Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag

mandag den 28. maj 2018

Min havedrøm



Dette billede fra solnedgangen i går aftes, kommer virkelig tæt på min oprindelige havedrøm! Farverne og den lidt drømmeagtige stemning forvandler næsten billedet til et maleri. Jeg elsker det!

Billedet er taget fra stien ved hækken, og det er lidt sjovt at haven, som jeg har bygget op fra terrasse-udsigten, faktisk fungerer bedre set på tværs af den linje. I min gamle havedrøm var der ikke bedroser, men tætplantet af især blålilla urteagtige vækster, omkrandset af slyngplanter og klatreroser.

Billedet herunder er ligeledes fra i går aftes, men mere direkte mod terrassen. Da jeg jo ikke bor i et idyllisk gammelt hus, tager jeg meget sjældent billeder op mod huset, men når wisteria 'Lawrence' blomstrer, så kan jeg altså ikke lade være:


Wisteriaen har fyldt luften af velduft og stemningsmættet summen af honningbier i snart 14 dage, og jeg har naturligvis kredset flittigt om den med kameraet :-)

Først nogle billeder som nyudsprungen, både set direkte ud i haven, og derefter til hver side af terrassen:




Herunder hvor langt ned blomsterne hænger i slutningen af blomstringen:



Det fantastisk varme Majvejr har virkelig sat gang i roserne, så herunder et ret sjældent syn af wisteria og roser som blomstrer samtidig:



Herunder d. 31 Maj:



Det har været en underskøn tid, med blot éen slange i paradiset: Tørke! Hvor har jeg dog båret mange fyldte vandkander ud i haven her i Maj. Vandbeholderen har stort set været tom siden engang midt i April og græsplænerne her omkring står svedne og gule.
I lørdags og igen her til morgen, har vi haft bragende tordenvejr, så endelig er vandtanken igen fuld og tørken forhåbentlig ovre for denne gang!

Flere roser er startet med at blomstre, men smukkest står Hurdalsrosen:





Herover i aftensol dagen efter, samt Aïcha nedenunder:


Til slut en udsprunget Gloire de Dijon som blev reddet ind før det kraftige regnvejr:


Jeg håber at alle I med tørkeramte haver snart vil få en ordentlig gang regn ligesom vi var heldige at få. Rigtig god sommer! :-)


Tusind Tak til jer alle for hilsner og kommentarer! Jeg er så glad for at I kigger forbi og har lyst til at skrive en hilsen, og utrolig ked af at jeg ikke kan gøre det samme hos jer! Jeg følger selvfølgelig stadig med på jeres blogge :-)

Jeg forstår fuldt ud at man bliver lidt modløs når varmen forhindrer en i havearbejdet, så opgaverne hober sig op! Alt er eksploderet i år, og på en måneds tid er vi gået fra at være 14 dage bagud for normalen, til at være 14 dage forud!
Lisbeth, jeg har virkelig nydt dine smukt farvesammensatte Rhododendron bede! :-)

Jeg er igen begyndt at vande, og regnvandet er allerede brugt (vi fik jo slet ikke noget vand i starten af Maj) så vi er allerede i det orange felt igen. Det ser slemt ud i hele landet, og vejrudsigten lover mere varme og sol. Heldigvis har sidste års regnmængder jo nok fyldt grundvandet godt op, så der forhåbentlig ikke kommer vandingsforbud!

lørdag den 3. juni 2017

Miss Bateman og et nyt projekt

Clematis Miss Bateman har aldrig været smukkere end i år, og med den nye bænk foran, og de hvide akelejefrøstjerner bagved, er dette mit bedste bud på en hvid afdeling af haven:



Det er en underskøn hvid clematis, med smukke limegrønne midterstriber på de nyudsprungne blomsters kronblade, og en dekorativ vinrød midte:



Tilmed er det en af de nemmeste clematis, som kun behøver en studsning af lidt døde småkviste om foråret. Den er aldrig blevet egentlig beskåret:




Der er en helt særlig stemning ved hvide blomster her i den vårgrønne Maj måned, og jeg har ofte haft lyst til at få mere hvid blomstring på denne årstid. Som man kan se herunder, har jeg fået en sokkel under frugtopsatsen, og umiddelbart ser det lidt for højt ud...


