Viser opslag med etiketten strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strik. Vis alle opslag

2. november 2013

Stille travlhed



Vi har faktisk lidt travlt.
Og samtidig er vi nødt til at tage det stille og roligt.
I denne uge fik vi os lidt af en forskrækkelse da Elias blev indlagt i mandags.
De fik hurtigt afklaret at det bare drejede sig om en lungebetændelse.
Men timerne indtil svar, og afkræftelse af vores værste frygt at kræften skulle være tilbage, 
føltes som år!
Da vi sad der i børnemodtagelsen kom det hele tilbage... 
Og da vi ville ha os ind på den samme stue som den hvor vi fik besked for lidt over 3 år siden, da blev det nok for mor. Jeg kunne simpelthen ikke gå derind.
Elias var indlagt i 3 dage til IV antibiotika, og herefter er han igang med 7 dage på mikstur.
Han når nok heldigvis lige at blive rask inden vi flytter.






Jeg tænker meget over hvad vi skal ha med os og hvad der skal opmagasineres. Min kähler illumina stage bliver jeg vist nødt til at ha med. Vi tænder den hver morgen, og i den ligger d-dråberne så vi husker dem. Ved siden af har jeg sat hyacinter i manoskålen. 
Håber de når at springe ud inden vi flytter.




Midt i det hele udvikler Elias sig med stormskridt for tiden.
Han har en dinosaurus periode og er vild med at læse om dem, lege med dem og se film om dem på you tube. Er meget optaget af hvor hurtigt de kunne løbe, hvor mange tænder de havde og hvilken der var den største!

I går kom han med blokken og viste mig E'et øverst til venstre.
"se mor jeg har skrevet E som Elias"
!!!
Og da vi skrev hele navnet skrev han lige så fint efter nedenunder.

Lillebror Isak går det også stærkt med.
Snart går han!







Alt mit stof er allerede pakket ned sammen med min symaskine.
Må nok indse at det næste halve år bliver strik.
Der skal planlægges projekter.
Ligenu er jeg igang med endnu en vest til Isak.
Men den er alt for bred... svarer til en str 8 år!
Må nok til at pille op....




Og så har jeg lidt krise over at alt mit papir, pakke ind, kontor osv ting skal pakkes væk.
Bliver nok nødt til at udvælge mig lidt som skal med alligevel.




De fleste potteplanter er blevet smidt ud efterhånden som de er visnet.
Tomme vindueskarme.
I vasen står der fine crysanthemum som snart synger på sidste vers.
Ligesom vores tid her i huset i Århus.

Så vi skynder os.... helt stille.

14. oktober 2013

Småt strik









Som nogen af jer sikkert har set på instagram er jeg godt igang med en marius trøje til Espen.... i str. XL!!! Det er lidt af en opgave jeg har begivet mig i kast med, men også lidt spændende at se om jeg får det til. Sådan et projekt kræver i midlertid lidt små projekter ind imellem til at afveksle med.



En af de strikkebøger jeg altid ender med at finde frem fra reolen igen og igen er "all you knit is love". Der er så mange fine, enkle opskrifter i.
Vesten til Isak er derfra og strikket i blød alpakka.
(meget heldigt at drops fra i morgen har alpakka fest med 25% rabat på alle deres alpakka kvaliteter... resten af året). Vi fik samme model i barselsgave og den har vi brugt flittigt. Derfor måtte jeg strikke en ny da han jo for længst er vokset ud af den.



Et andet fint lille projekt er vanter.
I rillestrik, strikket frem og tilbage har man et par små vanter på en aften.
Opskriften jeg har brugt her er fra "nøstebarn", men der findes en der ligner meget på drops' side.
De sidder rigtig godt på og nu er det jo efterhånden blevet temperaturer til at de har været i brug når Isak sover ude i vognen.

Jeg er faktisk snart færdig med endnu et par vanter. De er strikket i lidt tykkere garn så derfor passer de til Elias. De bliver til "bilvanter". Der hvor vi skal hen kan man nok ikke få nok par af ekstra, varme vanter der ligger klar i bilen;)


15. september 2013

Hue tid



Her i sensommeren har jeg lavet huer til begge drenge... og endelig (!) er det tid til huer.






