Der er bare noget ved fødselsdage...

Som gør én nostalgisk...

Man tænker tilbage, kommer i tanke om hyggelige små traditioner (som at bombardere verden med billeder af ens afkom i diverse nuttede situationer)...

Og tjahh...

Jeg blev nostalgisk nok til at lave et indlæg på bloggen!

Arn - Min lækre lille dreng - Er allerede blevet 3 år gammel...

3 ÅR!!!

Det virker lidt som om det var i går at jeg photobombede jer alle med billeder af ham..!

Arn havde en herlig dag - Han nød alt hvad han oplevede, også selv om jeg ikke gjorde det helt store ud af det...

Stress og fødselsdagsfejringer for masser af mennesker hænger bare ikke rigtigt sammen...

Men i år fik han et fødselsdagstog på bordet (og der blev det så stående i tre dage) - Og han knuselsker det!

Arn er jo den helt store togfan (skarpt efterfulgt af Cars og Planes), så han har kørt det lille fødselsdagstog rundt op spisebordet mange, mange gange - Og blev bare en lilel smule gnaven da jeg pakkede det væk...

Jeg har det fra Lykkeleg, som er en virkelig lækker shop....

En ting jeg virkelig godt kan lide er at de har masser af lækkert trælegetøj - Elsker trælegetøj, jeg ender altid med selv at sidde og lege med det!

Jeg har lyst til at købe mindst halvdelen af sortimentet, så tænker at jeg nok er nødt til at liste mig ind og tjekke deres Black Friday-tilbud ud..!

Anyways - Bare et lille pip fra mig, så må vi se hvornår der kommer et nyt fra disse kanter...

-------------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Lykkeleg

Alba ønsker sig brændende...

Et legehus...

Som I virkelig meget..!

Sidste år gik hun ind i diverse menneskers haver for at lege i deres legehuse (og moren kom farende efter hende, knaldrød i hovedet over hendes datters, egentligt ret naturlige, opførsel)...

Så i år prøver jeg på at overtale Martin til at vi skal tilkøbe et legehusmodul til legestativet i haven...

Så behøver det ikke tage mere plads i haven, Martin behøver ikke bygge alt for meget og Alba får endelig sin drøm opfyldt...

Ren win win hvis du spørger mig!

-----------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Toys R' Us

Se lige hvad Marcus kom med til mig i fredags...

Så kan det godt være han er teenager, og vi har vores mindre sjove momenter til tider - Men det der, det er da lige noget der farer ind i mor-hjertet og får mig til at glemme alt det negative der ind imellem er...

Lidt hjælp til ideen fik han af min søster, men altså...

Hvor skøn en buket er det ikke lige?

Dejlige dreng..!

Nu vi er ved min skønne datter...

Og hendes ustyrlige trang til selv at bestemme over sit tøj...

Så har jeg syet en kjole som jeg troede bare ville vække lykke...

Egentligt startede den ud som t-shirt, men da jeg fremviste den spurgte Alba om hvorfor det ikke var en kjole - Så jeg måtte hen til symaskinen for at sy et skørt på...

Så troede jeg den var i vinkel - men nej, der tog jeg fejl (suk)...

Men lidt stolt af den er jeg - for jeg har selv lavet mønsteret, som bare lige skal have ganske få tilretninger og så er det helt perfekt...

Jeg synes måske det er lige rigeligt med Elsa-motiv på kjolen, men kunne ikke finde på noget bedre...

Og så skal jeg lige have syet lidt stikkesøm, og have lagt skørtet op (men jeg kan ikke beslutte mig for om det skal være med en blonde eller tvillingenål)...

Et par dage efter jeg havde syet denne kom min svigermor med en kjole hun havde syet til Alba i samme stof, men med nogle skønne stribede raglanærmer (som jeg synes ser meget pænere ud end den jeg har syet)...

Hun kom også med en t-shirt, så jeg håber at Albas Elsa-trang er styret for en tid..

Sidste år fik jeg ævlet en del...

Om Arns navngivningsfest....

