, med at læse mails, blogge og kigge rundt på Facebook. Jeg nyder den stilhed der er, og ingen radio eller lign. Jeg nyder lyden af uret på det gamle skab. Og så går det løs derefter, inden jeg smutter ud af døren.

Kan I alle ha en dejlig dag derude.

Den ene dag tager den anden..

Og pludselig er vi allerede langt inde i januar, i det nye år. Det år 2011 som helt klart MÅ blive bedre end det brugte år. Indtil nu har de dage der er gået af januar, bestemt ikke vist sig fra den der gode side, som jeg ber om.
Jeg klarer mig igennem min hverdag, mit 'job' i butikken. Jeg er brugt, fyldt helt op, træt, når jeg når hjem, men på den gode måde, og i hverdagen har jeg jo kun mig selv, så aftensmad er en by i Rusland og som regel foregår resten af aftenen på sofaen. Men jeg VIL klare det, jeg vil vise at jeg godt kan. Og heldigvis tror jeg på mig selv, og jeg er ved at ha rystet fjerene så godt på plads, at jeg nu, næsten, kan se mulighederne frem for begrænsningerne. Jeg ser faktisk masser af muligheder med fremtiden, men det er lige med at komme frem til det punkt, hvor det er mulighederne der styrer over begrænsningerne. Og her tænker jeg jobmuligheder, hvad skal jeg når jeg bliver raskmeldt? Jeg tænker min boligsituation, hvor skal jeg flytte hen? Intet binder mig længere til Aarhus. Men det er et svært valg, for trods det, at intet binder mig hertil, så har jeg trods alt fundet mig godt til rette, skal bare finde noget langt billigere at bo i. Jeg er tvunget, økonomisk, til at opsige min lejlighed, og det er jeg nødt til at handle ud fra. Men det er en smule svært oven i depressionen, at skulle forholde sig til det, samtidig med at jeg i den grad føler mig brugt som skydeskive og svigtes af venskaber, som jeg har svært ved at undvære! Jeg klarer mig, for jeg er også omgivet af mennesker, som vil mig det godt. Jeg har de sødeste kollegaer i butikken, som gør mig ualmindelig godt. Jeg har de sødeste strikkeveninder. Og selvfølgelig har jeg også venner tilbage, som med små beskeder får mig til at tænke fremad. Og nu hvor jeg er ved det, så er der mine forældre, som på deres egen måde hjælper mig. Og selvfølgelig ALLE mine 3 børn, selvom jeg ikke er så meget sammen med dem fysisk, så er de her jo, i mine tanker <3
Jeg ved ikke hvor mange af jer, som har læst hele mit indlæg her, men jeg lover at der senere i dag kommer håndarbejdsrelateret, for selvom jeg er 'nede' får jeg strikket og syet.

G som i gladglad..

Jeg har de sidste 14 dage gået med en rigtig dejlig fornemmelse. Og i går blev der sat tider og ord på en del af det der skal være min hverdag de næste 3 måneder. Jeg skal i 'praktik' hos netgarn.
Jeg starter på mandag, og i første omgang skal jeg koncentrere mig om netbutikken. Pakke ordrer for på den måde at finde ud af, hvor de forskellige garner ligger henne og hvilke garner 'vi' sælger. Egentlig er det ikke garn som jeg plejer at strikke af. Men med de positive briller og en kæmpe stor pose motivation, glæder jeg mig bare SÅ meget.
Minus kan være, at det jo kun er 3 mdr, men igen må jeg være positiv og sige til mig selv, at det højst sandsynlig kan være med til, at give mig en ordentlig mundfuld af det selvværd, som i den grad er blevet frataget mig. Jeg har adskillige års erfaring indenfor butiksfaget, så der er intet nyt der. Med strik som den store hobbyaktivitet, er det da guld at komme i 'praktik' i en garnbutik, for at komme videre i systemet.
Uha som jeg glæder mig :-)

Travl torsdag..

