Øjeblikkene af lykke... de er der...

Man skal bare huske at få øje på dem.


Stop and smell the roses!


Jeg har tilbragt næsten 2 ugers ferie med min familie.
På godt og ondt.


Når man har et par vilde krudtugler med temperament, som jeg har, så kan det ikke undgås, at man kommer til at skælde og smælde en ret betydelig del af sådan et par ugers ferie. Også selvom jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at det ville jeg ikke. Men det er ikke nemt. Når mor også er en krudtugle med temperament. Så er der pludselig 3 små børn i stedet for de 2 der burde være.


Jeg burde være den voksne. Jeg ved det godt. Jeg burde. Virkelig.
Men det lykkedes ikke altid. Måske det bliver bedre med alderen. Jeg har hørt at man mildnes. Og det venter jeg spændt på :-)


MEN der har været øjeblikke, mange øjeblikke, med rendyrket lykke. Og de fylder heldigvis langt mere end det sure og det gnavne og skænderierne og kanterne der skulle ferie-slibes.


Da jeg opdagede, at jeg er eminent god til at tage på virkelig primitiv ferie med min lille klan, hvor kun det allermest nødvendige var medbragt. Lejren var etableret på 15 minutter og pakket ned igen på samme tid - og hyggen var maksimal. For mor var ikke stresset. Mor skulle ikke rydde op eller holde orden. Der var ikke ret meget at holde orden på. Mor skulle bare VÆRE. Sammen med sin klan. Og det var lykke.


Eller da jeg sad på stranden ved det brusende Vesterhav i går, med tæerne boret ned i de tusindvis af varme sandkorn og mærkede den svalende hav brise smyge sig omkring mig. Med blikket rettet mod vandkanten og de brusende små-bølger og mine 3 som plaskede og hvinede og kastede sig i vandet. Lykkelig. Og taknemmelig. For netop det øjeblik. Sådan et øjeblik kan nemt blive BILLEDET af hele den sommer. Mindet. Om netop den sommer.


Lykke var også da min lille Victor på 3 år lå ved siden af mig i teltet med favnen fuld af sine bamser, sin sut og et træt og mildt blik. Kiggede mig i øjnene, aede mig på kinden og hviskede "mor du er den bedste i verden". Den lille varme hånd. Lyden af vejrtrækningen. Nuet. Lige dér. Det var lykke. Det var lige meget at klokken var blevet alt for mange, det var lige meget at jeg lå virkelig dårligt på mit ligge underlag. For lige dér var jeg lykkelig. Med den lille varme hånd på min kind.


Jeg følte mig lykkelig i går aftes, da Oscar og Victor skulle lave akrobatik show for os på gyngestativet. Deres iver og gejst over at have 100% fokus fra både mor og far (av av, dårlig samvittighed - det sker måske for sjældent!!) Deres blikke der spillede og udstrålede spillopper. "Ta da da daaaaaaa" - løjer på gyngestativet - og vi klappede og råbte "BRAVO". Drengene smilede og bukkede. Dybt. Smilene var dybere. Bålet hyggede om os ved siden af. Det var lykke.


Lykke var også da min mand; min bedste ven og regnbue-guld, sad på terrassen i går aftes, lanterner og olielamper var tændt omkring os. Pakket godt ind i tæpper og skruet ned i vores liggestole - tilbagelænet. Med den kølige vin i glasset. Stilhed og tusmørke der falder på. En af de aftner hvor vi snakkede. Rigtig SNAKKEDE - de lange og dybe snakke, dem hvor man gør status og ser sig omkring sammen. Og føler sig heldige. Og taknemmelige. Det er lykke.


De er alle vegne. De små øjeblikke af lykke.
Man skal bare få øje på dem.


Men det kræver at man tager farten af. Hvis man skal nå at se sig omkring undervejs.
Hvis man skal få øje på dem.


De små øjeblikke af lykke.
For de er der.