Oles 80’er sweater på tværs

Endelig fik jeg afleveret Oles sweater til……………..Ole

Den har været færdig længe, men den skulle jo fotograferes med levende indhold, før den resultatet skulle vises her på siden.

Ja, altså…….striberne er strikket helt lige, men jeg kan jo ikke gøre for, at Ole er så bredskuldret, at striberne kurver, vel?

Så, nu skal I høre historien om Oles sweater.

Altså, engang i 80’erne strikkede min gode gamle veninde Karin en sweater til sin mand Ole.
Det var et hit, som han har slidt op for længe siden – det vil sige; Karin har strikket nye ribkanter på ærmerne og på bulen flere gange, og Ole bruger gemmer den stadig, selvom den faktisk ikke kan mere.

Ole VILLE ikke acceptere fakta. Han VILLE ha’ en sweater magen til.
Nu havde Karin så efterhånden fået forlagt opskriften, men det var sandelig ingen hindring for Ole.
Han drog resolut rundt og besøgte strikkeforretninger, hvor han fortalte om sweateren og viste lasen frem, og spurgte, om de kendte den opskrift.

Og søreme, om der ikke var en dame i en garnbutik, der mente, at hun havde set den i Alt om Håndarbejde engang i 80’erne.
Nu var det oven i købet så heldigt, at hun lå inde med en del gamle blade, så hun lovede at gå hjem og se dem igennem.

Og sandelig! Et stykke tid efter modtog Ole en mail om, at damen havde fundet opskriften.
Hvad siger I så?
Ole besøgte igen butikken og fik opskriften til sin yndlingssweater.

Er det ikke sødt…….og sjovt?
Det må da siges at tilbagevise alle myter om, at mænd ikke bryder sig ret meget om strik!

Nu er det desværre sådan, at Karin har fået gigt i hænderne. Hun kan ikke strikke de større projekter mere, så hun spurgte mig, om jeg ville forbarme mig over Ole og strikke sweateren til ham.

Egentlig har jeg jo for længe siden bestemt mig for ikke at strikke bestillinger mere, men for et par år siden lavede Ole en fantastisk ting til mig:

Ja, hvad er det?

For mig er det en svampekurv.
Af forskellige grunde, kan jeg ikke bruge en almindelig svampekurv, så i årevis har jeg brugt et fiskenet i en rem over skulderen, når jeg samlede svampe.
Praktisk-upraktisk.
En dag så jeg så Ole rende rundt i haven med en kurv, som denne om maven. Han samlede visne blade og afklip op i den……den dag.

Lige sådan een, jeg kunne bruge til svampeindsamling med net i bunden, rimelig god plads, åben og med bæresele om maven, hvor den sidder stabilt og ikke trækker på arme, skuldre og den øverste del af ryggen.

Den vejer ingenting, og klapper ikke sammen om svampene, fordi trærammen i løbegangen i den øverste kant holder den åben. Man har begge hænder fri, og har hele tiden overblik over, hvad man har i kurven.

Herunder har jeg åbnet velcroen bagpå, så I kan se træet og håndværket.

Ole er pertentligheden selv, når han laver sådan noget, og han har selv limet, savet, bøjet, slebet og lakeret træet utallige gange, og han har selv syet alle tekstilerne.

Er den ikke fantastisk genial?

Den kan også bruges til at plukke æbler og andre bær i, eller samle chili og agurker fra drivhuset, eller plukke ukrudt og afskårne småkviste eller……….kun fantasien sætter grænser……....garn og strikketøj på en gåtur?

Kan I nu forstå, hvorfor jeg hurtigt sagde ja til at strikke sweateren til Ole?