Torsdagen startede med fitness, så var det kostvejledning i fitnesscenteret, hjemme i 20 min og spise frokost og afsted til stresshåndtering. Stresshåndteringen er ualmindelig godt for mig. Hver gang er der nye redskaber til at håndtere den stress der ikke skal være en del af mit liv. Jeg har efterhånden fået redskaber til det meste. Jeg ved hvad jeg skal gøre, hvis tingene vokser mig over hovedet. Jeg kan finde midtpunket i mig selv og ud fra det, stå fast, sådan nogenlunde, og bevare roen. Jeg kender efterhånden mine grænser og ved også hvad der er godt for mig og hvad der ikke er godt for mig. Utroligt at dette først sker nu som først i 40'erne! Jeg har faktisk enddog lært at trække vejret rigtigt. Så der er da ikke noget at sige til jeg er utrolig glad for det der stresshåndtering om torsdagen, og så er jeg vild med afspændingen vi afslutter med hver gang. Jeg er ikke umiddelbar god til at fokusere, kan stadig planlægge programmet for weekenden, men jeg er blevet rigtig god til at 'vende' tilbage!
Og prikken over i'et for disse torsdage er så strikkecaféen på Sofies forældre. I dag slog vi rekord ved at være 16 deltagere. Vi hygger os, og det er ualmindelig skønt at se alle de dejlige kreative kvinder igen igen!

 For tiden strikker jeg på min springform fra Geilsk. Jeg tror den bliver god :-)

Mandag..

Så er det igen blevet mandag. Solen skinner, og jeg smutter snart i fitnesscenteret. Energi og humør er på lavt blus, men jeg ved det stiger i takt med pulsen, så det er bare afsted dame.

Billedet er ikke fra i dag eller i går, men jeg tror bestemt at poseantal og UFO'er passer meget godt, og jeg har en plan om at der skal kigges dybt i poserne i eftermiddag, når jeg vender hjem igen med fornyet energi :-)

Et lille pip..

Jeg er her endnu!
Jeg er da kreativ hver dag, mere eller mindre. På den ene eller anden måde. Jeg er i behandling nu for en depression, endelig. Jeg har fornemmet symptomerne længe, men synes at mene, det kunne jeg selv klare, og jeg er jo også afsted næsten hver dag til de tilbud kommunen har tilbudt, men til sidst var jeg nødt til at kaste håndklædet i ringen og min læge satte mig i medicinsk behandling med det samme. Jeg er på en måde lettet. Nu kan det kun gå den rigtige vej!

Og mon ikke det snart er tid til at 'flashe' noget af det som jeg har fået lavet.

Det må lige vente lidt med billeder indtil jeg har lært at tage ordentlige billeder med min nye telefon. Indtil da får I billedet af en rigtig sød lille hæklet gris fra Sebra Den får mig til at smile, den lille grisebasse :-)

Opstart..

I går mandag var jeg til møde med min vejleder på Arbejdsmarkedscenter Nord, og vi skulle sammen lægge en plan for mine 10 timer om ugen. Endnu en meget positiv oplevelse af personalet i dette projekt. Dejligt at man med det samme fornemmer at hun er her for mig. Vi fik sammen lavet en plan og der er allerede opstart i dag, og som jeg glæder mig, med kreativt værksted. Ikke at jeg jo sagtens kan være kreativ her hjemme, med alt mit kreative rod, men der er noget socialt inde omkring det. Og jeg kunne se/fornemme, at vi skal i smykkeafdelingen i dag.
Selvom jeg glæder mig har jeg det ikke godt med at skulle ud af døren, for hvilke mennesker skal jeg møde, er det nogen der kunne finde på at 'spise' mig? Kan jeg huske hvor jeg skal stå af bussen, hvor lokalet ligger osv osv. Er tilmed bange for ikke at nå bussen. Det er rigtig træls, men mon ikke det hjælper på sigt?
Jeg vil forsøge mig med en masse positive tanker og så kan jeg vist ikke gøre andet lige nu...

Tak til jer som har skrevet kommentarer til mine foregående indlæg.. Og til de mails jeg har modtaget. Jeg læser dem og læser dem igen. Og igen. Lige pludselig magter jeg at kommentere og er så småt i gang igen hos jer skønne bloggere, som giver så meget glæde..

Hørkjole..

Den anden dag hvor humøret var lidt trist, fandt jeg symaskinen frem, og denne lækre hørkjole kom der ud af det. Og det hjalp klart på humøret, at fremstille noget brugbart. Jeg skal vist ha fat i noget mere stof, for mønsteret er perfekt til flere sommerkjoler. Farverne på billedet passer ikke helt. Den er lidt mørkere i virkeligheden. Jeg er vild med den hæklede knap.