Øjeblikkene af lykke... de er der...

Man skal bare huske at få øje på dem.


Stop and smell the roses!


Jeg har tilbragt næsten 2 ugers ferie med min familie.
På godt og ondt.


Når man har et par vilde krudtugler med temperament, som jeg har, så kan det ikke undgås, at man kommer til at skælde og smælde en ret betydelig del af sådan et par ugers ferie. Også selvom jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at det ville jeg ikke. Men det er ikke nemt. Når mor også er en krudtugle med temperament. Så er der pludselig 3 små børn i stedet for de 2 der burde være.


Jeg burde være den voksne. Jeg ved det godt. Jeg burde. Virkelig.
Men det lykkedes ikke altid. Måske det bliver bedre med alderen. Jeg har hørt at man mildnes. Og det venter jeg spændt på :-)


MEN der har været øjeblikke, mange øjeblikke, med rendyrket lykke. Og de fylder heldigvis langt mere end det sure og det gnavne og skænderierne og kanterne der skulle ferie-slibes.


Da jeg opdagede, at jeg er eminent god til at tage på virkelig primitiv ferie med min lille klan, hvor kun det allermest nødvendige var medbragt. Lejren var etableret på 15 minutter og pakket ned igen på samme tid - og hyggen var maksimal. For mor var ikke stresset. Mor skulle ikke rydde op eller holde orden. Der var ikke ret meget at holde orden på. Mor skulle bare VÆRE. Sammen med sin klan. Og det var lykke.


Eller da jeg sad på stranden ved det brusende Vesterhav i går, med tæerne boret ned i de tusindvis af varme sandkorn og mærkede den svalende hav brise smyge sig omkring mig. Med blikket rettet mod vandkanten og de brusende små-bølger og mine 3 som plaskede og hvinede og kastede sig i vandet. Lykkelig. Og taknemmelig. For netop det øjeblik. Sådan et øjeblik kan nemt blive BILLEDET af hele den sommer. Mindet. Om netop den sommer.


Lykke var også da min lille Victor på 3 år lå ved siden af mig i teltet med favnen fuld af sine bamser, sin sut og et træt og mildt blik. Kiggede mig i øjnene, aede mig på kinden og hviskede "mor du er den bedste i verden". Den lille varme hånd. Lyden af vejrtrækningen. Nuet. Lige dér. Det var lykke. Det var lige meget at klokken var blevet alt for mange, det var lige meget at jeg lå virkelig dårligt på mit ligge underlag. For lige dér var jeg lykkelig. Med den lille varme hånd på min kind.


Jeg følte mig lykkelig i går aftes, da Oscar og Victor skulle lave akrobatik show for os på gyngestativet. Deres iver og gejst over at have 100% fokus fra både mor og far (av av, dårlig samvittighed - det sker måske for sjældent!!) Deres blikke der spillede og udstrålede spillopper. "Ta da da daaaaaaa" - løjer på gyngestativet - og vi klappede og råbte "BRAVO". Drengene smilede og bukkede. Dybt. Smilene var dybere. Bålet hyggede om os ved siden af. Det var lykke.


Lykke var også da min mand; min bedste ven og regnbue-guld, sad på terrassen i går aftes, lanterner og olielamper var tændt omkring os. Pakket godt ind i tæpper og skruet ned i vores liggestole - tilbagelænet. Med den kølige vin i glasset. Stilhed og tusmørke der falder på. En af de aftner hvor vi snakkede. Rigtig SNAKKEDE - de lange og dybe snakke, dem hvor man gør status og ser sig omkring sammen. Og føler sig heldige. Og taknemmelige. Det er lykke.


De er alle vegne. De små øjeblikke af lykke.
Man skal bare få øje på dem.


Men det kræver at man tager farten af. Hvis man skal nå at se sig omkring undervejs.
Hvis man skal få øje på dem.


De små øjeblikke af lykke.
For de er der.

Når man ser sig selv for aller første gang.

Det her indlæg har jeg været meget i tvivl om jeg skulle skrive. For det er meget personligt.
Jeg bringer mig selv i puljen og deler noget, som måske ikke burde deles.
For personligt, det er det.


Men jeg tror det er vigtigt for mig at gøre det. En vigtig brik for mig, i mit lille puslespil.


Som jeg allerede har skrevet om, så har jeg haft en rigtig dårlig periode, hvor jeg har haft det psykisk dårligt. Og blev sygemeldt. Og så var der faktisk tid og rum, også mentalt, til at fundere over, hvad der går galt. For mig.