Til Isak har jeg strikket en elefant hue med et stykke som går godt ned over brystet.
Den er strikket i restegarn så dvs lidt blandet nepal, lima og den tykke merino fra drops.
Alt sammen lå bare i skuffen... så føles det ekstra godt når der pludselig bliver en fin hue ud af det.
Den er strikket i dobbelt garn, så den er tyk og god.
Opskriften er gratis og du finder den lige her hos pickles.
Den er nem, hurtig strikket og sidder bare rigtig godt.






Og så er den ret sød med den lille spids der går op.





Far synes at Elias er blevet for stor til elefanthuer, og jeg må nok give ham ret.
Så til Elias blev det mit første, men absolut ikke sidste forsøg med at sy huer selv.
Det tog mindre end en halv time vha denne diy som er virkelig nem og lige til at gå til.
Jeg syede huen i uldjerseyen som jeg også brugte til bukserne.
Den blev helt perfekt. Tilpas stram så den ikke glider ned og med lidt baggy pose effekt foroven uden at være for meget til at ha den på under cykelhjelmen.




Vores hindbær buske giver den ene håndfuld bær efter den anden her i september.
Vi (især drengene, for vi voksne skal være rigtig hurtige for at nå at smage) nyder det og samtidig ægrer jeg mig over (endnu engang) at vi snart flytter fra vores dejlige have.




Haps, haps, haps...




UHM!

3. september 2013

Strikkeklubben



Som nogen husker så efterlyste jeg for ca et år siden nogen der ville være med til at strikke i Århus.
Der var rigtig mange der skrev tilbage, lidt færre der mødte op og efterhånden blev vi en fin lille gruppe på 5-6 strikkere.
Jeg er simpelthen så glad for "min" strikkeklub.
Vi inspirerer hinanden, hepper på kedelige glatstrik stykker, pusher garn til hinanden og efterhånden kender vi hinanden rigtig godt da det ikke er småting der kan vendes når strikkepindende først er i gang. Og stadig finder vi teknikker og metoder som vi gør på forskellige måder og udveksler erfaringer.

Åh hvor jeg kommer til at savne de skønne strikke-piger!

Tænkte jeg bare måtte vise lidt billeder af hvad vi strikker lige nu...

Jeg er gået igang med en marius-trøje. Espen har ønsket sig en længe. Garnet blev købt da drops havde tilbud på uldgarn og nu hvor vi flytter til Norge virker det oplagt at få den strikket så han kan retunere til hjemlandet som en "rigtig" nordmand.





Der bliver strikket lækkert gråt med små snoninger på Lene's pinde.




Theresa har trevlet op (igen, igen haha;)) og er nu begyndt på en Bella...



Marie strikker på babytæppe til lillebror i maven...


Kristina var også med og gjorde det sidste færdigt til den lille pige i maven, som måske allerede er ude i virkeligheden? 


Kære strikkeklub, jeg er glad for at vi har et helt efterår sammen endnu :)

19. august 2013

Et vuggestue sæt



Selvom Isak arver en masse tøj fra storebror, så synes jeg også det er vigtigt at han får sit eget.
Derfor har jeg i sommer strikket et lille vuggestue sæt til ham.
Blev færdig med det meste af trøjen da vi var på ferie, manglede bare et stykke af bolen.
Da jeg så blev indlagt, og så snart jeg var ude af den værste morfinrus, spurgte jeg efter mit strikketøj.
Det var ren terapi for mig at sidde og strikke trøjen færdig og tænke på min lille dreng derhjemme.... og føle at jeg da i det mindste kunne gøre dét for ham.





Trøjen er strikket efter Lene Homle Samsøes "bella".
Garn fra sandnes: alpaca strømpegarn.
Et lækkert, lækkert garn som er lidt tykkere end det der er anbefalet i opskriften.
Endte derfor også med at bruge 5 nøgler til en str 18-24 måneder.
Jeg strikker dog stramt, så str. passer fint nok.

