Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Garn. Vis alle opslag

fredag den 10. oktober 2014

Høstjakke..


Troede egentlig sagtens jeg kunne undvære en høstjakke, men jo flere der dukkede op i strikkegrupper på facebook, på Instagram og deslige blogge, måtte jeg simpelthen strikke en. Det er jo en cardigan, som er absolut yndling indenfor strik. Når jeg ind imellem overbeviser, eller prøver at overbevise mig selv om, at en god lukket trøje kunne været godt, så ender det altid med at den ligger på hylder og aldrig kommer i brug. Flere har jeg så med tiden ændret til cardigans, og det er jo i og for sig også fint at kunne gøre det, men lidt ekstra arbejde giver det jo. Nu har jeg indset, tror jeg, at det er cardigans jeg holder mig til.
Men høstjakken er forlængst strikket og her er også gang i en to'er. Den må ejes i flere farver og med en grå som nummer et, må to'eren være sort. Ikke nye farver her. Hmm, men sort og grå findes da også i flere nuancer. 


Jeg har strikket lommer og syet på, og hæklet en kant rundt i halsen, og afsluttet med en trense og en af Birthe Sahls skønne knapper, købt på Samsø da jeg var på strikkecamp.

Faktaboks
Design: Høstjakke fra Pickles.no, men dansk version findes i Maries ideer
Garn: Ca 175 g supersoft, ca 175 g coast. Begge fra Garnpusher og ca 50 g Cashmir Lux fra Berit Davidsen
Pinde: Knitpro metal p 6
Størrelse: M
Ændringer: Et par ekstra udtagninger i raglanudtagningerne og har strikket retriller forneden på ærmerne i stedet for ombuk. Strikket lommer, slog 25 m op og strikkede 25 retriller. Efterfølgende har jeg hæklet en kant rundt i halsudskæringen, den var alt for løs, og som afslutning en trense til knap.
Hot or not: Absolut hot.

tirsdag den 24. januar 2012

Futter x tre..

Tre par futter har jeg fået lavet indenfor kort tid. Det første par nåede knapt at blive tør, før min datter puttede dem i tasken. Så jeg måtte skynde mig at strikke et par til mig selv, for de gamle af mine, var total hullet og udtrådte. Disse er super gode. Kanon pasform og de er dejlige varme. Opskriften er fra Fandango, strikket i Naturuld


mandag den 16. januar 2012

Varmeværk..

Dette er mit første projekt fra Lotte Kjærs nye bog Strikværk. Tykt garn og tykke pinde, 'tabe' en masse masker og vupti har man et 314 g varmeværk. Min er strikket i ensfarvet sort, jeg er så kedelig,men er altså ikke god til flerfarvet. Uanset hvordan jeg vender og drejer det og mig selv, kan den sorte ikke ses ordentlig, og derfor har jeg lånt et foto.

Foto er lånt hos nørkletøserne

Faktaboks:
Pinde:          P 10
Garn:           314 g Oporto fra Wilferts, købt hos Fandango
Ændringer:  Ingen
Hot or not:  Total hot.

Jeg forsøger mig med en faktaboks. Er der mon nogen som har én fantastisk faktaboks, som bare fungerer, hører jeg gerne fra jer!

tirsdag den 1. november 2011

Engen flashes..

I lørdags bar jeg med stolthed min Eng, designet af Annette Danielsen.



Billedet her er taget af Birgit, og jeg har klippet Henriette fra, for ellers havde hendes fine vest fået al opmærksomheden! 
Tilbage til Eng, som jeg er total vild med. Farven er meget mørk grå, sammensat af én tråd antracit og én tråd lakrids blackhill fra Garnudsalg. Det meste af cardiganen er strikket i min ferie, ned gennem Tyskland, Italien. Den var sandelig også med på Elba, oppe i svævebanen og med rundt på diverse strande. Man er da ikke total strikkenørd for ingenting!


Og ja ja, jeg trænger til at tabe et par kilo eller ti eller tyve... Går i gang i morgen!

tirsdag den 20. september 2011

NU tager jeg mig selv i nakken..