Egentlig ser jeg mig selv som en meget ressourcestærk person. Jeg deltager i en masse arrangementer, jeg er bestyrelsesformand for hele vores dagtilbud, jeg stiller op og gir en hånd i vores lokalområde, hvis der er behov for det.
Hjemme synes jeg også jeg er meget ressourcestærk. I forhold til min mand og vores unger. Jeg prøver at være det - det lykkedes som regel.
På mit job vil jeg også gerne hjælpe alle vegne, lære nyt og sætte mig ind i alle de elementer, som er en del af mit job.


Men hvad er det, der går galt for mig? Hvorfor rammes jeg af sådan en nedtur...?


I den tid jeg har været sygemeldt, har jeg virkelig - nærmest for allerførste gang i mit liv - vendt blikket indad. Kigget, studeret og gransket. Fjernet alle de skæl, jeg ellers har haft for øjnene, når jeg har skullet vurdere mig selv og mit liv. Alt er ligesom blevet taget op til revision, alt har været sat under lup.


Det har affødt en form for rejse, som jeg har begivet mig ud på. Jeg har set kritisk på alle elementerne i mit liv og sagt JA eller NEJ. Jeg føler en helt anden bevidsthed omkring det at vælge noget til eller fra. En del af min opdagelse i denne selv-granskning har været, at jeg kan se et adfærdsmønster i mig selv, som er så selvforstærkende, at det næsten ikke er til at holde ud.


Pleaseren.... hende der gerne vil elskes og holdes af af ALLE, hende som gerne vil gøre alle tilpas. Hende som har BRUG for anerkendelsen. Hun bor virkelig dybt i mig. Og det må hun også gerne. Men nu er det tid til, at hun ikke fylder så meget mere. Så der bliver plads til MIG.


Og det er NU det skal ske. Det er NU jeg vil ÆNDRE det mønster, som er medvirkende til, at jeg driver mig selv ud, hvor jeg ikke kan bunde. Derude, hvor jeg drukner mig selv i opgaver, ting jeg føler jeg skal og bør. Derude hvor jeg vifter panisk med armene og træder vande for at undgå at synke til bunden. Derude hvor jeg til sidst kaster håndklædet i ringen og råber "HJÆLP - JEG KAN IKKE MERE!"


Jeg går hos en virkelig dygtig psykolog, som er fantastisk nærværende og reflekterende. For jeg ER kommet langt. Og jeg har virkelig gennemgået en sund proces allerede. Men den sidste del - den del, hvor jeg aktivt skal ændre på noget, som er så rodfæstet i mig selv....den har jeg brug for hjælp til. Redskaber der kan hjælpe mig. Og det har min psykolog allerede fanget.


Mindfullness er jo vanvittigt meget "oppe" i tiden. Men det virker faktisk. Jeg har lært at grounde mig selv, når situationerne opstår, de situationer som jeg helst skal kunne navigere uden om. Eller i hvertfald komme sikkert igennem.


Jeg har lært, at det er OK at læne mig tilbage engang imellem, mærke mine fødder mod jorden. Trække vejret et par gange.
Det er OK, at jeg ikke er den første der melder mig til alt.
Det er OK, at jeg vælger fra og siger nej tak.
Det er OK at sige "jeg har ikke lyst" eller "jeg HAR lyst".
Det er OK at vælge sig selv først engang imellem.


Og allervigtigst så har jeg opdaget og lært, at det er OK, at jeg kastede det skide håndklæde i ringen. Jeg er ikke svag af den grund. Jeg havde bare været stærk alt alt for længe.


Ingen er lavet af sten. Heller ikke jeg.


Nu begynder de nye tider for mig. Tiden hvor jeg vælger til eller fra, tiden hvor jeg mærker efter hvad jeg har LYST til.
Den begynder NU.


Og jeg tænker i mit stille sind....mon ikke der er mange kvinder, som har det på samme måde?? Jeg har allerede mødt flere, som begynder at græde, når jeg fortæller mig historie. Når jeg spørger hvorfor, svarer de stille "Jamen det er jo mig du taler om."


Hvorfor er vi så mange????????????

Hvorfor kan jeg pludselig ikke uploade billeder til mine indlæg - nogen erfaringer??

Jeg oplever at min blog ikke vil uploade billeder til mine indlæg mere...