For at gøre trøjen lidt mere drenget valgte jeg at strikke ribkanter på ærmer og nederste bol kant istedet for rillekanter som opskriften siger. Synes også at rillekanterne hurtigt ruller, og det er altså ikke rart i sådan en sove-trøje. Knappestolperne beholdte jeg dog i rillestrik, og jeg synes faktisk at kombien blev ret fin.
Jeg valgte kokosknapper, fordi jeg synes de passer så godt til det grå, og syede dem fast med en fin gråblå farve. Forsøgte mig også med lidt frihåndsbroderi. En ret skæv sky blev det til....forløbig får den lov til at blive;)





For at gøre sættet færdigt strikkede jeg et par sovevanter i den gråblå alpaca.
Opskriften er fra "all you knit is love".

De er super hurtigt strikket, og har af flere hørt at de er de eneste vanter der bliver på....


Nu ligger det nede i vuggestuen, klar til at varme Isak når han skal sove.
Og mon ikke mor her kommer til at sende endnu flere tanker til ham når han ligger der med trøjen og vanterne på.


17. august 2013

Vil du gøre et kup?




Så skynd dig over på min Instagram-shop!





Jeg har nemlig været igennem bunkerne af babytøj og der er lagt en masse til salg lige her (klik klik)

Str. 50-68, dreng og unisex.


15. juni 2013

Sidespring


Jeg er jo igang med en cardigan i vævestrik... i voksen str... så det kræver lidt afledningsmanøvrer en gang i mellem....




Er ellers kommet et godt stykke.... den bliver fin. Tyk og kraftig. Perfekt til en cardigan.




Men havde brug for nogle mindre projekter så de seneste par aftner er der blevet produceret babystrik i duse farver...



Og et nyt hækleprojekt som i nok skal se færdigt, hvis det bliver godt ;)

3. juni 2013

Hue til Liv



I går var jeg på barselsbesøg og fik set den fineste, lille Liv.
Og (selvfølgelig) havde jeg en lille hjemmestrikket ting med...

Liv er forældrenes pige nr. 3 i rækken.
Men jeg synes selv det er lidt hyggeligt at få og købe ting til Isak som er hans, selvom vi jo har komplet garderobe fra Elias.
Derfor syntes jeg Liv skulle ha sin egen, varme elefanthue.




Den er strikket i drops's merino ekstra fine.
2 tråde på pind nr 6.5
I str. 6-12 måneder gik der 2 nøgler og nogen rester...

Den er strikket så den passer Liv til vinter. Jeg prøvede den på Elias og den har god pasform. Sidder til i åbningen, er dejlig elastisk og så går den godt ned over skuldrene.


Og lille Liv var fantastisk fin.... helt bitte lille og lå så sødt der og sov på min arm.
Suk.


9. april 2013

Jakke i vævestrik




Endelig blev jeg færdig med Isaks forårsjakke.
En god, tyk, varm jakke til den kolde forårsvind.

Jeg har strikket vævestrik for første gang og er vild med det. Det ser avanceret ud, men er faktisk rigtig nemt når man har fået det i hænderne.
Og så kan man lave så mange fiiiine farvekombinationer.
Gerne med flere farver end 2.
Har også set det, hvor de to farver er forskellige garnkvaliteter, hvilket giver endnu mere effekt.

Fakta:

Strikket på pinde nr 3,75 med dobbelt tråd blackhill højlandsuld.
100 gr af hver farve holder rigeligt til str 6-9 måneder (strikket ekstra lang)
Jeg har strikket efter opskriften i "knit for your kid" og fundet en simpel raglanopskrift for at få maskeantal til str. (knit for your kid starter ved str 2 år)





Jeg er vild med hvordan raglan indtagningerne næsten ser syede ud. Og de er helt flade.... ingen tykke "klumper" ved armene her.

Med 2 tråde højlandsuld er jakken blevet god og tyk, og her efter 1. vask har garnet foldet sig ud og vil mene at den også er tæt på vindtæt. Perfekt til barnevognsture hvor Isak er begyndt at nyde at sidde op og se.
Jeg læste et sted om at vaske højlandsuldens 1. vask i opvaskevand for hurtigere at vaske spindeolien ud og dermed få en blødere strik. Jeg synes det virkede, så hermed er tip givet videre (vaskede den på uldprogram i maskinen bagefter).





