Viser opslag med etiketten Morgenmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morgenmad. Vis alle opslag

onsdag den 21. november 2018

Dutch Baby - Hmmm! - Mærkeligt navn, men det smager rigtig godt!

Igen, igen var der en rest, som ikke skulle gå til spilde!
Denne gang ricotta, så jeg startede med at google ricotta breakfast - og endte - guderne må vide hvordan med denne skønne, lidt tykke, lidt crèmeagtige pandekage, som altså hedder Dutch Baby! Opskriften fandt jeg på den hyggelige blog Olive and Artisan. Opskriften er amerikansk - med cups - så da jeg har haft ulejligheden med at lave den om til danske mål, kommer den nedenunder




60 g smør (til panden / fadet)
Dej:
5 medium Æg
120 g hvedemel
120 g sødmælk
120 g ricotta
10 g mandelessens = 2 tsk
1 tsk salt
1 spsk sukker
Revet skal af 1 citron

40 g mandelspitter - (smuttede og ristede)
20 g flormelis - til drys

Jeg lavede kun 1/5 af portionen - altså med 1 æg. Det passede fint til den lille lerskål med en diameter på 16 cm. Tror det er lidt vigtigt, at panden eller skålen passer nogenlunde, da dejen hæver temmelig meget op og jeg kan godt forestille mig, at det kan løbe ud over alle bredder!

Bages ved 190 gr. ca 15 min.

Næste gang skal jeg måske lave den med rosiner, der har trukket natten over i rom 😋


søndag den 4. november 2018

Majsgrød fra Jamaica - Rigtig "lullemam" på en smuk novembermorgen

Alle kender det vist - skabet bugner af poser med gryn, mel , kerner - alverdens ting; og det skal jo ikke smides ud.
Så efter at have spist polenta og majsbrød med fint majsmel, skulle der noget nyt på menuen.
Det blev til jamaican cornmeal porridge with coconut milk - og kondenseret mælk. 


Blandt mange googlede muligheder valgte jeg en opskrift fra bloggen The jamaican Foodie, der også fortæller, at Bob Marley synger om grøden i No woman no cry😊- og han er jo altid dejligt at lytte til.

I min mands barndomshjem havde man et begreb, der hed "lullemam". Jeg har aldrig fået en helt klar definition, men tror det må være blødt, rart og velsmagende - som denne hyggelige morgengrød.

Jeg fik brugt en del rester såsom kondenseret mælk, vaniljeekstrakt og mandelessens. Har man ikke det, må man bruge sirup eller andet til at søde.

mandag den 13. februar 2012

Renaissance - et dejligt ord!

Genfødsel betyder ordet - servicemeddelse til dem, som måske ikke lige ved det :-)
- er det ikke bare et MAGISK ord?
Her tænkes ikke på ordets betydning i kunst- og kulturhistorien, ej heller i retning af reinkarnation;
Nej, bare den dagligdags betydning, vi har på dansk, at noget "får en renæssance" - får en opblomstring, kommer på mode igen, får NYT LIV igen.

Idag fik mine ude-morgenener en renaissance


Hele sidste vinter spiste jeg - trods den megen sne - morgenmad ude næsten hver dag. Og NØD det helt vildt. Men efter sommerferien kom jeg vist aldrig igang igen. Energien manglede vel lidt - og end ikke bevidstheden om, at det giver energien mange gange igen, at få skrap, frisk og ren morgenilt i lungerne lokkede tilstrækkeligt.


Min morgenstol var væltet og frosset fast, så kaffen blev indtaget ved hækken; der var ikke tid til at lave morgenmad at tage med ud - man skal virkelig kende sin besøgelsestid, for det er den halve time FØR solopgang, der har den smukkeste himmel.


Vel inde igen nød jeg én af efter-julens morgenfavoritter: franskbrød med andefedt, salt og danbo-ost.
Og et stykke af weekendens banan-tarte-tatin var næsten som genfødt efter en tur i micro'en. En skefuld fed crème fraîche gjorde underværker. Morgendesserter er ikke at kimse ad!



Nu håber jeg, at tulipanerne, der tilbragte natten uden vand, kan præstere en genfødsel :-)

onsdag den 20. juli 2011

Morgendessert med Hindbær

Morgenhittet i øjeblikket er at daffe ud i haven og finde 10-15 udsøgte hindbær til min morgendessert, mens et godt stykke brød ristes lige tilpas.


