Jeg er enebarn og voksede som lille op på i et sommerhus på Tisvilde overdrev i Nordsjællands skove nær Arresø. Jeg havde dengang ikke ret mange legekammerater og i løbet af min opvækst og skoletid har jeg ikke kunnet undgå at iagttage mennesker. For at lære af dem.
Jeg har beundret og nogle gange også undret mig over skæve eksistenser, mærkværdige adfærdstræk og ovenud fantastiske og særegne overlevelsesmekanismer.
Det er det dette indlæg handle om. For planterne minder os om, hvordan liv bare vil leves.
Og ikke kan lade være, bare det får lov.
Have-vandringernes hemmeligheder
Når jeg er på en morgen- eller aftenvandring i min have nyder jeg jo mine blomster lige så meget som alle andre haveelskere. Men jeg har opdaget, at der også sker nogle andre ting i min bevidsthed.
Jeg opfatter planterne som metaforer (billeder på), hvordan man som menneske kan bakse med de udfordringer, det moderne liv giver os.Og alligevel klarer sig.
Min grønkål fx., minder mig om, at ting, jeg troede var vildt svære, har vist sig at være så nemme som at trække vejret roligt (bare man gør det).
De groede og groede fra det øjeblik (næsten) de kom i jorden. Duer både til det ene (pryd) og det andet (mavefryd) og er smukke oveni købet.
Ja, sådanne mennesker, kan man også være heldig at møde på sin vej. De er værd at samle på!
Det er de besværlige såmen også.... Roser, fx.
Og det morsomme ved "de besværlige" er, at de virkelig kan tage en masse af ens tid, energi og opmærksomhed.
Inge Futtrup skrev en dag på Fjæsen (Facebook), at roser er ligesom teenagere. Ha, det kan jeg godt se ligheden med. De har ens fulde opmærksomhed, man ligger søvnløs om natten, nurser og gør ved, men de arter sig egentlig bedst, (og har det bedst), når de får lov til at passe sig selv i de rette omgivelser.
Og selv i "ufærdig" størrelse er de helt vidunderlige...
Og noget af det skønne ligger i alt det, man ikke har fokus på. Bladene f.eks.
Min blå Iris, som jeg flyttede i efteråret, minder mig om, at livet er fuld af overraskelser og at man nogle gange bare venter og venter OG VENTER - og næsten opgiver - og så lige pludselig går al ting stærkt... Se bare foto fra i går aftes og igen her til morgen:
Det er ligesom den sidste nyhed her fra privaten i Den Helbredende Have:
Nu er det næsten et år siden. jeg fik afslag fra kommunen om dels sygedagpenge (men det er en sag for sig) dels genoptræning på Center for hjerneskade. Men i min mailbox i mandags lå der en invitation til at modtage samme behandling som kommunen har afslået - nu bare i et forskningsprojekt?
Om jeg var interesseret? :D
OM?
Og så passer det med at jeg kan starte, når samsynstræningen er afsluttet en gang til efteråret!
Ja, det passer så godt sammen som de allestedsnærværende ( i blogland i hvert fald) Black Knight (Tulipa) og Purple sensation (Alium).
Nogle af mine Black Knight blomstrer også fra sideløgene. Sådan to ser du på fotoet th.
Bemærk, hvordan de på en eller anden måde formår at tage hele scenen på trods af, at de er omgivet af vidundere!
.... !
Sangerinden Elizabeth synger et sted: "hvad er det værste: at man falder eller at man aldrig kommer op igen?"
Interessant. For nogen mennesker har udviklet overlevelsesstrategier, som gør, at de altid kommer "op" igen,
- selvom livet har givet dem vanskelige forhold,
- selvom deres opvækst har været trang og
- selvom de ikke har fået særlig meget plads
- eller næring,
.............det er ingen hemmelighed.
Vi kender alle mælkebøtten, der smiler til os gennem asfalten.
I min have er det Akelejerne:
(Husbonden havde for travlt med job og huslige sysler i 2011, og lod "ukrudtet" imellem fliserne være hvor det var. Vi siger TAK for det og lader det stå et øjeblik (mere)!)
Menneskers "overlevelsesstragetier"
Jeg fornemmer faktisk gennem stort set alle mine blomsterbekendtskaber, at langt størstedelen af have- og blomsterelskere på jord, har haft en hel del at slås med gennem livet.
Haft masser af genvordigheder.
For nu at sige det mildt.
Enten i starten af deres liv, i perioder af deres liv, med deres elskeder. Ophav, hjerters udkårne eller afkom.
Ja, eller ...... begge dele og både og.
Jeg er med i klubben, kan man vist roligt sige, og alene af den grund, har jeg den laaaange liste af rosenindkøb foretaget i efteråret - kan I huske, der hvor "klikfingeren" fik "tennisalbue". (pga. digitale køb af roser).
De er langt at foretrække frem for depressionspiller. (Roserne - ikke klikfingrene - eller JO... egentlig. Nå, never mind...)
| Foto credits: www.rose-gardening-made-easy.com |
Jeg fjernede EN bladlus her til morgen, så i aften skal jeg sprøjte roser. Ikke med det der gift, som kan købes i dyre domme, men med et hjemmeudviklet tonikum, som består af Hvidløg og Lavendel. Jeg blander det i forholdet 1:10 lader det stå i en måneds tid (måske er en uge nok, men du ved, her går al ting langsomt) og sprøjter roserne.
Lover at fortælle om Rosernes overlevelsesstrategi så er bedre end lusenes.
Dejlig slutuge til dig - hvor end du er...
I livet.