Jeg har strikket jakken ekstra lang på bol og ærmer. Der er ikke noget værre end strik der sidder halvvejs oppe på ryggen. Kort og bred er no go. 
Var spændt på om jeg nu var blevet færdig med den i tide, for Isak vokser som lynet.
Men den er helt perfekt, går sådan lige tilpas ud over fingrene, men ikke mere end at han stadig har hænderne fri til at gribe i ting.




Det eneste jeg kunne ha tænkt mig var at jeg havde været mere tålmodig og lavet flere knapper i den, så den ikke ville ha tendens til at gabe sådan.
Men jeg ved at ligeså utålmodig jeg er med at få ting gjort færdig, ligeså utålmodig er vi når der skal klædes på og ud af døren.... så er det helt ok med få knapper ;)





Og modtageren.... ja han ser da ret tilfreds ud ik?

6. marts 2013

Forårsklar...endnu en marius


Så blev marius'en færdig.
Da ærmerne var færdige gik det overraskende hurtigt.
Denne gang sad mønsteret i hovedet så jeg bare kunne strikke rundt og rundt... med et enkelt blik på mobilen i ny og næ.

Et lille tip til strikkere er at lave et strikkeopskrift album på mobilen.
Jeg tager billede af mine opskrifter og gemmer dem i albummet.
Så har du altid dine opskrifter med dig!



Mariustrøjen har jeg jo strikket før i en udgave til mig selv.
Denne til Elias var ikke kommet af pindende før Espen gjorde det klart at jeg altså også skal strikke en til ham! Jeg gør det gerne for jeg synes mariustrøjen er nydelig.



Til Elias strikkede jeg str 5 år.
Brugte drops's lima på en pind nr 4,5. ca 450 gr garn gik der.... med en del tilbage af det hvide og blå.





Trøjen er lige i det største til Elias, så måske passer den først rigtigt til efteråret.
Uanset hvad måtte jeg prøve den under hans nye parka (købt hos h&m)
Han er da SÅ forårsklar.


7. februar 2013

Endnu en og et nyt stort projekt





Jeg strikker endnu en marius trøje.
Når man er kæreste med en nordmand og i tillæg er strikkegal har jeg vist indset at man ikke kommer uden om at strikke en mariustrøje om året.

Jeg har bestemt mig for at det er Elias der får en ny denne gang.... så kan Isak arve.
Faktisk har vi en i lyseblå farver som snart passer mindstemanden.






Jeg strikker i Lima fra drops i grå, blå og hvid.
Lima har vist sig at være ret godt til mønsterstrik.
Så hvis det lykkedes mig at ramme str. så vil jeg bruge det til mariustrøjerne fremover, for på pind nr. 4,5 går det ok hurtigt.

Garnet passer ikke med min opskrift, derfor er jeg blevet nødt til at prøve mig lidt frem.
Maske antal til str 2 år og så længde der passer til en str. 5 år.
Bliver spændende og se proportionerne når den er færdig.






Som altid når jeg strikker trøjer er jeg gået lidt i stå ved ærmerne.
Det er bare så kedeligt at strikke ærmer!

Men nu er jeg nået op til mønsterdelen på ærme nr 2 så jeg er der snart.








Derfor røg der også lige et stykke pause-fra-ærmerne-strikketøj på pindene.
En hue til Isak som blev alt for stor.
Han har et ret stort hoved, så derfor gik jeg all in og tog str. 12-18 mnd.
Hans hoved var så ikke stort.







Og så til det nye store projekt som nogen måske har set på instagram. 
(som også var stedet hvor jeg blev inspireret til det)
Et hæklet restetæppe.
En masse små cirkler med 12 stave hæklet ind i hinanden.

Min strikkekurv bærer præg af at jeg kun har drenge, og så min kærlighed til grå.
Så tæppet bliver i grå, hvid, blå, duse brune og grønne nuancer.
Det vokser langsomt, men er hyggeligt.

Og når mariustrøjen til Elias er færdig er der flere rester der passer til.

Jeg tror det bliver hyggeligt.... engang når det er færdigt om maaaaaaange år.... at sidde og tænke tilbage på hvilke trøjer og huer osv det var jeg strikkede med garnet.
Den isblå farve i midten af billedet er for eksempel fra isaks sove heldragt.