Brødet skal køle lidt af, inden det smøres med FED créme fraîche. Hindbærrene fordeles og flydende nyslynget honning hældes på.  - Så er morgenen reddet - uanset om solen skinner eller det regner!

torsdag den 30. juni 2011

Hjemmegjorte marmelader tak - der er gang i de røde sommerbær!

Når jeg er på ferie, falder overnatningssteder, der spiser mig af mig med små industrielle portionsmarmelader, altid i min anseelse!!! - Så selvfølgelig lader jeg mig heller ikke nøje med industriens "velsignelser" i dagligdagen!

Må jeg be' om den hjemmelavede - og jeg laver hellere "UGENS MARMELADE"  frem for at lave til gem på hylderne. - Og SMÅ portioner kræver ikke ret meget tid - især ikke i en 2-personers husholdning.


I aftes var der lidt rabarber og jordbær til overs - og de blev omsat på under 10 minutter til herlig marmelade - uden anden tilsætning end lidt vanilje, et skwiis citron og ca. halv vægt sukker af frugtmængden. Det er absolut unødvendigt med konserveringsmidler, når marmelutten spises i løbet af en uges tid.

Rabarberne blev skåret småt - og rørt med halv mængde sukker (det safter i løbet af 2-3 minutter, når der røres flittigt).


Rabarber/sukker blev sat på rask varme - og mens jordbærrene blev skyllede og pillede og rørt med sukker,


mørnede rabarberne lidt inden jordbærrene blev tilsat. Herefter behøver marmeladen kun 2-3 minutters kogning.
Der blev smagt til med en smule citronsaft - og så var morgenmadsmarmeladen klar.

Og marmeladen smagte godt i morges - og her til aften blev den brugt til et par overskudsvafler fra fryseren plus lidt letpisket flødeskum, der var smagt til med en anelse sukker. - Syndigt godt!

Og når man tænker på, hvor utrolig nemt det er at lave, kan man undres over, at vi lader os nøje med diverse uinteressante færdigprodukter - - - for slet ikke at tale om, hvor meget sjov og variation og twist man kan tilføre sin hjemmelavede, hvis man har "orket" til det - men det mangler jeg nu lige for tiden!

tirsdag den 15. marts 2011

Morgensmadsbruchetta med avocado - mens vi venter på at græsset skal blive grønt!

Jeg kan kun gentage mig selv  - og en masse andre mennesker - i én uendelighed: 
SPIS GOD MORGENMAD!
Skal man være en "resourcestærk" person for at have overskud til at lave morgenmad???


Faldt over disse bruschetta på en bloggen: The Kitchn - og det bliver ikke meget nemmere. Der bliver en 5-6 bruschetta af en avocado. Jeg moste med lidt salt og citronsaft - og dryppede med lidt supergod olivenolie - men det behøver man absolut ikke. Brødet skal ristes, så det sprødt og knasende.

Lidt ufuldendte strøtanker: Jeg talte "ordentlig mad" med en kvinde forleden. I min naivitet - og madglæde - fatter jeg nok ikke helt, hvorfor folk ikke bare laver god mad, men hun betonede, at mange ikke er resourcestærke nok.
I min verden er det lidt trist, at mad ikke prioriteres højere - jf også Jamie Olivers udsendelser om skolemaden i USA, som kører over skærmen i øjeblikket.

Jeg drømmer om, at familiens A-mennesker /forældre har overskud til at vække  børnene med en skål frugt skåret i mundrette stykker, så de kunne blive kick-startet på en dejlig måde!

P.S. Billeder tager jo ikke sig selv - så her er ét fra en dejlig, forårskølig morgen i haven. Parka-coaten er stadig et must.



onsdag den 9. marts 2011

Blodappelsinerne er på toppen nu!

Der er kommet sundhed på dagsordenen, så morgenmaden bestod af 2% græsk yoghurt, en blodappelsin og endelig blev der dryppet med lidt flydende honning med nødder


Billedet er fra tirsdag morgen kl. 9, hvor man bare kunne sidde i en varmende sol. I dag var det til gengæld så pivhamrende koldt og blæsende, at jeg fortrak indendørs.

Køber i øjeblikket de mest fantastisk lækre blodappelsiner fra Sicilien - desværre ikke økologiske, men helt fanatisk er jeg altså ikke.

for søgere på udenlandske sider hedder blodappelsiner også: red orange, orange sanguine, blutorangen, naranjas de sangre, arancia rossa.

tirsdag den 1. februar 2011

Pomeranser - guf for sæsonfreaks!