Det er jo længe siden jeg sidst har været aktiv, og da jeg forsøgte i går at lægge billeder ind skrev blogger også noget om at der ikke er korrekt forbindelse til browseren!!!


SHIT.


Jeg er IKKE it kyndig... ik engang bare lidt.


Kan nogen hjælpe mig, har andre oplevet det - og hvordan afliver jeg det??


Håber I vil hjælpe - TAK skønne bloggere :-)

Jeg har været fraværende siden den 4 november fordi.....

Jeg har intet skrevet eller postet eller spammet med billeder på denne blog siden 4 november. Intet. Som i nada.


.....


Zip.


Hvad fanden sker der for det? Det er da ikke okay. Og jeg sidder nu og tænker på, at jeg skal være heldig hvis der er en enkelt stakkels sjæl eller 2 der forvilder sig ind og læser med nu, endsige være så vanvittige at de smider en kommentar til mig.


Men jeg håber.


Jeg har ikke helt opgivet min blog endnu. Selvom jeg har været "væk", så har jeg stadig nydt godt af at læse med hos alle jer andre. Så tak for det. I er sku lige så kreative, inspirerende og levende og entusiastiske som I altid har været - det er bare her det har haltet.


Ikke at jeg skal begynde at komme med undskyldninger for mit fravær, nej neeej det vil jeg slet ikke begynde på. Dertil er vi alligevel ikke kommet. Men en naturlig forklaring har det dog.


I korte træk, meget korte træk.... en nedtur tog sin begyndelse i efteråret, jeg forsøgte at holde skruen i vandet og jonglerede med børn, mand, hus, ombygning, fuldtidsjob og krise i mit liv.


Og det slog fejl - naturligvis slog det fejl, for der er ingen der er lavet af sten. Og jeg havde det bare så dårligt.


Så faldt hammeren, jeg blev sygemeldt med en depression. Livskrisen havde ramt mig. Pludselig befandt jeg mig i en situation, hvor jeg som 32 årig kun kunne overkomme og overskue at aflevere mine børn i institutionen og hente dem igen. Resten af tiden var jeg bare en tom skal. Eller også sov jeg. Jeg var træt langt ind i min sjæl, som på det tidspunkt følte at den var 94 år! Langsomt begyndte de små fremskridt at melde sig, pludselig kunne jeg også klare at være i Føtex i 10 minutter. Næste gang var det måske 15 minutter.


Processen er stadig i gang. Jeg er stadig sygemeldt. Men jeg har i dag lavet en rigtig god plan med min chef, som heldigvis er enormt sød og forstående og hjælpsom. Så nu ved jeg hvordan jeg skal komme tilbage på arbejdsmarkedet og mit gamle job. Jeg ved også hvornår. Jeg ved også hvad jeg skal foretage mig indtil jeg skal tilbage. Helingen fortsætter. Og jeg hænger i.


Med næb. Og kløer.


For.mit.liv.er.for.kort.til.at.have.det.så.dårligt.


Så nu har jeg altså også fået modet til at fortælle om min situation herinde. Og modet til at sige "jeg håber at lidt af jer stadig er her".


Jeg har allerede planlagt flere indlæg de kommende dage, så I bliver ikke ladt i stikken igen.


Lad os aftale at 2014 skal være den nye start.


Et spændende, friskt og sprødt år venter mig forude. Og I er inviteret med.

I morgen får jeg et nyt køkken.

Jep, det gør jeg faktisk.
Splinter nyt. Vi har nu i 3½ uge levet i ombygningsrod, papkasser og med værktøj og malerbøtter om ørerne. Så jeg glææææder mig helt usigeligt til vores nye køkken og bryggers kommer i morgen.

Men som I kan se på billederne, så er det bestemt også tiltræng...

Og nååårh ja - jeg har været væk fra bloggen længe. Meget er sket. Jeg gad sku ik lige at blogge for en tid. Håber stadig i gider læse med:-)

 

 

DUKAN diæt - første fase overstået!

Vi er på DUKAN diæt herhjemme, altså manden og jeg. Ungerne er selvfølgelig ikke.

Mange kender sikkert denne diæt, men i grove træk, er den bygget op om 4 faser, hvor den første hedder angrebsfasen. Det er individuelt hvor længe den skal vare, men for os har den varet 5 dage.