I skal da lige se Karins og min kantarelhøst en sensommerdag i 2007 – tydeligvis en lang og meget tør sommer:

Og hvad ligger der så der?
En overklippet grydesvamp, en tandbørste og en Opinel i mellemstørrelse. Hvad enhver svampesamler bør have ved hånden, når der skal plukkes og renses svampe ;-)

Nå, tilbage til Oles sweater
Opskriften var jo gammel, så garnet, som opskriften foreslog, findes ikke længere.
Jeg spurgte i min webstrikgruppe, om nogen mon kunne huske eller finde frem til løbelængden på det gamle garn. Den gruppe er altså en guldgrube af viden om strik og garn, og fluks var der flere, der enten lå inde med gamle nøgler eller opskrifter, hvor løbelængden og strikkefastheder var oplyst.
Jeg kunne se, at Lang Yarns Merino 120 Superwash burde være perfekt som erstatning. Jeg havde noget garn tilbage fra udvælgelsen af garn til en vis sømandssweater……….jo, strikkefastheden var nøjagtig ens.

I en netbutik med et pænt udvalg af farver valgte Ole de tre farver, han ville ha strikket sweateren af.
Jeg må konstatere, at den netbutik fremstiller farverne temmelig nøjagtigt i forhold til virkeligheden, så der var ingen overraskelser.

Strikkefasthed og mål passede hele vejen igennem, men der var slet ikke nok af bundfarven og der manglede ½ nøgle af den lysegrønne. Faktisk manglede jeg så mange nøgler af bundfarven, at jeg må mene, at der var en fejl i opskriftens angivelser. Merinoen er jo generelt tungere end almindelig uld, men løbelængden var den samme, så…..

Butikken havde ikke mere tilbage i den lysegrønne i den korrekte indfarvning, så jeg besluttede, at strikke halskanten i bundfarven i stedet for, som i opskriften med den bredeste stribes farve, og vi er enige om, at det faktisk er rigtig pænt, at ribkanten forneden og halskanten er samme farve.

FAKTABOKS
Model: “Sweater på tværs” fra Alt om Håndarbejde engang i 80’erne
Designer: Hanne Bendix
Garn: Lang Merino 120 Superwash
Pinde: Addi 3 og 3½. Til denne type strik – halvpatent – kan det være en god ide, at vælge pinde, der er spidse – f.eks. Addi Lace eller KnitPro, fordi det letter de 100.000-vis af gange, hvor der skal stikkes ned i masken under. Med den ret runde merino, jeg har brugt her, kan man godt bruge almindelige Addi, men der skal ikke meget uregelmæssighed til i garnet, før det bliver for langsomt og irriterende at få fat i masken under.
Garnforbrug: 1150g, 2850m,
Fra lager: Nej
Bemærkninger og ændringer: Ikke udover de, jeg har omtalt i teksten.
Tilfredshed: Som I kan se på billederne, så passer den perfekt, og Ole er rigtig glad for den, og

den passer sammen med hans Mywalit……………

………………men

VE DEN, DER KUNNE FINDE PÅ, AT SMIDE DEN GAMLE SWEATER UD!!!!!!

Ole mener, at den saaaaagtens kan bruges lidt endnu

Ann

Svendborg er en dejlig by

Jeg valgte i år at tage med på Gavstriks årsmøde i Svendborg.

Kender du Gavstrik?
Det er en dansk forening for strikkere i Danmark................og Norden..............og Europa i øvrigt...............og resten af verden,

 "...der har sluttet sig sammen for med alvor og humør at:

- være forum for mennesker med garn/strik som hobby/arbejde -

- styrke strikning som håndarbejde, hobby, og kunstnerisk udtryksform -

- udbrede kendskabet til strikningens historie og kultur"

Der er over 1200 medlemmer og der var ca 115 danske, svenske og norske strikkere med til årsmødet i week-enden på vandrehjemmet i Svendborg.
 
Man skulle selv strikke sit navneskilt
 

På bagsiden af skiltet har jeg strøget flere lag vliseline, så det er blevet stift, og så har jeg klippet et gammelt plastikskilt fra et eller andet kursus i stykker, så kun klemmen og nålen plus lidt af plastikken sad tilbage. Det lagde jeg så på bagsiden og strøg igen flere lag vliseline på, så det hele smeltede sammen.