Gennem mange år har jeg haft lyst til at lave noget med pomeranser - og nu er det endelig blevet til noget!


Pomeranser har en MEGET KORT sæson fra midten af januar og en 3 uger frem. Dertil kommer, at de er ikke lette at finde i butikkerne, men for 14 dage siden var de hos en af de økologiske torvehandlere på Ingerslevs Boulevard i Århus.
De opskrifter, der havde ligget i min ikke ubetydelige opskriftssamling, var på pomeransmarmelade.
Pomeranser har en syndflod af kerner og en meget intens syrlig/bitter smag, så der skal en del sukker i marmeladen. Når dertil lægges, at marmeladen skal småkoge temmelig længe, bliver smagen også DYB og vinteragtig


Denne opskrift, der er meget enkel, stammer fra et gammelt Alt for Damerne. Den bygger på 100 g sukker pr. pomerans. Jeg lavede den faktisk bare med en enkelt frugt - og det var lidt lidt, men man kan jo bare gange op. Jeg fik cirka 1 dl marmelade af min ene pomerans

5 pomerans
500 g sukker
1 dl vand

1. Skær pomeranserne over pres al saften ud, der skal være 1/4 l.
2. Pil omhyggeligt alle kerner fra og kom dem i en lille tynd stofpose. Hæld vandet over og lad dem ligge sådan til de skal i marmeladen. - Alternativt: Hvis man ikke har en stofpose, så hæld vand over kernerne (og det er jo ikke et problem, når man kun laver marmelade af en enkelt frugt) - lad dem ligge til de skal bruges - og så bare fiske dem op med en lille gaffel, når marmeladen er færdig. Vand/kerner er pektinholdige og er med til at stivne marmeladen; derfor kan man ikke springe over kernerne!
3. Fjern den hvide hinde fra skallen af cirka 1/4 af de anvendte pomeranser og skær disse gule skaller i små tynde strimler.
4. Si saften ned i en gryde og kog den med de snittede skaller under tæt låg i 10 min. til de er bløde.
5. Tilsæt sukker og kog uden låg cirka 20 min.
6. Tilsæt pose/vand eller kerner/vand og kog yderligere 10 min.
7. Fjern skum, hvis der er meget - og man gerne vil have marmeladen meget klar (jeg gør det ikke altid)
8. Lav evt. gélé-prøven: - hæld en smule marmelade op på en tallerken og hvis den får en konsistens, som man kan lide er marmeladen færdig.
9. Hæld på rene glas. Jeg skal helst have en ny marmelade hver uge, så jeg laver ikke store portioner - og behøver derfor heller ikke konserveringsmidler.

P.S. Min marmelade blev faktisk for stiv, så jeg lunede glasset i micro ovnen og rørte marmeladen sammen med lidt mere vand. Hvis marmeladen er for tynd, må man i gang med kogningen igen.

Pomeransmarmelade passer godt til ristet brød og en kop te


P.S. På engelsk hedder pomeranser Seville Orange - hvis du vil google andre opskrifter


torsdag den 20. januar 2011

Hønemors fascination af æg

Jeg vil nok hellere have 5 æg i køleskabet end én høne!

Og det er faktisk en længere tankerække, som får mig til at udtale mig så entydigt, men det ligger mig på sinde, at "man" - og ikke mindst unge mennesker - spiser ordentligt.

Forleden hørte jeg i TV-programmet "Kender du typen", at kun 1/3 af Danmarks befolkning spiser morgenmad! Jamen, det er da noget skidt! Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg bliver ældre, at det forekommer mig som "sædernes forfald"!

Det er selvfølgelig i den sammenhæng nemmere at håndtere et æg end en høne. På det sidste har jeg ladet mig inspirere af de dejlige Spice-brødre og lavet "farmors æg" - i min hukommelse/version er det et smilende æg (6 min.) - klippet lidt med en saks, drysset med salt /lidt chili og serveret med brødcroûtoner ristet i lidt olivenolie og hvidløg. (Brødcroûtoner skal man selvfølgelig lave ved lejlighed, så man ikke står og roder med dem om morgenen)


Andre gang er det et bare et herligt blødkogt æg (5 min) serveret med groft rugbrød med en smule tandsmør og et glas mælk.

Da vi kom hjem fra Tyrkiet i sommer var det hårdsstegte spejlæg med feta, oliven, agurk og tomat (og det bliver det jo sæson for igen til sommer engang :-).