Men... nettop højden gav mig en ide! Den ville jo fungere perfekt som støtte for et Wisteria-træ!:


Det skal selvfølgelig være et hvidt Wisteria-træ! Sådan en slags "Tempeltræ" i midten af haven, eller som min søn sagde, da jeg viste ham billedet: Et "Livets træ" :-)

Lige præcis nu, blomstrer tjørnehækken også flere steder, og så må jeg prøve at lave nogle flere hvide akelejer & jacobsstige, så dette område bliver en rigtig hvid have i en periode omkring Maj/Juni. Jeg glæder mig til at forme den lille Wisteria floribunda `Alba´ som jeg har plantet, efterhånden som den vokser i løbet af sommeren.
Rigtig God Pinse!

tirsdag den 16. maj 2017

Tulipaner og kaffegrums


Egentlig synger tulipanerne på sidste vers, men sådan en dejlig morgenstund som i går, ser de stadig knitrende friske ud. Det er utrolig så længe de blomstrer i år, jeg husker tydeligt hvor hurtigt de brændte af sidste år.
Her ses det brede tværgående bed som ligger parallelt med terrassen, og danner adskillelse til havens rum. Billedet er taget nede fra drivhusene så man kan nyde skoven som baggrund:



I forgrunden er det Magic Lavender, derefter den lyse Sweet Love og længst væk er det Negrita og Purple Prince. På billedet herunder, er det samme bed, men set fra have siden af bedet:


Som man kan se på 2. billede, nede i højre hjørne, så var Prærieliljen endnu ikke sprunget ud i går, men her til morgen gnistrer den festligt om kap med himmelblå Forglemmig og Kærmindesøster:




Det er da lige til at komme i godt humør af! Jeg elsker bare disse blå blomster! Sidste år var Camassia sprunget ud før midten af Maj, så de 10 dages forspring havens vækster havde tidligere i foråret, er tabt igen på grund af den lange kølige periode.
Tulipanen Sweet Love herunder, er den eneste som stadig ser helt frisk ud, det er kun dens farve som har ændret sig en smule:


Billederne herunder er fra starten af Maj, og forrest ses Sweet Love´ nyudsprungne ferskentoner. I højre side ses de slanke pink/hvide botaniske tulipaner Lady Jane, når solen skinner åbner de sig helt op til hvide stjerneblomster:




Forrest Magic Lavender, med Negrita, Purple Prince og Sweet Love. Den hvide i venstre side er Purissima.
Tidlig på foråret tror man næsten aldrig at haven vil komme til at ligne sig selv, men lige pludselig begynder man igen at kunne "se" haven og at kunne nyde synet! :-)


For 2 år siden læste jeg om kaffe som middel mod dræbersnegle, og efter lidt reseach på google, som bekræftede at kaffegrums havde andet end jordforbedrende egenskaber, (og at regnorm ligefrem elsker det) begyndte jeg at stable mine brugte kaffefiltre til de var tørre og kunne udstrøs i haven.

Dengang, for to år siden, kom jeg så for sent igang til at give den bageste skovdel af haven et ordentlig drys, før hosta, dagliljer og andre jorddækkende vækster (som jeg har stående tæt dernede) allerede var vokset til, så den første sommer var det tydeligt, at hvor haven generelt ikke havde nær så mange snegle som normalt, så var der flere dræbersnegle dernede i skovhaven! Sneglene mistrives helt tydelig af den kaffestrøede jord, men umiddelbart kunne det tyde på at de snarere søger væk end ligefrem dør af det.

I år er det anden vinter at jeg har samlet alt mit kaffegrums (ca. 2 spandfulde på en vinter) og så har jeg især strøet det ud i skovhaven, samt andre steder som bliver hurtigt dækket af planter, derefter bliver der strøet ud ad libitum, når jeg igen har nok tørret kaffegrums. Det fungerer virkelig godt, jeg havde langt færre dræbersnegle i den rimelig fugtige sommer sidste år, mens de fleste herude syntes at der var kommet flere end sædvanligt.
Apropos overskriften, så har jeg bemærket at sneglene er ret glade for løgvækster, så de skal have et ekstra drys når de afblomstrer.

Da jeg læste om det for to år siden, stod der, at det var endnu mere effektivt at sprøjte med kaffe. Jeg husker ikke om vi taler procent eller promille, men jeg husker at en kop alm. kaffe indeholdt 0.3... og at sneglene dør af styrken 0,1 koffein, dvs. at en kop kaffe blandet med 2 kopper vand giver en effektiv "sprøjtevæske" mod dræbersnegle.
Jeg holder mig nu til udstrøning af mit brugte kaffegrums, for det føles nu lidt mere som grøn tankegang! :-)

tirsdag den 24. maj 2016

Endelig blomstrer "Lawrence"



Den lille pind jeg plantede for 4 år siden (forsommer 2012) er nu som et brusende vandfald af duftende, blålilla blomsterranker! Hvor har jeg glædet mig til dette syn!


