Årskavalkade: Gensyn i den røde farvaskala

I årskavalkaden med gensynsbilleder fra året der gik i hele januar i den helbredende have er vi gevaldigt bagud.

Jeg har nemlig været på besøg hos mine forældre og har, ud over samværet med dem, behaget mig selv med:

Nogle aflagte "Alt om Haven", som min mor har hamstret på genbrugsstationen. Utroligt, at nogen vil skille sig af med dem! Og det var bare skønt at ligge under regnens trommen i deres havestue med overvintrende Citrontræer, Nerier, Pelargonioer og Engletrompeter og hvile/sove (også om natten).
Det var ikke megen søvn, jeg fik, skulle jo lige nå at "læse billeder" - stor nydelse! Eller også var det... - og det var det nok - omvendt:

I de perioder, jeg havde svært ved at falde i søvn - eller blev vækket af tinnitussen, nakkesmerter eller regnen, havde jeg lidt at beskæftige mig med.

Inden jeg tog hjem, gik vi ud og gravede lidt div. op til mig:

Det var bla. Nogle stikllinger og vildskud fra Rynkeblad, en smuk stedsegrøn busk. 5-7 1-års-rosetter af Digitalils, en enkelt Bergenia mere (for hønsene har skrabet alt væk. undtagen stokkene, af dem jeg fik tidligere), en del studenternelliker (1.-årsskud) samt - og det her er det bedste:

To rødder af Vinrabarber.

Jeg havde selv de skønneste.... som du kan se her, men jeg var kommet til at vande dem med et "hekse-afkog" af UFORTYNDET brændenældevand og hønsemøg. Og det kunne de jo altså ikke klare!

Mørkets kræfter skal anvendes med den allerstørste omhu! (Vidste det egentlig godt).

Nu til Kavalkaden:

Haveklinte er nogle af de "ukrudts-agtige 2-årige, jeg nyder at have iu haven. De spreder sig over det hele, hvis ikke man er der med saksen, men de er vidunderlige "humørspredere" i et bed. Med deres distinkte skarpt  - nærmest psykadeliske pink/cyklamen farve i små skyer, er det eminente til at skabe kontraster i alt det grønne eller yndige blegrosa.

Mine høstphlox har vi vist kikket på før, men jeg er også ret vild med dem! Har tilsyneladende fået en lille rod med fra planteskolen med en sart lyserød. Hvis der er nogen, der kan genkende sorterne, så sig endellig frem. Har glemt at gemme informationerne. Desværre, kunne man sige. Men det gør jo ikke nydelsen af dem mindre. 

Digitalis, mine skønne duller. De er bare så vidunderlige. Selvrådende, stærke og dog sarte at se på på samme tid, robuste og selvvedligeholdende. Smukke som babyer, rolige 1-årige og famefatale-i blomst!
En kvinde af format!

Kan dog ikke lige finde fotos, der yder dem den retfærdighed, men måske er det ligemeget, for de er fantastiske i alle stadier, synes jeg!
Her vokser i i blandt Alm Katost, som er selvsået i bedet. En god kombination, fandt jeg ud af. Jeg har med møjsommelighed flyttet dem (altså Katost) over i mit toårige bed, hvor jeg klippede den ned og det ser ud til at den vil muntre sig i min have i endnu et år.

Jeg håbr, Jeg håber!

Råød staude-Lupin er en af mine successer. Jeg havde regnet med at de først blomstrede til næste år, men de gav en Ouverture den forgangne sommer, og jeg kan slet ikke stå for farven.  Den VIL bare så gerne være glad. Og det beundrer jeg den for.

Cosmos har også været en førstegangs-succes, som jeg synes, jeg vil femhæve. Om ikke andet for min egen skyld! Havde jo slet ikke regnet med at jeg kunne finde ud af det. Men se bare.

Kom jo så altså til at gøde dem for kraftigt, så de var en krig om at komme i blomst, men da vi havde et langtrukkent efterår, fik jeg stor glæde af dem længe. Har danset med dem, sunget og siddet mussestille klokken 05:12 om morgenen.

Og bare nydt og nydt.

