Med følelserne udenpå tøjet..

.. Ja, sådan føles det i øjeblikket. I morgen er scanningsdag, og man skulle synes at jeg snart havde vænnet mig til det. Følelserne, angsten, tankemylderet, tudeturene, ventetiden.. Men det lader ikke til at være tilfældet, desværre. Den der dom, der venter om en uge, den er så afgørende, at det er svært at kapere. Tænk hvis de fortæller at det igen er vokset, og at de ikke har mere at tilbyde? Jeg er bare slet ikke klar til at sige farvel. Slet ikke. Det bedrøver mig så ulidelig meget, at jeg skal tage afsked med mine børn før tid. Det er ikke rimeligt. Alt det jeg ikke kommer til at være en del af. Alt det jeg ikke kommer til at give dem. Al den kærlighed. Når jeg kigger på dem, forstår jeg ikke hvad de har gjort for at fortjene dette, hvorfor skal de to guldklumper gå igennem alt det her lort? Det er ikke rimeligt. Slet ikke.
Jeg er bange for fremtiden. Bange for at jeg aldrig får mit gamle selv tilbage. Min krop, min hverdag, min energi, mit liv. Når jeg vågner tidligt om morgenen, kan jeg nogle dage godt have glemt at vores liv er ændret for altid. Bare i nogle sekunder. Så kommer det hele tilbage. Begrænsningerne, angsten, bivirkningerne. Hver dag er en udfordring. Mit energiniveau er lavere end lavt, men jeg kæmper. Forsøger at opretholde vores hverdag. Vores familieliv. Men det er svært. Og jeg ved at den næste uge vil være fuld af tudeture og angst. I morgen scanning, på mandag svar og videre plan.

Lige nu ligger jeg dog på sofaen med den mindste guldklump, som er syg. Jeg nyder det, og prøver at skubbe de mørke tanker bort. For en stund.

Jeg er jo stadig bare mig..

Jeg er her endnu... Det er ved at være længe siden der har været indlæg her på bloggen. Jeg har været optaget. Optaget af at være syg, hvis man kan være det altså. Den sidste scanning var ikke god - det var noget møg! Tumoren var vokset, og jeg har fået flere metastaser i min lever. Metastaserne i lungerne, var der dog - trods alt - ikke nogen ændrning i. -Så lægernes konklusion var, at behandlingen ikke har virket - vi må prøve noget andet! Og for to uger siden startede jeg så en tredje behandling med kemo og biologiske stoffer, som i kombination gerne skulle slå den lorte-cancer til døde. Tak. Er det for meget forlangt?

Nå det var lige en kort opdatering på sygdomsfronten. Egentlig har jeg noget andet på hjerte..

At være syg er ikke nogen fest, det ved de fleste. Der er mange tabuer omkring det at være cancer-syg. Rigtig mange. Nogle af jer så måske med i uge 43 hvor TV2 som vanligt havde fokus på cancer i en hel uge. For mig var det lidt en uge, hvor der ikke blev set så meget TV2, må jeg indrømme. Jeg ved at det er vigtigt at sætte fokus på sygdommen - og at der jo blev samlet helt ufatteligt mange, gode penge ind til at bekæmpe sygdommen. Men det er svært at se på. Jeg støttede, og så enkelte udsendelser, og det var det. Men det jeg bed mærke i var, at hver tredje dansker rammes af kræft! Det er godt nok mange! VILDT mange! Så mange af jer der, forhåbentlig, stadig læser med derude, er enten selv ramt eller er pårørende til en der er ramt - eller har været det..

Når man bliver syg ændres hele ens verden. Det gjorde min ihvertfald. Fokus ændres, hverdagen ændres.. Sygdommen får en stor plads i ens liv og i alt det man foretager sig. Alt afhænger af, hvor langt i kemo-forløbet man er. Alt planlægges efter om man har det godt eller skidt. Sådan tror jeg det er for de fleste kronisk syge, egentlig.