På bagsiden er der en pokkers masse ender.... overvejer om man skulle sy et stykke stof bagpå og slipper for al hæfte arbejdet.
Men det er der jo heldigvis noget tid til at overveje ;)




21. januar 2013

Muffedisser i smock... med vejledning



Jeg er blevet ret grebet af strikketeknikken smock.
Jeg synes det er så fint med mønsteret der ændrer sig alt efter hvor meget det bliver strukket ud.
Men det er tidskrævende.... og sluger garn. 
Derfor er det indtil nu kun blevet til et par muffedisser og en lille vest til isak.

Jeg drømmer om at strikke en cardigan til isak a la dem de har på mormor.nu




Som jeg har forstået kan man strikke smock på flere måder.
Man kan strikke almindelig rib og så "sy" smocken bagefter, eller man kan strikke smocken fortløbende ved at bruge en hjælpepind og snorre garnet rundt om maskerne der.
Den sidste metode kaldes også vaffelstrik og pickles har lavet en fin vejledning som du finder her.





Når vaffelstrikken/smocken bliver strukket ud ændrer den helt karakter.






I Love Smock

Og jeg elsker også mine nye muffedisser når der skal rokkes med barnevognen ude i kulden og man stadig gerne vil kunne bruge telefonen som tidsfordriv;)

Så til vejledningen. Og det er med vilje at jeg skriver vejledning og ikke opskrift.
For det er på ingen måde en færdig udarbejdet opskrift som det er meningen andre skal strikke efter, men bare simple skriblerier fra min notesbog. ;)

Jeg har brugt tyndt strømpegarn svt drops garngruppe A og pinde nr 3,75 (jeg strikker stramt)
Muffedisserne er strikket rundt på rundpinde vha magic loop.

Muffedisser i str. small:

Læg 54 m op med elastisk opslag. Strik 1 cm rib før du begynder vaffelstrik.
Vaffelstrik: 5 runder dobbelt rib, næste runde: 6 m på hjælpepind (2 ret, 2 vrang, 2 ret), snor garnet rundt om maskerne 2 gange, strik maskerne fra hjælpepinden, 2 vrang. (se link ovenfor)
Skal forskydes 4 masker næste gang.

Strik 4 vaffelstrik runder.

Nu skal der tages ud til tommelfinger kilen. Jeg har taget ud ved vrangmaskerne midt inderst (dvs tommelfingersiden) og så fået det til at passe så godt som muligt.
Fortsæt med vaffelstrik imens der tages 1 maske ud på hver side af midten (dvs 2 masker pr runde), på hver 2. pind totalt 8 gange (16 masker ekstra. Du har nu 60 masker).
Strik den sidste vaffelstrikrunde færdig.
Sæt de 8 masker midt for ved tommelfingeren på en hvilepind. På næste runde slåes der 5 masker op under tommelen. Fortsæt i vaffelstrik. Brug den allerede strikkede vaffelstrik til at guide hvordan de udtagne og nyopslåede masker flettes ind.

På de næste runder tages der 1 maske ind pr runde af de nyopslåede masker under tommelen. Dette gøres 5 gange, dvs alle de nyopslåede masker er taget ind. (det passer med en vaffelstrik runde)

Strik videre til du har 3 vaffelstrikrunder efter tommelen. Skift til pinde nr. 3 og strik 8 runder dobbeltrib. Luk af.

Tommel: strikkes med strømpepinde nr 3
Tag 12 masker jævnt op langs siderne og de nyopslåede masker ved tommelen. Tag de 8 masker på hvilepinden med (totalt 20 masker som fordeles på strømpepindene). 
Strik ca 2 cm med dobbeltrib.
Luk af.

