Og så blev det december..

    Ingen december i Odder uden julemanden som cykler og cykler.....

Det blev jo bare lynhurtig december måned, og d 5. dec er jo så i morgen, datoen for hvor jeg endelig skal opereres i min slidgigtramte storetå, og det er i dén grad tiltrængt. Ikke at jeg glæder mig, for jeg har valgt at være vågen under operationen, også selvom lægen gjorde opmærksom på, at der mejsles og saves! Alternativet under fuld narkose, det kan jeg slet ikke gennemskue, så nej tak. Den efterfølgende tid tør jeg slet ikke tænke på, må tage det som det kommer!

Endvidere har min ældste søn, 21 år gammel, fået konstateret Multipel sclerose. Èn ting er at man selv er syg, men at ens kæreste eje bliver ramt af kronisk sygdom, og i fremtiden skal lære at leve med så uforudsigelig en sygdom som sclerose, det er fuldstændig umuligt at sætte sig ind i. Han er jo for pokker ikke syg som sådan, han har symptomer, men ikke nogle som hæmmer ham væsentlig. Han har været igennem hele proceduren, med indlæggelse, binyrebarkhormonbehandling og er nu i medicinsk behandling, som kan udskyde og mildne fremtidige attaks med helt op til 60 %.
Han er ikke kun syg, men også rask, skrev en mor til en scleroseramt, til mig. Det er svært at forholde sig til! Chokket har endnu ikke lagt sig, og når det endeligt sker, så er der forskellige tiltag for pårørende, og det må vi tage imod.

Det gør ikke situationen bedre, at jeg i forvejen er meget sårbar og skrøbelig psykisk. For tiden er jeg i færd med at udarbejde oplysninger til en rehabilitetsplan, det foregår sammen med min sagsbehandler og det er virkelig en hård proces. Men jeg må tro på at det ender godt, hvad enten det ender ud med et resourceforløb, flexjob eller førtidspension! Ord som jeg næsten ikke kan sige uden at føle personlig nederlag. Det er vanvittig ambivalent, for jeg ved jo godt at jeg aldrig kommer 100% på arbejdsmarkedet igen, hvis jeg overhovedet kommer det.

Det hele taget i betragtning må vi, min lille familie, tage én dag ad gangen og få det bedste ud af fremtiden! Forsøge at leve i nuet, her og nu, og ikke bekymre os om morgendagen. Disse ord siger jeg gang på gang til mine børn, men det er svært at overbevise mig selv om det, så min søde mentor forsøger at lære mig det udenad, rettet mod mig selv! Det lykkes måske...

Genbrug igen igen..

Fredag var min datter og jeg en tur i den genbrugsbutik, som ligger tættest på hvor jeg bor. Vi kom så derfra med 2 store poser, utroligt alle de skønne ting hun fandt. Jeg var så heldig at finde 2 klæder, hvide med håndbroderi. Det ene viste sig at være stort nok til et lille gardin i mit krearum. Mine vinduer er helt ud til fortovet og ofte, som i flere gange i timen,  får jeg øjenkontakt med forbipasserende. Dette lille gardin gør at der ikke er direkte kig ind ad mine vinduer. Før havde jeg sjældent rullegardinet trukket ret meget op, så det skulle samtidig give mig lidt mere lys nu. 

Det er efterhånden et halvt år siden, at jeg ændrede på indretningen her hvor jeg bor. Jeg bor i en lille 2-værelses på 55 kvm med køkken og stue i ét, men nu er det både køkken/stue og soveværelse i ét rum. I soveværelset er der så krearum nu. I forvejen har jeg fravalgt sofaen og mit tv, og sengen er nedgraderet til enkeltseng, og den fungerer som en daybed/sofaagtig ting i dagtimerne. Jeg er oftest alene, har behov for at mit hjem er min trygge base, men når jeg har besøg af mine veninder eller mine børn, kan det sagtens lade sig gøre, det vigtigste i min situation nu, er at jeg skal gøre det så rart for mig, som muligt.
Det er det bedste jeg har gjort, for nu kan døren lukkes derind og jeg undgår at sidde i stuen og blive stresset over det rod der unægteligt er, hvor et multikreativt menneske bor.

Ventetid igen og igen..

Billedet har intet med indlægget at gøre. Det er bare mine nye sko. 

For 3 måneder siden startede jeg på udredning for personlighedsforstyrrelse, og hold nu fast det har været en drønhård proces at komme igennem, samtalerne hos psykologen har været opslidende, men heldigvis har det været muligt for mig, at have min mentor med.

Endelig er jeg kommet så langt nu, at det næste møde vil omhandle fremtidige behandlingsmuligheder, det er på torsdag d. 2/10, så ventetiden er ikke så lang længere, men det er så svært at forholde sig til, at andre mennesker skal bedømme og drøfte min situation og fremtid, jeg er 46 år og må da kunne klare mig selv! Det er lidt ambivalent for jeg gruer for det og samtidig ser jeg frem til det, endelig bliver der taget hånd om det, som i årevis har sat sig så tydelige spor i min personlighed.
Hvorfor gruer jeg så samtidig? Jo, for hvordan i alverden får jeg et acceptabelt liv, med evasive, tvangprægede, depressive, paranoide og emotionelt ustabile træk? Periodisk depression af moderat grad, en meget skrøbelig personlighedsstruktur og høj sensitiv. Mon det kan forkortes lidt, for det er noget af en titel at rende rundt med.
Nu må det så bare gerne blive torsdag i en fart! Indtil da vil jeg forsøge at fordrive ventetiden, skal på hyggetur med en god veninde (garnrov), caféaften i nye netværk og en aftale er der også med min mentor, og ind imellem er jeg også en smule kreativ, så tiden går garanteret hurtigt.

Tak til jer der har læst mit indlæg, det har været hårdt, men samtidig kan jeg også mærke at det letter, hvert ord er skrevet om, indlægget har været dobbelt så langt, masser af dumme ord har været skrevet osv osv. 

Jubidubiduuu..

Første dag på nyt job og nørkleaften i dejligt selskab. Det kan da kun blive en god dag.

Må I kære læsere få en skøn dag.

2012..

Så sidder man her igen. Reflekterer over året der gik. Heldigvis er der et nyt frisk kalenderår at tage hul på. Jeg har i sinde at fylde det nye år til bristepunktet med alt det bedste. Ikke at jeg er ude i nytårsfortsæt af forskellige slags, men jeg er vist kommet dertil, hvor det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved godt eller skidt.

Julegåsen har fået rettet ryggen og det har jeg også i sinde at gøre.

Håber i alle er kommet godt ind i det nye år. Det er jeg i allerhøjeste grad, takket være Henriette og familie.