Der ud over rives man ud af mange sociale sammenhænge. Jeg blev sygemeldt og har snart været det i et år. Et år uden dagligt at være i kontakt med kollegaer, udfordres i hverdagen, opleve og få input. I alt jeg gør, mødes jeg som om jeg har et skilt i panden, hvor der står at jeg er syg. Det er dét der er samtale-emnet, når jeg møder folk på gaden, og i øvrigt. Nogle bliver beklemte ved at møde mig, og ved ikke hvad de skal sige - eller om de skal sige noget. Mange 'møder' bliver lidt akavet. Fordi jeg er syg. Alle ønsker at gøre noget, at kunne hjælpe - og det er helt naturligt. Men jeg er altså stadig bare mig. -Også selv om jeg er syg. Jeg vil stadig gerne vide hvordan mine veninder og kollegaer har det, hvordan deres børn har det, hvor de skal holde jul, hvem der har sovet dårligt i nat og hvad der i øvrigt er udfordrende for dem lige nu. Jeg er stadig et socialt væsen, som interesserer mig for mine med-mennesker. Andre siger tit, at deres problemer jo ikke er noget i forhold til mine.. Det er selvfølgelig rigtigt - men det er DERES problemer, og en bekymring for dem, og derfor interesserer det mig også. Også selvom det er et mindre problem end det, at jeg har cancer... Forstår i mine rablerier? Eller rabler det?

Og ja, jeg er træt og dårlig i perioder, men det betyder jo ikke, at jeg aldrig kan deltage i sociale sammenkomster og møder. Jeg kan godt selv sige fra - og til. Men at blive holdt 'udenfor', fordi man er syg.. At blive behandlet anderledes, fordi man er syg.. Jeg ved godt det er svært, og måske ville jeg også selv reagere sådan som pårørende, kollega eller veninde. -Men hermed et opråb til jer der er derude. Besøg din veninde og vær dig selv. Det er det allerbedste råd! Og ja, jeg ved også godt at jeg minder alle om det værste de ved - at det kunne være dem selv. -Men det er det ikke! Det er mig der er syg.. så slap af og fortæl mig hvordan du går og har det.

Jeg håber ikke i er skræmt væk.. Det var, hvad mit hovede har rodet med i noget tid.. Håber i læste med, og måske kan bruge det næste gang i møder en i kender med kræft.

Rigtig god søndag!

Stafet for Livet

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en kollega, som spurgte om jeg ville være "fighter" for et hold til Stafet for Livet. Jeg skal indrømme, at jeg har vidst hørt om løbet tidligere, men ikke rigtig bidt mærke i det, eller tænkt videre over det. Før min kollega skrev til mig..

Der gik noget tid før jeg svarede hende, for jeg tænkte virkelig meget over det. At gå 'offentligt' frem sammen med andre kræftsyge, eller tidligere kræftsyge, det er altså grænseoverskidende i mit hovede. Og jeg ved slet ikke om jeg egentlig er klar til det. Det lyder mærkeligt, når jeg læser det her. For jeg har været syg længe. Kræftsyg. Og delt her på bloggen og på Instagram. Men at gå offentligt frem i min by og vise det. Sådan til alle. Både dem jeg kender og ikke kender, det synes jeg altså er lidt vildt.

Jeg ved stadig ikke om jeg er klar. Men jeg har sagt ja til at være fighter, og der er et hold som løber for mig. For mig. Og der samles penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Det starter på lørdag, til middag, og slutter søndag formiddag. Der er en masse aktiviteter omkring løbet, og det ser ud som om det bliver hyggeligt og sjovt. Og grænseoverskridende. Men jeg tror også at jeg glæder mig en lille smule til det. Jeg har snakket med Alma om, hvad det er for noget, og hvorfor alle løberne løber. Endda om natten også. Vi har aftalt, hende og jeg, at vi skal derned om aftenen også - når der tændes lys. Og vi vil tænde et lys for Bodil, som desværre døde her i foråret. Og Alma vil også tænde lys for mig. -Så det skal vi.

Nu glæder jeg mig lidt mere.