Viser opslag med etiketten Chardonnay. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chardonnay. Vis alle opslag

torsdag den 8. november 2012

Fisk og havtorn - et smukt og smagfuldt makkerpar!

Blæsten kunne fint have ladet det smukke efterårsløv sidde lidt længere på træerne - men pst væk er det!

I stedet kan man jo fornøje sig med efterårsfarver på tallerkenen og heldigvis har jeg lidt orange efterår på glas i form af herlige havtorn i en sukkerlage.


Fisken er skindstegt multe - anden fast hvid fisk kan sikkert fint bruges. De sukkerssyltede havtorn blev blendet let med en stavblender. En anden gang vil jeg nok si de sorte kerner fra; de ser meget pæne ud, men er lidt irriterende at få i munden.
Fisken blev i øvrigt placeret på lidt syltet æble/selleri (opskrift fra Alt for Damerne ). Der manglede lidt grønt, og det blev noget fintsnittet porre.

Sammen med godt letristet hvidt brød var det en fin og let forret.

Vinvalget: En chardonnay, gerne fra Bourgogne, var fin til. Konkret en Nuits St. Georges Terres Blanches fra Bichel, men mindre kan nok også gøre det. 
En lidt fyldig Riesling eller Grüner Veltliner tror jeg også på; de vil matche havtornens syre godt.

P.S.
Min første inspiration til fisk og havtorn fik jeg for et par år siden, da jeg spiste på Kadeau (den ultimativt skønne vandkantsreaturant nær Dueodde på Bornholm).

tirsdag den 15. marts 2011

Papaya-Avocado-Forårsløg Salsa til et eller andet . . .

Når først vi har passeret kyndelmisse, mister jeg lysten til at spise MØRK vintermad. Lysets fremmarch følges så fint med de lyse vinterretter som irsk stuvning, gule ærter, kålrouletter og den slags .

Nu nærmer vi os med stormskridt forårsjævndøgn. Solen skinner idag, men det varer stadig lidt tid, inden man kan samle forårsbebudere som mælkebøtte, brændenælde og skvalderkål. Så hvad er mere passende end en salsa med papaya, avokado og FORÅRSLØG


Ingredienser:
avokado 
papaya
forårsløg (snittet rimelig fint)
rød chile
koriander (bredbladet persille, hvis din lokale er på assortationsniveau (hedder det mon sådan) med min)
lime eller citronsaft
LIDT tabasco - jeg bruger kun 2-3 dråber, men jeg er også chili-følsom
salt
Det går vist af sig selv med at blande det!

Meget ofte er det frugt og grønt, der bestemmer, hvad middagen skal være. Denne salsa blev spist med skindstegt laks, men kylling, kalkun eller lyst svinekød havde også været fint, ligesom mange andre fisk eller skaldyr kan bruges

Og det smagte bare SÅ godt. Jeg puttede et par skefulde græsk yoghurt 2% på.

Vinvalget. Det var en "frokost-middag", så der vankede ikke vin, men en chardonnay med lidt fedme og en smule fad vil helt sikkert være godt. Det kan snildt være en oversøisk fra Chile eller Californien - -  eller lignende.

onsdag den 8. september 2010

Kylling med grøn salat i farmors flødedressing

Det er lidt i den 11. time for farmors gammeldags salat med flødedressing, men det gik pludselig op for mig, at jeg slet ikke havde lavet den i år. Den skal helst spises sammen med kyllinger, stegt på gammeldags facon.


Det var der nu ikke lige tid til, så det blev til et par gode kyllingelår, som blev spækket med lidt bredbladet persille - de fik også lidt persille op under skindet - hvorefter de blev laget på et pænt leje af mere persille. Bunden af fadet var smurt med en smule olivenolie; det er ikke nødvendigt med ret meget, for der er en del fedt i kyllingeskind og lår, som hurtigt drypper ned og indgår i en velsmagende alliance med persillen.

I ovnen med kyllingerne en halv times tid (kyllingerne skal krydres med salt og peber inden turen i ovnen) - og så har man dejlige sprøde kyllingelår. Temperaturen skal være 175 - 200.

Persille-sky-tingen i bunden kan tilsættes lidt fløde eller måske bedre tyk crème fraiche. I gang med stavblenderen - og der er en skøn dyppelse.

Salaten som var hovedpersonen - og som man bare SKAL have en gang i mellem, består af en dressing af piskefløde, citronsaft og sukker. Mål pr. person? tjah - 1 spsk fløde, 1 tsk citronsaft, 1 lille tsk sukker - røres sammen til det er tyk og cremet. Er man kun 2 personer, laves til 3! Det er logisk nok!

Den grønne salat skal helst være hovedsalat, men i mangel af det brugte jeg frissé. Under alle omstændigheder, skal det være en ret krøllet salat, som den gode dressing kan gemme sig i.