Man skulle tro at jeg havde gjort en hel masse ud af den - Men i virkeligheden så endte det med orkideer på bordene, genbrugsduge fra min ene storesøsters bryllup, og tre forskellige spisestel (og så havde jeg købt matchende servietter og lys)...

Det var vældigt charmerende og nede på jorden, og passede godt til det milde sommervejr (og et partytelt i haven)...

I år skal vi igang med endnu en stor fest.

Marcus (min skønherlige TEENAGER) fylder 14, og selv om han ikke bliver konfirmeret så er der tradition for i min familie at man alligevel holder en stor fest på niveau med en konfirmation...

Indtil nu er der styr på lige præcis ingenting...

Ingen gæsteliste, ingen fastsat dato, ingen invitationer lavet, ingen menu...

Vi ved at vi skal have tømt stuen for sofaer, og at vi gerne vil genbruge teltet fra sidste år - og så skal vi nok have lånt os frem til stole og borde rundt om i familien...

(og tallerkener, bestik, glas, duge, ALT...)

Jeg tror også det bliver buketter af vilde sommerblomster, og jeg har besluttet at der skal hyres noget hjælp til køkkenet (der er det praktisk at kende en lille kokkeelev)...

Maden skal jeg igen selv lave, og det skaber jo sine helt egne problemer...

Men en ting der ER styr på, det er Marcus' ønskeliste...

Jeg tror efterhånden den har været klar i de sidste tre år..!

Han ønsker sig nemlig i prioriteret rækkefølge:

1: Computer

2: Smartphone

3: Tablet

4: Kindle

5: Fjernsyn

6: Playstation

7: Gamecards til Steam

8: Penge

Og han skal nok få en del af det...

Martin og jeg er ved at se på om han skal have en computer eller en telefon af os i gave (dyrt, dyrt, dyrt) så vi bruger en del tid på at se os omkring på nettet, læse computerblade og artikler for at finde ud af hvad der vil være bedst til ham i længden...

Og så skeler vi jo også lidt til prisen på produkterne, bytteservice og om det er et sted vi har gode erfaringer med...

Derfor er det så genialt med Experts hjemmeside, hvor de har samlet computer og tablets og så kan man ellers bare gå igang med at researche - prøv bare at klikke her og se mere

Det er da nemt - og som I ved går jeg ind for lette løsninger når det kommer til shopping...

--------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Expert

Arn...

Min dejlige lille bøllefrø, rykker så meget rent udviklingsmæssigt for tiden...

Han kravler, rejser sig op ved alting og går forsigtigt omkring møblerne...

Han er allevegne og går i alting, og så er han sådan en dejlig social dreng der rigtigt gerne vil være med til alting...

Han er en lille tryghedsnarkoman som sover bedst lige i smørhullet, og sjældent sover mere end en time af gangen 2 gange om dagen...

Han er ENDELIG begyndt at spise rigtig mad (jeg har bøvlet meget med at han ikke ville spise andet end frugtmos, men det er nu endelig vendt)...

Og så er han bare min lille hyggetrold, som jævnligt bliver kaldt "Mini-Martin" fordi han minder så meget om sin far...

Og så har han for resten en kyse på, på billedet, som jeg har hæklet til ham...

Det er jo et mareridt...

Det der med at gå ud i byens forretninger for at købe en gave...

Jeg står hovedrystende tilbage, og fatter ikke at jeg engang var en temmelig ferm shopper, der flere gange om ugen kunne tilbringe flere timer med at tjekke ud, prøve, teste og spørge ind til diverse varer før jeg indkøbte dem til min egen personlige fornøjelse...

Og jeg havde en fest med det - Sådan en shoppetur var skøn, og gerne med indlagte café- og restaurantbesøg, hvor jeg rigtigt kunne sidde og sludre med min medbragte veninde om dagens kup, og ting vi måske alligevel skulle gå tilbage for at købe og så videre...

...

...

...

DET har så til gengæld ændret sig..!

Seriøst, jeg bliver træt og mat - og får ofte hovedpine hvis jeg prøver på at shoppe...