De står her mellem Hortensierne (som var frosset ned og som jeg troede bare skulle stå og være kedelige hel sommeren, men det får du at høre om en anden dag) og let blandet med Rudbedika, en skarp gul solhat. Det var faktisk overraskende godt! Desværre har jeg ikke nogle fotos, hvoraf det fremgår, men skidt pyt. Brug din forestillingsevne.

Som du ser af ovenstående foto, er nogle af Cosmosserne store som træer og det skæmmer bedet noget. I det hele taget er det - har jeg fundet ud af - et svært bed, jeg har: det skal nemlig kunne ses fra begge sider. Det glæder jeg mig til at gøre lidt mere ved og til at vise jer mine overvejelser og ressultater hen ad vejen.

Lad os også lige snuppe en buket, som I vist ikke har set:

Her indgår både Nicotiana Lime og den cyklamen Haveklinte sammen med Høstanemone, Buddeleja 'Black Knight' og Sct. Hansurt.

Nå. Det slider at have været væk fra hjemmet. Har vandet, pakket ud, beundret en nyudsprungen amaryllis og stillet hønsenes festmåltid (skønne hornvioler, der ventede på udplantning) væk i håb om, at de alligevel vil forsøde forsommeren i den helbredene have de kommende måneder. :)

Altså både hønsene og violerne.

Herfra og til evigheden med Pelargonier

I dette indlæg kikker vi på overvintring og formering af pelargonier. Og ork! Jeg ved det godt: Mange af jer har allerede opmagasineret jeres pelagoner i kældre eller i udestuer, men nogen har måske ikke endnu. Og du kan sagtens nå det.

Så længe de har stået under tag eller måske allerede er blevet lidt frostsvedet på bladene kan du allligevel overvintre dine planter og få noget godt ud af det til foråret.


Hvad der er sparet er der tjent. Og man kan få et ret familiært forhold til dem, skulle jeg hilse og sige. Når man sådan genser dem år for år. Og når de er så trofaste og velvillige. Og smukke og ...

Hvis jeg havde plejet min haveglæde hvert år siden jeg var 13-14 år, havde jeg stadig haft aflæggere af min allerførste pelagonie. For pelagonierne er da nogle af mine yndlings.

Jeg ved godt, at nogen mennesker er helt "frimærkesamler"-begejstrede for deres pelagonier, og overvintring og opformering af dem er da også noget af det, der bliver betegnet som lidt af en videnskab.

Jeg er autodidakt og overhovedet ikke specialist. Jeg er ikke samler. Endnu. For det tror jeg faktrisk godt jeg kunne få hang til. Jeg beundrer alle slags, både engleske, duftende, hængende osv.

Men i den helbredende have har jeg nogle få arter, som nu har fulgt mig gennem 8-10 år. eller sådan noget. Moderplanterne og alle deres børn, børnebørn og oldebørn.

Jeg er, som rigtigt mange kvinder, mest forgabt i Dronning Ingrid. Men jeg har også en anden lidt mere "Jalsø"-lyserød. og den er også ret sød.

Nå, nu går vi til markronerne - ikke al den snak!

Her skal vi se på overvintring og formering

Vi starter med overvintring:

Der er (mindst) tre måder at gøre det på - jeg afprøver til stadighed dem alle, for hvis nu den ene af dem af en eller anden grund ikke dur det år.... men det gør den. og jeg er lige begejstret for dem. Det er min dovenskab (= sygdom og/eller travlhed - i omvendt rækkefølge), der får mig til at foretrække metode nr. 2. Men som sagt: Jeg anvender dem alle.

1. Stil dem ind i stuen. Studs dem, stil dem i et vindue med mest muligt sol. Bedst også lidt køligt, for de kan godt blive noget ranglede hen over vinteren. Vand jævnligt, de skal stadig tørre ud mellem vandingerne, som de plejer. I foråret klipper du dem ned til ca. 5 - 10 cm stængler, (eller hvor du synes de skal skyde fra) , så de kan starte på en frisk.
2. Stil dem frostfrit (bedst ved 5 - 15 grader C), lyst og tørt. En kold kælder er god. Glem dem = Vand dem næste stort set ikke. Om foråret: Klip ned, genopliv .
3. Hiv dem ud af potten. Ryst og nuldr jorden af dem, hæng dem op med hovederne nedad eller læg dem et sted i køligt mørke (som ovenfor). Glem dem fuldstændigt = Overhovedet ingen vand. Om foråret: Klip ned, genopliv .