Der er masser at gøre færdigt! Jeg har lige nu gang i 4 'store' projekter, som alle gerne skal være færdige NU.
Så de får hver især en halv time ad gangen og så må det da hjælpe på det!

Dette Cedar Leaf Shawlette, hvor jeg er i gang med kanten. Jeg duer absolut ikke til de kanter der skal strikkes på. Sikkert også derfor jeg ikke har strikket Camomille, som alle andre. Men det bliver SÅ lækkert at ha over skuldrene.


Og så er der MIMI, som fik turen på bunden af strikkekurven, fordi jeg ikke kunne finde ud af at sy hætten sammen. NÅ! Og hvorfor kan jeg så nu? Måske jeg gir for hurtigt op. Den kommer til at hænge på mig her til vinter, for det trækker ind af vinduet hvor jeg sidder og strikker, så den kan holde min ryg og nakke varm. Men først er der en masse masker der skal samles op. 


De 2 andre stykker strik er min Eng, som jeg strikkede på da jeg var på ferie i Italien. 4000 kilometer gør godt på et strikketøj. Jeg mangler et ærme og 20 cm ca på ryg og forstykker. Kom dog igang, den bliver jo skøn at bære, når den er færdig og sikke dejlige minder fra Italien, der dukker op når den bruges.. Hmmf. Og så er der jo Carlas mor, som driller mig! Den halve time er ikke nået til den endnu. Men der skal jo pilles op, så... Og jeg skal lære at tælle! Til 10.

fredag den 15. juli 2011

Noget for noget...

 Jeg havde lige et ærinde hos Fandango i dag. Og ved samme lejlighed kunne jeg lige få mit citron tørklæde med mig hjem.



 Sys har haft det til at ligge i butikken, fra den aften jeg lukkede alle de mange masker af. Så kunne hun vise det frem og folk kunne se der kun gik et nøgle sekku fra Noro til. Og ikke mindst se farverne, som er SÅ skønne.


Og sørme om ikke Sys så siger til mig, at hun vil forære mig et nøgle af garnet, som oprindelig bruges til citron tørklædet. Valgfri farve og gosh, det var svært at vælge, men farven jeg endte med er smuk gulgrøn, næsten som en citron. Som det altså er lækkert, rigtig gramsegarn. Nu skal jeg bare beslutte mig for, om det skal strikkes til en citron eller om jeg skal finde på noget andet.

onsdag den 25. maj 2011

Sønderjyske læsere?..

Jeg opholder mig en del i det sønderjyske(6230) og tænker om jeg overhovedet har sønderjyske læsere. Jeg kunne jo godt tænke mig at deltage i eventuelle strikke café'er eller bare mødes med kreative kvinder/mænd.
Der er masser af plads hvor jeg er, hvis nogen ville være interesseret i strikke, hækle, brodere eller hvad det kunne ende med...
Juhuuu, er der nogen?

fredag den 11. marts 2011

Den sidste, måske..

Så er det vist den sidste cape/poncho for denne gang. Måske, for egentlig har jeg forelsket mig i en hæklet, som jeg måske er nødt til at lave. Man har vel et standpunkt til man tager et nyt.


Denne er strikket i én tråd gotlandsk pelsuld og én tråd supersoft, begge garner er købt hos Garn10, hos den søde Helle. Opskriften er fra Lene Trojel Berthelsen.

torsdag den 3. marts 2011

Et mål skal nåes..


Lykkens pamjulefis følte jeg mig som, da jeg en dag faldt over denne skønne skindfrakke. I en genbrugsbutik, men jeg kan se den aldrig har været brugt, og så til den nette sum af 60 kr. Hvor heldig kan man være. Den strammer en del over skuldrene, hvis jeg skal ha tøj på under, og dét er vel egentlig meningen med en frakke. Hmm, så her er det at der skal sættes et mål, og det er igen igen, at få tabt lidt af de overflødige kilo, som har sat sig på min krop! NU skal det være, og det var jo helst i går jeg skulle begynde at bruge den skønne frakke, for se lige som mit tørklæde strikket i garn fra Feza, købt engang i http://www.stofogstuff.dk/shop/frontpage.html Aldrig har jeg da før givet 250 kr for et nøgle garn. Hmm, men det er altså blevet rigtig flot, og hvem har ikke en masse rester som kan bindes sammen, og så strikke derudad på p 12. Jeg vil i gemmerne!

torsdag den 24. februar 2011

Endnu en cape..