Det kræver altså ikke mange ingredienser - eller tid - at lave en superskøn morgenmad.

Har man lidt ekstra tid, er omeletterne herlige - eller tyrkiske menemen - se opskrifter på min dejlige datters blog.
Og med et minimum af planlægning er der jo også pandekagerne i et utal af versioner .... mere om det en anden gang.

Som madelsker synes jeg naturligvis, det er synd for de mennesker, der frivilligt undvære en dejlig morgenstart.

P.S. Jeg tænker selvfølgelig på, hvordan man kickstarter de langsomme morgenmennesker - måske skulle vi, der er lidt duracell-agtige om morgenen, bare komme med en lille morgen-senge-bakke med lidt sød frugt, så de morgentrætte kan få sat skub i blodsukkeret!

P.P.S. Glemte jeg at sige, at friske økologiske æg smager bedst i min mund!

mandag den 29. november 2010

Hellere godt tosset end halvdårligt begavet! - Om at spise morgenmad ude...

I sommer fik jeg smag for at spise morgenmad ude - nogenlunde uanset vejret. Nu er jeg ved at være afhængig af udespisning. Det kræver selvfølgelig ordenlig påklædning og varmende tæpper, men skønt er det!


-- og indrømmet, det er nok nemmest, hvis man kun er forpligtet til at sørge for sig selv!

lørdag den 25. september 2010

Morgenmad i haven - det er vanedannende!

Vågnede kl. halv syv! - Syntes, at det måske var for tidligt og for koldt at spise morgenmad i haven. På den anden side har jeg i DEN grad nydt at spise morgenmad ude; faktisk har der siden 1. september, hvor jeg begyndte mere systematisk med min ude-morgenmads-spisning, kun været en enkelt dag med lidt regn, så jeg måtte ind på terrassen.



Da jeg først var derude lidt over syv med varm kaffe, sprødstegt spejlæg, ristet brød og god marmelade, viste det sig - selvfølgelig - at der var vindstille og i virkeligheden ikke særlig koldt. Stille, bortset fra de trækkende fugle, som var mange nok til at flyve i flok.


 Og på vesthimlen stod fuldmånen stadig højt på himlen. Det var stemningsfuld morgenmad. 

lørdag den 11. september 2010

Med Kniv & Gaffel til Morgenmad

Jeg har en svag erindring om, at varm mad var godt mod tømmermænd, så jeg var ung. Men også UDEN tømmermænd skulle man måske lidt oftere spise left-overs om morgenen.

Rester fra gårsdagens moussaka endte idag på min morgenmad (ja, jeg har ikke 2 små børn, der skal gøres klar til børnehaven! - jeg har faktisk tænkt en del over, hvordan man kick-starter om morgenen!)

Men ristet rest flûte og lidt moussaka (som fik en kort tur i micro'en), créme fraîche og et drys snittet basilikum ovenpå.

OG - jeg drikker IKKE øl til morgenmad, men friskpresset æblesaft.

I uge 36 har auberginen fået lov at få en hovedrolle, så det er blevet til moussaka og grillede aubergineskiver. En caviar d'aubergine skal jeg nu også have i den nærmeste fremtid!

Basilikum & Chokolade

Jeg arbejdede engang sammen med en fyr, hvis lille søn spiste remoulade og ristede løg på ALTING - lige fra spegepølse, til leverpostej og pålægschokolade. Det var tilbage i midt-firserne, hvor det måske var mere på mode.

Det har lært mig, at være forsigtig med at vurdere/fordømme folks smag. Når jeg møder folk, som kan drikke virkelig bombastisk, fadtung rødvin til ALTING (og det kan JEG ikke med stor fornøjelse) tænker jeg på Rasmus med remouladen og de ristede løg - og sådan kan vi jo alle have vore særheder!

Jeg har selv en svaghed for en GOD pesto (og jeg har stadig tilgode at finde andre end frisklavede, der er det) og synes, at det kan frelse næsten hvad som helst!
Generelt er basilikum et yndlingskrydderi i tomatsæsonen og forleden luskede der sig et basilikumblad ind under pålægschokoladen til en morgenbruschetta!


Jeg føler mig bare en anelse barnlig, men det smager rent faktisk supergodt - og ja, der gemmer sig ovenikøbet en smule smør på det ristede brød. PRØV det!

fredag den 10. september 2010

Hybentid

Det er en hyggelig ting at plukke hyben og de er fine nu - og vil være det et par uger endnu. Faktisk skal der bare en 50 - 60 pæne hyben plus 3 - 4 æbler til at lave en herlig hybenmarmelade. (Jeg havde plukket en masse hyben, men tålmodigheden med at rense dem slap op!)