Der var forudbestilte workshops og workshops, som medlemmerne selv havde sat op. Der var foredrag, eventyroplæsning, museumsbesøg og fællessang. Der var stande med garnsalg, salg af bøger, opskrifter, tøj og meget, meget mere.
Og der blev strikket. I alle hjørner - og der var mange af dem - hjørnerne - og strikkerne.

Adgangstegnet til festmiddagen lørdag aften var en strikket blomst.

Både navneskiltet og blomsterne er strikket af rester på p 2½. Blomsterne har jeg dels selv komponeret, dels er de strikket efter blomster i bogen "100 flowers to knit and crochet" af Lesley Stanfield.
Farverne på fotografierne er tydeligvis alt for grumsede.

Selv under festmiddagen lørdag aften, opdagede jeg til min store overraskelse, at der blev strikket rundt omkring ved bordene. Det var måske lige liiiidt for meget af det gode, men havde jeg været i det humør, kunne jeg måske selv have fundet på at give mig hen i afhængigheden, men i så fald ville det have været misbrug, synes jeg. Der må være en kant, og nu sad jeg så selv ved et bord, hvor snakken gik godt om alt muligt og bl.a. også om næste års Gavstrikårsmøde, som jeg tror bliver rigtig sjovt. Den gruppe, der skal arrangere det, er i hvert fald ikke kedelig - høhø

Hvert år kåres en "Årets Gavstrikker".

 I år var det DK4´s kulturredaktør Frantz Howitz (i passende Isagerdesign), der modtog den for sine udsendelser med Kaffe Fasset og siden serien Dansk Strikkekunst om Vivian Høxbroe, Marianne Isager og Christel Seyfarth. Udsendelser, der bar præg af et meget højt researchniveau og en stor respekt for emnet. Udsendelserne genudsendes i øjeblikket og kan i øvrigt købes på DVD på forlaget Akacia.

Og så var der fabelagtig god mad!! På et vandrehjem!! Jeg siger jer! Fabelagtig god mad. En frokost-buffet med 10 fiskeretter og helt nye anderledes salater. Fri god kaffe døgnet rundt. Og meget mere.
Værelserne var fine - ikke særligt vandrehjemsagtige og med eget bad.
Desværre var der ingen elevator.......................men det gjorde jo ikke noget, for jeg havde jo ikke noget særligt med - hverken af garn eller andet  :-o

Mit årsmøde blev dog mest præget af, at jeg endelig mødte Vivi IRL.
Vivi og jeg har mødt hinanden i cyberspace gennem webstrikkerne. Vi har udvekslet bøger og garn, tips og tricks om blogge og efterhånden også vores erfaringer med livet, døden og kærligheden, så det var spændende sådan at skulle møde dimsen i virkeligheden.
Jeg hentede Vivi på havnen i Svendborg efter at have besøgt Hjelholt Uldspinderi på vejen, hvor der ved en fejl røg et par strikkeprojekter ned i posen. Efter at have læsset af på vandrehjemmet stavrede vi ned i byen. Vi besøgte garnforretninger, forretninger med kunsthåndværk og tøjforretninger. Ikke at vi købte noget særligt - bare sådan lidt. Et par poser fulde....og såen.
Dernæst nåede vi endelig til cafeen med erotisk chokolade.
Vivi havde på forhånd inviteret mig på en særlig erotisk oplevelse i Svendborg..?....?..!... - erotisk chokolade!?
Jeg har aldrig smagt erotisk chokolade og fik straks associationer til filmen "Da Harry mødte Sally" og scenen på restauranten, hvor Sally højlydt illuderer en orgasme, mens Harry sidder overfor hende og prøver at finde en grimasse, der kan passe. Jeg har set den film flere gange, men jeg husker kun den fabelagtige scene.

For at forlænge forspillet ;-) begyndte vi med en omgang spaghetti carbonara i en fokostportion. Den var rigtig god, men desserten......chokoladen - ikke cacao - rigtig fuldfed chokolade med et tykt lag flødeskum - var himmelsk. Vi holdt os i skindet - ville ikke skabe scener, så vi drak/spiste chokoladen med anstand ;-O
Gudskelov var koppen kun 2/3 fyldt!

Vivi er et meget generøst menneske og hun havde søreme også en rigtig hyggelig og kærlig gave med til mig - en hjemmelavet æske med flere stykker chokolade, bolsjer med Ærøs eget flag indstøbt og en pose fuld af maskemarkører!
I løbet af week-enden fikVivi givet mig gode tekniske råd om blogging og hendes særlige humor og lynhurtige kvikke replikker gjorde denne week-end  til noget helt specielt.
TAK FOR DET VIVI!
Ann

Min ikke-julegave til min svigerdatter

Mette havde talt om, at hun godt kunne tænke sig muffediser og hun syn's de regnbuefarvede lange strømper med snoninger, jeg var igang med at strikke, var flotte. Ikke fordi regnbuefarvede strømper er noget for hende, men lange strømper og noget med strikkehåndværk - det tiltaler hende. Mette har sans for tekstil og håndværk og er selv en habil tekstilhåndværker, så da jeg forelskede mig i Cookie A's Pomatomusmønstrede strømper, var sagen klar. Mette skulle ha' muffediser og lårlange strømper i havfruemønster. Kært barn har mange navne, så dette havfruemønster går under navne, som Mermaid, Nereid, Pomatomus og havfruemønster. Pomatomus saltatrix er en blåbars eller på engelsk bluefish, en drabeligt udseende stor fisk, som mange lystfiskere drømmer om at fange. Cookie A siger:

"Blue fish are somewhat vicious with sharp teeth, powerful jaws, and a cannibalistic tendency. Stay alert, and you should wade through these socks just fine."

Denne fisk har åbenbart inspireret hende til mønsteret.
Nereider er græsk mytologiske havnymfer. Denise Sutherland har lavet et muffedisemøster, som hun benævner Nereid Gloves. Mermaids, havfruer kender vi selv. Jeg syn's nu mere, det ligner muslinger, men havfruer er mere poetiske, så den køber jeg.

Mette havde bedt om, at det, jeg eventuelt ville strikke til hende, gerne måtte være musegråt. Arwetta havde den farve, hun havde vist mig i merino strømpegarn, så der blev købt først 2 nøgler, så flere nøgler og endnu flere nøgler.

Jeg strikkede muffediserne lidt længere end opskriften og så satte jeg strikkede musetakker eller også kaldet picotkant på som aflukning. Jeg så det  på Ravelry på et par muffediser og spurgte i min "golfklub", hvordan de mon var lavet. Jeg fik straks svar fra alle de dygtige og hjælpesomme golffruer og kunne derefter selv gå ind på reolen og finde een af Vivian Høxbros bøger, hvor den strikkant er beskrevet. Jeg måtte modifere den lidt, for garnet, mønstret og modellen krævede det.

Strømperne skulle - som sædvanligt efterhånden - strikkes fra tåen og op med Magic loop og begge på samme tid, som omtalt i indlægget om Sisses strømper, og så skulle de jo være lårlange, så jeg kunne kun bruge mønsterrapporterne fra Cookie A og ikke selve opskriften. Den måtte jeg jo så lave selv.
De skulle være lårlange, så hun kunne bruge dem som selvsiddende lange strømper til en kort nederdel eller rulle dem ned til varme vintersokker af den mere elegante slags.

Så jeg strikkede havfruehale på havfruehale på havfruehale på havfruehale på............... Og hold da op, hvor lavede jeg mange fejl undervejs! Så snart jeg blev antydningsvis uopmærksom, lavede jeg fejl, som jeg vel at mærke jo først opdagede mange masker eller pinde efter fejlen var sket. Jeg tror altså, at de strømper er strikket flere gange. I den brede lårkant (godt udtryk, hva'!?) har jeg strikket tre hulrækker, så der kan sættes bånd, elastik eller ingenting i efter behov. Silkebåndet på billederne er kun sat på i anledning af julen.
Til sidst havde jeg jo travlt, men jeg nåede det lige akkurat.
Der er flere fotos fra processen på flickr

Af hensyn til min svigerdatter, må jeg lige oplyse, at arme, hænder, lår, ben og fødder er mine - ikke Mettes.