Jeg ved ikke om det er al' hovedregningen og holden øje med at jeg ikke bruger for mange penge - Men én ting er i hvert fald sikker...

Jeg nyder det ikke på samme måde som før *suk*

Måske er jeg bare blevet for vant til at netshoppe...

Det er vældig rart at kunne sidde hjemme i ro og mag (og som oftest i nattøj) og surfe "the world wide web" tyndt efter de fedeste ting og de bedste tilbud...

Og hvorfor gjorde jeg så ikke bare det denne gang?

Fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle give pigebarnet - Alba er så vild med alt, at det er svært at finde frem til en bestemt ting som hun bare vil knuselske...

Og jeg er så forfængelig at jeg gerne vil finde den perfekte gave til hende...

Så jeg ventede og ventede og ventede med at købe en gave i håbet om at finde det perfekte...

Og det har resulteret i at jeg i dag har tilbragt et par timer i "legetøjskæden" i et forsøg på at finde noget godt (Med en ellevild Alba der forelskede sig i ALT!!!!), og er endt med at panikkøbe en pakke Sleich smølfer og en Bobles Donut...

(Og så fik hun for øvrigt også tiltusket sig den grimmeste McQueen bamse/hyggepude til en latterligt høj pris)...

Du godeste hvor er ting dog DYRE!!!

Seriøst, en lille flaske perler til 70 kr, en "my little pony" koster 129,- og udstyret til Sylvanian families OMG!!!

(Jeg var dog ret tæt på at købe den lille røde bil, den syntes mor her godt nok var kær)...

En ting er sikkert - Næste gang jeg panikkøber så bliver det et godt tilbud over nettet!

Der har været en hængeabe forbi...

Og har forbyttet min babymand...

Han piver hver gang jeg sætter ham ned, også selv om det bare er i højstolen lige ved siden af mig..!

Og så laver han det kæreste lille ansigt samtidig (meget pouty-ulykkeligt)...

Og så er han for resten begyndt at kravle - Ham Arnbassen...

Med små, forsigtige kravleskridt på den lidt halvtumlende måde...

Han er så uoverskueligt kær - Det er bare lidt ærgerligt for ham at jeg ikke kan se det når han niver mine arme gule og blå...

Han kunne blive ansat som professionel nappemaskine, som napper alle dem der snøler med at komme ud af døren...

Så ville de komme afsted, eller ikke kunne sidde på deres numser resten af dagen...

Måske er det i virkeligheden det der skal til for at få teenageren igang herhjemme...

Hver gang han atter tilbringer 40 minutter (eller mere) på toilettet for at undgå at lave noget - Så bare lige sende den kravlende nappemaskine ind for at gøre kål på hans tæer...

Selvfølgelig skal vi så stå på lur med videokameraet klar, så vi kan vinde 10.000$ i Americas Funniest Home Videos...

Jo, jo - Jeg har en plan Egon!

Vi havde en dejlig Sankt Hans aften i går...

Hvilket var dejligt..!

Det er nogle år siden vi sidst har fejret det, fordi Martin snusfornuftigt bliver ved med at fortælle mig at det "blæser for meget", eller "er for sent at være oppe på hverdagsaftener" og så videre i den dur...

Jeg kan ind imellem fristes til at tro han ikke bryder sig om aftenen...

Anyways...

I år havde min søster og jeg aftalt at lave lidt bål og snobrød på "mit" nye bålsted...

Og så spise lidt aftensmad sammen...

Heksen blev brændt af før aftensmaden, så brændet kunne blive til snobrødsegnede gløder mens vi spiste...

Det fungerede helt perfekt - OG, der var rigelig dej til at vi kunne lave et par snobrød hver...

Bagefter begyndte det at småregne, så vi gik ind i huset og så en film, mens vi spiste en brombær/blomme-crumble...

Ved 22:30-tiden kørte vores gæster (gad vide om de tog ned i Madsby-parken for at se på fyrværkeri?) og vi gik i seng...

Jeg tror det er meget godt jeg har givet Alba fridag fra børnehaven i dag, for det blev lidt sent for den lille frøken i går - Men hun ELSKEDE det!

