Den er vist strikket til Lange Peter Madsen. Hahaha. Den ser noget pudsig ud, men det er nok fordi den skulle “strækkes lang”, mens den var våd og jeg har ikke haft den på efter den blev vasket, men bøjleophænget gør det jo heller ikke bedre. Jeg må se at få skaffet mig en gine, for I får den altså ikke live.
Den kan dog sagtens strækkes lige så lang på den anden led, så…..
Den har været behagelig at strikke på grund af dette
skjønne garn. Det er blødt og lækkert og glider behageligt på pinden. Maskerne sidder, hvor de sidder, så der er ingen fare, hvis man taber masker eller skifter pind undervejs, men til gengæld løber de altså heller ikke særligt nemt på denne løbemaskemodel. Faktisk har jeg hjulpet hver eneste maske med at løbe hver eneste pind! Det går nu let, når man først lige får taget og kommer ind i rytmen.
Jeg er vild med detaljerne
Det blir dog ikke i dette liv, at jeg kommer til at gå med den desværre.
Den kræver en slank krop, for den er temmelig slimline. Ikke fordi den er for lille. Det vil ikke nytte at strikke den større. Den lægger sig blødt og kærligt rundt om enhver delle, den møder på sin vej.
Jeg vejer vel 5-10 kg for meget og alle de kilo sidder fra lige under brystet til midt på hoften – lige der, hvor Løbetid smyger sig. Nogen mennesker er ligeglade med den slags, men jeg synes altså, at det ser dobbelt så proppet ud, som det gør, når jeg finder mere dækkende beklædning – altså!
Måske er den netop beregnet til at løbe i. Når den sidder pænt, har man løbet langt nok ;-)
Var jeg slank, ville jeg bruge den rigtig meget. Den er blød og lækker og med flotte detaljer.
Måske kan den strikkes i en anden type garn, som ikke smyger sig så meget om kroppen…………..
Garnkvaliteten skal bruges til noget til Birk. Børn vil elske den kvalitet.
FAKTABOKS
Model: Løbetid
Designer: Bente Geil
Garn: Geilsk 3-trådet 45% bomuld og 55% lammeuld
Pinde: Addi Lace 3½,
Størrelse: L
Garnforbrug: 125g, løbelængde 465m/100g
Fra lager: Nej
Bemærkninger og ændringer: Jeg har tilpasset strikkefastheden og har selv valgt forskellige småting undervejs, som ikke er beskrevet i opskriften
Tilfredshed: Den er hot, men not til mig.
*
Jeg er færdig med mit Tinasjal.
120 x 120 cm er det her på billedet inden udspænding.
Det ligger til blokning lige nu, men det er så stort, at jeg ikke kan finde en trappestige høj nok til, at jeg kan komme op og fotografere det i sin helhed, så I må nøjes med et udsnit.
Mere om dette sjal snarest.
Til sidst: Tak for alle de positive kommentarer til mit indlæg om awards. Det har overrasket mig, at så mange er enige – og nærmest lettede! Vi er åbenbart så mange, at vi kan medvirke til at lægge en anden stil her i blokland………tihi, jeg har vist fået alle de knappenåle på hjernen….blogland, selvfølgelig.
Lene har foreslået, at vi finder på en anden form for award, som er mere personlig, ikke er behæftet med krav, og som ikke uddeles så ofte. Det er jeg helt med på. Den koger jeg lige lidt på.
Ann