Viser opslag med etiketten Knitting Traditions. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Knitting Traditions. Vis alle opslag

fredag den 9. april 2010

Lidt strik bli’r det da også til….

 

Jeg er blevet færdig med det grønne tørklæde.

 

  Det er strikket af Indiecita alpaca, som jeg havde indkøbt til et andet formål, som alligevel ikke skulle realiseres. Det var det med at Julius ikke kan tåle uld mere.

 

 

 

Det har ligesom Lisas tørklæde mønsteret A Storck’s Nest. På dette og Lisas tørklæde er det strikket med 3/6 pinde/rækker pr mønster. Derfor kalder jeg det A Storck’s Nest 3-mønster.

Jeg har strikket det ekstra bredt, så det også kan bruges som stola. Der er ikke noget “Early Spring” over det, for det er strikket i alpaca. Der er stadig 50 gr tilbage af det grønne garn, men jeg blev lidt træt af det nooooget ensformige mønster. Det har dog den fordel, at det kan strikkes til TV, barnepasning, hyggesnak osv. Det er da også langt nok nu, og jeg ved egentlig ikke rigtigt, om det kommer i brug. Det var bare for at få det garn brugt og prøvet det mønster af.

Jeg har udspændt det på gulvtæppet ligesom jeg gjorde med Kalenderhalsduken. Det fungerer fint………………hvis gulvtæppet altså er støvsuget ;-)

Engang vil jeg finde egnede stive wirer, så jeg kan spænde lige kanter lige ud. Der er folk, der bruger wirer til andet end lige kanter, men det synes jeg ikke er livsnødvendigt for mig – endnu. Jeg har ikke set nogen steder, der sælger egnede wirer specielt til udspænding af lace i DK, så jeg må en tur rundt i byggemarkedsland. Skulle der være en læser, der ved, hvor man kan finde sådan noget wire i DK, vil jeg da meget gerne høre om det.

Faktaboks:
Mønster:
A Storck’s Nest Scarf, Knitting Traditions, Interweave
Garn: Indiecita Alpaca Fleece
Pinde: KnitPro 3½
Garnforbrug: 190 gr
Størrelse: Før udspænding: 160 x 40 cm
                Efter udspænding: 180 x 55 cm
Ændringer: Dobbelt antal masker, 4 kantriller til start og slut i stedet for tre. Der var fejl i diagrammet med hensyn til kantmaskerne, så jeg valgte retmasker som kantmasker. Det er udmærket. På det lille tørklæde til Lisa har jeg dog valgt at starte alle pinde med 1 løs maske vrang af, som det nok egentlig var meningen med mønstret.

Jeg er færdig med bullen på Spøgelsessweateren til Birk. Jeg har valgt at strikke den helt op som et rør uden at strikke halsudskæring. Den vil jeg klippe, når jeg alligevel skal klippe op fortil og til ærmerne.
Den bliver vist passende i størrelsen. Birk har været her i påsken, så jeg har målt den på ham, og det ser fint ud, så nu er jeg igang med ærmerne. Jeg strikker begge ærmer på een gang med Magic Loop.

Det er selvfølgelig lidt besværligt med 4 nøgler garn, men jeg er ved at finde ind i rytmen med at holde dem 2 og 2 adskilt og holde trådene adskilt undervejs.

Så er jeg gået igang med The Tina Shawl

tina_shawl

Jeg så en pige med et flot koksgråt sjal på til Store Strikkesøndag i Århus i januar og spurgte hende, hvor hun havde det fra. Hun fortalte mig, at det var halvdelen af The Tina shawl, og hun sporede mig ind på det website i Canada, hvor opskriften kan købes. Det kan ikke downloades, fordi hende, der har skrevet opskriften, er meget pertentlig og vil være sikker på, at billeder, opskrift og diagrammer er i en god kvalitet. Og det er de, skal jeg hilse og sige! Der er 7 A4-sider!

Det er indtil videre et dejligt strikketøj. Tilpas udfordring uden at være alt for krævende. Lige nu har jeg over 500 masker og 24 maskemarkører. Tak til Vivi for de nye maskemarkører. De kommer virkelig til deres ret nu. Jeg strikker med de nye Addi Lace rundpinde. Daaajligt!

Jeg ville nok egentlig have strikket det i en anden farve, men da jeg ligger inde med en del secondhand DUO og Bente Rønberg garn i samme farve, bestemte jeg mig for at bruge det til det sjal.

Jeg vil strikke det i den fulde størrelse – altså firkantet. Den inderste firkant………………………..viste sig sjovt nok at være nøjagtigt det samme storkeredemønster, som jeg lige har strikket to tørklæder i – og som jeg egentlig var blevet lidt træt af! Dette her er dog på 4/8 rækker/pinde, og jeg kalder det derfor A Storck’s Nest 4-mønster. Fantasifuldt ik’!?

Jeg har stadig en del Indiecita alpaca, jeg skal ha’ brugt, så jeg eksperimenterer lidt med en overenkel sjælevarmer.

Den skal bruges som sengevarmer, når jeg sidder i sengen med computeren for åbne vinduer.
Man kan vist som sædvanligt ikke se, at den har en smuk lys lyngfarve.
Jeg må altså finde tid til at blive fortrolig med mit fotoredigeringsprogram…….

Er du med endnu? Det må jeg nok sige. Det er tappert!

Har du så lagt mærke til, at billederne på dette indlæg er forskelligt placerede og med kanter og hældninger? Jeg håber ikke, I bliver søsyge af at se på dem. Det er fordi, jeg afprøver blogskriveren Windows Live Writer, som kan downloades gratis fra nettet. Det er Vivi, der har fortalt mig om det. Hun bruger det på sin skjønne blog. Jeg vil lege med de forskellige effekter hen ad vejen.

Dette indlæg begyndte jeg på for 8-10 dage siden, men det forsvandt med nedbruddet af min MSI. Det gemmes på computeren, ikke - som blogspots – på nettet. Det er absolut en ulempe.

Ann

mandag den 22. marts 2010

Okker gokker, spøgelser og sokker

Jeg synes, at jeg strikker hele tiden, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg får særlig meget fra hånden.

Jeg har fået mine Norosokker færdige.


De er strikket i Noro Silk Garden Lite med Drops Alpaca øverst i ribben. De har været pillet op to gange, for de blev for store og jeg havde problemer med, at de to nøgler Silk garden var meget forskellige i tykkelse hele vejen igennem, som om det var to forskellige garner. Nu, hvor de er færdige gør det faktisk ikke noget. Jeg kan ikke mærke det, når jeg har dem på og det ses kun, hvis man ved det. Jeg bruger dem næsten udelukkende uden på bukser som benvarmere med fødder. De er meget lækre og jeg bruger dem flittigt.



Jeg er så småt begyndt at strikke fra mit lager. Derfor er der også blevet et par sokker af Hjerte-Ragg-sokkegarn, som jeg har haft liggende længe.

Det ser ud, som om den ene sok er længere end den anden, men det er ikke tilfældet. De er som sædvanligt strikket From the toe-up med Magic Loop og begge på een gang. Jeg bruger denne opskrift bortset fra, at jeg slår op på en anden måde, som jeg synes giver et pænere resultat.
Min søde svigerinde Anne (det er Annes ben med raggsokkerne) fik dem med hjem, da hun og min bror var her i en week-end. Hun øver sig i at gå med lidt vildere farver end sort, gråt og lignende!

Jeg strikker stadig ind imellem på Birks spøgelsestrøje. Jeg mangler et par cm på bullen.


Der skulle i følge opskriften sættes masker fra til halsen og strikkes frem og tilbage det sidste stykke, men jeg strikker det lige op og vil så bagefter sy og klippe halsen ud for at undgå at strikke frem og tilbage. Det har jeg gjort mange gange før, så det er let at lade dovenskaben vinde. Den skal alligevel klippes op foran til lynlås og til ærmerne, så....

Jeg har en masse Indiecita Alpaca, som jeg havde planlagt skulle bruges til børnetøj, men det skal det ikke alligevel, fordi Julius ikke må få uld på sig, og farverne er ikke de bedste til Birk og for den sags skyld heller ikke til mig selv, så jeg har tænkt og tænkt, hvad jeg dog skulle bruge det til.
Noget af det lyse lavendelfarvede eksperimenterer jeg med en sjælevarmer med, og det vissengrønne bruger til et tørklæde i mønsteret "Storks Nest". Jeg har stadig store problemer med mit kamera og dets evne til at vise farverne naturligt, så den grønne farve er meget misvisende



Det bliver faktisk rigtig lækkert og mønsteret er temmelig nemt at strikke. Jeg fandt det i et af Interweaves magasiner "Knitting Traditions" og jeg har brugt det på et andet tørklæde også. Det vender jeg tilbage til.

Jeg har mange andre projekter, der venter på at blive sat i søen og garn, der ikke er projekteret endnu, har jeg nok af, men det er som om det går lidt trægt for tiden.

Ann