Vinvalget: Det var én af de dage, hvor der blev drukket rester. Let chardonnay var OK, en mere fadtung chardonnay var faktisk for meget af det gode.

fredag den 3. september 2010

Majsene er søde og sprøde lige nu!

Majs holder sig ikke spændende ret lang tid - 1-2 dage i køleskab. Ligeså delikate, søde og sprøde friskplukkede majs er, ligeså halvseje, halvtørre og triste bliver de, så snart de har ligget lidt for længe.

HELT FRISKE majskolber - kogt 4-5 minutter - serveret med rørt smør, der smyger sig uslankende om kolben, er let og lækkert!

Er majsene blevet ret meget mere end daggamle, kan man jo putte dem i en SUPPE!

Fandt en ualmindelig enkel opskrift på en MAHEKS Kitchen Det er sådan set bare en kolbe pr. mand. Majsene skæres af og koges i (helst) grønsags- eller hønsekødssuppe (og hvis vi ikke lige har det, såhhh... ) Jeg lod kolberne koge med. 1/3 af majskornene tages op med en hulske efter 1 minuts kogning. Resten koger 4-5 minutter. Fjern kolberne og blend suppen (start med ikke for meget væske - den justeres til man synes om suppens konsistens). Jeg havde et par skefulde fed crème fraîche til at runde af med - og krydrede med lidt chili.
Og tilføjede så de hele majs. (Og jeg brugte ingen majsmel, som min kilde gør.)

Jeg havde så lidt kylling i køleskabet, som jeg står i små tern. Kylling, tomatttern og grofthakket bredbladet persille blev fingret sammen og lagt i en lille bunke i suppen.

Vinvalget: En ubastant chardonnay med - bare - en smule fad. Min var Montes Chardonnay classic fra Chile, men en Californisk ville uden tvivl også have gjort sig rigtig godt.

onsdag den 18. august 2010

Hjulkrone blomstrer i min have

æn mad smager ikke nødvendigvis bedre. Til gengæld kan lidt blomster pynte på en småkedelig salat!

Der er stadig smukke blå Hjulkroner. Smagen er lidt agurkeagtig, men de pynter mere end de smager. Delikat farvespil med grøn salat og bønner eller honningmelon. Agurk er selvfølgelig også godt.

Dressigen kan være den aktuelle yndlingsolie (min egen er STADIG let frisk olivenolie), lidt citron, lidt flydendede honning, salt og peber. Dyppelsen til bønnesalaten blev smagssat med lidt grov sennep og serveret til svinemørbrad.
Vinvalget: En frisk hvidvin uden fad, gerne en ikke for tung sauvignon blanc, men en frisk spansk eller italiensk er også fin.
Melonsalat havde et skud honningtrukne tyrkiske nødder og var en rar frokost. Ville også have været godt med skinke, laks eller lignende røget, som har det godt med honningmelonens saftighed.
Vinvalget (hvis jeg havde skullet drikke vin til frokosten) - uden røget kød/fisk en superlet ung hvid eller rosé. Med røget kød/fisk en chardonnay med en SMULE fadlagring - oversøisk tror jeg.

torsdag den 28. januar 2010

Fine friske fiskeæg - fra Ørred og Torsk

Ørredrogn
I min barndom ved Karup Å - for mange år siden - har jeg oplevet, hvordan folk fra Skive Lystfiskerforening fangede kæmpestore Havørreder og strøg rognen af dem, så der kunne opdrættes fiskeyngel; jeg tror ikke nogen tænkte på at spise rognen dengang. Sådan er det ikke længere. Ørredrogn er en rigtig delikatesse - og den smager godt, selvom den kommer fra opdrættede fisk - formentlig regnbueørreder.

Og så er rognen så smuk så smuk med sin dybe orange farve


The -easy-layzy-way bare med god crème fraîche, rødløg og ristet brød.
Vinen kan fint være en frisk ung Sancerre eller en mousserende Loire.

Torskerogn - som "crèmet salat" enten i græsk tilsnit eller med æbletern!
Torskerogn kræver en smule planlægning for at falde ind under begrevet easy-layzy - nemlig at man køber det dagen før og koger det, mens man ellers laver dagens aftensmad. Så kan det stille og roligt stå og køle af og næste dag er det nemt at fjerne hinderne.
Jeg foretrækker torskerogn som en blød cremet masse, man putter på lidt tyndt ristet brød.
Hidtil har jeg mest brugt den græske udgave, hvor man moser den kogte rogn med god olivenoliebaseret mayonnaise, hvidløg, koncentreret tomatpuré, citron og kapers - og måske lidt surmælkprodukt.
Vinen til den græske rognsalat kan godt være en let oversøisk chardonnay med en smule fad
Har forsøgt en ny variant med gode danske æbler i små tern, crème fraîche og lidt hakket persille eller dild. Enkelt og lækkert med den bløde "salat" til tyndt knasende brød
Vinen hertil må gerne være en frisk hvid med god syre og grønne æbler i smagen - ung Riesling eller Chenin blanc fra Loire er oplagt