Strik en til og du har et sæt;)



16. december 2012

*insta


Jeg har købt "magiske måneder" til mig selv i førjulegave
Nyeste strikkeprojekt er en vest i smock i en fin mørk mørk blå farve
Jeg har bagt "kakemenn".... og de blev gode
Julepynten er kommet frem, min mormors kniplede stjerner gør mig glad
Elias kæmper med feberen der bare ikke vil forsvinde
Hyacinther... enten hader man eller elsker... jeg elsker


Pludselig er der forsvundet en uge.
Elias har en infektion som ikke er bare bare at komme af med.
En uge nu med høj feber, hoste og uden madlyst.
Det er vågne nætter og en dreng der ikke er sig selv.
Vi er gået glip af endnu en juletræsfest (sidste år var han isoleret)

Derfor ikke den store energi til at blogge, men en instagram collage kan det da blive til;)







12. december 2012

Strikkede gaver




Strikkede gaver plejer at blive modtaget godt, så derfor er jeg igang med en produktion til jul.
Jeg kan jo af gode grunde ikke vise så meget frem her på bloggen...


Men lige denne her tror jeg det går med. Jeg tager chancen med at nogen nok har så juletravlt at de ikke når at læse med her;)

En af de hjemmestrikkede gaver der skal gives væk er denne.
En lille strikket ræv til en pige.







Jeg strikkede den i to tråde blackhill lammeuld fra garnudsalg.dk
Og da jeg skulle op i en pind nr 6 for at det passede med strikkefastheden gik det ret hurtigt at strikke den. En aften for at være mere præcis;)
Så hvis du mangler en hurtig gave til at give væk er denne jo en oplagt ide:)

Nu skal den bare vaskes inden den bliver pakket ind.
Garnet er nemlig ret så stift inden vask.


Idag er vi hjemme og trætte. Elias har haft feber siden søndag.
I går begyndte han på antibiotika da infektionstallene var ret forhøjede.
 I morges/nat klokken 4.30 vågnede han op med 40.1i temp.
Det har været en laaaang morgen på sofaen.
Nu sover lillebror isak i barnevognen og Elias har lukket øjnene på sofaen.
Jeg tror jeg skal benytte muligheden og få lukket mine egne øjne en time eller to.



5. november 2012

Ideer til nybegynder strik


I forbindelse med et andet indlæg blev jeg spurgt af Ulla om tip til hvad man kan strikke hvis man er nybegynder og gerne vil strikke en trøje til en dreng på 1,5 år.

Ulla havde allerede købt noget lækker merino uld fra drops, så det er den strikkefasthed (21m og 28p = 10x10 cm) jeg har taget udgangspunkt i (husk altid strikkeprøve).


En side jeg selv bruger meget er pickles.no

Rillejakke med hætte




Melkers barnehagesett





Trøjen fra morosett




Et andet sted hvor man kan finde den ene fine opskrift efter den anden er ravelry.
Det er helt gratis at oprette en profil hvorefter det er nemt at gemme sine favoritter, sammenligne opskrifter, se hvad andre strikker osv.

Nogen bud derfra (hvor alle 3 er gratis opskrifter):

Binic


Billede er lånt her hvor du også finder link til opskriften

Jeg fandt opskriften (ligesom så meget andet der inspirerer mig) vha pinterest.
Jeg tror jeg bliver nødt til at strikke den selvom vi jo egentlig har FOR MANGE striktrøjer...



Cirrus


Billedet er lånt her hvor du også finder link til opskriften
Og mønsteret på det grå stykke kan jo udelades hvis det bliver for meget, men jeg synes det er fiiint.



Fifaldes baby jacket

Billedet er lånt her hvor du også finder link til opskriften
Absolut et nemt projekt, måske jeg vil anbefale at starte med denne...


Til sidst kan man jo altid lede inde hos drops, her fandt jeg:





Til begynderstrik vil jeg altid foretrække at strikke så meget som muligt rundt og rundt så der ikke skal syes sidesømme. Desuden vil jeg altid prioritere rundt bærestykke eller raglanindtagning så man slipper for at skulle montere ærmer. (Ved godt at det ikke er alle opskrifterne jeg har fundet frem her der opfylder det, men har alligevel taget højde for at vælge enkle opskrifter uden for mange krummelurer)


Håber du finder noget du kan bruge Ulla:)
Rigtig god fornøjelse med strikkeriet.

Til sidst et lille tip om at bruge instagram når du er nybegynder i strik. Har efterhånden set en del som får hurtig strikkehjælp på den måde;)

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails