Her bliver der arbejdet mange timer lige i øjeblikket (er færdig med et ud af tre årsregnskaber, så tager lige en uge mere med mange arbejdstimer), men jeg har faktisk også været lidt kreativ. Desværre har jeg ikke været så god til at tage billeder af det jeg har lavet, så det må jeg have gjort i løbet af de næste par dage.
Her kan I dog se noget af det; opbevaringspose til legemad - Carla fik et Brio komfur i julegave og det er et stort hit. Indtil videre står det i stuen, og derfor er det meget praktisk at noget af legemaden kan pakkes i posen. Bemærk at posen til legemad passer til betrækket til opbevaringskurven som jeg syede tidligere.
Jeg er vild med legemaden (købt billigt i Kvickly): Nutella og chokoladekiks...mmmm.
Det er også blevet til en hue til Carla - huen er vendbar og syet i jersey fra Stof & Stil. Den skal passe til en blå flyverdragt.....Carla arver nemlig Emils gamle tøj.
Sidste lørdag var jeg på det blå marked i Haslev, hvor jeg bl.a. købte meget dyre tuscher til Carla. Det er sådan nogle der nærmest ikke kan ødelægges, så de kan bruges af små børn. Desuden kan de vaskes af vores voksdug, hvilket også er ret praktisk. Jeg syntes beholderen var kedelig, så den fik lidt hyldepapir og noget tape.
Jeg købte også andre ting, som jeg lige skal tage billede af. Jeg købte bl.a. et strygebræt til Carla - det skal have nyt betræk men er ellers rigtig fint.