Bladdyne til mine Hortensia

I foråret efter den hårde lange og trælsomme vinter i 2010, kunne jeg konstatere at mine hortensiaer var frosset ned. Det var dengang med stor sorg i sinde, at jeg klippede dem helt ned til sokkeholderne og havde derfor ikke forventet det store fra deres side i år.

Men de skød faktisk ret kraftigt i dette regnfulde år (de elsker jo vand - Hydrangea betyder vandfad på græsk), så de har alle - på nær de nyindkøbte - fået meget lange ben i løbet af sommeren.

Og deres skønhed - bare i en enkelt blomst er jo helt uforligenelig! Både i knop, i halv og hel bromstring og i afblomstring!

Mmmmmm!

Er du parat? For jeg...

går lige lidt a-hortensia-mok....:

Flere blomster i en

 

Levende og dog med personlighed og karakter. Helt sin egen, som en kvinde i sin bedste alder (omtrænt min?)

Det forfald er ikke til at stå for

(Bemærk, hvordan alle billederne er taget efter en byge)

Nå, tilbage til den røde tråd og ... de lange ben og dynen: 
Forhåbentligt fremgår det af fotoet her, at de har fået frygtelilgt lange ben.

Tingene i kasser og poser er bytteplanter - bla. gerania til at dække de lange ben.

Det er jo ellers mere end klædeligt til en kvinde - det med de lange ben, men de skal jo holde varmen hele vinteren, for knopperne (som jo allerede er sat nu - gå ud og kik) skal jo helst ikke ende som dem her:

Helt visne! Jeg ventede til sent i april med at klippe ned!

Men altså - der kom jo kun få blomster, på 1. årsskudene, hvilket jo i sig selv var dejligt, men også lidt sært, når der er tale om en Macrophylla, er det ikke?

Nå men til næste år vil jeg jo meget gerne have tættere buske og langt større blomstersætning.

Så: What to do?

Brug bladene! 
Nu fældede vi de langløbne og meget, meget gamle pæretræer, der stod og skyggede mod syd, da vi flyttede ind for 13 år siden, så når bedene er fyldt op, er der er faktisk ikke så mange blade tilbage til projektet. Og de fleste havner som sagt her:

For nu ikke at naboerne nu skal synes jeg er helt gak (jeg møder dem jo iført havehandsker, jord på næsen og våde knæ kl. 06.30 om morgenen, når de haster ud til bilen på vej til arbejde), så vil jeg altså ikke gå ind og spørge om jeg må få deres blad-sække. Ikke at det ellers plejer at genere mig, hvad andre folk tænker om mig, men... Ja, jeg ved ikke hvad. I hvertfald fandt jeg på andre løsninger.....:

Jeg har været på bladrov.

I omegnen.

Hvis i lover ikke at sige det til nogen som helst, så har jeg nolet nogle sække, der stod og ventede på storskraldbilen udenfor en have i nabolaget, der altid ser så velplejet ud .

Så nu har jeg altså mange blade til min blad-dyne, men det afstedkommer så, at jeg en gang i mellem ligger i min sofa og spekulerer over, hvilke mulige planter, der kan komme til at invandre i min have, hvis der ligger frø mellem de frememde blade, jeg anvender.... Og det gør der jo nok.

Men hva´- det må jo blive en af de overraskelser, der hører med til at være innovativ haveejer af min karat.

(Mangfoldighed og uforudsigelighed længe leve).

Nå.

Så her er min dyne:

Opskrift:

• Fej eller riv blade sammen eller - brug en bunke stjålne, lånte, inporterede blade, du har tillid til
• Find et kit bestående af det bløde grønne fuglenet og en saks frem
• Klip et passende stykke af
• Start for neden med at binde fuglenettet omkring planten. 
• Træk det op omkring de lange ben
• Fyld blade i - kom dem godt ind imellem og omkring planten. 
• Luk til i siden til sidst. 
• Man kan vælge at "sy" med snor, men jeg bandt bare et par gange op langs siden med det grønne net.

