Naturen er så gavmild.
Jeg har altid vidst det. Lige siden jeg som en lille pige med sorte knæ kunne daske rundt i skovene og langs vandløb og spise brombær og æbler i timevis. Direkte fra den fri naturs overskudslagre.
Det at kunne plukke favnfulde af buketter, falde i staver over en mariehøne eller bare at ligge og kikke op i træernes kroner. Føle, jeg svæver.
Ja, så føler man... at man er med. I det hele. Og ikke alene. Og meget meget rig.
Nu som voksen undres og forundres jeg gang på gang over, hvor meget naturen giver. Selvom jeg jo godt ved det.
Plantetanter
At plantemennesker også er gavmilde ligger derfor lige for. Jeg har endnu ikke mødt nogen, jeg ikke havde lyst til at tale med. Og af en eller anden grund synes jeg altid jeg kommer rigere hjem fra et byttemarked, end jeg tog af sted.
Både på oplevelser, hjertevarme og planter.
Og uanset vejrlig.
Og når vi på Facebooks forskellige havegrupper "Plante bytte Centralen", "Blomster kan formeres nemt og billigt" "Den helbredende have", Drivhusglæder og haveguf" og andre efterlyser frø eller planter eller når én af os annoncerer med det overskud, vi pludselig opdager, vi har, så synes jeg også altid, jeg får mere end jeg sender.
Oplevelsen af at have noget fælles med andre.
Den gode følelse af at støtte Det kgl. danske Postvæsen. OG at det virker (for det meste).
Glæden ved at gå og vente - og glæde sig.
Jublen over at 'Postmand Per' lægger pakken i skyggen ved entredøren, fordi han intuitivt ved, hvad der er i og fordi den er for stor til at kunne komme ind af postkassens lille sprække.
Fællesskabet, der ligger i at så frø og planter, andre har opfostret.
Det at vide, at blomster-kusiner og plante-nevøer vokser i andres haver.
Morskaben ved at dele erfaringer om, hvor langt blomstervenindernes planter er. Om de trives, om de også giver frø.
Og der går ikke et eneste havebesøg uden jeg enten leverer af alle de stauder, sommerblomster eller grøntsager, jeg ikke har plads til eller orker at dyrke på matriklen. Eller - at jeg fylder bagagerummet med alverdens nye dejlige planter (eller træer). På hjemvejen sidder jeg oven i købet med oplevelsen af, at jeg har gjort min blomsterveninde en tjeneste.
Det er jo også stort!
Jeg tænker: "Mon hun har det som jeg, når hun står der i indkørslen og vinker mig hjem? Er hun lige så opfyldt af glæden over at give, som jeg? Kan hun mærke, hvor glad jeg er ved at modtage?". Og med et blik i hendes øjne, behøver jeg slet intet svar.
Jeg har altid vidst det. Lige siden jeg som en lille pige med sorte knæ kunne daske rundt i skovene og langs vandløb og spise brombær og æbler i timevis. Direkte fra den fri naturs overskudslagre.
Det at kunne plukke favnfulde af buketter, falde i staver over en mariehøne eller bare at ligge og kikke op i træernes kroner. Føle, jeg svæver.
Ja, så føler man... at man er med. I det hele. Og ikke alene. Og meget meget rig.
Og over hvor meget vi er en del af det store kredsløb.
Vi sår - vi høster. Vi smider ud. Og vi genanvender. Sådan er livets cyklus.
Af jord er du kommet - til jord skal du blive - Af jord vil du igen opstå.
Plantetanter
At plantemennesker også er gavmilde ligger derfor lige for. Jeg har endnu ikke mødt nogen, jeg ikke havde lyst til at tale med. Og af en eller anden grund synes jeg altid jeg kommer rigere hjem fra et byttemarked, end jeg tog af sted.
Både på oplevelser, hjertevarme og planter.
Og uanset vejrlig.
Og når vi på Facebooks forskellige havegrupper "Plante bytte Centralen", "Blomster kan formeres nemt og billigt" "Den helbredende have", Drivhusglæder og haveguf" og andre efterlyser frø eller planter eller når én af os annoncerer med det overskud, vi pludselig opdager, vi har, så synes jeg også altid, jeg får mere end jeg sender.
Oplevelsen af at have noget fælles med andre.
Den gode følelse af at støtte Det kgl. danske Postvæsen. OG at det virker (for det meste).
Glæden ved at gå og vente - og glæde sig.
Jublen over at 'Postmand Per' lægger pakken i skyggen ved entredøren, fordi han intuitivt ved, hvad der er i og fordi den er for stor til at kunne komme ind af postkassens lille sprække.
Fællesskabet, der ligger i at så frø og planter, andre har opfostret.
Det at vide, at blomster-kusiner og plante-nevøer vokser i andres haver.
Morskaben ved at dele erfaringer om, hvor langt blomstervenindernes planter er. Om de trives, om de også giver frø.
Og der går ikke et eneste havebesøg uden jeg enten leverer af alle de stauder, sommerblomster eller grøntsager, jeg ikke har plads til eller orker at dyrke på matriklen. Eller - at jeg fylder bagagerummet med alverdens nye dejlige planter (eller træer). På hjemvejen sidder jeg oven i købet med oplevelsen af, at jeg har gjort min blomsterveninde en tjeneste.
Det er jo også stort!
Jeg tænker: "Mon hun har det som jeg, når hun står der i indkørslen og vinker mig hjem? Er hun lige så opfyldt af glæden over at give, som jeg? Kan hun mærke, hvor glad jeg er ved at modtage?". Og med et blik i hendes øjne, behøver jeg slet intet svar.
Naturen er så gavmild!
| Ældstesønnen på 21 |
Tak