(Jeg skal have fremskaffet nogen sten der kan lægges rundt om bålstedet, og fundet en siddeløsning der er pæn og billig...)

Noget om, i et kort sekund, at føle sig som jordens dårligste forælder...

Da jeg skulle hente Alba i børnehaven i dag, kom jeg ind på hendes stue hvor hun sad med ryggen til og tegnede...

Jeg får overrasket hende, og glad vender hun sig om og giver mig et kram...

Det er en af pædagogerne fra en af de andre stuer der sidder derinde - og jeg bliver meget hurtigt mødt med: "Albas gummistøvler er meget svære at få på - Jeg kan godt se de er smarte og dyre, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre"...

Jeg får fremmumlet lidt kommentarer om at det jo ER en måned siden hun sidst har haft behov for at have dem på, så måske er hun nu vokset ud af dem...

Derefter går pædagogen igang med at de ikke kunne finde nogen regnbukser - Hvortil jeg svarer at Albas softshell-heldragt da ligger i tasken...

"Nåhh - den der pink jakke... Ja jeg havde den jo ikke oppe at kigge på for jeg troede det var en jakke..." 

Så går hun igang med at hun ingen strømper kunne finde til Alba, så derfor har Alba altså fået et låne-par på...

Jeg vælger at lade være med at diskuterer det, for Alba viser i allerhøjeste grad tegn på at være overtræt...

"Ja, jeg valgte altså at lade Alba komme op da hun ikke var faldet i søvn efter 45 min... Måske er det på tide hun ingen lur får mere???"

Øhh...

Jeg har fortalt i børnehaven at Alba har svært ved at sove andre steder end hjemme, men at hun i allerhøjeste grad har brug for sin lur...

"Går hun da død når hun kommer hjem???"

Ja - pigebarnet sover normalt mellem 2½-3 timers lur, men i en barnevogn og helt for sig selv... Så hun falder i søvn de særeste steder når vi er hjemme hvis hun ikke har fået sin lur...

....

Nå, vi får sagt farvel og henter Albas ting...

Det ser ud til at det er Alba selv der har kigget i tasken, for indholdet er strøet ud over det hele...

Og lige der, for snuden af mig, ligger Albas helt rene strømper...

*Eyeroll*

....

Nu har jeg bestilt nye gummistøvler, og så må jeg vist udtænke et system så selv pædagogerne kan finde Albas sager ;0)

(For resten - har I nogle tips og tricks til hvordan jeg får lavet navn i hendes ting, men så det er til at fjerne igen?)

Lidt om lykke....

I går havde jeg både Skarnbassen og teenageren med op i Albas børnehave da hun skulle hentes...

Og det endte med at blive en lille stund af ren lykke...

Ikke afhentningen, den gik som afhentninger nu gør (af typen når de gerne vil med hjem, men bestemt har haft en god dag...)

Nej - Det var på vejen hjem fra børnehaven øjeblikket indtraf.

-----

Alba og Marcus gik foran mig, hånd i hånd, og så på verden omkring dem...

Der var en sommerfugl - Der en smuk blomst, der et pudsigt lille insekt...

De stoppede op og så på tingene, snakkede og lo til hinanden...

Min store rødhårede dreng, og min smukke pige med solstriber i håret...

Foran mig i barnevognen lå Arn og pludrede og fortalte mig om alt det han så omkring sig af stort og småt...

Og lige der, i det øjeblik, var alt perfekt...

Lige der, ville livet ikke, om jeg så vandt en milliard i lotto, kunne blive bedre..!

For jeg var omgivet af mine glade børn og en smuk dag, på vej hjem til det hus min mand har bygget som rammen om vores liv...

Og med en viden om at snart ville han også komme hjem, mit livs kærlighed - Glad og tilfreds efter at have været på en arbejdsplads hvor han føler sig hørt og set, og hvor han føler at han kan yde noget og gøre en forskel...

I det øjeblik smeltede alle de bekymringer, man nu kan have at ruge over, væk...

