Lige under overfladen

Den sidder der endnu.

Frygten for at miste.

Lige under overfladen...

Der har været stille her.

I sidste uge susede vi rundt og bestilte hastepas, jeg tjekkede afbudsrejser og vi var stressede over hvordan det ville være at rejse med 2 små børn.

Elias skulle bare lige til kontrol... 

Som så viste at hans blodprøver var dårlige.... trykkede.... enten pga en omgang feber han har kæmpet med... eller også var kræften tilbage....

Alt blev sat på vent og da hastepassene kom med posten kunne jeg smile lidt for mig selv og ligge dem pænt i skabet. Det har været en frygtelig uge... for ja der skulle gå en uge inden nye blodprøver skulle tages. 

De blev taget idag.

Og de var fine.

Elias har rettet sig.

Elias er stadig rask.

Men det ligger der.... lige under overfladen...

Så nu bliver resten af vores ferie stille og rolig.

Med fokus på familien.

Oven i det hele har vi sat huset til salg.

Mæglerne er positive og mener det vil blive et hurtigt salg.

Det håber vi.

Vi har et dejligt hus, men her er mange minder.... og vi er klar til at starte på en frisk.

Og som det altid er, så kommer tingene væltende oven i hinanden.

I søndags mistede jeg min kære morfar.

Jeg nåede heldigvis at sige farvel til ham imens han stadig kunne trykke min hånd.

I morgen skal vi til bisættelse.

I blomsterbutikken fik jeg 2 blanke kort med hjem....

Så har jeg større chance for at få skrevet det rigtige...

Midt i det hele skal man huske hverdagen og alle de små ting som sker.

Isak er nu oppe i rigtig kravlestilling og rejser sig op på knæene ved alt.

Han spiser og spiser og sover gode lurer på faste tidspunkter.

Drengene har fået legetøj fra purebaby.dk .

Den fineste lille kranbil.

Isak kan bedst li at gumle på træmanden.

Elias trækker biler.

Jeg synes hele serien er rigtig fin og vil ønske mig ting til isak fra den fremover.

Bla findes der en bus med fører OG passagerer.

Den må være 1. ønske med alle de mennesker at tygge på;)

Jeg smelter stadig når de leger sammen....

Og det holder mig lige OVER overfladen.

Ved siden af

 Fra da vi havde besøg af en fotograf i dec '12

Vi går og er sådan lidt ved siden af os selv.

Det er på tirsdag at Elias skal indlægges for at få taget den sidste knoglemarvsprøve.

Elias har jo nu fået behandling i godt 2,5 år.... det er lang tid.... men de sidste par uger har føltes som evigheder. Dagene snegler sig afsted og jeg går og er sådan lidt utilpas hele tiden.

Har kvalme...

Og det bliver kun værre når jeg tænker på hvad der sker hvis de ringer med et dårligt svar på prøven.

Så er jeg næsten ved at kaste op!

I går ringede de fra børnehaven at Elias ikke var helt sig selv.

Han havde ikke feber, men han var bare ikke i hopla.

Mon han mærker på os at der skal ske noget stort?

Eller også er det bare fordi at kemoen er blevet øget lidt her til sidst.

Det fik vi at mærke den anden nat hvor Elias kastede op igen og igen.

Pga mange ting (medicinen må ikke gives med mælk, det er ikke let at tage medicin imens man er til gymnastik, 3 år med trods alder osv) endte det med at Elias fik sin medicin på næsten tom mave..... ikke godt.

Det blev en nat på gulvet hvor jeg holdt vagt ved hans seng. Strøg ham når han kastede op. Skiftede og puttede igen.

Han er simpelthen så stærk. Nogen gange meget stærkere end os.

Lige da Elias blev syg var jeg bange for at han skulle dø i det akutte forløb.

Det var forfærdeligt for pludselig var det enhver forældre frygter ikke så langt væk.... eller i hvert fald en reel trussel.

I den sidste tid er det som om det kommer tilbage til mig....

Den anden dag til gymnastik var jeg lige ved at græde fordi jeg kom til at tænke på... hvis nu....

Og når Elias ikke er hjemme kan jeg ikke li at gå ind på hans værelse.

Det var jo sådan det ville stå hvis nu vi ikke havde fået ham med hjem igen.

Et børneværelse uden et barn.

Lørdag morgen med mine drenge

Og nu når jeg tager billeder tænker jeg nogen gange på om vi kommer til at se på dem sammen med Elias når han bliver stor eller om det vil blive hårde minder.

Det er rigtig hårdt at være i og jeg er ikke i nærheden af at være mig selv.

Nu skal de sidste dage bare gå.

På tirsdag kommer min mor og passer Isak så både jeg og Espen kan være med på sygehuset.

Det har vi brug for.

Senere på ugen kommer farmor og farfar ned til os og vi håber på at vi kan rejse med dem tilbage til Norge for at være der i påsken.

Tror det er rart at være lidt væk når vi skal gå og vente på svar.... og at ha nogen til at tage over når jeg bliver helt stille indeni og har brug for en pause...

Endnu et sygdomsindlæg..... men lige nu er det det der fylder så utroligt meget.... 

Good days and bad days...

I november var vi til kaiser chiefs koncert.... da de spillede deres "good days and bad days" ramte det os.

Sådan er det.... gode dage og dårlige dage.

I onsdags bisatte vi min far. Han døde pludseligt.

Min far har lært mig meget på godt og ondt..... aller mest godt.

Vi lavede selv pynten til kisten. Elsker hyacinter... der duftede skønt i kirken.

Det var en fin bisættelse.... vi sagde farvel til min far i venø kirke.

Senere skal han spredes over havet.



Dagen efter min fars bisættelse reagerede Elias så på sin skoldkoppe vaccine og vi blev indlagt.

Han får iv aciclovir 3 gange dagligt og så noget panodil for at slå feberen ned og fjerne ubehaget.

Vi er trætte med træt på. Planen var at vi skulle rejse til norge på torsdag.... nogen tror det ene, nogen det andet. Jeg orker ikke at tænke frem til torsdag.

Orker ikke at tænke på at jeg skal på arbejde i morgen.

Heldigvis så kommer der altid en nat og en ny dag

......

uanset om det har været en god dag eller en dårlig dag.