I de 5 dage har vi levet af kød, mælke produkter med lavt fedtindhold og æg. Intet andet. Ren protein chok for kroppen!

Det har været 5 (lidt) hårde dage. Jeg er nærmest ved at kaste op af at spise kød.
Men det har været særdeles effektivt.

På 5 dage har jeg:

- TABT 3,9 KG.
- "TABT" 6 CM. OM TALJEN
- "TABT" 1 CM. OM ARMENE
- "TABT" 5 CM. OM HOFTERNE

Det er sku da meget godt på sølle 5 dage! Jeg er i hvertfald godt tilfreds. Det bliver naturligvis heller ikke ved med at gå så hurtigt, med vægten mener jeg.

Fra i dag er vi kommet i fase 2 som hedder vekselfasen. Her må vi spise de fleste grøntsager og så alt det kød, æg osv. som i fase 1. Tricket er så, at man veksler mellem rene protein dage (som i fase 1) og dage med blandet protein og grøntsager. Vi har bestemt at gøre det hver anden dag, men nogle skifter først hver 5 dag, som er max. antal dage man må veksle. Andre kører 2-2, det er forskelligt og det vælger man selv.

Vi skal have gæster i aften og jeg GLÆDER mig virkelig til at tilberede et måltid med grøntsager igen. Den står på kyllingefilet med en urte-krydder dressing inden i og svøbt i kalkun bacon. Spidskåls salat, tomat salat, grøntsags stave med dip og hjemmelavet tzaziki. Vores gæster får også nyopgravede kartofler fra egen have og brød (fra Føtex:-).
Til dessert skal vi have DUKAN vafler lavet på æg, mælk og en blanding af hvede- og havreklid. Vi tilsætter jeg vanille pulver (ikke sukker!), kanel og kardemomme og et skvis citron. De smager dejligt med en scoop af ISIS vanille isen. Den må man nemlig også gerne få:-)

Jeg synes jo selv det lyder som et fest måltid, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville slå ihjel for en plade Marabou. Eller fritter...eller bland selv slik...eller kage....eller eller eller eller.
Men det går bare ikke. Jeg SKAL holde fast i dette her og det KAN jeg også.

De mange gange om dagen, hvor jeg er ved at give op, foregår der nærmest en lille forkvaklet dialog i mine tanker. Den lille ækle sukker satan stikker sit slimede hoved helt ind i mine ører og hvisker slesk "så TAG da et stykke slik Malene...du vil jo gerne...hvad skulle det kunne skade? Et sølle lille stykke.... du kan da bare følge diæten bagefter....du får alligevel aldrig gennemført det her, så hvorfor GIDER du overhovet blive ved?? Der er da heller ingen ide i at følge en diæt, du kan da bare spise almindelig sund mad og så droppe snoller og sårn...kom nu Malene, du VIL jo gerne!!"

Lyder det ikke ulækkert? Sådan en lille satan, som besætter mine tanker og forsøger at lede mig i fordærv??? Men jeg har IKKE gjort det. Jeg har vundet over den hver gang indtil nu - jeg håber at den lille slibrige satan snart giver op, bliver træt af at kæmpe mod mig, finder et andet tilholdssted. For jeg synes det er hårdt! Jeg ved ikke hvorfor, men det er så svært for mig, at slå tankerne om mad og nydelse fra og bare sørge for at overleve indtil diæten er overstået. Jeg kan bare ikke. Det fylder SÅ meget. Men jeg håber det bliver lettere, som tiden går. Og jeg TROR på og ØNSKER at den rest af rygrad jeg har tilbage kan holde sig oprejst og kæmpe videre imod sukker- og madtrangen.

Jeg VIL så gerne gennemføre det her.

HEP PÅ MIG :-)

Is kaffe - i´m hooked!

Sidste weekend var vi til en dejlig familie fødselsdag hos min faster og fætter - en skøn dag for øvrigt, en af de dage, hvor alle bare hyggede, spillede spil i haven, hjalp hinanden med at lave maden, grillede og hyggede til langt ud på sommer natten.

Min faster serverede denne skønne is kaffe, som jeg er blevet helt og aldeles afhængig af.

Opskriften får I her;

Lav en stærk kaffe og rør det op med et par skefulde honning - stil det til køling.
Bland 2 dl. kaffe, 2 dl. mælk og 2 spsk. kondenseret mælk - det skal blendes ganske kort.
Serveres i et STORT glas med masser af isterninger.

Enjoy :-)