Kvindelige atributter

Det er et stykke tid siden Jeg har været til stede her i blogland, det har flere grunde, men vi råder bod  i dag med en billedkavalkade a la - ja - a la Marianne.

For som Susanne fra H(e)aven sagde forleden: "Marianne, din blog ligner ingen af de andres". Det skal den heller ikke, for som jeg har sagt tidligere: Jeg hylder forskelligheden. Og jeg er min egen. Som katten sagde, da den sad på vejen.


I dag ser vi på blomster i min forårshave. Men ikke bare blomster. Kvinder med al deres skjulte ynde, charme og frugtbarhed. Kvinder, der vil frem i verden og som ved, at de er vidunderlige.

Med modlys i solen

Med Solen i ryggen. Den har nærmest støvede dybt bourgogne-røde dækblade

Vi starter i forhavebedet under tagudhænget, hvor der er så tørt og stenet, varmt og godt, at Fritilaria Persika trives.

Hun er virkelig en kvinde, der bærer slør. Og hvad, hun gemmer på, kan dårligt beskrives med ord. Det skal ses!

På nederste foto er hun set med fotografens ryg mod solen. Dér ser hun tildækket og hemmelighedsfuld ud. Kikker du på hende i modlys (øverste foto), løfter hun sløret for det skønneste røde lysskær på indersiden af blomsterbladene. Hvilke hemmeligheder!

Rendyrket lidenskabeligt indre. Det lover, gør det.
Om mere!

Jeg lagde øret til under fotograferingen og jeg kan afsløre, at hun står og fortæller mig, at hun mangler flere veninder af samme slags.

For sådan er det med mange planter. Alene eller to - det gør de ingen sommer.

Sammen i grupper er de fantastiske.

De koster dog kassen - og den er ret tom for øjeblikket, da jeg jo er på midlertidig invalidepension (og nul sygedagpenge, som tidligere fortalt), så det må vente. Men min have er jo "i proces".

Som de flestes.

Ikke langt derfra, finder jeg Fritilaria meleagris, den velkendte kusine med den ternede nederdel. Hun springer nok ud en af de nærmeste dage - og hun er også bedste i flok med lidt mere fugt om tæerne.

Hvilket hun får, fordi hun står udenfor tagudhængets læ.

Lidt længere henne støder vi på endnu en bedårende lille sag med kyse, som jeg troede var gået til fordi hun havde fået lus. Jeg rensede hende og satte hende ud - så måtte det briste eller bære: En , Helleborus, som nogen (sikkert Hr. Dalby) kan identificere. Hun giver én lyst til igen at stå med sit spædbarn i armene, gør hun ikke?

Her får I hende både en face og i profil.

Så suser vi videre og nyder lidt mere af de kvindelige attributter. Her frøstandende, som i sig selv er et kunstværk, synes jeg:

Næste gang går vi i drivhuset. Dér skal vi se på noget af alle de stauder, som jeg såede i efteråret. De er begyndt at titte frem og priklingen er begyndt.