Intet tyngede, og jeg tænkte på det forunderlige mirakel der ligger i, at mine 3 smukke børn er blevet skabt og har vokset sig livskraftige inden i mig...

Er kommet til verden, og gør sig erfaringer og udvikler sig til at være nogle helt særlige personer...

Tænkte på miraklet i den kærlighed man kan føle til andre...

Tænkte på mit held - at være elsket, og at få lov til at elske...

----

Ja - Det var en stund af ren lykke..!

Billedet har ikke så meget med historien at gøre - I går plukkede jeg en buket blomster i haven som jeg besluttede at forevige på Instagram...
Da jeg så på den ubeskårede original efter at have postet billedet, syntes jeg det var en sjov detalje med mine ben og fødder der kunne ses...
Så derfor får I også lige et billede af min blomsterbuket (som for øvrigt består af lodden løvefod, stjerneskærm og staudesalvie)...

Martin fik sig lidt af en overraskelse...

Da han tændte sin computer efter at han var kommet hjem fra arbejde fars dag...

Vi havde nemlig lavet en lille overraskelse til ham på hans baggrundsskærm...

Lidt skilte, lidt billedredigering, og heldigvis også lidt kendskab til hans adgangskoder - Og så var den overraskelse klaret...

(Okay, vi fik også take out til aftensmad - og han slap for at skifte bleer, men baggrundsskærmen var den primære overraskelse)

Alba havde sin første dag i børnehaven i går...

Og det gik over al forventning...

Ikke noget med betuttet at hænge på mor og med store bekymrede øjne forskræmt skue ud over stuen...

Næhhh nej, mors pige tog den i stiv arm og undersøgte først legesagerne, så hulen og resten af stuen, og i løbet af en times tid var hun på udforskning i hele børnehaven...

Og på de tre timer vi var der havde hun kun brug for at tjekke om jeg stadig var der et par gange...

Bliver det sådan ved, så er hun snart klar til at være der selv hele formiddagen...

Min store pige *suk*

...

Egentligt kunne jeg godt bruge at tiden gik i stå lidt...

Hun har gang i en rivende udvikling, og der er ikke meget af min baby over hende mere...

Det savner jeg..!

Min lille dejlige fjollegøj...

Snart vil hun ud at lege med veninderne, og hun får en holdning om hvilket tøj hun vil have på...

Så skal hun sminkes og dulles og gå i højhælede prinsessesko fra BR...

Pludselig en dag har vi fået købt hendes første skoletaske, og så går det først hurtigt med hende...

Hende min lille prinsesse...

...

...

...

Godt jeg har charmebøffen til at tage de værste abstinenser med lige nu - Han bliver ved at være min baby et par år endnu...

Men hvad så derefter?

Tror I ikke jeg kan snige manden til at sige ja til endnu en lille skat som jeg kan dufte lidt i nakken og kysse lidt på dellerne..?

Bare indtil Teenageren bliver stor og voksen nok til at han har lyst til at give sin gamle mor nogle børnebørn jeg kan pussenusse lidt med..?

Jeg duer ikke til det...

Det her med at være teenagermor...

Jeg har den dybeste respekt for enhver forælder der formår at komme igennem deres barns teenageår, uden at hæve stemmen...

Seriøst - Hvis der eksistere en sådan forælder derude, så har vedkommende cirka en milliard stjerner i min bog og status af guru!!!

(Ha ha, så fik vi lige den på plads)...

Jeg ved godt at budskabet ikke kommer klarere igennem af at jeg hæver stemmen....

Jeg ved godt at han faktisk har forstået hvad det er jeg prøver at sige - Han er bare ikke nået til et stadie hvor han har tænkt sig at efterleve det (yeah, oprør)...

Jeg ved godt, at han ikke ser lyset før han er godt op i voksenårene....

Og alligevel, så fanger jeg ind imellem mig selv råbende af knægten...

Ikke fordi jeg er sur, men fordi jeg totalt ulogisk håber på at han har lettere ved at forstå budskabet hvis nu jeg siger det lidt højere....

ARGH..!

Someone, give me some patience please...

