Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag

tirsdag den 2. april 2013

Forår på altanen

Solen har skinnet på os de seneste par dage, og det gav lyst til at gå igang med skrubber og klude og masser af sæbevand på altanen.
Denne lille oase har henslæbt de seneste måneder som "rygerbule" for diverse gæster med den slags lyster. Det gjaldt desværre også i fredags, Hvor vi havde påskegæster - i snestorm! Uf.
Istedet for den fine træbænk, der stod for enden af væggen sidste år, har vi nu bragt en gammel udtræksseng hjem fra sommerhytten. Den har fået skåret den ene side af med vinkelsliberen, således at den nu fungerer som sofa. Godt polstret med en tyk skumgummimadras og (klunsede) tæpper og puder, udgør den nu en virkelig behagelig siddeplads, der hvor bænken plejede at stå.
Jeg ville gerne skabe en loungeagtig stemning på altanen, så det høje klapbord blev stillet til side. Det kan heldigvis klappes helt sammen, og det er pænt at kigge på, så det står bag glasdøren ud til altanen. Så er det lige til at tage frem, hvis der bliver brug for det.
Istedet stablede jeg to æblekasser ovenpå hinanden. Imellem kasserne står en masse små patinerede rødlerskrukker og ser dekorative ud. Kasserne har en fin størrelse til et loungebord.
Ud på altanen kom også vores smukke gamle kurvestol (som også er klunset). Den er så lille og let i det, men man sidder supergodt i den.
Den store røde flagermuslampe og den røde gryde med hornvioler, er også klunserskatte:-) Det samme er den marineblå parasol med tungekanterne og den stribede pude på stolen. Utroligt hvad folk smider ud.
Håber bare vejret bliver lunere, så jeg bliver fri for at slæbe hornvioler ind fra altanen hver aften, at skræk for, at de skal fryse ihjel i nattefrosten.
Rigtig dejlig (kort) uge allesammen.









søndag den 17. marts 2013

Søndagshygge på Frederiksberg....

Idag blev jeg inviteret på brunch på Frederiksberg med efterfølgende spadseretur i Frederiksberg Have. Solen skinnede på os, og jeg synes bestemt jeg kan spotte et par nye fregner på næsen!
Herinde i stuen er kirsebærgrene ved at springe ud. Kæmper bravt med at benægte prognosen om morgendagens snestorm. Her hos os er det forår!





tirsdag den 12. marts 2013

Dejlig tirsdag

Ønsker Jer en god morgen og en dejlig dag:-)

tirsdag den 5. marts 2013

Alternativ bladhylde

Hyldeløsning!


Der er ikke rigtig plads til en tallerkenrække lige dér i indgangen til køkkenet, hvor jeg gerne ville hænge en op til fade og kogebøger.
Ej heller er der plads til andet hyldeværk - hverken i bredden eller i dybden.


Men så så jeg, ét eller andet sted på nettet, denne idé til en alternativ boghylde.
Løsningen her er lavet med et par lister, nogle øskner og noget kraftig elastik.
Den udnytter den smalle indgang til vores lille køkken på en både dekorativ og praktisk måde.


Det var egentlig tanken, at der skulle have stået kogebøger på disse smalle hylder, og det kan både lister og elastik sagtens bære, men der er bare så lidt plads, at der højst kan stå 2 bøger på hver hylde, og det forslår jo ikke så meget, når man som jeg har kogebøger i stabler!


Istedet har jeg valgt at finde mine madmagasiner frem og sætte dem op på hylderne.
Dem har jeg nemlig også stående i kasser og kurve flere steder!
De kan sagtens stå i lag på de smalle hylder, uden at det ser bumlet og overfyldt ud.


Nu har jeg sorteret magasinerne efter årstider, og sat nogle af forårsmagasinerne op på hylderne, så jeg nemt kan tage dem frem og blive inspireret.

Og så skal listerne males hvide!





søndag den 25. marts 2012

Forårssysler

Efter en fredag og en lørdag præget af havgus i fjordlandet, kom solen endelig og varmede sine børn idag. Stor glæde for alle, og stor glæde for os, som var kørt i sommerhus - med begge voksne døtre. Den ene på rekreation, den anden med computeren under armen, igang med eksamensforberelse. Huset er ikke så stort, men hvor der er hjerterum er der husrum.


Mere end skønt var det dog at vågne op til en solbeskinnet dag. Iskold, der hvor solens stråler ikke ramte, og "nogen" havde ydermere tyvstjålet en time af min dyrebare søndag :-(, men trods alt en superskøn afslutning på weekenden.


Apropos husrum og hjerterum, så skulle ærteblomsterne forspires i det lille "drivhus" jeg havde købt for 10 kr. i Tigerbutikken. Der blev indkøbt en KÆMPEPOSE såjord, og de 12 små frø blev puttet i jorden efter alle kunstens regler.


Det smarte ved sådan et minidrivhus er, at jeg kan tage det med frem og tilbage fra sommerhuset. Der skal jo vandes og pusles. Jeg har også andre frø, der skal forspires, og jeg tror jeg skal forbi Tiger, og købe endnu et drivhus til formålet.


De smukke grene er fra haven. Henholdsvis min egen og naboens. Der var grene nok til to vaser - en stor og en mindre. Grenene er nu behængt med plasticæg i fine klare farver.

God søndag aften.