Alting foregår i slowmotion i dag.. Mavepine, kvalme og utilpashed generelt er kodeordene i dag. Ikke at jeg gider være her hjemme, men det kan ikke være anderledes i dag! Pyha.....
Imens jeg forhåbentlig får det bedre får I lov at se på endnu en cape, som jeg har strikket.


Den bliver helt klart et hit, når foråret nærmer sig, som et stykke overtøj.

Faktaboks:
Opskriften er http://www.ravelry.com/patterns/library/elstar-capelet Dog har jeg modificeret den meget. Det eneste er bladmønstret som er helt efter opskriften. Jeg har strikket 11 bladmønstre og taget masker op efter det.
Strikket i Andes fra Garnstudio. strikket på p 8.
Min version vejer 325 gram.
Hot or not: Hot absolut. Den store halsudskæring er god når den skal udenpå overtøj.

onsdag den 23. februar 2011

Cape i farver..



Jeg er for nylig blevet færdig med denne skønne cape. Jeg er vild med farverne, og kan fortælle at den vækker opsigt i butikken! Opskriften er fra netgarn, men som om, ja jeg læste ikke opskriften ordentlig igennem, og der er sandelig forskel på 8 retriller og 8 retpinde. Så derfor er den blevet helt anderledes. Tror da jeg skal lave en mere, måske i ensfarvet.

mandag den 7. februar 2011

Restetasken..

Det går da den rigtige vej med tasken, men altså der er SÅ meget andet spændende. Jeg forsøger at strikke lidt på det hele, eller noget mere end andet, men lige pludselig er den jo færdig. Strikkes i rester og ind til videre er jeg ganske fornøjet med resultatet. Skønne glade farver.

22 firkanter skal det ende med og så en hank og en tur i vaskemskinen

søndag den 6. februar 2011

I love it..

Som Ole Henriksen siger..... I looooove it.
Det er denne cardigan jeg elsker. Modern Garden Cardigan. Drøn hurtig at strikke. Men alligevel absolut ikke yndlingspinde, nr 10 er noget nær trommestikker for mig. Men jeg blev total forelsket i den og måtte straks købe mønsteret og Eskimoen kom med hjem til weekenden! Farve 29, som er SÅ skøn.

Den bliver god, jeg ved det! Og den skal være færdig lige om lidt, så det var godt jeg var hos Garn10 i går og strikke. For sådan en hel dag, stort set, giver godt på pindende!

lørdag den 29. januar 2011

Lunt til ørerne..


Emilbassen skulle ha en hjemmestrikket hue og jeg havde set flere skumfidushuer strikket til drenge, så det blev vi da enige om, at sådan én skulle han ha sig. Med neongrøn lynlås og andet dims på vinterjakken, så skulle huen være sort og grøn og langt om længe fandt jeg den rigtige grønne i Kvickly. Men hold da op som den der skumfidus har drillet. Tredje gang var lykkens gang, men da storesøster Katja så den, blev hun helt forarget over jeg ville strikke sådan en tøsehue til ham, så den røg af pindene igen, og Emil fik besked om at han måtte nøjes med den hat han havde i forvejen. Lige indtil han prøvede den jeg strikkede til min far i julegave, og så gik jeg i gang med en lignende til Emil. Den er blevet super god til ham, sidder tæt og når under ørerne.
Jeg har strikket i dobbelt strømpegarn. 100 masker på p 4. 18 cm rib, 3 ret og 2 vrang. Indtagning og luk.

mandag den 24. januar 2011

Fra ufo til fo..


En dag i juni mødtes jeg med min yngste søn i Aalborg og så var jeg jo nødt til at skulle omkring Designværkstedet. Kittet her fra Onion sprang mig lige i øjnene og begyndte straks at hækle, men blomsterne vakte problemer, men i går formiddag løste jeg koden og endelig kan jeg melde et ufærdigt projekt som et færdigt projekt. Endnu et!

onsdag den 19. januar 2011

Fiskehaler..