Et par ting, du lige skal være opmærksom på, inden du kaster dig ud i projektet:

• Det er smartest at være to om det - men det kan lade sig gøre at være en.
• PAS PÅ de nye anlæg til blomsterknopperne langs stilkene (benene). Det grønne fuglenet sidder meget nemt fast i dem. OG så er der altså ingen blomster til næste år, og så ryger hele pointen. 
• Læg mærke til, hvilken led dit afklippede fuglenet er længst på. Mit var 10 x 2 meter, hvilket betød, at det for flere af de små planters vedkommende bedst kunne betale sig at binde på den anden led. 

Hvis du nu kke lige står og har en (eller et par meter fulgenets-rest liggende, så kan du nøjes med at fylde godt op med blade omkring stænglerne (benene)., som du kan se, jeg har gjort med de kortere og tættere buske i Zinken.

Skal nu selv ud og ordne de sidste 5 hortensier ude i forhaven.

 
Saks og net skal lige tø op først.

Skøn søndag i Danmark!

Herfra og til evigheden med Pelargonier

I dette indlæg kikker vi på overvintring og formering af pelargonier. Og ork! Jeg ved det godt: Mange af jer har allerede opmagasineret jeres pelagoner i kældre eller i udestuer, men nogen har måske ikke endnu. Og du kan sagtens nå det.

Så længe de har stået under tag eller måske allerede er blevet lidt frostsvedet på bladene kan du allligevel overvintre dine planter og få noget godt ud af det til foråret.


Hvad der er sparet er der tjent. Og man kan få et ret familiært forhold til dem, skulle jeg hilse og sige. Når man sådan genser dem år for år. Og når de er så trofaste og velvillige. Og smukke og ...

Hvis jeg havde plejet min haveglæde hvert år siden jeg var 13-14 år, havde jeg stadig haft aflæggere af min allerførste pelagonie. For pelagonierne er da nogle af mine yndlings.

Jeg ved godt, at nogen mennesker er helt "frimærkesamler"-begejstrede for deres pelagonier, og overvintring og opformering af dem er da også noget af det, der bliver betegnet som lidt af en videnskab.

Jeg er autodidakt og overhovedet ikke specialist. Jeg er ikke samler. Endnu. For det tror jeg faktrisk godt jeg kunne få hang til. Jeg beundrer alle slags, både engleske, duftende, hængende osv.

Men i den helbredende have har jeg nogle få arter, som nu har fulgt mig gennem 8-10 år. eller sådan noget. Moderplanterne og alle deres børn, børnebørn og oldebørn.

Jeg er, som rigtigt mange kvinder, mest forgabt i Dronning Ingrid. Men jeg har også en anden lidt mere "Jalsø"-lyserød. og den er også ret sød.

Nå, nu går vi til markronerne - ikke al den snak!

Her skal vi se på overvintring og formering

Vi starter med overvintring:

Der er (mindst) tre måder at gøre det på - jeg afprøver til stadighed dem alle, for hvis nu den ene af dem af en eller anden grund ikke dur det år.... men det gør den. og jeg er lige begejstret for dem. Det er min dovenskab (= sygdom og/eller travlhed - i omvendt rækkefølge), der får mig til at foretrække metode nr. 2. Men som sagt: Jeg anvender dem alle.

1. Stil dem ind i stuen. Studs dem, stil dem i et vindue med mest muligt sol. Bedst også lidt køligt, for de kan godt blive noget ranglede hen over vinteren. Vand jævnligt, de skal stadig tørre ud mellem vandingerne, som de plejer. I foråret klipper du dem ned til ca. 5 - 10 cm stængler, (eller hvor du synes de skal skyde fra) , så de kan starte på en frisk.
2. Stil dem frostfrit (bedst ved 5 - 15 grader C), lyst og tørt. En kold kælder er god. Glem dem = Vand dem næste stort set ikke. Om foråret: Klip ned, genopliv .
3. Hiv dem ud af potten. Ryst og nuldr jorden af dem, hæng dem op med hovederne nedad eller læg dem et sted i køligt mørke (som ovenfor). Glem dem fuldstændigt = Overhovedet ingen vand. Om foråret: Klip ned, genopliv .