Den sidste metode lyder simpelthen som en slags Guantanomo for planter. Vold og modbydeligheder. Jeg har metoden fra Søren Ryge Pedersen, det rare menneske, for hvem intet ligger mere fjernt. Altså Modbydelighederne.

Og det virker.

For genoplivning i foråret af pkt. 2 og 3 gælder det, at de skal klippes helt i bund og have frisk ny jord i starten af marts: herefter taler man kælent og humørfyldt med dem hver eneste dag og man vækker dem langsomt til live igen. Med kæl og kys. Smil og klap. Med vanding, lys, kærligt nusseri og efter en periode på 3- 4 uger også med gødnig.

Du vil inden længe il din glæde opdage, at planten virkellig har savnet dig og den skyder nu med de sødeste, optimistiske skud og blomstrer så herfter frodigt og velvilligt hele sommeren lige ind til oktober og frostens komme.

Dette billede er taget i går d. 15/10.

En god saks er én man IKKE klipper sig i fingrene med. Og sådan én er det her. Der er nemlig en gummekant på den ene side af skæret...

JA. Og så er det faktisk bare at gå i krig. Denne pelargonie har ikke været pudset af i længere tid. Jeg vidste jo godt hvor det bar henad.


Afklippet kan man nu i efteråret og så igen om foråret bruge til:

Formering: 

Pelagonier kan frøformeres, men det er der vist ikke ret mange, der begiver sig af med.

Som du ser her, så er der faktisk anlæg til flere planter langs stilken, som egentlig bare kunne klippes af og få hver sin potte. Men da der er rigeligt at tage af, klipper jeg desiderede stiklinger, som jeg udplanter i muld og stiller køligt, lyst og frostfrit. Går de til er det bare ærgerligt. Så er der mere at tage af til foråret af dem, der har overvintret efter metode 1.

Stiklingeformering (vegetativ) af pelargonie er langt mere eftfektiv end frøformering. Og langt nemmere. Faktisk knækkede der en stilk af med blomst og det hele og jeg smed den bare ud i zinkskraldespanden med sammenkrammet plastik og andet skidt. Efter en måneds tid og en hel del regn, tømte jeg spanden og opdagede, at den stadig blomstrede og for enden af den sad de fineste rødder.Nu har den selvfølgelig fået en potte. Sådan en vedholdende lille rad skal ha en chance!

Om sommeren kan man såmend også bare stikke et knækket skud direkte i jorden ved siden af moderplanten (eller i en potte for sig), og den vil velvilligt gro. 

Nå til klipperiet:
Efter en grundig studsning ligner planterne en katastrofe! Det er med vilje, jeg ikke klipper helt i bund. De skal "have noget at leve af". Dvs. at de tørre ned (ind) udefra så at sige. Som løgplanter vil jeg tro. Nogle år klipper jeg dem slet ikke ned. Men det har jeg valgt i år, da jeg vil formere og da jeg synes de var blevet lige lovligt langbenede.

Der bliver rigtigt meget affald i år, synes jeg. På komposten med det og tilbage har du sådan en fætter her: Der skal være nogle "led" eller knæ, eller hvad man nu kalder det - på stilken. Væk med bladsansatser på stilken og fjern også evt. blomst, knop og blade og lad et eller to blade blive tilbage. Dem ånder stiklingen med og så kan den koncentrere sig om det væsentlige: at sætte rødder og at overleve. Faktisk behøver det ikke at være en topstikling. Der kan sagtens komme en plante ud af det alligevel!

Så er det bare op i en gang pottemuld blandet med lildt havejord, sand og eller grus. OG ind i garagen. Jeg skal lige have min mand til at samle bordet, så ind til videre får de et uldsjal over sig og masser af bloglys i drivhuset om natten. Det skal nok gå. Så kommer de i garagen i morgen.

Det smukkeste af afklippet ryger i en vase. Så kan de lave nogle rødder, hvis de har lyst.

Må evigheden være indenfor rækkevidde!