Fiskehale pulsvarmere er navnet på disse skønne pulsvarmere. Design og opskrift er fra Kastaniestrik


Men garnet som disse er strikket i, er en skøn ny kvalitet. De er så dejlig bløde og vejer 33 g tilsammen.

onsdag den 15. december 2010

Lunt både her og der..


Med mit uldne outfit kan jeg ikke så nemt gemme mig i mængden! For tiden er der yndlinge, både om hånden.


Om halsen. Strikket i Lima, som drops har på tilbud i denne måned.



Og sandelig også på pindende. Cape, fra Netgarn, strikkes i Kauni og nu er jeg kommet til den skønne lilla.

søndag den 12. december 2010

Energigivende eftermiddag..

Jeg har brugt eftermiddagen i rigtig dejligt selskab. Julehygge hos Fandango, hvor Sys havde disket op med lækkert guf. Irene fortalte julehistorier, og det er hun super god til! Vi startede selvfølgelig med Peters jul. Ind imellem var der forskellige konkurrencer og jeg var heldig at vinde et nøgle Noro Sekku, med frit valg af farve. Otte forskellige farver, så det var enormt svært at vælge farve, men jeg tror jeg valgte det flotteste, i mine øjne vel at mærke! Hvad der skal strikkes ved jeg ikke, men pludselig dukker det rette op. Og sådan et nøgle garn er faktisk nogle gange flottest, når det bare ligger til grams og velsyn :-) Tine har skrevet et indlæg fra eftermiddagen og der er der billeder, endda også af giraffen her ;-)
Jeg fik ikke taget billeder, men inden jeg tog afsted var jeg i gang ved symaskinen og dét tog jeg billede af, så det får i lige at se.

Små fine julesokker i gang ved symaskinen.

Og så var det jo den weekend, men pyt med det, for jeg er nemlig SÅ glad for min nye tjans i Netgarn, at det er en sand fornøjelse, at møde på job, men også at jeg om fredagen har fortjent weekend, og så nydes den i større grad :-)

torsdag den 25. november 2010

G som i gladglad..

Jeg har de sidste 14 dage gået med en rigtig dejlig fornemmelse. Og i går blev der sat tider og ord på en del af det der skal være min hverdag de næste 3 måneder. Jeg skal i 'praktik' hos netgarn.
Jeg starter på mandag, og i første omgang skal jeg koncentrere mig om netbutikken. Pakke ordrer for på den måde at finde ud af, hvor de forskellige garner ligger henne og hvilke garner 'vi' sælger. Egentlig er det ikke garn som jeg plejer at strikke af. Men med de positive briller og en kæmpe stor pose motivation, glæder jeg mig bare SÅ meget.
Minus kan være, at det jo kun er 3 mdr, men igen må jeg være positiv og sige til mig selv, at det højst sandsynlig kan være med til, at give mig en ordentlig mundfuld af det selvværd, som i den grad er blevet frataget mig. Jeg har adskillige års erfaring indenfor butiksfaget, så der er intet nyt der. Med strik som den store hobbyaktivitet, er det da guld at komme i 'praktik' i en garnbutik, for at komme videre i systemet.
Uha som jeg glæder mig :-)

tirsdag den 5. oktober 2010

Mere til halsen..

Der bliver strikket masser fjant og dims til bla. at lune halsen på til vinter. Jeg benytter de offentlige transportmidler og har nogle gange en del ventetid og derfor er det vigtigt for mig, at holde hals og hænder varme.


Denne halsvarmer/halsedisse blev til i toget fra Roskilde i søndags. Jeg slog op og lukkede af inden jeg nåede Århus og der havde jeg også læst et femina og spist min sandwich og hvilet lidt :-) Så alt i alt et hurtigt projekt!

Jeg slog 55 masker op på p 8 og strikkede retriller. Strikkede næsten hele nøglet op (der skal være til aflukning). Strikkede 3 masker, lod én løbe og slog om pinden i, sådan gjorde jeg pinden hen og lukkede af på næste pind. Garnet her er NUUK fra Løve garn, 100g- 60 m.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...