Den sidste metode lyder simpelthen som en slags Guantanomo for planter. Vold og modbydeligheder. Jeg har metoden fra Søren Ryge Pedersen, det rare menneske, for hvem intet ligger mere fjernt. Altså Modbydelighederne.

Og det virker.

For genoplivning i foråret af pkt. 2 og 3 gælder det, at de skal klippes helt i bund og have frisk ny jord i starten af marts: herefter taler man kælent og humørfyldt med dem hver eneste dag og man vækker dem langsomt til live igen. Med kæl og kys. Smil og klap. Med vanding, lys, kærligt nusseri og efter en periode på 3- 4 uger også med gødnig.

Du vil inden længe il din glæde opdage, at planten virkellig har savnet dig og den skyder nu med de sødeste, optimistiske skud og blomstrer så herfter frodigt og velvilligt hele sommeren lige ind til oktober og frostens komme.

Dette billede er taget i går d. 15/10.

En god saks er én man IKKE klipper sig i fingrene med. Og sådan én er det her. Der er nemlig en gummekant på den ene side af skæret...

JA. Og så er det faktisk bare at gå i krig. Denne pelargonie har ikke været pudset af i længere tid. Jeg vidste jo godt hvor det bar henad.


Afklippet kan man nu i efteråret og så igen om foråret bruge til:

Formering: 

Pelagonier kan frøformeres, men det er der vist ikke ret mange, der begiver sig af med.

Som du ser her, så er der faktisk anlæg til flere planter langs stilken, som egentlig bare kunne klippes af og få hver sin potte. Men da der er rigeligt at tage af, klipper jeg desiderede stiklinger, som jeg udplanter i muld og stiller køligt, lyst og frostfrit. Går de til er det bare ærgerligt. Så er der mere at tage af til foråret af dem, der har overvintret efter metode 1.

Stiklingeformering (vegetativ) af pelargonie er langt mere eftfektiv end frøformering. Og langt nemmere. Faktisk knækkede der en stilk af med blomst og det hele og jeg smed den bare ud i zinkskraldespanden med sammenkrammet plastik og andet skidt. Efter en måneds tid og en hel del regn, tømte jeg spanden og opdagede, at den stadig blomstrede og for enden af den sad de fineste rødder.Nu har den selvfølgelig fået en potte. Sådan en vedholdende lille rad skal ha en chance!

Om sommeren kan man såmend også bare stikke et knækket skud direkte i jorden ved siden af moderplanten (eller i en potte for sig), og den vil velvilligt gro. 

Nå til klipperiet:
Efter en grundig studsning ligner planterne en katastrofe! Det er med vilje, jeg ikke klipper helt i bund. De skal "have noget at leve af". Dvs. at de tørre ned (ind) udefra så at sige. Som løgplanter vil jeg tro. Nogle år klipper jeg dem slet ikke ned. Men det har jeg valgt i år, da jeg vil formere og da jeg synes de var blevet lige lovligt langbenede.

Der bliver rigtigt meget affald i år, synes jeg. På komposten med det og tilbage har du sådan en fætter her: Der skal være nogle "led" eller knæ, eller hvad man nu kalder det - på stilken. Væk med bladsansatser på stilken og fjern også evt. blomst, knop og blade og lad et eller to blade blive tilbage. Dem ånder stiklingen med og så kan den koncentrere sig om det væsentlige: at sætte rødder og at overleve. Faktisk behøver det ikke at være en topstikling. Der kan sagtens komme en plante ud af det alligevel!

Så er det bare op i en gang pottemuld blandet med lildt havejord, sand og eller grus. OG ind i garagen. Jeg skal lige have min mand til at samle bordet, så ind til videre får de et uldsjal over sig og masser af bloglys i drivhuset om natten. Det skal nok gå. Så kommer de i garagen i morgen.

Det smukkeste af afklippet ryger i en vase. Så kan de lave nogle rødder, hvis de har lyst.

Må evigheden være indenfor rækkevidde!