Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

torsdag den 12. juni 2014

Sommerstrik til ferien

Hvis du også hører til en af dem der ikke kan undvære et strikketøj i ferien er mit sidste nye design måske lige noget for dig?
Det er et kit til dobbelte grydelapper i køkkentern og striber. Et dejligt sommer håndarbejde, som man nemt kan have med i tasken, og hurtigt kan blive færdig med.

Hvis man bliver så begejstret for at lave dem, at man synes det gik for hurtigt, kan man jo evt. også strikke et køkkenhåndklæde, en serviet til brødkurven, dækkeservietter o.s.v.

De er strikket i Allino, fra BC Garn, en dejlig blanding af bomuld/hør.

tirsdag den 29. januar 2013

Gratis opskrift til sommertop

Så nærmer vi os februar, og før vi får set os om, bliver det såmænd nok også forår.
Derfor skal vi også snart til at tænke på strik/hækling til foråret og sommeren. 

Jeg har været ved at kigge i mine opskrifter, og har besluttet at lægge en opskrift på en sommertop ud her på bloggen til fri afbenyttelse. Jeg sælger ud af garnet pt. Cotton 8, print. Normal koster det 21,- kr./ 50 gr., men jeg har nu nedsat det til 12,- kr. Så man kan lave en top for næsten ingen penge:-) Her er den:


Og her kommer så opskriften:


Top i strik og hækling
Design: Lene Petersen


Materiale: Cotton 8, print fra Mayflower. 100 % bomuld. Løbelængde: 175 m / 50 gr.
Størrelse: S  (M) L (XL) XXL,
Brystvidde: 76 (86) 92 (101) 110
Vidde forneden: 86 (96) 102 (111) 120
Hel længde: 55 (57) 59 (61) 63
Garnforbrug: 300 (300) 350 (400) 450 gr.
Strikkepinde: Rundp. nr. 3.
Hæklenål: Nr. 2,5.

Strikkefasthed: 10 x 10 cm i glatstrik = ca. 25 m og 38 p på p 3.

Forkortelser: m = maske, r = ret, vr = vrang,  p = pind, sm = sammen, arb = arbejdet, lm = luftmaske, stm = stangmaske, fm = fastmaske, km = kædemaske, omg = omgangen.

Glatstrikning: r på retsiden, vr på vrangsiden.

For- og rygstykke: Slå 180 (204) 228 (252) 276 m op på rundp. nr. 3. Strik glatstrik til arb måler 11 (12)13 (14) 15 cm. Sæt en mærketråd midt i en m i hver side =
 89 (101) 113 (125) 137 m mellem mærketrådene til for- og rygstk.). Luk 5 (5) 13 (13) 21 m af i hver side til ærmegab (fordelt omkring mærketråden). Strik her efter hver del færdig for sig.

Forstykke: 85 (97) 101 (113) 117 m.
Læs resten af afsnittet før der strikkes.
Ærmegab: Luk 1 m af til ærmegab i hver side på hver 2.p 2 (7) 8 (13) 14 gange.
Halsudskæring: Samtidig når arb måler 16 (18) 19 (21) 22 cm lukkes de midterste 13 m af til hals. Videre lukkes der af i halssiden på hver 2.p: 3 m 1 gang, 2 m 2 gange og 1 m 8 gange. Efter alle aflukninger til hals og ærmegab er der 19 (20) 21 (22) 23 m tilbage på hver skulder. Luk af, når arb måler 29 (31) 33 (35) 37 cm.

Rygstykke: Luk af til ærmegab som på forstykket.
Når arb måler 22 (23) 25 (27) 29 cm lukkes af til  halsudskæring  som på forstykket  = 19 (20) 21 (22) 23 m tilbage til hver skulder. Luk af når arb måler 29 (31) 33 (35) 37 cm.

Montering: Sy skulder sømmene sm. Og hæft alle ender.

Halskant: Hækl 3 lm = 1. stm. Hækl derefter ca. 172 (176) 180 (184) 188 stm. rundt i halsen, jævnt fordelt.
På næste omg hækles 3 lm og 3 stm i samme stm.
* Spring 3 stm over, 1 fm i næste stm, 3 lm, 3 stm i samme stm som fm * gentag fra * til * omgangen rundt og slut med at springe 3 stm over , 1 fm i 1. lm.

Ærmegabskant: Hækl 3 lm = 1. stm. Hækl derefter 100 (104) 108 (112) 116 stm rundt i ærmegab. 2. omg som i halskanten.

Underste kant på toppen: 1. stm på hver omg er  3 lm. Start i en m et vilkårligt sted med 3 lm. (1 lm, 1 stm) 3 gange i samme m. * Spring 3 m over. 1 stm i næste m, (1 lm, 1 stm) 3 gange i samme m. * Gentag fra * til * omg rundt, slut med 1 km i 3. lm.
2. omg: 1 km i lm midt i stm  gruppen. * 1. stm, i lm midt i gruppen af 4 stm, (1 lm, 1 stm) 3 gange mere i samme lm*. Gentag fra * til * omg rundt i hver . Slut med 1 km i 3. lm. Denne omg gentages til underste hæklede kant  (fra det glatstrikkede) måler 26cm. eller ønsket længde.
OBS: Den  hæklede underste kant bliver af sig selv lidt bredere end det strikkede, hvilket gør at blusens nederste mål er ca. 10 cm mere end foroven.



lørdag den 12. maj 2012

Lidt af hver på pindene

Foråret viser sig pt. ikke fra den bedste side, så man kan med god samvittighed glemme alt om havearbejde, og i stedet for nørkle videre indendøre. Der er aldrig noget der er skidt, uden at det er godt for noget andet :-)
Jeg har altid gang i en tre - fire forskellige strikke/hækletøj, og i mit håb om at det bliver sommer, er jeg ved at lave en lille sommertop i str. 2 år. Den kommer til at hedde Sommerstriber og kommer med på min stand til Strikkefestival i Silkeborg i juni.
Den bliver lavet i tunesisk hækling og alm. hækling. Tunesisk hækling er et af de emner jeg har workshop i på festivalen. Garnet er den lækre bløde økologiske bomuld Alba, som findes i rigtig mange skønne klare farver.



onsdag den 18. januar 2012

Se mit flotte tæppe

I lørdags fik jeg mit fine nye tæppe:-) Grethe, som er en af mine søde og trofaste kunder, har hæklet det til mig i ensfarvet Kauni garn. Der er brugt 5 farver: SS1, LL6, QQ, JJ7 og AA. Det er stort, 10 x 8 firkanter og måler ca. 2 x 1,5 m. Det er bare så flot, så det må I se!