Se, hvad jeg har fået!
Af min søde veninde Mona.
Jeg mødte Mona, da jeg for et par år siden gennem webstrik var med til at etablere en strikkegruppe i mit område. Mona var en af dem, der meldte sig, og ud over at det viste sig, at vi bor meget tæt på hinanden, så viste det sig også, at vi har rigtig meget til fælles.
Jeg er meget glad for, at jeg har lært Mona – og hendes skønne familie – at kende. Hun og de er en stor berigelse.
Mona kører altid, når vi skal i strikkegruppe, og hun minder mig om, hvornår vi skal afsted næste gang.
Mona er et enormt kærligt og hjælpsomt menneske.
For nylig lavede hun tøfler til sig selv og sin søde mand.
Jeg var grøn af misundelse.
Jeg har i mange år drømt om sådan nogen futter, men jeg tør ikke rigtigt det der med at strikke noget i kæmpestørrelse i noget tilfældigt uldgarn og så vaske det i vaskemaskinen uden at ane, hvor meget det krymper eller hvordan det ender eller hvordan man så skal arbejde med det for at få det til at ligne noget planlagt.
Mona har prøvet at forklare mig, hvad jeg skal gøre, men jeg vægrer mig.
Men så kom Mona idag og afleverede min kurv med maskinstrik-mapper (fyldt med strikkeprøver fra diverse kurser) og maskinstrikbøger, som hun lånte for et stykke tid siden. Hun stillede kurven i skuret for ikke at forstyrre den sovende/hvilende frue.
Og havd stod der så øverst i kurven???
Futter til mig!
Mona kalder dem “Happy feet”, og jeg skal love for, at mine feet er happy.
Nææææhhh, hvor er jeg glad for dem. De passer som – ja, som fod i hose. Jeg tænker, at Mona har været her en nat for at måle mine fødder, for de er skrædderstrikket til mig.
Tusind, tusind tak, Mona!!
Du er bare sådan en god veninde.
Ann