!!!!!!!!!

Der er lidt fordele ved at have en søster...

Der er lokomotivfører...

Ud over at jeg synes det er megasejt, så synes mine børn også det er sejt...

Og hun ved hvornår der sker sjove ting inden for DSB...

Som feks. hvornår Toget Thomas kommer på besøg på jernbanemuseet...

Og nu er Alba ret glad for Toget Thomas, så da min søster ringede for at spørge om de to små og jeg ville med der over, så var jeg ikke sen til at sige ja...

Og sikke en oplevelse det var....

Neiiii, ihhh, åhhh lød det mere eller mindre konstant fra Alba - og det at komme ud at køre med ham var STORT!!!

Der var bare lige rigeligt med mennesker, så hun blev også lidt rundforvirret hende min Alba-mus...

Vi fik kun set alt det Thomas-relaterede på det par timer vi var derovre - Så aftalen er at vi tager derover en anden gang (hvor der ikke er helt så mange mennesker), og så får vi set rigtigt på sagerne på museet...

Og min mor skal med næste gang, jeg har nemlig hørt rygter om at hun har nogle ret så skønne historier om nogle af togene...

Og jeg ElSKER virkelig hendes små fortællinger - Det gør vi vist alle i familien...

Min søster og jeg snakkede i hvert fald om at hun skulle have en af de der "bedstemor fortæller"-bøger...

Faktisk snakkede vi også om at det kunne være spændende for vores børn og børnebørn hvis vi optog det når hun fortalte, for at kunne afspille det engang ude i en fjern fremtid...

Hun har jo sin egen mors historier fra krisen i 30'erne, min fars fortællinger om hans spæde barndom under 2. verdenskrig og hendes egne hands-on historier fra sit liv, som vi andre kun læser om i historiebøgerne...

Og selv om jeg har hørt mange af dem, så går der altid detaljer i glemmebogen for mig...

Så før fortællingerne er blevet til eventyr, så må vi prøver at bevare originalerne...

Jeg nyder, den korte tid det endnu vare...

At mine morgener kan være stille og rolige, og lige i det tempo som de små og jeg sætter...

Jeg nyder at putte med dem i sengen, og ligge og se en tegnefilm med Alba...

Jeg nyder at kysse lidt på Arns skønne suttekinder, og se ham spjætte og grine i sit undertøj...

Jeg elsker Alba der hopper rundt over det hele, og højt råber "jeg ska' ha' morg'nmad"...

Alba der kommer farende når hun er i tøjet, mens hun ivrigt siger "ud at gå tur" - og hiver mig afsted ud mod overtøjet...

Indtil hun får set på mig, og siger "nej, ikke gå tur - mor ska' ha' tøj på" - og så skubber hun mig ellers ud på badeværelset så jeg kan komme igang...

Jeg elsker hvert eneste kys og kram jeg får fra min glade, ivrige tumletrold...

Og lige nu tager jeg mig ekstra tid til at nyde det, for uret er begyndt at tælle ned.

Der er kun 23 dage tilbage til Alba starter i børnehave...

Rent egoistisk, så har jeg bare lyst til at holde fast i hende, og beholde hende hjemme lige her ved mig - Men jeg ved godt at hun kommer til at elske det...

Nye udfordringer, masser af børn hun kan tackle (og pædagoger der kan få lov til at arbejde lidt mere med hende og hendes tacklinger af andre børn - hun er pænt effektiv til at skubbe, uheldigvis)...

Jeg håber det bliver let for hende...

Og jeg håber virkelig meget at hun ikke går tilbage til at bide, nive og kradse de andre børn...

For selv om hun stadig kan være slem til at skubbe børn væk når hun vil have det de leger med (eller ikke gider lege med dem), så har hun alligevel rykket sig RIGTIG meget fra hvordan hun var i dagplejen...

For i det mindste, så er det kun skubbe hun gør nu..!

Jeg forbereder mig, og laver mentale lister over hvad hun skal have med i børnehave hver dag...

Og samtidig gør jeg alt hvad jeg kan for at have skyklapper på...

