... men vel også "til eftertanke og refleksion" - tror jeg, det betyder, når der over teatret er to ansigter - et, der smiler og et, hvor mundvigene vender nedad. At det betyder, at teatret appellerer til alle følelser. Derfor det også også overskriften på dette indslag.
For det er ikke hver eneste dag, jeg er i lige godt humør, og her til morgen slog det mig, at jeg mest tog billeder af det blå ude på min morgenvandring. Som om jeg med mine fotos kom til at spejle min sindsstemning.
Så dem får du også lige på sådan en regnfyldt lørdag sidst i maj.
De kan et eller andet, sådan nogle blomster. Andet end blot at skabe glæde.
De kan spejle, forvandle og transendere. Række ud efter en og røre noget dybt inde i en, som man ikke vidste, ville røres.
Og blomster kan smile til én, har du lagt mærke til det?
Prøv lige at se her:
Og så er det jo, at man må takke sin skaber for at man i dag har øje for at de faktisk står i flok! Og smiler bredt! Lige op i mit ansigt - lige op i mit hjerte - lige op i himlen.
Og selv et lille fjollet strejf af et smil fra en blåpude på klædelig afveje i min forhadte betonstensætning er det svært ikke at smile tilbage til.
Og så er det som om at hele verden forandrer sig. Og man lægger mærke til de mindste ting:
Det store i det små.
Det tog faktisk kun 10 minutter - og nu er jeg ladet op og klar til at vende mig mod resten af verden. Med alt, hvad der er i den.
Ej blot til lyst.
Må blomsterne være med dig!