Da jeg købte den, anede jeg ikke at denne var den langrankede type, for jeg holder så meget af den helt almindelige blåregn, men snart skal vi igennem et helt gardin af blomster, når vi skal ud i haven!
(den havde 3 blomster sidste år, så der oplevede jeg hvor lange rankerne bliver i slutningen af blomstringen)


Men smuk og stemningsfuld er den at skue! :)


Den skønne Acer shirasawanum Àureum´ har virkelig fået sig en rival i Majhaven!


Margaret Merrill er så smuk i udspring, og den dufter vidunderligt. Den trivedes ikke i haven, så for et par år siden, gav jeg den en chance i krukke, inde i drivhuset. Der stortrives den og får aldrig mere syge blade. Den ses i venstre side på billedet herunder, og i højre side er det Lady Hillingdon:


Jeg fandt også to udsprungne roser op ad den lune syd/vest mur ved huset, det er først Gloire de Dijon og derefter Alchymist. Så er sommeren for alvor skudt igang! :)





24/5  Tusind Tak for jeres kommentarer! :)
Jeg havde den almindelige blåregn hvor jeg boede før, og troede blot det var  fordi den var så ung endnu, at den ikke blomstrede ret meget, så sorten betyder nok noget. Sidste år havde denne "Lawrence" variant nogle få blomster, og da var jeg faktisk lidt skuffet fordi farven er lidt blegere end den almindelige blåregn. Nu er jeg bestemt ikke skuffet mere!

Hermed et frisk morgenbillede hvor den ses inde fra huset:


Et par friske solnedgangs billeder fra 24/5 herunder:



Farverne er eventyrligt smukke i solnedgangen! Jeg er bare såååå glad for denne blåregn :)

Hvis du har lyst til at se billeder af blåregnen og vinplanten i 2012, så klik her og her


Nu er sommeren lige om hjørnet, og jeg ønsker jer en vidunderlig en af slagsen!! :)

lørdag den 14. maj 2016

Tulipaner og en Pinserose

Først vil jeg sige jer Tusind Tak for jeres søde hilsner! Det er en stor glæde for mig at I kigger forbi bloggen, og stadig har lyst til at lægge en kommentar, selvom jeg ikke er i stand til at svare eller kommentere hos jer. Jeg håber stadig at en pc kyndig kigger forbi en dag, og har tid til at se på det, så alt kan blive i orden igen.

Tea-rosen Lady Hillingdon har fået sin første smukke, kantarel-gule blomst i dag. Rosen står i uopvarmet drivhus, men det er nok til at hun blomstrer en måned tidligere end den store rosen blomstring, som starter i midten af Juni. Det er vidunderligt, sådan at kunne nyde roser over en længere periode, og kan varmt anbefales!
Denne rose er frostfølsom, men den klarer sig godt under glas, uden at få meldug af varmen.
(I mit sidste indlæg, viste jeg denne rosenplante med masser af nye røde skud, så det er hurtigt at den allerede er i blomst)



 I haven er det tulipanerne som har regeret i de sidste par uger. Herunder er det Magic Lavender, da den stod smukkest for en uge siden:


 samt Purissima, som er afblomstret nu...


Herunder er de mørke Negrita & Purple Prince, og den lyse Sweet Love, stadig friske at se på:


Det er disse tulipaner som har holdt sig smukke i længst tid. Jeg ved ikke om det er mig der er kedelig, men som I kan se... har jeg valgt tulipaner i samme farver som jeg har valgt roser! :D


Herunder en ny vinkel jeg fandt, mens jeg gik og tog billeder af tulipanerne. Spejlbassinet er ganske vist lige blevet renset, men vinklen er da dejlig at se på! :)



Magic Lavender er næsten afblomstret herunder, men farven er stadig smuk sammen med Forglemmigej og Lunaria:

Sarte lyse tulipaner sammen med Forglemmigej og Lunaria, og med Camassia i baggrunden.


Vidunderlige Magic Lavender:

Den fine stribede, som jeg blev fristet af i Brugsen/Kvickly:

Den underskønne Sweet Love på følgende billeder:



Sweet Love starter med en sart ferskentone, som så blusser stadig mere i rosa/violette toner.


Til slut lige et par skovbilleder mens løvet er helt frisk & vårgrønt:



Jeg vender meget snart tilbage med et indlæg, fordi... i år... sker det! Det jeg har glædet mig til i 4 lange år!!!

Jeg ønsker jer en dejlig Pinse, og forhåbentlig bedre vejr end de har lovet! :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...