For det er et nyt kapitel i vores liv...

Et stort, spændende kapitel med nye udfordringer - og mig der er nødt til at acceptere, at det ikke længere er mig der passer hende konstant, at der er nye voksne hun vil komme til at holde af og at der er en del af hendes liv som jeg fremover kun vil kunne være en engageret tilskuer til...

Det første rigtigt store skridt i hendes frigørelsesproces bliver taget lige der...

Om 23 dage!

Tiden flyver...

Floskel eller ej - Det gør den virkelig...

Det er allerede 4. maj - Rent mentalt er jeg ikke engang nået til April måned endnu...

Jeg er på barsel, og alligevel så halser jeg bagefter mig selv, som en anden hund med tungen ud af halsen..!

Og i dag er jeg helt stået af.

Jeg har pivondt i bækkenet efter (muligvis) at have haft Arn i bæreselen i går i lidt længere tid end min krop kunne lide...

(Muligvis) skulle jeg bare have spurgt min søster om hun kunne tage ham noget af tiden.

Men jeg er sådan en "hvorfor besværer andre, når jeg godt bare lige kan klare det selv"- typen...

Min mand skælder mig jævnligt ud for det!

Han skælder mig også ud fordi jeg aldrig beder ham (eller andre for den sags skyld) om hjælp...

Nogle gange spørger jeg ikke fordi jeg jo sagtens kan klare det selv - Lidt bøvlet måske, men jeg kan godt..!

...

Andre gange så er det ren stædighed fra min side, sådan lidt a'la "hvis han ikke selv kan regne ud det kunne være smart hvis han liiige tog og gjorde Alba klar til at komme i seng i stedet for at spille computer - Så har jeg da heller ikke tænkt mig at nævne det for ham"... 

Og sk*d så hul i at pigebarnet kommer en time for sent i seng fordi det hele brænder sammen om ørerne på mig...

For når det gør det - Altså brænder sammen om ørerne på mig - Så går jeg bare lidt stædigt frem og klarer en ting af gangen, og så kan pigebarnets sengetid godt komme til at blive rykket lidt, men jeg skal nok få klaret det hele...

Og efter sådan en omgang, så smider jeg mig gerne træt i sofaen bagefter, og når ikke en disse resten af aftenen...

Sådan er det jo bare..!

For lidt har han jo ret, jeg kan jo bare bede ham om hjælp...

Men lidt har jeg altså også ret - Det er ingen overraskelse at de ting skal gøres hver dag, og hvis han nu tog og så sig omkring engang imellem - Så ville han jo nok opdage at det kunne være hensigtsmæssigt hvis han lige valgte at træde i karakter i det øjeblik...

Men jeg nægter at være den sure mor-agtige mokke der altid skal fortælle ham hvordan og hvornår tingene skal gøres...

Jeg har rigeligt i at tackle teenageren og hans ekstreme hukommelsesproblemer når det kommer itl simple dagligdags ting han har fået at vide i de sidste 6 år (mindst)...

...

Nå, men det var egentligt ikke det indlægget skulle handle om...

Det skulle minde jer om hvilken dato det er...

4. Maj.

Danmarks befrielsesdag

Dagen hvor vi kan fejre at vi i det mindste ikke er underlagt en udefrakommende magt (selv om man kan diskuterer om vi er underlagt andre sære/interessante/provokerende/HiveTingeneNedOverHovedetPåBefolkningen-magter)...

En dato jeg har utallige minder om, hvoraf jeg (ret poetisk egentligt) har skrevet lidt om her...

Lige om lidt, når ungerne er lagt til ro - og dagens sidste opgaver er lagt bag mig...

Så vil jeg tænde lidt lys til vinduerne, og sidde i skumringen mens jeg nynner "en lærke letted" for mig selv...

Og garanteret jeg kommer til at fælde en lille tåre, fordi det er en aften hvor jeg også naturligt kommer til at mindes min far...

Og bliver mindet om hvor meget jeg savner ham!

Som jeg pippede bekymret om i fredags...