Det ER et møjsommeligt arbejde at rense hyben, til gengæld kan man jo sagtens se TV eller høre musik samtidigt.

Når hybenene er rensede får de en ganske lille tur med stavblenderen. Æblerne må gerne være lidt sure - pektinen fra sure æbler har en gelérende virkning. Æblerne skrælles, udkernes og snittes ret fint.
Hyben, æbler, ½ stang vanilje og en smule vand (så det ikke brænder på!) sættes over ilden i en bredbundet gryde og koger hurtigt ved høj varme 6-8 minutter, men man rører. 2 - 3 dl sukker (passende efter min smag) tilsættes og marmeladen bulderkoger lidt.
Jeg plejer at smage til med lidt citron. Det havde jeg ikke, så det blev i stedet 1 tsk 12 års balsamico. Det er absolut ikke dårligt!

lørdag den 14. august 2010

Morgendessert!

min veninde karen synes, det er morsomt, at vi spiser MORGENKAGER i Jylland. Det gør man ikke på Sjælland.

Det undrer mig selvfølgelig, for hvordan kan man så vide, at Molbosnegle og den slags spises til morgenmaden subsidiært formiddagskaffen???

Jeg holder meget af morgenkager! - Og når man kan spise morgenkager, kan vel også spise morgendesserter!


Måske skal retten bare have et andet navn for at føles lidt mindre syndig!

Arme Riddere med råsyltede hindbær og en lidt fed yoghurt! - Syndigt, men egentlig tror jeg ikke, der er flere kalorier i "syndefaldet" end i en morgenkage.
På positivsiden er også, at det er lidt en "left-over" ting. Brødet skal helst være lidt tørt! - så i vore Stop-madspilds tider vægter det!

Jeg dur ikke til syltning og henkogning for tiden, så RÅSYLTEDE frugter er simpelthen sagen!

Tomater i Hovedrollen - Danske Frilands .. forstås!

Denne uge er et rigtig godt eksempel på, hvor langt der kan være mellem planer og resultater.

Tomaterne er virkelig HELT på toppen, så jeg havde glædet mig til både Gazpacho og Insalata Caprese!
Det blev det af forskellige grunde ikke til - men jeg havde heldigvis fået købt skønne tomater - og det var i virkeligheden det vigtigste!

Efter ferieturen til Tyrkiet er det oplagt at spise tyrkisk morgen: Tomat, agurk, tyrkiske oliven - og så rister jeg lidt godt brød og smuldrer feta på. - Med de lune morgener, der har været har det givet en god start på dagen!

I travlheden kan det HELT enkle være dejligt. Når råvarerne er helt i top behøver jeg ikke meget for at "uhhhm'e"

Tomater - god olivenolie (det er delvfølgelig individuelt, hvilken type, man foretrækker - men man skal unde sig selv at finde en YNDLINGSOLIE) - lidt god salt og godt brød. - Hvad kan man så ønske mere? - Jo, selvfølgelig et glas, frisk og køligt hvidvin (konkrete forslag under rå tomater og vin)

Ægge-Tomatmadder bliver heller ikke meget bedre! Æggemadder fortjener et bedre ry end de vist ofte har. Groft rugbrød (eller hvis vi ikke behøver at være så sunde: godt franskbrød) med æggeskiver og tomat - måske lidt god mayonnaise og klippet purløg; - det er også nem sommer!


Tomatsæsonen varer heldigvis temmelig lang tid, så jeg lægger igen planer!

P.S. Jeg ved godt, at jeg skriver "GOD" mange gange, men hvis det virkelig skal være en nydelse at spise, tomater, olivenlolie, salt og brød, ER det altså ikke ligegyldigt, hvad man vælger!

fredag den 6. august 2010

Edles råsyltede Solbær


Min venindes mor lavede det skønneste solbærsyltetøj - dengang før der fandtes foodprocessore.

Solbærrene blev kørt gennem en gammeldags kødhakker og derefter rørt med en passende mængde sukker - nok ca. samme mængde som bær.

Nu er det nemt at bruge en foodprocessor eller stavblender (massen skal ikke være alt for findelt) - og resultatet er stadig godt! - En smule citronsaft kan evt. tilsættes.

Herligt til morgenkaffen på nyristet brød.