Dagen igår blev på alle måder en smuk og varm dag. Skyfri blå himmel, et vælg af dejlige blomster og lystig fuglesang. Kun et ganske kort øjeblik fløj der en skygge forbi solen, - en stor flyvemaskine, - og det var netop i det øjeblik, hvor min svigerfars kiste blev sænket.
Vi blev enige om at han lige sendte et lille vink.

Et langt og virksom liv som gartner fik sin ende. Blomster har han sået, priklet, vandet og solgt igennem 50 år, og et vælg af blomster fulgte til det sidste!

Jeg fik lov at lave et gravhjerte fra alle børnebørnene, så det var nogle dejlige timer med smukke blomster og gode minder. Blomsterne blev sat i et stort oasishjerte, med fast bund, hvilket gjorde det nemt at arbejde med.
Jeg købte blomster for ca. 550 kr, og havde da også til en fin buket til min svigermor.

Hjertet bestod af pæoner, roser, gerbera, studenternelliker, hvide allium samt lidt forskelligt grønt fra haven.

Her lidt billeder af resultatet.

 

Beskrivelse af et hjerte...

...med bånd i forbindelse med min fars begravelse (se forrige indlæg).
Selve "grundhjertet" er bundet af tuja og cypres, som jeg kunne klippe i rå mængder i min svigerforældres have. Dejligt! For at stabilisere det så det kunne flyttes, havde jeg bundet en troldhasselgren på tværs.

Jeg havde en ide' om, hvordan det endelig resultat skulle se ud, men jeg var til det sidste i tvivl om, hvordan det skulle laves. Da det ikke var et oasishjerte, kunne blomsterne først bindes på lørdag morgen, og da jeg også skulle nå at pynte kisten, var jeg var lidt spændt på tidsplanen.

 Pludselig slog det mig, at det selvfølgelig var lige som at binde æresport, og herfra var det meget enkelt.  

En masse små buketter bestående af roser, gerbera, perikon og cypres blev bundet 

og sat i vand natten over. 

Lørdag morgen bandt jeg buketterne på i løbet af en halv time og til sidst kom båndet på. Her meldte virkeligheden sig pludselig. Det var ikke blot et smukt blomsterhjerte, men et hjerte til min fars begravelse fra hans seks børn og svigerbørn. Pludselig blev det meget vigtigt hvad der skulle stå på båndet. Vi endte med et ordsprog som min far ofte sagde i den sidste tid, og som nu går videre i familen. " hvor er det godt vi har os" som påmindelse om, at vi skal huske at påskønne hinanden og alt det gode omkring os.

Det blev et stort og meget farvestrålende hjerte, og endte meget lig det jeg havde ønsket. Dejligt!