Så var jeg til kjoleworkshop ved How to do fashion i lørdags...

Jeg havde vundet pladsen på Instagram, og var med til at testkøre hendes nye mønster der netop er blevet udgivet...

Og det er et SKØNT mønster...

Man får mønstret der passer bedst med ens mål, og så bruger man de fikse videoer hun har lagt op på bloggen (hvor syvejledningen også er), som hjælp til at få tilrettet mønsteret så det passer ens figur perfekt...

I og med at jeg var på workshop, fik jeg hjælp til hele tilretningen...

Og sikke et resultat jeg fik ud af det.

Jeg har rent faktisk en kjole der IKKE trækker i nakken, eller presser mine bryster flade...

Det er, for at sige det mildt, intet mindre end fantastisk...

Og så er modellen virkelig sød!

Jeg går allerede og leger med hvordan de næste to jeg syer skal se ud...

Eneste minus er, at min mave stadig er lidt større end jeg har lyst til den skal være - men det er jo ikke Nannas mønsters skyld ;0)

Jeg syede den op i noget kraftigt garnvævet bomuld med aubergine og flaskegrønne tern...

Stoffet er virkelig sødt (og så har jeg jo noget med tern...)

Er I interesserede i mønsteret kan det købes lige her, endda med introrabat i denne weekend..!

------------------

Hvad angår pasning og Arn og alt det der, så viste det sig jo at Københavns Zoo kun lå godt en kilometer væk - Så jeg fyldte min søsters bil med alle mine børn, min mor og mig selv...

+ symaskine og sygrej, søskendevogn, ekstratøj, madpakke og dets lige...

Da vi kom derover, ammede jeg lige Arn - og vinkede farvel til min mor og børn der gik i Zoo (jeg havde købt billetter på forhånd hjemmefra - min mor syntes det var noget så nemt)...

Omkring klokken 12:00 fik jeg et opkald om at Arn gerne fik mælk fra flasken, så jeg ikke behøvede bekymre mig om amning...

Så de hyggede sig i Zoo, lige til jeg kørte op for at hente dem klokken 17:30 (hvor mine bryster desperat trængte til at Arn spiste, men han var selvfølgelig ikke sulten den lille bandit)...

Og så kørte vi ellers hjemad igen, med bilen fuld af gode oplevelser...

Fantastisk tur!

Dog må jeg sige, næste gang jeg tager til workshop i KBH, så finder jeg ud af noget overnatning så jeg ikke skal op klokken gnu om morgenen for at køre derover...

Jeg kunne godt mærke jeg var lidt mat i koderne

------------

PS:

Fik jeg nævnt at jeg også fik mødt Anne, Maiken, Pia og Anne-Sofie

Bloggere jeg har fulgt i evigheder, og var VIRKELIGT glad for at møde in real life!

Trænger I ikke til at se lidt flere solskinsbilleder?

I'll be happy to provide them...

Og samtidig er det fotodokumentation for at en nyopfyldt sandkasse ikke kun tiltrækker små piger, men også stoooore teenagedrenge..!

Min charmebøf...

er blevet 5 måneder, og nærmer sig med ilskridt de 6 måneder...

Indtil videre bliver han fuldammet, og han trives på mors mælk - det har jeg vist bevist i tidligere indlæg...

Men når vi når de 6 måneder, så er det på tide at introducerer ham for andre former for føde...

Jeg er typen der går lidt i speltmors-grøftekanten når det kommer til mine børn, og deres føde som helt små - Så jeg laver det meste selv...

Men er det farmand der skal passe Arn, eller vi skal på tur eller sådan noget...

Så er jeg glad for at der findes gode, og fornuftige hurtige løsninger (som selv min mand kan finde ud af)...

Så jeg sagde ja tak til at teste noget Semper babygrød...

Godt nok har Arn ikke prøvet det endnu...

Men Alba spiste denne portion med stort velbehag, så jeg føler mig ret sikker på at Arn også nok skal blive glad for det...

Men hun kan jo nok genkende smagen - for jeg brugte også Semper til Alba da hun var mindre...

---------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Semper